De hjemvendte 3
Den tredje soldat, som kommer hjem, Michael Ulrich, er den tilsyneladende mest upåvirkede. Han er befalingsmand, og det har han været god til derude. Han er rask, trænet, solbrændt, ser godt ud som han hurtigt skridter gennem ankomsten i lufthavnen og styrer mod sin kæreste, sin hustru, sit kærlighedsliv. “Oppe på slottet i vinduet sad prinsessen”. Og det bliver vist ikke helt så enkelt, som det fremstilles.
Ulrich tager det på sig, for ting kan ordnes, refleksion erstattes af synspunkter, besværlige minder glemmes og afskedsbrevet, der ikke blev brug for, brændes demonstrativt for øjnene af mig. Han kan sagtens ved siden af livet med hende fortsætte som anfører for gruppen, han kommanderede i Afghanistan, forsvare dem på værtshuset, når de kommer i klammeri med politiet. Men han oplever, at hans autoritet her er ingenting. Det er det, han har det svært med. For han har det i det hele taget svært svært ved at komme til bunds i tingene. Empatien er svækket. Og hun tager over, for det er hendes felt. Hendes medvirken er det i dokumentaren, som er gribende. Resten i filmen er oversigtig case- ikke studium, overhovedet ikke studium, nærmest case-demonstration. Postulerende.
“De hjemvendte” 1-3 er et traditionelt tv-program. Indholdet er reportage og metoden interviews i en journalistisk atttude. Det er tre tydelige historier, som bare ikke er researchet i bund, tror jeg, castingen er god for hovedpersonernes vedkommende, men der burde være ryddet op blandt bipersonerne. Manuskriptet er svært at få øje på, set-designet tilfældigt vekslende med noget overarrangeret fyld, kameraarbejdet ubeslutsomt, bortset fra grund-interviewene, som er smukke. Lyd, musik og produktion er jo ok, men, men historiebygningen i klippet er erstattet af debatoplægget. Og det er nok det som er afgørende galt. For der er ikke noget at debattere bagefter. Dokumentaren har uddebatteret sig selv. Den savner tvivlen.
Helle Lyster: De hjemvendte 3, DR2, onsdag aften. Genudsendes 14. september 19:20.
