Ingmar Bergman 100 år /11
MARGARETHE VON TROTTA: SEARCHING FOR INGMAR BERGMAN (1)
Filmens begyndelse er fælles for de to, ligesom hele filmen vil være det, en instruktør på sporet af sin beundrede forgænger i arbejdet med filmkunsten, von Trotta skriver et filmessay om Bergman.
MEMENTO MORI
Og det begynder med en sekvens på grundlag af en sekvens fra Det syvende segl. Bergmans og Gunnar Fischers billede skildrer et mærkelig bekendt kystlandskab i halvmørke. Musikken er de første takter af Dies Irae satsen i et rekviem for kor og orkester. Margarethe von Trotta kommer i en parallelhandling ned på den samme strand og siger til sit kamera:
”Her er det altsammen begyndt for mig. Med en sort sky og en sort fugl. Vi ser klipperne, havet og disse sten oppefra i en lang optagelse. Og så ligger Max von Sydow her”, von Trotta bevæger blødt venstre hånd som stryger den over et leje, en person”, han har sovet og er lige vågnet og ser op i himlen. Så ser vi hans væbner endnu i søvn på den stenede strand. Kameraet finder hestene”; von Trotta, nu nær i markant profil, tegner kamerabevægelsen med højre hånd, så jeg mærker de heste tilhører netop disse to mænd og hun beskriver videre:
”Så er der et nærbillede af Max von Sydow. Han er meget anspændt og man mærker, at han ikke rigtigt ved hvad der venter ham. Solen står op, dagen begynder. Så vender væbneren sig i sin søvn.” Og jeg ser det i krydsklippet. ”Han ønsker klart ikke at vågne. Max von Sydow går lidt ud i vandet.” Jeg ser det igen i krydsklippet og faktisk også, om jeg lukkede øjnene, i von Trottas tekst som er som Bergmans måtte være før optagelserne dengang. Sådan er hele denne sekvens klippet.
”Han vasker sit ansigt i saltvandet. Som en forberedelse til den bøn han vil bede. Og så er der en lang optagelse hvor han træder op af vandet og knæler på stranden som er fyldt med sten. Det ser ud som bodsøvelse. Han prøver at bede.”
Margarethe von Trotta folder sine hænder, netop som jeg ser Max von Sydow gøre, med håndfladerne mod hinanden. ”Først meget alvorligt, men så mærker man, at han nok ikke kan bede så intenst som han gerne ville, vi forstår senere i filmen hvorfor. Så rejser han sig igen og i en lang optagelse går han tilbage til dette sted, hvor vi allerede havde skakbrættet. Han går ud af billedet og kameraet panorerer til skakbrættet med den sorte klippe i vandet i baggrunden som et advarselstegn. Dønninger vasker over skakbrættet som udviskes. Og så viser en sort skikkelse sig”:
Max von Sydow ser op: ”Hvem er du?”
Anders Ek: ”Jeg er døden.”
Max von Sydow: ”Kommer du for at hente mig?”
Anders Ek: ”Er du beredt?”
Max von Sydow: ”Min krop er beredt, ikke jeg selv.”
… og jeg kan nu vælge at høre og se von Trottas vidunderlige film med Bergmans mesterværk parallelt i tanken eller begynde med at se Det syvende segl endnu en gang som forberedelse til være med på sporet af Bergman.
www.dfi.dk/cinemateket/biograf/filmserier/serie/manedens-dokumentar
