Mig og Naser
Cathrine Asmussen er et af de mest oplagte talenter i nyere dansk dokumentar. Hun har altid noget på hjertet, noget hun vil fortælle om, hun har et synspunkt og de film, hun står bag er simpelthen bare godt lavet. De rækker ud efter et stort tv-publikum og bør blive efterspurgte i DFI’s distribution.
Det er igen på Nørrebro, det foregår, ligesom i 2002, hvor Cathrine Asmussen havde fat i den enlige ældre tyrkiske kvinde, som skal klare hverdagen langt væk fra Anatolien. Instruktøren viste med denne film (“En mors historie”), hvor fint hun kan vinde sine karakterers tillid og komme respektfuldt og kærligt ind på livet af dem. Det gør hun så sandelig også med somaliske Amina, som er et livstykke ud over det sædvanlige, vild med Naser Khader, hvis Demokratiske Muslimers bestyrelse hun bliver valgt ind i, fuldt udrustet med det høje humør og varme engagement, som hun også demonstrerer for fuld knald på det plejehjem, hun arbejder.
Filmen følger Amina over en periode frem til hun melder sig ud af Demokratiske Muslimer fordi Khader på foreningens vegne giver en pris til en ægyptisk korankritiker. Men hun finder en ny sag at engagere sig i. Hun er simpelthen bare skøn, morsom og charmerende – og det er hun, fordi instruktøren har den fine dokumentariske fornemmelse for at skildre almindelige menneskers ualmindelighed, at få det bedste frem i folk, få dem til at formulere sig ligefremt og direkte, og få dem til at vise følelser uden at det virker fremprovokeret.
Det er først og fremmmest et portræt – men at det så også er nok en film om muslimer i Danmark, om en kvinde som klarer sig på grund af sin energi og vilje, i et område af København, hvor der med mellemrum er ballade i gaderne, gør den jo ikke mindre aktuel og vedkommende. Sådan ser verden ud netop nu for en aktiv muslimsk kvinde på Nørrebro i København.
… og så gemmer vi diskussionen om TV2’s indgreb i filmen til et indlæg i en en af de nærmeste dage.
