Christian Krönes, Olaf S. Müller, Roland Schrotthofer und Florian Weigensamer: Ein deutsches Leben

SYNOPSIS

Brunhilde Pomsel bezeichnet sich selbst als Randfigur. Dabei kam sie einem der größten Verbrecher der Geschichte so nah wie kaum jemand sonst: Von 1942 bis April 1945 arbeitete sie im Reichspropagandaministerium als persönliche Stenographin von Joseph Goebbels. Noch in den letzten Kriegstagen, nach Goebbels Suizid, tippte sie im Bunker Schriftsätze und wurde unmittelbare Zeugin des “Untergangs”. In EIN DEUTSCHES LEBEN spricht sie erstmals umfassend über ihre persönlichen Erfahrungen im engsten Zirkel um Hitlers größten Hetzer und Massenverführer, über ihre Zweifel, Ängste und ihr Schuldbewusstsein. Der Film ist zugleich ihr letztes Zeugnis: Im Januar 2017 verstarb Brunhilde Pomsel im Alter von 106 Jahren.

Die im konzentrierten Schwarz-Weiß gehaltenen Interview-Passagen werden durch neu erschlossenes Archivmaterial aus dem US Holocaust Memorial Museum und dem Steven Spielberg Film and Video Archive ergänzt. Ausschnitte aus Nachrichten- und “Aufklärungs”- Filmen der verschiedenen kriegsführenden Nationen vermitteln ganz bewusst einseitige und subjektive Informationen und reflektieren so die Wirkung von Propaganda auf einer zeitdokumentarischen Ebene.

Die Erinnerungen Pomsels sind in Zeiten, in denen Populisten in aller Welt immer mehr Zuspruch erhalten und rechtes Gedankengut vor allem in Europa wieder um sich greift, von beklemmender Aktualität. Ihre Lebensgeschichte beleuchtet die Banalität des Schreckens, konfrontiert uns mit der brisanten Frage nach der Verantwortung des Einzelnen für das politische Zeitgeschehen und ist eine eindringliche Warnung aus der Vergangenheit an künftige Generationen. (Filmens hjemmeside)

NOTATER

Filmen som hel og uantastelig fortælling knækker for mig, da der blandt arkivmellemstykkerne skydes disse voldsomme optagelser ind, disse forfærdende billeder, citater fra registreringsfilm optaget af dels tyske, dels tror jeg nok mens jeg ser det, allierede troppeafdelinger, først af de udsultede døde i Warszawas ghetto, så fra åbningerne af koncentrationslejrene, så fra begravelserne i de store fællesgrave. Jeg føler det som for tidlig en indvending mod Brunhilde Pomsels omhyggelige vidneudsagn, filmens absolutte midtsamlende lag så udsøgt fotograferet og så fornemt klippet.

Jeg bliver jo sat i kvindens sted og må opgive at se filmen som essay og hendes omhyggelige overvejelse af hvordan det gik til at hun kunne fortrænge al viden som var ubærlig. Jeg må forlade den redegørelse og begynde et opgør med mig selv om det faktum, at jeg stadig nu som 78-årig, nu i 2018 undgår visse beretninger om ufattelig grusomhed, dengang i Tyskland og Polen, i dag i Syrien og Irak. Jeg springer artiklerne over, læser ikke bøgerne, ser ikke fotografierne, måske heller ikke filmene – kun disse værker der, som jeg ser det og måske selv forsøger, skyder det kunstneriske erkendelsessystem ind foran rædslen.

2

Jeg burde gennemføre en læsning og en skrivning og en tænkning som de store forfattere. Som Hannah Arendt, som W. G. Sebald – på mit niveau forstås! I det mindste læse deres bøger igen og se hvordan det er de gør. Bruger tænkningen. Jeg burde se Joshua Oppenheimers to film igen – og se godt efter – hvad er det han gør? Indbygger distancen ved humor og accentuering, ved overdocering, ved overdrivelse, tror jeg det er. Gør de under fuld kontrol.

3

Men filmen Ein deutsches Leben står enkel og rå for mig. Og det er godt. Den bringer Brunhilde Pomsels sindrige og i sig selv uangribelige fortælling, denne omhyggelige analyse af det at undvige ubekvem viden og alene konkludere: ”Ich könnte keinen Widerstand leisten, ich bin zu feige.”

4

Filmen har en storladen, enkel æstetik. Den skyder dokumentariske arkivstykker ind som ekskurser, som fordybelser, som kollektive erindingsglimt til Brunhilde Pomsels dybt personlige og til fuldstændig ærlig autenticitet litterært finpudset formulerede vidneudsagn. I begyndelsen er det hændelser, vi alle kender, Goebbels taler, også den endelige i Berliner Sportspalast, hvor jeg ved filmens overraskende disposition så indtryksfuldt alene får filmoptagelsernes lydside til sort lærred, hans stemme, som Brunhilde Pomsel opholder sig ved og undrer sig over i sin så besynderligt helt troværdige beskrivelse af denne mand, som alene i sin skuespilkunst viser eller røber sin kyniske modbydelighed i disse så forfærdende sært forførende taler.

Jeg hører alene stemmen og sætningerne, ser ikke billederne. Sådan fornyr dette filmværk disse længst forbrugte historiske optagelser med ny koncentration. Jeg der var immun efter at have set dem for længst og siden alt for mange gange, hører dem nu for første gang, jeg kan ikke lægge dem væk. I denne æstetiserede version er jeg ikke immun, følelsesmæssig. I en nyrenset skønhed tvinger de på ny min opmærksomhed.

5

Jeg tror der er sket det at de fire instruktører er lykkedes med en bearbejdning af de første arkivcitater, men så har givet op – dette kan vi ikke æsteticere, det må vi bare sætte ind, det må vi bringe, det er ukendt materiale, det er enestående… og filmen, deres film, Ein deutsches Leben bliver de steder tavs. Uden bearbejdningen, uden den nye tænkning, uden den poetiske indsats, er det en tavs film, hvor alene Brunhilde Pomsels testamente lever i sin egen litterære højde. På dette sted altså knækker filmen, tror jeg – fejler som filmkunst og bliver anklage. Jura, international retsfølelse, moralfilosofi? Nej, blot tavs anklage, vender sig mod mig: du har en erkendelsesopgave. Du må selv gøre vores film færdig.

6

Brunhilde Promsel selv er derimod færdig med sit arbejde og kan sammenfatte: Jeg var fej. Jeg gjorde for sent noget for at hjælpe Eva Löwenthal – min bedste veninde. Efter mine fem år i russisk fangenskab kunne jeg blot opsøge arkivet i Berlin og spørge efter Eva. Hun var død i 1945, myrdet i en tysk lejr.

De fire filminstruktørers kunstneriske indsats er, oplever jeg, at de så værdifuldt har filmet og ordnet Brunhilde Promsels erindrings- og afklaringsarbejde – men efter at have gjort det så smukt loyalt, lever de kun delvist og usikkert op til hendes fortælleniveau og intellektuelle klarhed, som alligevel gør deres (alle fem) fælles film enestående, uomgængelig, aldeles vigtig og smuk.

Østrig 2016, 113 min. Blackbox Film & Medienproduktion GmbH Dansk distribution: Camera Film, dansk biografpremiere 25. januar. FILMKOMMENTARENS vurdering: 4/6.

http://www.eindeutschesleben.de/ (filmens hjemmeside)

http://www.sueddeutsche.de/muenchen/fimfest-muenchen (anmeldelse)

http://www.eindeutschesleben.de/interview.html (interview om produktionen)

SYNOPSIS

Selv om Brunhilde Pomsel altid beskrev sig selv som en bifigur, der slet ikke var interesseret i politik, kom hun tættere end nogen anden person på en af de største krigsforbrydere, som verden nogensinde har oplevet. Pomsel, der døde sidste år, var sekretær og stenograf for den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels. Hendes liv afspejler nogle af de største historiske rystelser i de 20. århundrede, samt hvordan de påvirkede tilværelsen for almindelige tyskere.

I dag tænker mange, at fascismens farer for længst er blevet overvundet, men Brunhilde Pomsel viser tydeligt, at det på ingen måde er tilfældet. I Et Tysk Liv tvinger hun således tilskuerne til at tage stilling til, hvad de selv ville have gjort, og om de ville have ofret deres moralske principper for at fremme deres egen karriere?

Hendes unikke personlige rejse tilbage til fortiden leder frem til nogle foruroligende, tidløse spørgsmål: Har vi overhovedetudviklet os eller er vi stadig uklare omkring vores egen moral og menneskelighed? Og endnu vigtigere: Hvor står vi selv i forhold til disse spørgsmål i dag? (Pressemeddelelse, Freddy Neumann)

Biografvisningen i Øst for Paradis i mandags rumsterer endnu. Så jeg skriver også de sidste umiddelbare notater fra den aften af. Eftertankerne kommer nok, når jeg omsider læser, hvad andre skriver om filmen i foromtaler, interviews og anmeldelser. Jeg ved, der er skrevet meget.

5

Jeg tænkte også da jeg der i Øst for Paradis som et vigtigt eksempel på Torben Skjødt Jensens stilsikre brug af den skildrede tids tv- og dokumentarfilmbeskæringer chokeret så det første af de vidunderlige interviews i en stiliseret sort/hvid, rolig, rolig optagelse, beslutsomt ændret fra den tids 4:3 beskæring til nutidens 16:9, så rent qog flot fotograferet af Henrik Ørslev og Steen Linde næsten som Henning Carlsens og Henning Christiansens dokumentarfilm fra engang, og hensynsfuldt og følsomt klippet af Steen Schapiro. (FOTO: Inge Guldal, Michael Strunges første kæreste. Nu, under interviewoptagelsen)

6

Forklaringen på det med tid er jo, går det op for mig, at den ikke er Michael Strunges tid, hans samtid – den er Torben Skjødt Jensens films nu. Alle de medvirkende sidder i deres sort-hvide velordnede ramme og erindrer den tid, mindes Michael Strunge og digtene og musikerne og musikken dengang. Væbnet med ord og vinger foregår lige nu, i denne jævnaldrende gruppes sind, – som filmen lader tegne sin generation, jeg tror på en så generøs måde, at den ikke alene er et værk for den generations retrospektive selvforståelse, men tillige for dens nu voksne børns forbavselse og anerkendelse: så nu forstår vi! Måske tager de ikke filmen lige så inderligt til sig, men de tager Michael Strunges korte liv og skæbne og digte til sig, den samlede Strunge er også deres.

7

Interviewfilm bekymrer mig ellers. Jeg får et besvær med filmens nu. Der er studiets nu, hvor det interviewede vidne fortæller, der er klipperummets nu, og der er biografens og mit nu, hvor jeg henrevet for mig selv etablerer fortællingens virkelighed. De film som bliver i studiets nu, er rene i sig selv og de sætter mig fri med det samme. Men er der så bearbejdet arkivstof inddraget, kan det dels skubbe min egen billeddannelse til side og i stedet levere sin egen tid i filmen, som så ofte, for mig at se, kommer i modfase til billedet, altså til portrættet af den medvirkende der i studiet.

Torben Skjødt Jensen administrerer det her problem med tiden ved hurtigt at klippe de nødvendige lag ind i fremstillingen, så jeg med det samme i en overenskomst med hans film skiller dem ud og anerkender dem som hans fortællings dynamik, der roligt bringer dem sammen, så jeg trygt accepterer de to eller flere lag som én tid, den tid som undertitlen taler om, som er filmens undersøgelse ved siden skildringen af Michael Strunges personlige tid, biografien. Filmen bliver således helt enkelt biografi og tid, og de to billeder balanceres på milligramvægt fra øjeblik til øjeblik gennem alle filmens 108 minutter.

8

Og tid bliver noget man ligesom kan komme for sent til. Nøglescenen er en arkivoptagelse fra et litterært tv-program fra 1984, hvor litteraturhistoriens regel om årtier, som oprindelig var et ordnende princip, sådan tilbageskuende, bliver nutid, bliver tiår, hvori nogle digtere fra første dag forældes på en nat. Lola Baidel og Kristen Bjørnkjær er i programmets studie sat over for Pia Tafdrup og Michael Strunge, og Strunge blæser fanfaren i det møde foran studiekameraerne ved at beskrive og afgrænse den gamle æstetik som er forbi som periode, som 70-erne, som er Baidel og Bjørnkjær, forstår jeg, og den nye æstetik, som er 80-erne, som er Pia Tafdrup og ham.

Det er lidt vildt og uforsonligt i tv-programmets nu. Men så klipper Skjødt Jensen til sit interview med Søren Ulrik Thomsen, dengang jo således ny og altså fra årtiets begyndelse 80’er digter, som i optagelsens moderne format 16:9 og rigtige, virkelige og afklarede nutid, på sin måde til stede der mandag aften i Øst for Paradis’ store sal, giver den skarpt og højlydt skelsættende Michael Strunge ret og påtager sig at demonstrere, at selv om Strunge og Tafdrup og han selv var låst som 80’ere, lever imidlertid deres digtning i nye tiår efter tiår. Michael Strunges indlæg den tv-aften var så radikalt, som alene han selv i det filmiske nu profetisk var klar over: Der måtte i digtningen et indre udtryk til som var meget stærkere.

 

Michael Strunge og hans anden kæreste, Cecilie Brask, fotografier fra dengang. De to var sammen til hans død.

Danmark, 2018, 106 min. Produceret af PictureWise Film / PostEdified Film. Distribution ved Another World Entertainment. I biograferne NU disse dage. Filmkommentarens anbefaling og vurdering er jo 6/6, seks af seks mulige penne.

https://www.facebook.com/performrecordshow/videos/ (trailer)

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/99625.aspx?id=99625 (fakta om filmen)

Biografvisningen i Øst for Paradis mandag aften er meget til stede i mig endnu. Så jeg fortsætter med at skrive mine notater til en anmeldelse af og kun rationalisere ganske lidt. Den der eftertanke kommer nok senere, når jeg læser de fortsatte foromtaler, interviews og anmeldelser… Jeg nåede blot første notat i tirsdags, så nu kommer så de næst følgende:

2

Jeg har næsten altid haft den fikserede idé at en film måtte gøre klart for mig med det samme, faktisk lige fra titelsekvensen, hvilken tid jeg er i. Så jeg spurgte mig selv om det første, hvilken tid er de interviewede medvirkendes tid. Eller hvad med arkivmaterialernes tid? Og hvad er så filmens tid, hvor er fortælleepositionen og vigtigst, hvor kan jeg placere min tid? Det var min overvejelse ganske kort tid til jeg der i biografens overtalelse blev revet hen af Torben Skjødt Jensens filmkunst, var tabt for omverdenen, som engang helt tilbage i en stor biograf i Clairmont-Ferrand så hans Flâneur (1993) første gang og med det samme henrevet forstod at nu var dokumentarfilm ikke mere, hvad det havde været.

3

Jeg havde også den fikserede idé, engang, at digte ikke kunne illustreres, at et oplæst digt i en film som en næsten ufravigelig regel som lyd skulle blive sammen med sit billede. Det skrev jeg engang om i en tv-anmeldelse hvor Jens Okking læste digte så smukt og tilrettelæggeren velmenende havde valgt at billeddække, som det hed dengang, på det sted, med konventionelt smukke, men egentlig tomme landskabsoptagelser. Det skrev jeg om, og nogle dage efter havde Okking en lang kommentar til min anmeldelse, hvor han konkluderede, at for en gangs skyld havde han lært noget af en anmelder. Om teksternes egen billeddannelse, om disse billeders og dækbilledernes interferrens.

Men Torben Skjødt Jensens film væltede og tilintetgjorde altid min stive fordom. Også i den nye film går han skridt videre i sin billeddigtning, ud over vignetterne til digtene, som både er med i grafikken så skønt foran vignetten, bygger han som i Lerfeldtfilmen store tableauer og hele filmscener med skuespillere. Han elsker skuespil og lærer mig konstant lidt yderligere nødvendigt om scenekunsten, som alt hans arbejde tror jeg lige nu, inderst drejer sig om kunstens væsen som det punkt, hvorfra verden bevæges.

4

Hvis jeg vil forstå filmen om Michael Strunge og hans tid må jeg se den i sammenhæng med Skjødt Jensens række af filmbiografier. Hvad er det nu han gør samtidig med, han fortæller mig en historie om et menneske, om dets liv, om dets sind og dets arbejde med at udfylde, omforme tilværelsens vilkår – her for Michael Strunges vedkommende et poetisk arbejde mere end et mimisk arbejde. ”… I vores kunstopfattelse har vi nok lagt meget tryk på det mimetiske og taget det frem, der som det virkelighedsafspejlende var det fine, og måske er det poiesiske blevet sat for langt i baggrunden.” (Henrik Veileborg: Filmfortælling, 2007)

Studiet af Torben Skjødt Jensens arbejde med filmbiografierne, med det felt, som de inderst handler om, er stort. Det må omfatte gennemsyn og læsninger af It’s a blue World (1990) om Hans Henrik Lerfeldt, Carl Th. Dreyer – Min metier (1995) om filminstruktøren og Den talende muse (2003) om Asta Nielsen.

Men lige nu og her er det Michael Strunges liv og værk som udfolder sig i biografernes offentlighed, den mulighed for tilstrækkeligt indhold i biografien alene har Skjødt Jensen tilsvarende brugt i lanceringen, og det kunne være alt nok, hvad den begejstrede modtagelse allerede nu kunne tyde på. Men bag det findes også en dybt reflekterende filminstruktørs personlige film, i første gennemsyn en smuk spejling af sin egen biografi i dens tidlige fase med Strunges, da han levede jævnaldrende parallelt med digteren.

Han finder den parallel i Strunges liv og i Strunges værk, men sætter den så i sit eget helt personlige udsyn til den tids musik og nervøse stemning på det digteriske plan og til tidens sociale virkelighed på det kulturhistoriske plan, både boligblokkenes beslutsomme arkitektur, tøjmodens opsætsige signaler, tv-kulturens og dokumentarfilmenes virkelighedsbeskæringer i 3:4, som denne nye film ind i mellem drømmende opholder sig ved… (det her må vist nødvendigvis fortsættes)

Danmark, 2018, 106 min. Produceret af PictureWise Film / PostEdified Film. Distribution ved Another World Entertainment. I biograferne fra I DAG, 11. januar. Filmkommentarens anbefaling og vurdering er fortsat uden mindste tøven: 6/6.

https://www.facebook.com/performrecordshow/videos (trailer)

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/99625.aspx?id=99625 (fakta om filmen)