Eric Pauwels: Les Films rêvés
Man begynder med at filme sin hund. Måske. Eller man begynder med et afsnit med Jean Rouchs første film om rejsen på floden. Eller man begynder med den smukkeste og værdigste strip-tease, man altid har ønsket at filme. Til begyndelsen af Beethovens klaversonate Quasi una fantasia. Sådan begynder man som filminstruktør, hvis man vil lave alle sine drømte film på én gang, i én film. Eric Pauwels har gjort det. Jeg så den på Ciinéma du réel i går. Det tog 180 minutter, del 1 og del 2 i én køre. Det var den rigtige måde at se det værk på. Og jeg så ikke noget overflødigt minut. Og fortællerens stemme var inde voice-over fra først til sidst. Det blev ikke for meget. Det må være fordi Pauels filmdrømme ikke er private i alt dette meget personlige. De kan generøst deles ud. Og de er vedkommende – mærkede jeg også på reaktionerne i den voksne del af salen.
Festvalen har interessant nok fundet plads til dette lyriske filmessay i konkurrenceprogrammet. Det er altså min rene fordom kun at vente klassisk dokumentar her… cinéma vérite, samfundskritisk realisme og etnografiske undersøgelser.
