Jonas Poher Rasmussen: Flugt
Medierne er fyldt med historier om mennesker på flugt. Mennesker som har betalt med deres liv. Druknet. Mennesker som bliver udnyttet af andre mennesker, der lever af at smugle, udstede falske papirer, aflevere til brutale regimer og myndigheders håndlangere. Vi kender til det, vi læser derom dagligt, vi ser statistikker, vi ryster på hovedet og blader videre i avisen. Vi registrerer men bliver sjældent dybt berørt. Som hvis vi ser en stærk film…
Jonas Poher Rasmussen kommer så med nok en flygtninge-historie om Amin fra Afghanistan og hans familie… og hvorfor er det så at den fanger og bevæger, rører ved dit hjerte. Er det historien som sådan?
Jo, den er gribende og velfortalt, men det er først og fremmest fordi instruktøren og hans producenter fra Final Cut for Real har været ambitiøse og er gået efter det stort anlagte, har villet lave en anderledes film – og fordi instruktøren er hovedpersonens nære ven, de har gået i gymnasiet sammen, Amin har holdt sin historie tilbage, Poher Rasmussen har interviewet ham og har valgt at fortælle med en
…fremragende udført ofte ekspressionistisk animation, en smuk og indlevende musik, en lavmælt autentisk dialog mellem de to skolekammerater, et fint balanceret homoseksuelt kærlighedstema, og humor i alt det forfærdelige som Amin har holdt skjult, med præcist valgte arkivoptagelser fra Afghanistan og USSR/Rusland i de turbulente år omkring 1989/90.
Jamen, det er ganske enkelt en stor filmfortælling, en animationsdokumentar, til det store lærred, til biografen. Se den!
Danmark med flere lande, 2021, 89 min.