CPH:DOX 2013 /3
Callum Macrae’s ”No Fire Zone” kan ses på CPH:DOX, Dagmar Teatret, København 11. november 16.40, i Empire Bio, København 13. november 17.30 og i Øst for Paradis, Aarhus 17. november 15.00. Jeg har fået mulighed for at se filmen forinden, og jeg går ud fra, at den er en viderebearbejdning af Macrae’s ”Sri Lanka’s Killing Fields” fra 2011, som Tue Steen Müller skrev forfærdet om her på filmkommentaren.dk. Han valgte ikke at bringe et still fra den film. Disse fotos af rædsel lige før den grusomme død og af forfærdende mishandlinger og lemlæstelser, som kan iagttages på kroppene umiddelbart efter efter drabene, er ikke til almindelig illustration. Men inde i dette overordentligt vigtige værk er disse stills og filmklip nødvendige hver og et som bevismateriale. Filmen er et anklageskrift. Den er anklagerens lange og omhyggelige og uudholdelige tale. Som imidlertid SKAL udholdes. Jeg vælger derfor at bringe dette foto af den hovedanklagede, filmens fraværende hovedperson, Sri Lankas leder Mahinda Rajapaksa, præsident siden 2005, altså under hele sidste, grusomme afsnit af borgerkrigen og således hovedansvarlig for de krigsforbrydelser og det folkedrab, som filmen overbevisende grundigt og tydeligt anklager det sri-lankanske styre for.
Instruktøren Callum Macrae skrev for nogen tid siden om sin film i The Guardian. Han skrev om vores evne til at distancere os fra det forfærdelige og om, at denne distance kunne bryde sammen, og han trak to af scenerne frem fra de mange, mange:
“…We humans are good at reducing terrible massacres to statistics. We instinctively distance ourselves from the lost humanity represented by heaps of corpses or rows of dead bodies. But it is more difficult to avoid the anguish of those who survive. For example, the two young girls, crying hysterically in a fragile bunker of sandbags in the immediate aftermath of a shelling. They want to rush from their shelter to help the injured, but a woman is holding them back – because one shell is almost inevitably followed by another. The girls are weeping as they look at the carnage in front of them. And then, in a chilling moment, one of them recognises someone, and her hysterical cries turn to anguished screams: “Mama!”. Two men – one is probably the girl’s father – ignore the danger and stumble blindly from the bunker to fall beside, and hold, the horribly damaged corpses in front of them. This awful story is just one of tens of thousands of such incidents. The most recent UN report suggests that as many as 70,000 civilians died in the last few months of the war in 2009, possibly more…” og Macrae skriver længere fremme i teksten om den anden scene:
“Another incident in the film provides some relief from the carnage. Two young brothers are sitting in a makeshift hospital. Their parents are almost certainly among the nearby dead and maimed. The person filming them asks: “Are you injured too?” “No,” says the older brother quietly. He is 11 or 12 years old, and holding his younger brother protectively round the shoulders: “Not us.” The younger child turns to look at the carnage around them but his brother gently guides his head back towards him and away from the terrible sights. Humanity survives in this awful situation. I watch these two scenes and still find myself crying.”
Når Callum Macrae således skriver, at han græder, kan jeg ikke genkende det hos mig selv – jeg græder ikke, kan ikke græde på sådanne steder, men følelsens voldsomhed genkender jeg. Jeg fyldes med rædsel, mens jeg drukner i det, jeg ser af uoverskuelig fortabthed i et folkehav af endelig og fuldstændig panik. Her er intet at gøre, kun at vente på det uafvendelige. Rædsel for på samme måde om ikke længe måske selv og her, hvor jeg lever, at blive underkastet den stupiditet, den afstumpethed, som disse militære gruppers, disse enkelte tåbeliges grusomheder udspringer af, være underkastet sådanne mennesker, som af magthavere gives licens til at udleve deres sinds mørkeste sider i en grænseløs bevægelse af vold, voldtægt og tortur og drab, hjælpeløs at måtte gå ind det. Claas Danielsen talte på sin måde om det i sin tale ved åbningen af Leipzig festivalen for nylig:
”Eine der wichtigsten Eigenschaften guter Dokumentarfilme ist, dass sie uns Angst nehmen. Sie helfen uns, das Schreckliche in der Welt anzuerkennen und es an uns heranzulassen – manchmal ubrigens auch das unfassbar Schöne, das wir genauso wegschieben, wenn wir fürchten, es zu verlieren. Denn die Dokumentaristen widmen sich oft dem Schicksal einzelner Menschen – aufrichtig, wahrhaftig und mit Geduld. Mit diesen Protagonisten können wir uns als Zuschauer verbinden…”
Jeg læste talen og følte mig trøstet. Og alligevel ikke. Angsten sidder fast i mig, drømmene minder mig om den. Og filmene gør. Jeg lever ikke, kan ikke leve i blind uvidenhed om den nøgne ondskab, og det er jeg taknemmelig over. Taknemmelig mod kunsten og journalistikken.
Så ”No Fire Zone” er for mig en uomgængelig film, en forpligtelse at se og at værne om. Den skal blive stående, den vil blive stående i filmlitteraturens række af j’accuse værker på linje med film som Leslie Woodhead’s ”A Cry from the Grave” (1999) om massakren i Srebrenica og Andrzej Wajdas ”Katyn” (2007) om massakren på det polske officerskorps og landets intellektuelle elite. I 1995 og 1940 under store krige i mit Europa.
http://cphdox.dk/screening/no-fire-zone-killing-fields-sri-lanka
