CPH:DOX 2013 /7
Jean-Stéphane Bron: ”The Blocher Experience” kan ses på CPH:DOX, Grand Teatret, København 14. november 19.15. Det er en film med en politiker, og det er en film om et samarbejde mellem denne politiker og filminstruktøren, det er en film om instruktørens agenda, at skildre en medvirkende, som han i udgangspunktet ikke kan lide og om politikerens agenda, at skrive et historisk-moralsk testamente. På fotoet ser man de to i samarbejde om det fælles værk. Det burde gå galt, men det gør det ikke. I udgangspunktet er jeg skeptisk og negativ, det her venter jeg mig det værste af. Jeg har det sådan, at jeg skal kunne lide, ja, kunne identificere mig med fortælleren eller den medvirkende. Det vil her være umuligt, er følgelig min fordom. Men jeg har lige glemt Shakespeare, glemt Richard III og Macbeth.
Instruktøren går i sin speak lige til sagen i titelsekvensens fortale i en omhyggelig velskrevet og smukt læst reflekterende tekst over problemstillingen, det her handler om at skildre et menneske, man ikke kan lide. (Min fordom vakler lidt, det her er jo ærlighed…) Og det går han så i gang med.
Christoph Blocher er hjemme i sin store villa, i soveværelset, han kigger ud af vinduet. Ud på dagen, den næste. Han er alene, det er vigtigt, han er alene med sine tanker. Han gør sig morgenklar i badeværelset. Han er i bilen med en tavs chauffør og en tavs sekretær, som vil vise sig at være hans hustru. Han er derefter til nationalt politisk møde i fri luft, han holder tale om Wilhelm Tell. Christoph Blochher er schweizisk nationalistisk toppolitiker. Det her er ikke rart. Min fordom lever. Jeg skal have øjnene åbnet for denne politiske trussel, det er det, filmen vil mig. Tror jeg. Min fordom lever.
Instruktøren taler i sin speak til Blocher i 2.person ental, – som var det et brev, måske er det et brev? En udveksling af tekster? (Jeg mærker tydeligt, at jeg bliver interesseret) Arkivfotos og –film fra Blochers barndom på landet ledsaget af hans erindrende fortælling. Det er overbevisende indtrængende, og min stemning følger fra nu efter, det her er autentisk, ærligt. (Jeg har brudt min fordom om filmen). Og den smukke fortællerstemme følger sammen med begivenhedernes optrapning i dramaets fremadskriden afdæmpet og ordentlig op, den giver mig et afgørende sted nøglen til en grundlæggende forståelse. Jeg er i et Shakespearesk drama med sejre og nederlag. En dramaets hovedperson isoleret med sig selv (og en fortæller-fortolker-fortrolig), ingen rådgivere, knap nok en hustru /sekretær. Omverdenen er telefonsamtaler, tilhørere, mødedeltagere. Blot denne tilstedeværende, nærværende filminstruktør, som spejler ham mere og mere, så jeg ser ham tydeligere og tydeligere. Opdager, at jeg er fascineret, ja, grebet af denne Christoph Blocher. Faktisk holder af ham, som jeg jo så sært holder af Richard III og Macbeth, på grundlag af sprogets drama omkring skikkelsen.
Schweiz, 2013, 100 min.
