Nissim Mossek: Adolph Eichmanns hemmelige…
Det som er problemet med den israelske film om Eichmanns løbebane, hvis man kan kalde det sådan, er, at den for det første ikke holder fokus, for eksempel i forhold til sin titel, for det andet regner med, at vi ikke ved noget i forvejen. Den tvinger mig hele tiden til at tænke, at jeg bør slukke. Filmen går ud fra, at jeg ikke kan huske, ikke har læst Hannah Arendt, den går i realiteten ud fra, at al kulturproduktion er forgæves, der er ikke noget videngrundlag hos publikum at bygge på.
Derefter er der kun billige underholdningstricks tilbage, hvis man da ikke, hvad man burde holdt fokus og nøjedes med at lave film om det nye, man i sin research havde hittet frem, i sit arbejde havde fået på hjerte.
Men trods dette. Jeg så dens anden del i aftes, så den færdig. Tvang mig til det. Første del havde jeg slukket for mandag aften. Før tid. Nej, den er langt fra i orden, den film. Alt det nye kvæles af alt det alt for mange gange anvendte, især i billeddækningen. Og med hensyn til arkivstoffet fik jeg hele tiden tanken, at billederne ikke dækkede det som, speaken eller dialogen behandlede. Jeg fik faktisk mistanke til håndværkets hæderlighed.
Nissim Mossek: Adolph Eichmanns hemmelige erindringer, Israel på DR2 mandag og tirsdag.
