David Cronenberg: Eastern Promises
Det er smukke,smukke autentiske drømmebilleder, Cronenberg konstruerer. Den smukke,smukke luder fra den lille by uden for Kiev ligger og nynner helt stille en russisk folkevise. Efter samlejet med Viggo Mortensen. Et falsk møde, de begge er tvunget til ved vold, forvandler sig til drøm.
Det umulige kys på det vigtigste plotpunkt, helten kysser heltinden blidt, og hun ham blidt. Naivt, ærligt. (Det ville ikke gå an i nogen anden film) over det uskyldige barn, de netop har reddet på selve kajkanten. Scenen er omgivet af rå vold og bundløs kynisme og systematiseret uoprigtighed, scenen her er ægte følelse og ærlig afsked. Det burde være umuligt.
Denne blidhed findes altså langt inde i Viggo Mortensen – og for så vidt også i den endnu ondere mafia “broder”, Vincent Cassell – og den er filmen igennem forberedt af Naomi Watts sødme og hendes fødegangsmiljøs ok professonelle hospitalshjælpsomhed og moral.
Og for en del er den forberedt af en særlig side i Armin Mueller-Stahls attitude (og hans stemme, meget), hans omsorg for rødbedesuppen og rosenbladdesserten. I det hele forberedt af livet i den varme restaurant, hvorfra han styrer de brutale forbrydelser under dække af dokumentarisk folklore så virkelig, at man leder efter iscenesættelsen, glemmer den, ærligt.
Således lykkes dette uskyldige, forsigtige kys midt i denne verden af sindsoprivende (ja, nemlig!) rå, rå hensynsløs og vild vold. Og følelseskulde.
David Cronenberg iscenesætter fantasiens umuligheder og gør dem til autentiske virkeligheder. Den ene efter den anden. Også filmhistoriens nok umuligste kys.
Set i Grand biografen, Randers. Kan ses i 25 biografer i hele landet + fem i København.
