Gerber, Pozdorovkin: The Notorious Mr. Bout
DR2 Dokumania inviterer i dag i god tid til kulturnat 10. oktober og skriver: ”Mød folkene bag DR2 Dokumania, når vi inviterer indenfor til Dokumania LIVE. Hør, hvordan vi spotter de bedste historier, og se tre af de vildeste dokumentarfilm.” Det er jo en klar udmelding: De bedste historier og de vildeste dokumentarfilm. Det er så med det klart, at det er underholdning, som prioriteres der i huset, og inden for underholdning er det følgelig underholdningskvalitet. Herefter gælder det om at folde de brede begreber ”bedst” og ”vildest” ud i nuancer. Det er der generøs lejlighed til hver tirsdag aften.
Altså for eksempel i aften ved at åbne for den på sin måde bestemt interessante historie og vilde dokumentar om den internationale købmand / forretningsmand / fragtmand Viktor Bout, hvis historie gennem nu godt to årtiers karriere skildres i en omhyggelig researched, effektivt klippet og elegant produceret filmbiografi i den konventionelle amerikansk-britiske tv-stil, som ser ud til at være en Dokumania specialitet. Man vil bestemt blive trygt og godt underholdt i aften på DR2 Dokumania 20:45!
På fotografiet sidder Viktor Bout i cockpittet i et af sine transportfly. Han kan godt lide at have fingrene på grebene direkte i materialet, ude på stederne, hvor det foregår. Han bliver hele tiden beskyldt for at være international våbenhandler uden skrupler, selv hævder han at være en fragtmand, som ikke blander sig i kassernes indhold. Han sørger blot for, de kommer sikkert fra og sikkert frem til bestemmelsesstedet, som kunden har angivet. Og det er alle på hver sin måde vilde, eksotiske steder som Angola, De arabiske emirater, Bulgarien, Sydafrika, Den demokratiske republik Congo, Rwanda og endelig hans skæbnes Bangkok, Thailand, og tidsmæssigt repeterer filmen begivenheder og forløb af verdenshistorien fra 1991 til 2011. Ja, det er underholdning, men jeg tror også Dokumaniaholdet blandt de bedste og vildeste filmhistorier vælger de belærende. Det sidste er måske det mest interessante, se selv efter i aften…
UK 2014, 90 min.