Jeppe Søgaard og Christian Bonke: Uffes alternativ
Det er på DR2 i aften 20:45 første del af denne tv-dokumentar sendes og den ramte skærm er målet for det store og langvarige projekt Søgård og Bonke har gennemført sammen med Uffe Elbek som gennemgående medvirkende i filmen. For det er en film om ham: ”Dette er vores portrætfilm om Uffe Elbæk. Optaget over de sidste 5 års turbulente rejse i dansk politik. Det er blevet til en helt utrolig historie om den lille mands kamp mod det etablerede. Der er lidt af et eventyr over Uffe’s vej igennem det danske politiske landskab. Lidt Klods Hans, lidt Kejserens nye Klæder og i den grad Jeppe på Bjerget…” skriver instruktørerne i pressematerialet. Det er altså en belærende historie om snobberiet omkring magten, om dens hensynsløshed og om medierne som sidder i krogen og skriver det hele ned og frydes over hvert fejltrin, til den lille dreng i en ny retorik spontant kommer med en afslørende iagttagelse.
Filmens fortællemetode er også klassisk: ”Det er en traditionel følgedokumentar i direkt cinema stil. Uden brug af interviews. Der indgår end ikke et masterinterview med Uffe selv. Vi har fulgt med uden at påvirke slagets gang… For os har det været vigtigt, at det skulle være levende og vi ville vise politik i øjenhøjde, så alle danskere kan se med – selv uden politisk indsigt. Vi har flittig brug af arkiv for at påvise Uffes store modstand fra systemet; både politikere og medier. Det har været nødvendigt for igen ikke at påvirke processen, men vise den, som medierne har valgt at bringe historierne. Dette lag fungerer som en stærk modstander, men også som en tidsangiver og medfortæller.”
Sådan skriver Søgaard og Bonke videre, og det er jo selve opskriften på tv-dokumentaren gennem et halvt århundrede, den ene af retningerne. Den anden bygger på interviews. Der er fluen på væggen og der er talking heads. Herligt sådan at få de filmfaglige præmisser, kunstneriske og journalistiske, lagt åbent frem omkring et nyt værk. Så kan værket fungere som illustration og måske senere som forbillede, som skoleeksempel. Og sådan forholder det sig med Uffes alternativ, synes jeg. Der er meget som lykkes, der er bestemt også svagheder.
Tag nu fortællerstemmen som burde være så vigtig, men som jeg forstår Søgaard og Bonke ikke kan lide, den hører ikke med i den valgte rene stil. Der er dog en fortællerstemme i dokumentaren, men den er på en mærkelig måde svag og så er den blot konstaterende og ind imellem faktisk postulerende: ”Uffe har en afvæbnende retorik…”, ja det kan jeg jo for så vidt se og høre, men jeg havde egentlig gerne tillige set eller hørt en analyse af denne retorik, en undersøgelse af dette centrale greb i hovedpersonens politiske praksis. Så jeg savner den rolige kloge stemme, analysen, overvejelsen, jeg savner filmens essay.
Det er egentlig så mærkeligt at det handler om politisk og kunstnerisk alternativ tænkning og praksis og Søgaard og Bonke så vælger at gå ganske konventionelt til værks. Det er der i sig selv ikke noget galt i, men det enestående udelukkes så, jeg overraskes ikke i forløbet. Det skal dog også siges, at jeg lærer en masse om Uffe Elbek undervejs, og jeg kan godt lide det jeg lærer, jeg ændrer syn på ham.
Men jeg savner mere, jeg mangler især meget lange scener som etablerer nogle af de mange optagelser af samvær især i møder, som dramaer med egen indre dynamik som jeg ville kunne tage til mig og grunde over. Søgaard og Bonke er tilsyneladende, nok fordi de har neddæmpet fortællerstemmen, mest interesseret i meningsbærende replikker og færdige pointer, små brikker af tekst, som de kan bygge fortællingen med. Når jeg tænker tilbage er der én eneste scene jeg husker som sådan, og den er fra arkivet og egentlig ikke deres, men dog i deres reportagestil og deres kloge valg. Det er fra Uffe Elbeks overdragelse af Kulturministeriet til Marianne Jelved. Spillet mellem de to er smukt og gribende, et lille drama i sig selv.
Det store drama, fortællingen på 88 minutters story line er således som de æstetiske principper har været håndhævet helt og aldeles overladt til arbejdet i klipperummet. Historien om Uffe og hans alternativ er her mere end en tekst, mere end en billedfordybelse. Den har nærmet sig det musikalske forløb, og det er gennemført omhyggeligt. Klippet i Uffes alternativ etablerer en uafbrudt pulserende bølge af filmklip, arkiv og observerende kamera, der er ikke så stor forskel, ikke fotografisk, end ikke tidens ændringer, da der klippes og fortælles kronologisk gennem de fem år. Klippet etablerer elegant en glidende, næsten organisk urolig strøm af replikker og statements og bevægelser, ind imellem muntert dansende og trapezsvingende, hele tiden omgivet af støj og uro omkring Uffe Elbeks forunderligt konstante ro og hans i det alt sammen så genkendelige stemme. Hvis jeg måske ikke var fascineret af manden før Søgaard og Bonkes tv-dokumentar må jeg bestemt være det efter. Det her er ikke bare ok tv, det er en hel del mere.
Danmark 2015, 2 x 44 min.
SYNOPSIS
Dette er fortællingen om en af de mest utraditionelle danske politikere i nyere tid. Et stykke Danmarkshistorie om tilblivelsen af det nye parti; Alternativet. Vi følger Uffe Elbæk over fem år. Da vi møder ham i 2010, er han en aldeles ukendt politiker, med en fortid i Århus byråd. Efter en lang valgkamp, hvor Uffe og hans frivillige i sidste øjeblik lykkedes at trænge igennem mediemuren, bliver der af den nye regering pludseligt peget på ham, som landets nye kulturminister. Uffes mange ambitioner for kulturen lider et kraftigt nederlag i mødet med virkeligheden. Ministerråderummet er mere begrænset end først antaget.
I stedet påbegynder Uffe en række initiativer, der skal bryde med det rigide politiske system. Bla. laver han offentlige høringer, hvor almindelige borgere kan komme med input til ministeren.
Et af disse bliver afholdt på AFUK, Akademiet for utæmmet kreativitet. Herefter går Uffe på meget kort tid igennem et stormvejr, som medierne navngav Gøglergate, der munder ud i at han må trække sig fra posten.
Uffe Elbæk afgår både som kulturminister og som Radikal politiker og er nu løsgænger i Folketinget. Han har fået nogle gevaldige knubs af pressen og er i færd med at slikke sine sår. Ingen tager den tidligere kaospilot særlig seriøst.
Men i al hemmelighed har han samlet en lille skare fortrolige mennesker omkring sig og er begyndt at etablere et helt nyt parti. Vi følger partiet blive opbygget fra bunden, og deres politik skabt via open source og dialog møder. Partiet kommer i folketinget med 9 mandater, på trods af, at ingen havde spået dem en chance. Uffes alternativ er i høj grad en fortælling om én mands kamp for at ændre den politiske kultur. (Fra pressemeddelelsen)
CREDITS
Manuskript og instruktion: Jeppe Søgaard Nielsen og Christian Bonke. Foto: Jeppe Søgaard Nielsen, Christian Bonke og Louise Leth. Klip: Bodil Kjærhauge, Jacob Duus og Anders Refn. Produktion: Lise Saxtrup. DR2 redaktion: Mette Hoffmann Meyer.
