Mikala Krogh: Ekstra Bladet uden for citat
Landmanden i sin mark, maleren i sit atelier, journalisten ved tastaturet. Poul Madsen her ved sit skrivebord, han var altid min helt i tv-virkeligheden, når jeg så Presselogen og han var med. Det var ham jeg glædede mig til. Hvor herligt at se en film, hvor han er helten i en gedigen filmisk virkelighed. En helt, som bare er nærværende og beslutningsdygtig i hver scene, han er med i. Også når han lytter, han lytter nemlig meget aktiv. Og filmen viser hvordan og derefter hvorfor. Så enkelt og selvfølgeligt. Og jeg kan være til stede ved siden af ham på Ekstra Bladets redaktion en lang afgørende periode i avisens liv. Jeg er der bare og glemmer, at jeg ser en film, også når jeg i filmens smukt opdelte og blidt klippede grundinterview og rammefortælling (er det jo, selv om det ikke ligner) sidder i hans bil til og fra arbejde, og han fortæller mig om avisens væsen og farerne, som lige nu skal undviges. Så godt skjult er filmholdets arbejdsindsats, og det er fordi, det simpelthen er en god film, de har lavet, Mikala Krogh (manuskript, fotografi og instruktion), Kasper Leick (klip), Rasmus Winther (lyddesign), Jonas Struck (musik), Torsten Høgh Rasussen (grafik) og Sigrid Dyekjær (produktion), alle håndværkere i hver deres værksted i virkelighedens tjeneste. Filmens virkelighed.
Det er en dobbeltbundet titel, Mikala Krogh har givet filmen. Uden for citat betyder jo sagt i fortrolighed og til baggrund. Det er altså en hemmelighed, som røbes. Men uden for citat betyder også, og det bekræfter slutskiltet næsten overflødigt, at når den usynlige forfatter / fotograf / instruktør flytter ind med sit kamera, så skildres virkeligheden der, som den er, som denne ene kvinde med kamera opfatter den. Som hun har tænkt den i direkte kamera og cinéma vérité. Og så er det selvfølgelig ikke nødvendigt at citere, ikke nødvendigt med vidner og interviews. Det er selve udsagnet, de medvirkendes og stedets, som ender i biografen. Dette forehavende gennemføres forrygende. Jeg tabte pusten og genvandt den kun kort et par steder, og det var så kortvarigt, at jeg bare noterede et intentisitetsfald ved 30 min. (det kan være farligt, men ikke her), og igen ved 60 min.
Men heller ikke her nåede jeg at begynde at kede mig ved de små og større sager i avishusets dagligdag, bestemt ikke. Jeg fulgte jo, var af klippet umærkeligt tvunget til at følge, de fire parallelhandlinger, der er lagt ud, klippet i lange scener, som er fuldstændigt naturligt dagligdags forbundne i friktionsfri overgange: avisens katastofale økonomi og oplagstal, kampen mellem papirudgave og net, senere tv og efterhånden også smerten ved reduktion af medarbejdergruppen ved såkaldt frivillig afgang. Endelig den langvarige og nu minderige sag om sømændene Søren fra Ærø og hans kollega Eddy, som de mange, mange dage var gidsler hos pirater i Somalia. Den fortælling indeholder filmens dramahøjdepunkt, de 30 minutter, hvor søfolkene var alene på den afrikanske strand, piraterne havde trukket sig tilbage, de danske tropper var i syne og på vej, redaktionen var i telefonforbindelse med deres mand på stedet og samtidig i kapløb med TV2 News om breaking news: ”… gidslerne bliver netop nu frigivet”. Men fortællingen indeholder også Poul Madsens håndtering af sin interessanteste krise, offentlighedens og senere pressenævnets alvorlige kritik og især Eddys klagesag. Det sidste er det værste for ham, og den vigtigste detalje i en vigtig og meget seværdig film.
Danmark 2014, 95 min.
Filmen har i et samarbejde med DOXBIO premiere i en række biografer 1. oktober: http://www.doxbio.dk/?page_id=23
