– tekster om film og liv, … redigeret og med forord af Lars Movin, som I 2012 skrev en monografi om instruktøren: “Jeg ville først finde sandheden”. Den fik 6 penne, det højest opnåelige på dette sted med disse ord: Resultatet er blændende, den bedste filmbog jeg har læst i årevis.
Nu har Movin/Carlsen fået konkurrence af Carlsen/Movin. Denne bog er for mig ligeså vidunderlig læsning. Seks penne! De to bøger skal stå ved siden af hinanden på reolen og ved siden af dem dvd’er af instruktørens film. Flere er udkommet i boks-format, andre kan erhverves hos Bang Carlsen eller ses på DFI’s streamingtjeneste. Lad mig præsentere bogen ved at citere omslagsteksten:
“I mere end fyrre år har filmkunstneren Jon Bang Carlsen skabt fabulerende fortællinger, der svæver I mellemrummet mellem dokumentarisme og fiction. I film efter film – heraf mange I den selvopfundne kategori: iscenesat dokumentarisme – har han digtet med virkelighedsfragmenter. Og altid med et dobbeltblik, hvor iagttagelser af en ydre virkelighed filtreres gennem lag af
selvbiografi og eksistentiel søgen. I denne bogs essays blandes metoderefleksioner med erindringer og poetiske registreringer fra et liv i evig bevægelse. Teksterne er skrevet over en lang årrække, men bearbejdet på ny til denne sammenhæng og sat I relief af fyldige uddrag fra de private dagbøger, der dokumenterer den tætte forbindelse mellem liv og værk. En rejse gennem livet. Ud i den store verden. Og ind I dokumentaristens digterhjerte”.
For mig som har set alle Bang Carlsens film – med et par undtagelser – og har rejst med instruktøren, hørt ham fortælle ved mange masterclasses, arrangeret på festivaler som vil hædre instruktøren, sidst I Kiev og før da I Leipzig, er læsningen først og fremmest en tilbagevenden til hovedværker I moderne dansk og international dokumentarfilm, instruktørens metodiske overvejelser, den forkætrede iscenesatte dokumentarisme, som han forklarer så klart og tydeligt, altid velskrevet, seriøst og morsomt på samme tid.
Det nye for mig er de personlige erindringer og dagbogsnotaterne.
Opvæksten i Vedbæk, skilsmissehjemmet, turene til den lokale biograf – og hvordan bliver man filminstruktør, et pragtfuldt citat: Jeg besluttede mig for at gå filmens vej en eftermiddag efter skole, hvor jeg udmattet var faldet omkuld i det høje græs i Mols Bjerge. Pludselig gik det op for mig, at jeg var blevet forelsket i at se på verden, at se skyerne drive af sted på den blå himmel over græsstråene, tågebankerne, der drev ned over bakkerne og satte sig i spindelvævene mellem birkekrattets kviste, grusvejene, der forsvandt ind i landskabet som forstenede floder. Ligegyldigt hvor jeg så hen, var der en rigdom af billeder, der kom mig i møde og straks fandt en tanke i mit indre, som de kunne parre sig med, så en helt tredje verden opstod. At der ingen mennesker var i min verden, kan man stadig se i mine film. De er underligt ubeboede, som var halvdelen af skuespillerne strandet i en anden film, men landskaberne er der altid, og de siger sjældent noget, som de behøver at skamme sig over dagen efter premieren…
Der er flere andre fine tekster, sådan er det faktisk hele vejen igennem, som dokumenterer, at instruktøren elsker at skrive, at udtrykke sig skriftligt akkurat som alle hans film er skrevne – og det ofte med humor. Jeg husker ikke at have kluk-leet så meget som ved læsningen af denne bog.
Eksempler… dette om hvorfor dokumentarisme “Er det den dokumentariske films adelsmærke, at den i sine bedste øjeblikke kan afbilde livet uden at måtte garnere andestegen med suspensemættede flødesovse og andet distraherende garniture for at skjule, at den spisende I virkeligheden er ved at fortære en allike?” (side 76) eller dette lille dagbogsnotat fra juli 2004: “Min underbo er lige gået. Hun anklagede en skuespiller, jeg tænker på at hyre for at være for fed. Deres fedt bliver en del af historien, var vi enige om, hvilketfor mig i dette tilfælde er en kvalitet. Men hun var vred på de fede, så vred, at det løse kød under hendes kalkunhals dinglede … som lysekronen I Titanics imposante spisesal da skibet ramte isbjerget…”
Alle mine film (bortset fra “Baby Doll”) kommer fra mig selv, skriver instruktøren et sted. Og mange direkte fra hans eget liv. Det er bevægende igen, på tryk at læse “Livet vil Leves”, som er bygget op om morens breve til sin søn, det er den evige tilbagevenden til landsbyens lange gade, til opvæksten I det jyske for vor mest berejste danske dokumentariske filmkunstner, der I sine film og på tryk som her leder efter en mening med det hele. Jeg skriver med vilje “vor”: Hvilken glæde at få verden genfortalt af Jon Bang Carlsen, for at citere en af overskifterne I dette must af en bog for filmfolk og filmelskere og andre, der er interesserede i virkeligheden…
Udkommer 11.5.2017, forlag Tiderne Skifter, ISBN13 9788702237214, 330 sider, illustreret, pris ikke opgivet.
www.jonbangcarlsen.com
www.filmcentralen.dk
