Hospitalsbørn af Lars Bo Kimergård
Instruktøren har skrællet alt det overflødige væk. Ingen hospitalsgange eller -bygninger. Der gives ingen konkrete oplysninger om, hvad de medvirkende egentlig har fejlet, det får vi først at vide til slut. Alt er fokuseret på at skabe én lang fortælling om, hvad det betød at være på hospital som barn. Fortalt af en håndfuld medvirkende, som fortæller godt og direkte til kameraet på en sort baggrund. Intet må forstyrre fortællingen om lidelsen og smerten, som den voksne husker den.
Til dette konsekvente valg af stil kan der indvendes om ordene ikke ligeså godt kunne have været skrevet ned i en bog eller være bragt som en radiomontage. Måske, men jeg ville alligevel ikke have undværet ansigterne, de langsomme næsten umærkelige indzoomninger og de herlige pauser, som fortællingen har. Der er en monotoni over det hele, hvorfor slutningens bevægende kapitel med den voksne Mortens tilbageskuen på at kunne bevæge sig virker så stærkt, som den gør.
Det er ikke en film, der siger noget nyt om at være hospitalsbarn. Det er en film, som fortæller, hvad vi har hørt før – på en ny måde.
http://www.dfi.dk/aktuelt/aktueltfp.htm
