Han har netop rundet de 40 år og har længe været et fænomen i dansk underholdning – navnet er Anders Matthesen. Sådan lyder den første sætning på Det Danske Filminstituts hjemmeside om Pernille Rose Grønkjærs nye film, som havde biografpremiere den 27.4.

Der er bare lige det, at jeg selvfølgelig har hørt navnet, men jeg har aldrig set hans shows som standupkomiker, eller hans optræden/instruktioner på film og tv. Eller hørt hans rap på plade. Så jeg havde brug for en ekspertise, som kunne fortælle mig om indholdet var i orden. Er det sådan, han er på scenen, er de rigtige valg foretaget, de vigtige shows nævnt, genkender du dine egne oplevelser som tilskuer og fan.

Ja, sagde kenderen, jævnaldrende (næsten) med Matthesen, som jeg havde taget med i biografen. Han sagde god for  præsentationen af komikeren, som Grønkjær har fulgt i mere end 4 år. Imponerende meget materiale er indsamlet og suppleret med

familiens egne optagelser. Og der gås tæt på hovedpersonen, det er ”den anden side” der skal frem, komikeren der tvivler, har det skidt, bliver træt af sig selv, af at høre sig selv, som han siger, hvor sidder stresset, her eller der, det tror da fan, tænker jeg… var det 95 shows alene på scenen! Forberedelserne til et show bliver fulgt, de mange samtaler med konen Cemille, som er hans manager og sparringspartner og hende han skændes med i bilen, når dagligdagens familieliv med tre børn og arbejdet ikke lige fungerer.

Kenderen kunne også godt lide, hvordan filmen var lavet. Jeg var dog lidt forvirret omkring tiden ind imellem, sagde han. Hvor er vi nu henne, hvorfor er vi pludselig på Island med hans mor?

Jo for pokker, der bliver hoppet rundt i tid og sted. Det er film og her leges der, her forsøges der noget. Som passer til hovedpersonens nogle gange platte, nogle gange sofistikerede ordekvilibrisme og hans konstante associationer. Det er herligt at se, hvordan Grønkjær med sine klippere Kasper Leick og Jacob Thuesen giver fortællingen et dynamisk flow; nogle gange er det akkurat som konen siger til Matthesen at hans show skal være: totalt poetisk og vildt sjovt. Et eksempel er en scene i bilen – Grønkjær har kørt meget i bil med Matthesen – hvor han fortæller, hvordan han kan huske landene i Asien. Bahrain, ja regn, og så klippes der regn ind. Thuesen som klipper, jeg tænkte undervejs tilbage til hans arbejde på Jørgen Leths Haiti-film.

Det er underholdende og medrivende og bekymrende, når man tænker tilbage på Dirch Passer og Kjeld Petersen. Den der branche hvor alt skal være ”boblende og nyskabende”, som det bliver sagt. Og hvor man ønsker ”fred i sindet”. Der hoppes i tid og sted men alligevel fornemmer man klart, at Matthesen bliver ældre og mere reflekterende som temaerne i hans shows forandrer sig. Det må gerne være lidt usjovt ind imellem.

Det tænkte jeg på, da Matthesen hældte alle sine gemte skriverier ud på gulvet, alle de ord det er blevet til, en tunnel af udtryk der bliver ved med at komme tordnende. Og angsten for at det ikke lykkes.

Danmark, 2017, 93 mins.

www.dfi.dk

Glimrende, sagde hun, da jeg bad min kone om en vurdering af filmen om Bjarke Ingels. Jeg havde brug for en ”second opinion” efter at have set filmen ved en pressevisning på det store lærred i Grand Teatret. Og jeg ville gerne dele billederne fra New York med hende og billederne fra Amager, hvor arkitekten og hans tegnestue er i gang med det nye forbrændingsanlæg Amager Bakke, som vi kan se fra vores nærtliggende kolonihave.

Hvorfor, spurgte jeg den ellers altid kritiske filmkigger. Først og fremmest fordi han er så tiltalende, arkitekten. Og det er jo vigtigt, fulgte jeg op med, man skal synes om en films hovedperson ellers gider man jo ikke tilbringe halvanden time med ham eller hende.

Bjarke Ingels er sjov at være sammen med. Han er, når han taler dansk, den 40 årige uhøjtidelige drengerøv som elsker sit fede job, ”vil gøre en forskel”, er visionær og får den internationale anerkendelse som han fortjener, når man ser de mange bygninger, han har lagt navn til i Danmark and all over. Hans drømme er gået i opfyldelse.

Og han er den fremragende fortæller, når han på engelsk ved det

hvide papir tegner og fortæller – om tankerne bag forbrændingsanstalten og dens skibakke og om arbejdet i New York med at omforme verdens mest berømte skyline. For at bruge hans eget udtryk, på dansk, er det sindssygt spændende at se arkitekten med en tuschpen ved det hvide papir, filmet en face eller fra oven. Her træder filmens instruktør ind og arrangerer for tilskueren. Visualiserer hvad det er arkitekten kan og gør. Det er medlevende og oplysende.

Det samme gør sig gældende med de animerede kruseduller, som filmen igennem skiller sekvenser og indbyder til refleksion. Det er et fortællemæssigt scoop, som med det samme får tankerne hen til at her sker der noget oppe i hovedet, i hjernen, hvad der så også bogstaveligt talt gør for Ingels, der får konstateret en lille svulst, som der kigges nærmere på. I filmen kædes det sammen med at arkitekten har for meget at lave; for meget afhænger af hans person, kunderne forventer at han er der. Og det er han ikke, kan han ikke være, den ofte stressede mand hvis tegnestue har store kontorer i både København og New York.

Jeg havde behov for at se filmen igen sammen med en god filmkigger. Ved første kig var jeg i tvivl om det meget omkring Ingels – besøget i barndomshjemmet, prisceremonierne, kærligheden – ved andet kig forsvandt tvivlen, jeg kunne se, hvor godt det hele hænger sammen, hvor flot de observerende scener kædes med de arrangerede, der er fine øjeblikke, hvor Ingels tvivl kommer frem, hvor hans drengede facon pludselig forandrer sig og du ser et blik, der siger ”hvad skal det her ende med”, ”gør jeg det rigtige”. Bagsiden af medaljen. Og det er tydeligt, at filmens skabere under ham den happy end, som vi får.

Kasper Astrup Schröder har fulgt succesdrengen i 7 år. Han har selv filmet. Imponerende arbejde!

Filmen har premiere den 3.5 i biografer over hele landet via DoxBio.

Danmark, 2017, 85 mins.

http://www.doxbio.dk/movie-archive/big-time/

Jeg var inviteret til premiere i går. Af Anja Dalhoff, som jeg siden min tid i Statens Filmcentral altid har respekteret som den engagerede dokumentarist hun er. Vi har skrevet om hendes film flere gange, Allan Berg positivt om ”Trafficker” fra 2015, mig endnu mere positivt om ”Sårbare sjæle” fra samme år og ret negativt om ”Når månen er sort” fra 2008. Sidstnævnte med samme tema som ”Dansen med Monica”. Her er den synopsis, som fulgte med invitationen:

En film om en handlet kvindes kamp for at undslippe menneskehandel og prostitution. Den colombianske kvinde Monica har filmet sit liv igennem 25 år.

Jeg ville så gerne være positiv overfor denne film om en kvinde i ”a circle of shit”, som hun selv karakteriserer sit liv, hvor hun ses i Spanien, Japan, Italien og Danmark. I sidstnævnte land – som i de andre lande – filmer hun selv med mobilen: trøstesløse bare rum med senge, der venter på Monica og hendes kunder, og optagelser af bordelmutter og indehaveren af den lejlighed, hvor hun holdes indespærret. Lige til en politianmeldelse, men politiet havde ikke tid til sagen, fortalte Anja Dalhoff før filmen!

Det er trøstesløst, det er forfærdeligt at se Monica tage fra land til land ude af stand til at komme videre i sit liv på en ordentlig måde. Det er urimeligt forkert at mennesker skal have et sådant liv. Men hvorfor er det at jeg ikke blev fanget af historien. Mit umiddelbare svar er at den er umusikalsk fortalt, hopper frem og tilbage i tid og sted, fra den ene arkivoptagelse til den næste – kun scenerne med Monica og moren i Colombia fungerer godt. Dalhoff’s interview med moren havde ro og antydningen af den fordybelse, som filmen mangler. Var der scener med moren og Monica, samtaler som kunne være brugt? Var morens historie i virkeligheden mere interessant? To kvinder som er blevet misbrugt fra barndommen. To kvinder som i filmens fineste scene danser sammen ude på landet i Colombia. 

Danmark, 75 mins. 2017

http://www.danishdoc.dk