Helle Toft Jensen: Moussa Diallo
Titlen er vigtig, filmen hedder Moussa Diallo – manden og musikken, det lyder enkelt og traditonelt. Det er om en musiker og det er om hans musik, det er biografi eller portræt og det er reportage eller analyse. Det kan også være det hele, og så bliver det kompliceret. Filmen vil det hele og endda mere til og det bliver overdådigt, men også uklart, da hvert eneste element forkortes til enkeltsætning i et kludetæppe af filmisk tekst, som forlader cinematografien og bliver tv-dokumentar. Forlader kunsten og bliver journalistik.
Da emnet er en gribende biografi og en fremragende musik forrådes det let af journalistikkens smag og orientering, og i hvert fald jeg slipper koncentrationen og bliver tv-seer. Men to, tre ægte filmscener griber mig i et værk ellers renset for filmscener, og de antyder for mig, hvad det kunne have været, hvordan stoffet kunne være behandlet i et filmværk og fået en evighed over sig som Moussa Diallos livshistorie besidder og Moussas Diallos dybe musik rummer.
Jeg mener Helle Toft Jensen og klipperen Morten Giese har grebet forkert og valgt en uegnet genre til deres undersøgelse af dette sjældne og farverige stof. Den valgte underholdningsjournalistik forløser som jeg ser det ikke livshistoriens episke kraft og musikkens dybe skønhed. Der klippes i enkeltreplikker ikke i samvær af tale, i meget korte musikcitater ikke i medrivende forløb af lyd. Alle antydninger af forløb afmonterer hinanden og fortællingerne banaliseres i et mindste fælles mangefold i bedste mening af hensyn til de mange i bredden nu, men med en given afkald på de mange flere i længden som tager et filmværk ned af hylden i en lang fremtid, et filmværk, som bliver stående.
Så jeg tror man skal skynde sig, hvis man vil se Moussa Diallo – manden og musikken, en bestemt seværdig tv-dokumentar, se den som filmværk i biografen. For eksempel i Allinge i aften kl. 20: https://www.facebook.com/moussadiallofilm
Danmark 2015, 73 min.
SYNOPSIS
Moussa Diallo is an African musician, whose greatest teenage dream was to become the next Jimi Hendrix. So he had to run away from his authoritarian father in Mali. Moussa ends up in Copenhagen and with his hip afro look and great musical skills quickly becomes a funky bass player behind the groundbreaking music scene in the 1980’es – playing with all the great Danish bands from Sneakers and Marquis De Sade to Hanne Boel and Savage Rose. However, just as his biggest dream has finally come true, Moussa hits an all time low and embarks on a second journey to become who he truly is – this time taking him all the way back to Mali. (DFI fakta)
CREDITS
http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/en/90920.aspx?id=90920
PRESSEMEDDELELSE
http://www.dfi.dk/Nyheder/FILMupdate/2015/Marts/Ny-dokumentar-om-Moussa-Diallo.aspx
