Phie Ambo om filmmusik

I programmet ”Filmharmonikerne” på DR P2 i går 18:05 var Phie Ambo vært. Det var så fint, smukt, ordentligt, tænksomt og brugbart. Jeg tror det også for fagfolk var en masterclass med en filminstruktør, som deler ud af sine erfaringer om valg af musik og komponister og samarbejde med dem i sine film, for Phie Ambo er det jo alle dokumentarfilm til biografen og for det store lærreds alliance med den store lyd, som hun sagde. Hun fortalte om inspiration, komponister og musik til film som Mechanical love, 2007 og Hjemmefronten, 2010, (komponist Sanna Salmenkallio). Free the Mind, 2012 og Så meget godt i vente, 2014 (komponist Johan Johansson) Og så var der det, at Phie Ambo altid havde ønsket kormusik, og til mange af billederne her er naturskildringer i lange forløb hvor kor kunne bruges. Og det fik hun, det skrev Johansson og skaffede et vidunderligt kor.

Hun uddybede her musikkens indhold ved at fortælle om teksten, som koret synger, at det er Lucrets’ digt om naturen (De rerum natura, 1. årh. f. Kr.) og undrede sig så overbevisende kvalificeret (hun er netop færdig med sit komplicerede og videnfyldte filosofiske værk om teoretisk fysik / kvantefysik, … when you look away, som får premiere senere i år som tredje del af den naturvidenskabelige trilogi) over denne teksts forunderligt moderne oldtidige kosmologi, som er frisk og ny, sagde hun og citerede fra digtets 5. bog om kosmos, som er dannet ved atomernes tilfældige sammensmeltninger, og som synges til lange afsnit om naturens forvandlingsformer i filmens sjællandske landskab.

Og hun lavede så samtidig på dette sted i naturen den dialogløse film Songs for the Soil, 2014, som helst skulle være med Arvo Pärts musik, som hun imidlertid mente hun vanskeligt kunne nærme sig. Men det kunne koret! Og hun fik korværket af Pärt over temaet fra hans meget kendte Spiegel im Spiegel stillet til rådighed og brød alle sine regler for brug af maskemusik, klippede den nye film Songs for the Soil, 2014 til den færdige og endelige musik som så faktisk var masken sunget af dette kor i bordets højttalere.

Jeg kan ikke takke Phie Ambo nok for denne analyse og kommentar og forklaring ikke blot her i eksemplet, men hele vejen igennem radioprogrammet, som Anna Thaulow havde produceret så indforstået med vid plads til Phie Ambos forsigtigtige omhyggelighed og lange uddrag af sin valgte musik til både eksempel og til nærmere undersøgelse. Masterclass for filmfolk, ja bestemt, men også seriøs musikradio underholdning for os radiolyttere og biografgængere.

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p2/filmharmonikerne-14 (link til radioprogrammet)

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/person/da/147913.aspx?id=147913 (filmografi)

DOKLeipzig 2017

The press releases coming from the Leipzig festival are always well written. The one about the 2017 is copy-pasted here:

DOK Leipzig’s anniversary edition’s theme is Nach der Angst (Post-Angst). It runs through the Special Programmes and is also linked to the festival’s history.

In its 60th anniversary edition, which will be taking place against a backdrop of political polarisation and the erosion of democratic values across the world, DOK Leipzig will propose forward-thinking strategies for art and politics. The leitmotif of this year’s festival is Nach der Angst (Post-Angst) and also runs through the Special Programmes.

Taking place as it is 100 years after the October Revolution, the Retrospective will be about totalitarian regimes’ filmic strategies for the representation of power after 1917. It will highlight the geographic and temporal range of visual politics in communist states and also show how methods resorted to in the past are once again being employed today, in times of heated political debate.

The festival’s Country Focus will be Georgia; thus DOK Leipzig will

be paying tribute to a country, whose flourishing film industry has been witnessed and admired at international festivals for some years now and at the same time shedding light on a region which has had to develop a new understanding of itself as it has cast off its Soviet past.

This year’s Homage is dedicated to the US filmmaker Jay Rosenblatt, a master in the art of deconstructing archival footage. In his experimental filmmaking, he frees images and sound from their original context, enabling new associations and interpretations.

“At a time when many political foundations are on shaky ground, we want to know what could come after the angst?” says festival director Leena Pasanen. “What visions for the future can be developed when fear is driving people towards authoritarian power structures? What can art and society do with regard to the erosion of democracy, the developments in the US and Europe’s uncertain future? We want to learn from history, rub salt in the wounds but also dare to dream of utopia,” she continues.

The other Special Programmes will also highlight the festival’s theme. The programme for young audiences will focus on films that depict how many youths are fleeing reality, through fancy dress (e.g. “cosplay”), role play or other types of games. It will examine the reasons youths have for wanting to escape the world and their needs and at the same time explore the creativity and potential involved with developing new realities. An animation programme inspired by the festival’s theme and a DEFA Matinee will complement the Special Programmes.

The theme is not only the leitmotif of all the Special Programmes but also alludes to the festival’s eventful past, as Leena Pasanen says: “In the GDR, from the time the festival was founded, filmmakers and audience members would seek places that were free during the documentary film week – despite the censorship and interference – where artistic exchange could take place in a safe zone, a refuge. Looking to the past and the future, we intend to uphold principles that the festival’s founders always sought to defend: freedom of speech, artistic freedom and human dignity. At the same time, the festival’s history teaches us that post-angst can also be pre-angst. In the GDR, festival years that were more liberal tended to be followed by years when the state’s censorship was more rigid. We have to fight constantly for democratic values.”

This year’s DOK Leipzig will take place between 30th October and 5th November. The Official Selection and the Special Programmes will comprise over 300 films from all over the world. As in previous years, the Official Selection is chosen independently of the festival’s theme.

http://www.dok-leipzig.de

DocAlliance Celebrates Ex Oriente Film

A press release came in: ”In collaboration with its organizer, Institute of documentary film, Film, we have prepared a selection of the best works that have gone through this prestigious workshop throughout its history of 15 years! Nine critically acclaimed films, among which you won’t miss festival winners or even an Oscar nominee, are going to guide you across the film region that has been bubbling over with excitingly increasing energy incomparable with the rest of Europe…”

I was Head of Studies of Ex Oriente until 2009 and have only sweet memories of the three yearly sessions organized by the people at the IDF (Andrea Prenghyova, Ivana Milosevic, Hanka Rezkova, Filip Remunda and many others), as well as the many skilled tutor colleagues (Miroslav Janek, Emma Davie, Kristina Pärvila, Jan Gogola, Stan Neumann not to forget the two who took over as “Heads”, Mikael Opstrup and Marijke Rawie). BUT first of all the filmmakers, who came with their film projects, got feedback, learned about market and storytelling, and got inspiration from the mentioned people and colleagues.

The ”nine critically acclaimed films” offered by DocAlliance to

celebrate include the Oscar nominated Polish ”Rabbit a la Berlin” by Bartosz Konopka with Anna Wydra as the energetic producer, Macedonian Atanas Georgiev’s comedy ”Cash and Marry”, Diana Fabiánová’s ”The Moon Inside You” that went all over the world, Róbert Lakatos film on Roma ”Artists in Life”, ”Bahrtalo! Good Luck!”, Salome Jashi’s international breakthrough ”Bakhmaro”, Srdjan Sarenac’s ”Village Without Women” and Juraj Lehotsky’s ”Blind Loves” (PHOTO), that had its premiere at the Cannes Film Festival. All these talented directors have since then made other or are making other films, fiction or documentary. Many others could have been picked but these ones are all of high quality.

Back to the press release, quote: “Over the past 15 years, over 160 films have gone through the Ex Oriente Film training program. The aim of Ex Oriente Film is to increase the potential for international co-production and success at the international level through intensive tutoring by leading documentary film experts, while inspiring and challenging documentary filmmakers to produce innovative and insightful work…”

As part of this special event the film Blind Loves is available for free streaming. To watch the others – and whatever you like from the excellent catalogue of DocAlliance, SIGN UP FOR A SUBSCRIPTION – 5€ per month, 50€ for a year. It’s cheap, very cheap, and it is QUALITY!

The celebration ends on May 14th!

https://dafilms.com/program/626-ex-oriente-2017

Jon Bang Carlsen: At opfinde virkeligheden

– tekster om film og liv, … redigeret og med forord af Lars Movin, som I 2012 skrev en monografi om instruktøren: “Jeg ville først finde sandheden”. Den fik 6 penne, det højest opnåelige på dette sted med disse ord: Resultatet er blændende, den bedste filmbog jeg har læst i årevis.

Nu har Movin/Carlsen fået konkurrence af Carlsen/Movin. Denne bog er for mig ligeså vidunderlig læsning. Seks penne! De to bøger skal stå ved siden af hinanden på reolen og ved siden af dem dvd’er af instruktørens film. Flere er udkommet i boks-format, andre kan erhverves hos Bang Carlsen eller ses på DFI’s streamingtjeneste. Lad mig præsentere bogen ved at citere omslagsteksten:

“I mere end fyrre år har filmkunstneren Jon Bang Carlsen skabt fabulerende fortællinger, der svæver I mellemrummet mellem dokumentarisme og fiction. I film efter film – heraf mange I den selvopfundne kategori: iscenesat dokumentarisme – har han digtet med virkelighedsfragmenter. Og altid med et dobbeltblik, hvor iagttagelser af en ydre virkelighed filtreres gennem lag af

selvbiografi og eksistentiel søgen. I denne bogs essays blandes metoderefleksioner med erindringer og poetiske registreringer fra et liv i evig bevægelse. Teksterne er skrevet over en lang årrække, men bearbejdet på ny til denne sammenhæng og sat I relief af fyldige uddrag fra de private dagbøger, der dokumenterer den tætte forbindelse mellem liv og værk. En rejse gennem livet. Ud i den store verden. Og ind I dokumentaristens digterhjerte”.

For mig som har set alle Bang Carlsens film – med et par undtagelser – og har rejst med instruktøren, hørt ham fortælle ved mange masterclasses, arrangeret på festivaler som vil hædre instruktøren, sidst I Kiev og før da I Leipzig, er læsningen først og fremmest en tilbagevenden til hovedværker I moderne dansk og international dokumentarfilm, instruktørens metodiske overvejelser, den forkætrede iscenesatte dokumentarisme, som han forklarer så klart og tydeligt, altid velskrevet, seriøst og morsomt på samme tid.

Det nye for mig er de personlige erindringer og dagbogsnotaterne.

Opvæksten i Vedbæk, skilsmissehjemmet, turene til den lokale biograf – og hvordan bliver man filminstruktør, et pragtfuldt citat: Jeg besluttede mig for at gå filmens vej en eftermiddag efter skole, hvor jeg udmattet var faldet omkuld i det høje græs i Mols Bjerge. Pludselig gik det op for mig, at jeg var blevet forelsket i at se på verden, at se skyerne drive af sted på den blå himmel over græsstråene, tågebankerne, der drev ned over bakkerne og satte sig i spindelvævene mellem birkekrattets kviste, grusvejene, der forsvandt ind i landskabet som forstenede floder. Ligegyldigt hvor jeg så hen, var der en rigdom af billeder, der kom mig i møde og straks fandt en tanke i mit indre, som de kunne parre sig med, så en helt tredje verden opstod. At der ingen mennesker var i min verden, kan man stadig se i mine film. De er underligt ubeboede, som var halvdelen af skuespillerne strandet i en anden film, men landskaberne er der altid, og de siger sjældent noget, som de behøver at skamme sig over dagen efter premieren…

Der er flere andre fine tekster, sådan er det faktisk hele vejen igennem, som dokumenterer, at instruktøren elsker at skrive, at udtrykke sig skriftligt akkurat som alle hans film er skrevne – og det ofte med humor. Jeg husker ikke at have kluk-leet så meget som ved læsningen af denne bog.

Eksempler… dette om hvorfor dokumentarisme “Er det den dokumentariske films adelsmærke, at den i sine bedste øjeblikke kan afbilde livet uden at måtte garnere andestegen med suspensemættede flødesovse og andet distraherende garniture for at skjule, at den spisende I virkeligheden er ved at fortære en allike?” (side 76) eller dette lille dagbogsnotat fra juli 2004: “Min underbo er lige gået. Hun anklagede en skuespiller, jeg tænker på at hyre for at være for fed. Deres fedt bliver en del af historien, var vi enige om, hvilketfor mig i dette tilfælde er en kvalitet. Men hun var vred på de fede, så vred, at det løse kød under hendes kalkunhals dinglede … som lysekronen I Titanics imposante spisesal da skibet ramte isbjerget…”

Alle mine film (bortset fra “Baby Doll”) kommer fra mig selv, skriver instruktøren et sted. Og mange direkte fra hans eget liv. Det er bevægende igen, på tryk at læse “Livet vil Leves”, som er bygget op om morens breve til sin søn, det er den evige tilbagevenden til landsbyens lange gade, til opvæksten I det jyske for vor mest berejste danske dokumentariske filmkunstner, der I sine film og på tryk som her leder efter en mening med det hele. Jeg skriver med vilje “vor”: Hvilken glæde at få verden genfortalt af Jon Bang Carlsen, for at citere en af overskifterne I dette must af en bog for filmfolk og filmelskere og andre, der er interesserede i virkeligheden…

Udkommer 11.5.2017, forlag Tiderne Skifter, ISBN13 9788702237214, 330 sider, illustreret, pris ikke opgivet.

www.jonbangcarlsen.com

www.filmcentralen.dk

 

BIG TIME & Den anden side

For those of our visitors, who don’t read Danish: I have written two reviews, with top scores, in Danish language as this could push Danes go to the cinema. ”Den anden side” by Pernille Rose Grønkjær about and with standup comedian Anders Matthesen has been running in cinemas all over Denmark since April 27, mainly through the chain of Nordisk Film Biografer. Big marketing work has been done, good reviews, hope it will give results, the film deserves it. The film will definitely have an international appeal as well, when it gets to the festival circuit.

Where ”BIG TIME” by Kasper Astrup Schröder will also go, for sure. It premieres tomorrow May 3 in more than 50 cinemas in Denmark with DoxBio as distributor. Again big marketing work, interviews with Bjarke Ingels, the now world famous architect, clips on tv etc.

(A footnote from one who started as consultant and press person at the National Film Board of Denmark (Statens Filmcentral) in 1975, where it was almost impossible to make the press interested in documentaries – why… because they were not screened in cinemas or at festivals. Today Copenhagen (and some other bigger Danish cities) are full of festivals like CPH:DOX, like the architecture festival that runs now, Cinemateket has its ”documentary of the month” etc. etc. So happy about this development!)

Back to the standup comedian Matthesen and the architect Ingels. Both have been followed over several years, you see that in the final results and both deal with men, who face crises in their private and professional work at the age around 40! The directors Pernille Rose Grønkjær and Kasper Astrup Schröder go close to their protagonists, both public persons, who are often in the media and who deserve a bravo for letting the filmmakers into their stressful lives. These two well-produced films fit perfectly into the international line of direct cinema portraits of celebrities, that we know mostly from the American documentary history.    

CAFx 2017 /Danmark ved Ganges

NICOLÁS NØRGAARD STAFFOLANO: DANMARK VED GANGES

I dag klokken 17 er der på Nationalmuseet premiere på filmen, som Andreas Dalsgaard har produceret og er medforfatter til, som Nadim Carlsen og Juan Palacios har fotograferet og Nørgaard Staffolano selv klippet. Filmen vises igen i morgen, 3. maj i museet 17:00, da efterfulgt af en paneldebat om bevaring af den koloniale bygningsarv i Indien, Grønland og tidligere Dansk Vestindien.

Filmen skildrer den tidligere danske koloniby Serampore ved Ganges. Engang var Serampore en af de største og smukkeste byer i Indien, center for viden og tænkning i Asien. Historikeren Simon Rastén og antropologen Bente Wolf undersøger de tilbageblevne danske bygninger, en del er fortsat i brug, nogle på samme måde som for 200 år siden, en række ligger som ruiner i fare for at forsvinde i det voldsomme nybyggeri, som nu finder sted i Serampores centrum, og de deltager i det store projekt med at restaurere kirken og to af ruinerne. De er i tæt kontakt med kolleger i byen og med kvarterets aktive bevaringsgruppe, som arbejder for, at de minderige gader, haver og huse sikres i den smukke ældste bydel.

Over denne virkelighed og disse indgribende begivenheder har Nicolás Nørgaard Staffolano sammen med Andreas Dalsgaard skrevet et fint og klogt og aldeles omhyggeligt ordnet filmessay med mange – alle afgørende præcise – detaljer og adskillige underfundigt berettende fortællelag, som nøje beregnet berører hinanden på punkter, hvor modsætninger burde kunne forvirre udsagnene, men roligt bøjes ind under værkets afklaring af denne skrøbelige skønheds samlede kraft og vigtighed og sidste øjebliks kendsgerning.

www.cafx.dk (Copenhagen Architecture Festival, katalog og billetter)

Pernille Rose Grønkjær: Den anden side

Han har netop rundet de 40 år og har længe været et fænomen i dansk underholdning – navnet er Anders Matthesen. Sådan lyder den første sætning på Det Danske Filminstituts hjemmeside om Pernille Rose Grønkjærs nye film, som havde biografpremiere den 27.4.

Der er bare lige det, at jeg selvfølgelig har hørt navnet, men jeg har aldrig set hans shows som standupkomiker, eller hans optræden/instruktioner på film og tv. Eller hørt hans rap på plade. Så jeg havde brug for en ekspertise, som kunne fortælle mig om indholdet var i orden. Er det sådan, han er på scenen, er de rigtige valg foretaget, de vigtige shows nævnt, genkender du dine egne oplevelser som tilskuer og fan.

Ja, sagde kenderen, jævnaldrende (næsten) med Matthesen, som jeg havde taget med i biografen. Han sagde god for  præsentationen af komikeren, som Grønkjær har fulgt i mere end 4 år. Imponerende meget materiale er indsamlet og suppleret med

familiens egne optagelser. Og der gås tæt på hovedpersonen, det er ”den anden side” der skal frem, komikeren der tvivler, har det skidt, bliver træt af sig selv, af at høre sig selv, som han siger, hvor sidder stresset, her eller der, det tror da fan, tænker jeg… var det 95 shows alene på scenen! Forberedelserne til et show bliver fulgt, de mange samtaler med konen Cemille, som er hans manager og sparringspartner og hende han skændes med i bilen, når dagligdagens familieliv med tre børn og arbejdet ikke lige fungerer.

Kenderen kunne også godt lide, hvordan filmen var lavet. Jeg var dog lidt forvirret omkring tiden ind imellem, sagde han. Hvor er vi nu henne, hvorfor er vi pludselig på Island med hans mor?

Jo for pokker, der bliver hoppet rundt i tid og sted. Det er film og her leges der, her forsøges der noget. Som passer til hovedpersonens nogle gange platte, nogle gange sofistikerede ordekvilibrisme og hans konstante associationer. Det er herligt at se, hvordan Grønkjær med sine klippere Kasper Leick og Jacob Thuesen giver fortællingen et dynamisk flow; nogle gange er det akkurat som konen siger til Matthesen at hans show skal være: totalt poetisk og vildt sjovt. Et eksempel er en scene i bilen – Grønkjær har kørt meget i bil med Matthesen – hvor han fortæller, hvordan han kan huske landene i Asien. Bahrain, ja regn, og så klippes der regn ind. Thuesen som klipper, jeg tænkte undervejs tilbage til hans arbejde på Jørgen Leths Haiti-film.

Det er underholdende og medrivende og bekymrende, når man tænker tilbage på Dirch Passer og Kjeld Petersen. Den der branche hvor alt skal være ”boblende og nyskabende”, som det bliver sagt. Og hvor man ønsker ”fred i sindet”. Der hoppes i tid og sted men alligevel fornemmer man klart, at Matthesen bliver ældre og mere reflekterende som temaerne i hans shows forandrer sig. Det må gerne være lidt usjovt ind imellem.

Det tænkte jeg på, da Matthesen hældte alle sine gemte skriverier ud på gulvet, alle de ord det er blevet til, en tunnel af udtryk der bliver ved med at komme tordnende. Og angsten for at det ikke lykkes.

Danmark, 2017, 93 mins.

www.dfi.dk

Kasper Astrup Schröder: BIG TIME

Glimrende, sagde hun, da jeg bad min kone om en vurdering af filmen om Bjarke Ingels. Jeg havde brug for en ”second opinion” efter at have set filmen ved en pressevisning på det store lærred i Grand Teatret. Og jeg ville gerne dele billederne fra New York med hende og billederne fra Amager, hvor arkitekten og hans tegnestue er i gang med det nye forbrændingsanlæg Amager Bakke, som vi kan se fra vores nærtliggende kolonihave.

Hvorfor, spurgte jeg den ellers altid kritiske filmkigger. Først og fremmest fordi han er så tiltalende, arkitekten. Og det er jo vigtigt, fulgte jeg op med, man skal synes om en films hovedperson ellers gider man jo ikke tilbringe halvanden time med ham eller hende.

Bjarke Ingels er sjov at være sammen med. Han er, når han taler dansk, den 40 årige uhøjtidelige drengerøv som elsker sit fede job, ”vil gøre en forskel”, er visionær og får den internationale anerkendelse som han fortjener, når man ser de mange bygninger, han har lagt navn til i Danmark and all over. Hans drømme er gået i opfyldelse.

Og han er den fremragende fortæller, når han på engelsk ved det

hvide papir tegner og fortæller – om tankerne bag forbrændingsanstalten og dens skibakke og om arbejdet i New York med at omforme verdens mest berømte skyline. For at bruge hans eget udtryk, på dansk, er det sindssygt spændende at se arkitekten med en tuschpen ved det hvide papir, filmet en face eller fra oven. Her træder filmens instruktør ind og arrangerer for tilskueren. Visualiserer hvad det er arkitekten kan og gør. Det er medlevende og oplysende.

Det samme gør sig gældende med de animerede kruseduller, som filmen igennem skiller sekvenser og indbyder til refleksion. Det er et fortællemæssigt scoop, som med det samme får tankerne hen til at her sker der noget oppe i hovedet, i hjernen, hvad der så også bogstaveligt talt gør for Ingels, der får konstateret en lille svulst, som der kigges nærmere på. I filmen kædes det sammen med at arkitekten har for meget at lave; for meget afhænger af hans person, kunderne forventer at han er der. Og det er han ikke, kan han ikke være, den ofte stressede mand hvis tegnestue har store kontorer i både København og New York.

Jeg havde behov for at se filmen igen sammen med en god filmkigger. Ved første kig var jeg i tvivl om det meget omkring Ingels – besøget i barndomshjemmet, prisceremonierne, kærligheden – ved andet kig forsvandt tvivlen, jeg kunne se, hvor godt det hele hænger sammen, hvor flot de observerende scener kædes med de arrangerede, der er fine øjeblikke, hvor Ingels tvivl kommer frem, hvor hans drengede facon pludselig forandrer sig og du ser et blik, der siger ”hvad skal det her ende med”, ”gør jeg det rigtige”. Bagsiden af medaljen. Og det er tydeligt, at filmens skabere under ham den happy end, som vi får.

Kasper Astrup Schröder har fulgt succesdrengen i 7 år. Han har selv filmet. Imponerende arbejde!

Filmen har premiere den 3.5 i biografer over hele landet via DoxBio.

Danmark, 2017, 85 mins.

http://www.doxbio.dk/movie-archive/big-time/

CAFx 2017 /The Destruction of Memory

TIM SLADE: THE DESTRUCTION OF MEMORY

Han er ekspert, en af filmens mange højtkvalificerede medvirkende, han fortæller om og siger sin mening om destruktionen af broen i Mostar som ikke var meningsløs, men helt præcis i sit formål, en vigtig del af et forsøg på at udføre et folkedrab så fuldstændigt som muligt, helt at fjerne et folks identitet. Tim Slades film erindrer mig om, at folkedrabet har tre former: fysisk, biologisk og kulturel, og den koncentrerer sig om det sidste, det kulturelle folkedrab, og her er betydningsbærende arkitektoniske værker så tydelige, og de holder nok derfor ofte først for. I The Jewish Street, 1992 trækker Herz Frank fra Riga denne gamle viden op: der var den russiske besættelse, så den tyske. Det lettiske flag blev fjernet overalt, instruktøren kommenterer i sin voiceover, jeg kan høre hans bløde alvorlige stemme konkludere: ”… som til alle tider begyndte de med templerne”, og jeg ser på hans billedside synagogerne brænde. Mostarbroen er genopbygget ser jeg på billedet, synagogen i Dresden blev genopført, det er vigtige dele af filmens indhold, og den hører i høj grad hjemme på arkitekturfestivalen, som handler om identitet.

Tim Slades film er ikke som Hertz’ filmkunst, Robert Bevan og han har aldrig haft den ambition. Cinematografisk er den også umulig, fotografiet er uegalt og oftest uskønt, klippet er uforståeligt. Arkivmaterialet anvendes uden samlet idé, især som tilfældige dækbilleder. Journalistisk er den for så vidt i orden, men den overalt relevante viden, resultatet af den omfattende viden er ikke særlig behændigt gjort tilgængeligt for mig. Imidlertid er The Destruction of Memory indholdsmæssigt enestående og også derfor overordentlig vigtig (findes der andre opdaterede og tilgængelige fremstillinger på dette ekspernivau?) og på den baggrund må jeg se bort fra filmkunst og elegant journalistik og gå i Grand 6. maj om formiddagen, lytte til DIIS forskeren Frederik Roséns introduktion og se den rystende og omfattende materialesamling i dens særdeles velmente uordentlighed. Og måske efter turen i biografen læse Robert Bevans bog og måske ved den får lidt mere styr på de mange indtryk.

Tim Slade: The Destruction of Memory, Australien / USA, 125 min. Vises i Grand Teatret, København, 6. maj 2017 09:30 under Copenhagen Architecture Festival www.cafx.dk

SYNOPSIS

Crumbled shells of mosques in Iraq, the fall of the World Trade Center towers on September 11: when architectural totems such as these are destroyed by conflicts and the ravages of war, more than mere buildings are at stake.

The Destruction of Memory—now available in this accessible, pocket edition—reveals the extent to which a nation weds itself to its landscape. Robert Bevan argues that such destruction not only shatters a nation’s culture and morale but is also a deliberate act of eradicating a culture’s memory and, ultimately, its existence. (Amazon)

LINKS / LITTERATUR

Robert Bevan: The destruction of Memory – Architecture at War, 2016

www.domusweb.it/en/reviews/2016/10/21/ (En engageret præsentation af filmens alvorligt vigtige indhold)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2312/ (Om Herz Franks film)

Elvira Lind: Bobbi Jene

It’s not every day that a documentary takes it all as did ”Bobbi Jene” by Elvira Lind at the Tribeca Film Festival in New York. Three awards given yesterday to the film produced by Julie Leerskov and Sare Stockmann. The film is right now on an international festival tour, Tribeca being first stop. Danish premiere in autumn. Which makes us do some copy-paste – first the description of the film taken from the website of DFI (Danish Film Institute):

”After a decade of stardom in Israel, American dancer Bobbi Jene takes intensity to a new level when she decides to leave behind her star position at the world-famous Batsheva Dance Company, as well as the love of her life, to return to the US to create her own boundary breaking performances. A love story, the film portrays the dilemmas and inevitable consequences of ambition. It is a film about a woman’s fight for independence and her attempt to succeed with her own art in the extremely competitive world of dance.”

And the well formulated motivations of the jury for the Tribeca 2017 Documentary Competition (R.J. Cutler, Alma Har’el, Barbara Kopple, Anne Thompson and David Wilson) like this:

Best Documentary Feature: “Bobbi Jene,” directed by Elvira Lind “In a diverse field of worthy films, one work captivated our jury with its exquisite blend of emotional depth and rigorous craft. Fulfilling the promise of classic cinema verite, where camera serves as both observer and provocation, this film connected two artists, filmmaker and subject, pushing nonfiction intimacy to bold new places. Our winner documents the deeply personal process of a brilliant woman finding her voice – paired with a director whose own artistic vision dances elegantly with that of her subject. We the jury give the Best Documentary Feature to Elvira Lind’s Bobbi Jene.”

Best Documentary Cinematography: Elvira Lind, “Bobbi Jene”:

“For the film’s extraordinary relationship to an artist who is willing to go bare not only in performance but in stunningly intimate scenes that are poetic, honest and moving, seemingly without barriers between camera and subject, we give Best Cinematography to Elvira Lind for ‘Bobbi Jene.’”

Best Documentary Editing: Adam Nielsen, “Bobbi Jene”: “For a film whose precise economy of construction creates space for the rich sensual palette of a committed artist going through a life change, and whose internal rhythms mirror the art it portrays, we give Best Editing to Adam Nielsen for ‘Bobbi Jene.’”

The film was pitched at the Nordisk Panorama 2015… I wrote the following on this site: …Trailers are the most important in a pitching session, you quickly notice sitting at a Forum like this. Most of them are made trying to be on two legs: to be informative and to convey the visual style of the film to be. Difficult that is, but possible as shown through ”Bobbi Jene”, a project presented by from Danish producers Julie Leerskov and Sara Stockmann with Elvira Lind as director, a fascinating – finally there was one – love story, where the director has followed the protagonist for three years. In Tel Aviv and now in New York, where Bobbi Jene wants ”to create her own boundary breaking and violently personal performances”. A character-driven story and as with the previously mentioned project, the name of the editor, Adam Nielsen, was launched to push for individual meetings to get money. 75% of the financing in place for this character-driven story…

Two months later the director received the Danish Director’s and CPH:DOX Talent award with the following motivation written by me, member of the jury:

The director who is to receive this recognition has a short but impressive filmography that gives hope for future work. She – yes, it is a she – has demonstrated that she is able to get close, to deal with sensitive matters in a gentle and respectful way, to build a story so it comes out as an engaging drama that is much stronger than many feature films. I guess that many of you watched her film at CPH:DOX last year. She is in the process of making a new film that was presented recently on the Nordisk Panorama where it was very well presented and received. Also that film will have an international career. Let me give you the titles – the finished film is “Songs for Alexis”, the one coming up is “Bobby Jene”. So ladies and gentlemen, the winner, a true documentary talent – Elvira Lind.“