Jesper Dalgaard: Mors Drenge
Det er den yngste søn Philippe som spørger sin 95 år gamle far, “elsker du mig?”. Faren tøver en kende før han siger, “jeg tror ikke jeg ved, hvad det er at elske”. Denne scene er blot én af mange, som er rørende, hvor jeg kom til at holde af både søn og far. Hvor jeg krummede tæer, fordi det var et ægte dokumentarisk øjeblik.
Et af mange forbløffende og forbavsende øjeblikke i en forrygende film af et kæmpetalent, som med “Mors Drenge” fornyer dokumentargenren på en måde som Jon Bang Carlsen og Jørgen Leth har gjort før.
Det er spillevende og originalt fundet på at iscenesætte episoder i brødrenes liv. At invitere et orkester ind på scenen, at lade et “græsk” kor kommentere, det er klassisk teater og moderne film på én gang. Og det er morsomt at se barndomshjemmet blive rekonstrueret, læse de voksne brødres genkendelse i deres ansigter OG se hvor herligt de tre fremragende skuespillere falder ind og spiller med brødrene i de valgte episoder:
Når Jakob Cedergren kommer hjem som far fra England til mor Asta August, har et skænderi over en regning og bliver tosset over, hvordan Carstens hund Faff er i gang med at molestere hans sko. Carsten er der som barn og som voksen iagttager og kommentator efter scenen. Det er gribende, Carsten er berørt – og instruktøren “tillader” sig en gravsten for Faff, da moren fortæller Carsten, at hunden ikke er der mere.
Komedie og tragedie går hånd i hånd. Som også i scenen hvor Adrian og mor Birthe Neumann (hun er fabelagtig) er i teatret i London og har en diskussion om adgangsforholdene for handicappede til teatrene. Adrian mener ikke handicappede nødvendigvis skal ind ad hovedindgangen med en rollator, mor Jette bliver rasende og kalder Adrian nazist. Klip til Adrian på scenen som nazist. Vidunderligt.
Hun var strid Jette Dreyer og i filmen, som er grundigt researchet, får vi historien om hendes barndom i rige omgivelser, hendes dominerende far Thorvald Dreyer, som Adrian kalder for sociopat, hendes uddannelse som psykolog, klip fra tv med hende som indkaldt ekspert i terapi, og herlige arkivoptagelser fra strand og hav, som giver fortællingen et drev. Og – OMG – hendes aflysning af Michaels bryllup med et pennestrøg, som det formuleres, ikke at forglemme.
For at det ikke skal være løgn, er der også en slåskamp i filmen! Ieuan og far Hywel er de som husker, hvad der skete, da far bryder ind på drengens værelse eller rettere resterne af det efter et mislykket fysikforsøg. En stuntmand er indkaldt for at give råd til, hvordan det kunne have foregået. Den 95-årige rejser sig og foreslår hvordan, og Ieuan erindrer, at der var flere knytnæveslag end Jakob Cedergren og stuntmanden illustrerer.
Tilbage til yngste søn Philip, som måske er den, som griber mig mest, i scenen, hvor han giver moren et spejl, et whiskyspejl (!), som giver hende et raserianfald af den anden verden. Philip kigger på, men siger at måske gik han hen og gav en undskyldning!
Og så mødes de alle ved et spisebord med far for bordenden… den dejlige gamle mand som svigtede og som siger – igen i samtalen med Philip, “jeg mistede livet”.
Hvad der så sker, må ses i biografen!
Forrygende Filmkunst!
Danmark, 95 mins.
