Erik Norsker: Vin og Vrøvl
På dette sted anmeldes der som regel film ud fra filmiske kvalitetskriterier. Det er ikke muligt med Erik Norskers produktion, der har en undertitel ”The Movie – Filmen bag bogen”, som henviser til at Roald Als og Carlo Merolli for 6 år siden skrev og tegnede en bog med samme titel. Altså ”Vin og Vrøvl”. Hvilket er en præcis karakteristik af en dvd-udgivelse, der er godt fotograferet og balancerer mellem at være en hyggelig hjemmevideo fuld af mere eller mindre morsomme anekdoter – og så en professionel brugervejledning!
Jeg er vel sådan set også lidt inhabil i denne sag. Jeg bor i samme opgang som Roald, som i årevis har hånet mig for min interesse for sort-hvide franske film og har nægtet at tro på at jeg var en glimrende tekniker på AB´s drengefodboldhold i begyndelsen af tressserne. Jeg har ved flere lejligheder smagt på Carlos baroloer og jeg har altid sat stor pris på Erik Norsker, som er en af vore bedste dokumentarfotografer med et fint og kærligt blik for steder og mennesker. Og jeg tror gerne (det har Roald fortalt mig), at Erik er en glimrende fodboldspiller med mange mål i støvlerne. Derfor har han selvfølgelig al mulig ret til at udnævne filmens to hovedpersoner, tegneren og vinsælgeren, til at være uheldige helte på fodboldbanen. Det gør han i en prolog, bl.a. med et pletskud af en optagelse af Roald, der på grund af fatal mangel på teknisk kunnen taber bolden på midten af banen. Denne scene bliver vist to gange i filmen. Samme ydmygelse overgår ikke vinsælgeren og –smageren Carlo, der bliver fotograferet stående udenfor sidelinien.
Begge hovedpersoner er store krukker, der har mere forstand på at tegne og smage på vin, end på at være med i en film og forstå at nogle anekdoter gør sig bedre på tryk end på film. Men det hjælper gevaldigt på scenerne, når andet kan optage øje og øre. Som besøgene på vingårdene i Italien, med de smukke landskaber, og samtalerne med vinbønderne. Ret skal være ret, Carlo er faktisk en god formidler, når han sidder ved bordet og taler om vin, og at Roald er den bedste tegner i dette land, ved både han selv og alle os Politiken-læsere. Så alt i alt er den gode time, dvd’en byder på, en god, harmløs oplevelse. Og det ville være lyv, hvis ikke jeg indrømmede at jeg inspireret glædede mig til et godt glas vin og lidt ost og pølse efter gennemsynet.
Pris og leverering, se:
http://www.carlomerolli.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=582&Itemid=93