Alex Gibney: Zero Days

Det begynder med at vidne efter vidne nægter at sige noget foran Gibneys kamera når han kommer til spørgsmålet om Stuxnet computervirus angrebet i 2010. Nogle nægter med antydningen af et smil, men alle er faste i mælet. De lægger ikke skjul på den kendsgerning at de ved noget, eller meget, eller alt. De er alle fra inderkredsen omkring begivenheden, som effektivt forsinkede, måske standsede Irans kernevåbenprogram ved at anbringe dette computervåben, dette selvstyrende program i et virus’ form i den iranske forsøgstation Natanz ’ interne computernetværk. Man skuffes, de ved noget, men de vil ikke ud med det, og dertil i fortællingens begyndelse forekommer de heller ikke ikke spændende og charmerende og udstrålende, som talking heads kan være, ja altid er i de rigtig gode film som denne skulle være.

Men begyndelsen er jo blot anslaget i Gibneys fortælling, han holder selv på samme måde som de medvirkende vidner sine kort af viden tilbage, spiller dem i sin metode langsomt ét efter ét. Og efterhånden viser vidnerne sig aliigevel at være interessante, spændende, hele mennesker. Der kommer to fascinerende computerdetektiver til, de gider godt fortælle og det oven i købet så det er til at forstå for folk uden kendskab til computerteknologi. “The most articulate voices helping to bridge the gap between technological vocabulary and everyday speech are two cybersecurity specialists, Eric Chien and Liam O’Murchu from Symantec Research Labs”, som Stephen Holden i sin New York Times ameldelse udtrykker det. De er bare så fine de to tæt samarbejdende kolleger. Og så er der New York journalisten David Sanger (foto) som er den gedigne viden og tryghed og overblik inkarneret: “David E. Sanger, a reporter for The New York Times who calmly puts the development of cyberwarfare into a broad perspective. He is not alone in suggesting that this is now the frontier of modern warfare and that nations are competing fiercely to stay ahead.” Nej, dette problem for innternational ret, at krig over internettet endnu er uden regler, et lovløst område, er vel egentlig overhovedet Alex Gibneys anliggende. Det er vel for så vidtrækkende han som journalist formår at sprede Sangers og andres indsigt han fortæller sin historie. Alle Gibneys fortællinger er vist moralske.

Desværre går det galt for ham i æstetikken et sted (det er sket før for ham): “The movie makes use of an actress, Joanne Tucker, to repeat testimony by several officials that was deemed too sensitive for these sources to appear on camera. Filmed through a digital filter, she resembles the former C.I.A. officer Valerie Plame gives her scenes the look and tone of a creepy spy thriller…” sådan beskriver Stephen Holden denne disposition, som selvfølgelig tilføjer fortællingen afgørende, ja uundværlige oplysninger, men det klodsede arrangement ødelægger den alvorligt tillidvækkende rytme i dokumentarens præsentation af de øvrige vidner, navngivne vidner med egne ansigter. Hvor havde det været ærligere og smukkere om det var Tucker som uden filter i samme regi som de øvrige havde løftet denne sammenskrivning af yderst vigtige replikker ind i fremstillingen.

Alex Gibneys forsigtige, tilbageholdte og sparsomt docerede stemme, som fortæller opklaringshistorien, mødet under researchen med disse mennesker, kunne være blevet en litterær værdifuld ramme for fremstillingen, og suppleret med hans spørgsmål under interviewene kunne det have drejet Zero Days i retning af eller gjort dokumentaren til et personligt essay. Men diskret, tilbagetrukket lader Gibney det forblive politisk/videnskabelig formidling.

Det er imidlertid en forrygende historie, han bringer videre, en aldeles vigtig journalistisk opklaring, afklaret, behersket, roligt fortalt af en overlegent erfaren filminstruktør med et udsøgt hold medvirkende vidner, så stærke, at alene mødet med dem kan siges at være tv-dokumentaren værd og hæve den ind i en særlig international klasse.

USA 2016, 109 min. Zero Days / dansk titel: Hackernes hemmelige våben, anmeldelse / review: 4/6 penne

Filmen blev sendt på DR2 23. august 2016 og var tilgængelig på DRTV i syv dage derefter. Nu er den Månedens Dokumentar i Cinemateket i København 22.-28. februar 2017.

http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/

SYNOPSIS

Alex Gibney’s ZERO DAYS is a documentary thriller about the world of cyberwar. For the first time, the film tells the complete story of Stuxnet, a piece of self-replicating computer malware (known as a “worm” for its ability to burrow from computer to computer on its own) that the U.S. and Israel unleashed to destroy a key part of an Iranian nuclear facility, and which ultimately spread beyond its intended target. ZERO DAYS is the most comprehensive accounting to date of how a clandestine mission hatched by two allies with clashing agendas opened forever the Pandora’s Box of cyberwarfare. Beyond the technical aspects of the story, ZERO DAYS reveals a web of intrigue involving the CIA, the US Military’s new cyber command, Israel’s Mossad and Operations that include both espionage and covert assassinations but also a new generation of cyberweapons whose destructive power is matched only by Nuclear War. (zerodaysfilm.com/)

“Hackernes hemmelige våben” (“Zero Days” DR titel) er en nervepirrende og dystopisk dokumentar, der for første gang fortæller den komplette historie om Stuxnet, en selvreplikerende computervirus fra 2010. Virussen, der angiveligt blev sluppet løs af USA og Israel for at sabotere Irans atomprogram, endte med at sprede sig langt ud over det oprindelige mål, men hverken USA eller Israel har erkendt, at de stod bag. Dermed blev Stuxnet det nyeste våben i en hemmelig krig, hvor computerprogrammer afløser bomber. (DR2 Dokumania)

BIOGRAFI, AUTEUR

Vi har på Filmkommentaren.dk skrevet om tre af Alex Gibneys tidligere film:

Going Clear, 2015: http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3134/

Gonzo / Life and Work of Hunter Thompson, 2009: http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/953/

Taxi to the Dark Side, 2007: http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/611/

LINKS / LITTERATUR

http://www.zerodaysfilm.com/ (filmens hjemmeside)

http://www.nytimes.com/2016/07/08/movies/zero-days-review.html?_r=0 (Stephen Holdens anmeldelse)

https://en.wikipedia.org/wiki/Operation_Olympic_Games(praktisk faktuel wikipediaartikel om den formodede USA / Israel militære internetakton mod Iran)

Kristi Jacobson: Solitary

Dokumania viser Kristi Jacobsons film under den danske titel ”Isoleret – bag tremmer i USA” tirsdag 14. februar 20:45 på DR2 og efterfølgende på DR TV og fortæller om filmen, ”at i USA sidder over 100.000 amerikanere indespærret i isolation – for mange indsatte en skæbne, der gør det umuligt for dem nogensinde at vende tilbage til et almindeligt liv. Dokumentaren tager os med ind bag tremmerne på et af USA’s mange isolationsfængsler og giver os indblik i den virkelighed, der omringer de indsatte og sætter deres mentale tilstand på prøve.”

USA 2016. DR2 Dokumania 14. februar 2017 20:45 og derefter DR TV.

https://www.youtube.com/watch?v=2eAOzxZNJyE (Trailer)

Ezra Edelman: OJ: Made in America

DR2 meddeler at vi kan se eller gense Oscar-favoritten ”OJ: Made in America”, da kanalen sender det 7,5 timer lange mesterværk på søndag den 12. februar fra kl. 09:20. Filmen vises ligeledes igen som 5 x 90 min., hver aften kl. 23.00 i vinterferien, søndag den 12. til torsdag den 16. februar og kan efterfølgende streames på DRTV. ”Filmen skildrer fodboldstjernen O.J. Simpsons liv fra hans opvækst og storhedstid i Los Angeles til hans komplette og ultimative fald i en mordretssag, der polariserede USA.” FILMKOMMENTAREN anmeldte filmen da den blev vist som serie august sidste år, og vi bringer i den her anledning anmeldelsen (til 6 af vores mulige 6 penne) igen, en smule rettet til. 

Min kollega Tue Steen Müller spurgte mig dengang, hvorfor jeg blev ved med at se serien om O. J. Simpson, selvom jeg var skeptisk efter første afsnit, som vi så sammen. Jamen, netop det spørgsmål havde jeg stillet mig selv efter DR2 visningen af et af afsnittene (jeg så dog kun sidste 2/3 og havde ikke set de mellemliggende, men ville så nu gøre det), og siden begyndte jeg forsøgsvis at læse de begejstrede anmeldelser. Kunne jeg finde en forklaring der? Eller var det klipningen? Biljagten i afsnittet den pågældende aften for eksempel?

Jeg har ikke været så optaget af en amerikansk arkivfilm siden måske Barak Goodmans serie “Clinton” eller endnu mere præcist siden Emile de Antonios “Millhouse”, som end ikke er sentimental, hvad Clintonbiografien er. Så jeg må prøve at finde kræfter til at se det hele og finde en forklaring…

Seriens længde, 463 minutter, er således en udfordring. “… Its length may seem daunting, but I would have watched it for another eight hours and will almost certainly watch it again before the summer is over. It’s that good.”, skriver imidlertid Brian Tallerico i sin grundige og kloge anmeldelse på rogerebert.com:

http://www.rogerebert.com/reviews/oj-made-in-america-2016

 

HVID FORD

Det var biljagten i afsnit 3 jeg kom fra. Nu var det snart tirsdag igen og jeg var ganske enkelt spændt på afsnit 4, jeg måtte uomgængeligt være med i det her. Jeg, som ikke er trofast tv-seer, jeg, som sjældent følger serier, jeg fulgte den tirsdag den forfølgelse af den hvide Bronco, en særpræget biljagt, som filmen skildrer i actionæstetik, men i en ganske enestående actionæstetik, ved at blive ved helikopteroptagelserne af Broncoens kørsel og kun ganske kort, på en måde opmuntrende, lave klip til optagelser fra jorden og, næsten uvirkeligt, til den beruset begejstrede journalists kommentarer fra en dyb lænestol, en besynderlig karakter, som nu ser sine optagelser fra deroppe i sin tv-stations helikopter dengang, de var virkelige, nu ser dem som film til tv.

Og med dette klippevalg gør Edelman mig til egentlig deltager i dramaet. Når dette menneske i lænestolen både er reporteren og den fnisende leende tilskuer til sit eget scoop, lægger jeg uden beslutning afstand til betragtningerne udefra og flytter mig selv ind i Broncoens værdige ro, jeg holder nu med flygtningen. I hvert fald lige nu i dette: flugten. Og Edelmans fortælling forstår mig og følger med mig, skildrer de mange tilskuere til jagten, som ikke er en jagt, men en eskorte viser det sig, for politiet vil ikke miste OJ, de beskytter deres Juice, hans øgenavn fra fodboldbanen bruges nu mere og mere, og den hvide Bronco baner sig netop som den nærmer sig Simpsons hjem, vej gennem mylderet som cykelheltene højest i bjergetaperne. Jeg holder således med fodboldhelten her i løbet tilbage til baglinjen, holder med Juice, som med, viser det sig her, ikke bolden, men de vigtige indrammede fotografier i favnen…

Brian Tallerico skriver: “… These kind of “you are there” details are riveting, but that’s not meant to imply that this is merely a compendium of little-known facts. What really separates “OJ: Made in America,” other than its investigative spirit, is the brilliant connections Edelman and his team make through editing. We hear a fascinating story about friends trying to play a prank on a young OJ Simpson and Al “AC” Cowlings in which they pulled a starter pistol and AC jumped to protect his best friend. Of course, cut to the Bronco chase, in which AC could have been the last man to see OJ alive if Simpson had done what he intended at several points that day.

 

RUNNING BACK

Jeg var skeptisk ved afsnit 1 skrev jo kollega Tue Steen Müller, det mærkede han, da vi så den sammen. En læser af vores Facebookside indvendte, at det afsnit indeholdt en fremragende redegørelse for udviklingen i det spændte forhold mellem den sorte og den hvide befolkning disse år, og ja, det så jeg ved gensynet, det er da rigtigt nok, og vigtigt ja. Men jeg ledte efter noget andet, en kerne i serien og kom nu lidt på sporet af den, for med ét forstod jeg biljagten i afsnit 3. Jeg så nemlig nu, at det centrale motiv i afsnit 1 er OJ’s løb med bolden, hans løb fra alle andre, hans af alle beundrede løb til baglinjen med bolden i favnen. Jeg undrede mig ved første gennemsyn over dette uendeligt gentagne motiv. Det er jo ikke en almindelig sportsreportage, heller ikke kun en biografisk redegørelse, nej, arkivoptagelserne er klippet i rytmiske sekvenser til noget særegent. Denne detalje er vigtig for mig, vigtig nærmest musikalsk, og det gik så op for mig, at der er en lang bue af forståelse fra løbet med bolden til flugten med fotografierne i den hvide bil i 3. afsnit. Sådan noget kan jeg lide i en filmisk fortællelinje, lange buer mellem dens kernetemaers enkeltelementer, og der er i Edelmans sindrige værk adskillige. Sådan kollega, dette er mit foreløbige svar.

 

ANSIGTSUDTRYK

Dette billede er cinematografisk det vigtigste, det helt centrale i 4. afsnit, hvor dobbeltmordet skildres, hvor anklagerholdet og forsvarerholdet krydsforhører vidner og argumenterer mod hinanden. Dette billede af anklagede O. J. Simpson i retten lyttende (en enkelt gang handlende, nemlig da han prøver handskerne), lyttende og afmålt reagerende, men vist uden at have en eneste replik. Det er nemlig noget helt andet Edelman vil med sine utallige indklip af denne indstilling, denne ene indstilling med lige så utallige variationer i det overmåde store arkivmateriale, variationer i hovedpersonens repertoire af fuldt kontrollerede ansigtsudtryk. I klipningen afprøves med den kameraindstilling en enkelt bemærkning af statsadvokaten, nu år efter som vidne i filmen her: Simpson kan på et splitsekund (og hun knipser i luften med to fingre) skifte ansigt fra én følelsens yderposition til en andens. Uventet. Nu råder klipperen så over disse utallige kombinationsmuligheder med et ligeledes, må det være, meget stort antal udsagn fra advokater og vidner og lydbånd og dertil fremlagt bevismateriale og fotografier med et rystende indhold. I dette klippebordets variationsværk fører Ezra Edelman sideløbende med sin samfundsskildring af det vestlige USA dette årti, skildringen af sin hovedperson så underfundig kryptisk videre, at i hvert fald jeg alene for dette klippearbejde må se ikke blot serien færdig, men inden da 4. afsnit igen…

 

GENTAGELSE

Som i mange satsdelte musikværker er tv-seriens sidste afsnit en stor billedfuga, hvis en sådan kan tænkes, en, føles det, rolig og selvfølgelig gentagelse af motiver og greb, jeg gennem de første dele er blevet fortrolig med ved gentagelserne der. Derfor er det selvfølgeligt, at O. J. Simpson kan køre direkte fra frifindelsen i retsalen og hjem. I den bil, jeg nu kender mere end nogen. Trygheden er denne hvide Ford Bronco. Den er den flugtbil, som er beskyttet af publikum og myndigheder.

Tv-seriens sidste afsnit begynder med en skildring af juryens afgørelse, en alvorlig undersøgelse af baggrunden for, at den trods det meget lange retsforløb kommer efter en votering på kun få timer den første formiddag, og så er det netop derfor: juryen er kørt træt, hvert enkelt medlem vil hjem hurtigst muligt efter mange ugers isolation. Afsnittets højdepunkt er for mig ikke J. O. Simpsons reaktion skildret i optagelser af ham stående i gruppen af forsvarere, for den er ventet, den er en gentagelse af scener jeg kender fra 4. afsnit. Den er selvfølgelig og den udskyder højdepunktet, som kommer lige efter. Det er Edelmans og klipperens montage af en balanceret række af ensartede nærbilleder af tilhøreres reaktion, et storslået studie i ansigter i følelsers ukontrollerede udtryk, altså en gentagelse og en variation af montagen af optagelser af Simpsons kontrollerede ansigtsudtryk i en tilsvarende sekvens i 4. afsnit, som den forbinder sig til i en erindringsbue over scenen med ham stående i skranken lige før, knyttende hænderne diskret, men dog tydeligt som det i dette øjeblik sejrende konkurrencemenneske.

Den følgende sekvens er en varieret gentagelse af flugtmotivet, løbet tilbage til baglinjen med bolden, med fotografierne, med minderne i favnen, nu i den hvide Bronco, nu på vej hjem i en montage atter med gentagelsens erindringsbuer over en række scener i tidligere afsnit til bilen i en helikopteroptagelse i en beskæring, jeg har set før, men ikke den samme, nej, omhyggeligt ny og fundet af klipperen, kører gennem de to portstolpers åbning af opkørslen til Simpsons villa.

Men der bag linjen er holdet opløst, splittet. Bolden, minderne, billederne bliver stjålet, hans egne evner svigter. Og nu kommer gentagelserne i tragediens følgende akter, to nye retssager, en civilretssag og strafferetssag, begge uden nogen storhed overhovedet, uden stjernespillere, uden det store stadions opmærksomhed.

Filmen er en tragedie, men den er ikke de to myrdedes tragedie, den er O. J. Simpsons tragedie, tv-serien er samlet en tragedie i den store klassiske stil om et meneskes skæbne, dette menneskes skæbne. Titlen fortæller, at dette menneske er produkt af samfundet det lever i. Sætter mennesket sig op og skiller sig ud og hævder sig og nærmer sig guderne, ja så er det overmod, det er hybris, og det indebærer en straf, som er blinde lystne guders hævn og leg. Deres leg hedder gentagelse. Og jeg bliver i min læsning af Ezra Edelmans værk hængende ved dette still fra en scene fra den sidste retssag. Træt hæver O.J. Simpson hånden og sværger at sige sandheden, hele sandheden og kun sandheden. Jeg ved det er forgæves.

USA 2016, serie i fem afsnit på i alt 463 min. Filmkommentarens vurdering: 6/6 af vore penne. Sendes samlet på DR2 på søndag fra om morgenen og derefter afsnitsvis i vinterferien om aftenen sent.

Magnificent7 2017 13th Edition

The 13th and last post from the 13th edition of the Magnificent7 Festival in Belgrade. The photos shown are from the closing night, where ”In Loco Parentis” by Neasa Ní Chianáin and David Rane was shown to an audience of the size you can see from the photos. Before the screening the two directors behind the Irish film received an award from the local Bel Medic ”for creative emphasis of humanistic values”, a diploma accompanied by an envelope.

The photos… from the stage I asked the photographers to turn around and catch the most magnificent audience I know of, applauding the festival, the filmmakers, the staff of the Sava Center, the team behind the festival and the festival directors Svetlana and Zoran Popovic, who were on stage. Standing ovation from more than 2000 spectators, who came to watch – an estimate of the attendance during the whole week is that 7500-8000 went to watch the Magnificent7 program of 7 films. One film per day, Q&A’s for around 50 people in a packed vip room and the day after meeting of directors with around 25 young filmmakers in two hour sessions. This year the festival welcomed directors from 6 out of the 7 films: Sergei Loznitsa, Jérome le Maire, Nikolaus Geyrhalter, Miroslav Janek, Audrius Stonys, Neasa Ní Chianáin and David Rane. Only Cosima Lange from the opening film ”Hello, I’m David” (Helfgott) could not come as she was not allowed to travel because of her pregnancy.

From an ”internal” perspective the hospitality was again second to none. Wonderful hotel, the Crowne Plaza, from where you can access the Sava Center cinema – and – as some Serbian filmmakers suggested as a logline for the festival guests: 7 films, 14 restaurants! With a reference to the fact that the festival team finds lunch and dinner restaurants for the 7 days.

Including me and my wife for the 13th time. HVALA!

http://magnificent7festival.org/en/

https://www.facebook.com/belmedic 

Audrius Stonys Masterclass at M7

”This is a sacred place, like a church and suddenly we hear this crazy sound. This man takes tourists to this place. He is the sign of civilisation. A sign of a new time. The reality is that these guys are coming. Something precious will disappear…”

Lithuanian Audrius Stonys is a mild man but when he talks about the end of his film his voice is full of sadness and anger. As we experienced at the masterclass with him at the VIP room at the Sava Centre. A class that turned out to be dealing with what it means to be filming at the heights of Tian Shan mountain on the border between Kazakhstan and China, where his ”Woman and the Glacier” is shot and to where his main character, Lithuanian glaciologist Ausra Revutaite, came 30 years ago.

He made four expeditions to the mountains. “It took two

expeditions to find out that she did not want to speak or take part… First she was glad to be able to speak Lithuanian and she took us around… we had to obey the rules of the mountain and she knew the weather”. But for the two last expeditions they were there to film the mountains – for the dop, Audrius Kemezys, the challenge was to make the natural beauty into a cinemaric language. Sometimes we got one shot per day!

“The lack of oxygen affects you. I felt heavy. All the time you feel like you have a big stone on the chest… and when you come down you feel like flying. I think it is called natural doping among the runners who train in thin air”.

Audrius Stonys had 20 hours of material, he started editing after the third expedition and said in the masterclass that he was looking for the soul of the place, he succeeded when a structure was found, when the images started to talk to each other. The final stage of the editing was done in 10 days, the editor was young Estonian Mirjam Jegorov. The director and editor did the job in a monastery where a film loving monk had installed an editing room!

“You can not force the landscape to change if the footage says something else…if you go closer to the glacier you see the texture. You have to be humble, you listen to what the mountains say and you use your intuition”.

… and you make your own associations when you watch this elegy. When the stones and the water flow dramatically down the mountains, I think of Artavadz Pelichian, when the camera move into the caves and one “painting” after the other reaches your eyes, surrealist artist Yves Tanguy comes to my mind, so on so forth.

http://www.magnificent7festival.org/en/index.php

 

 

Ní Chianáin and Rane: In Loco Parentis

“IN LOCO PARENTIS” is the first Irish documentary that premiered with great success in the main program of the world’s largest documentary film festival in Amsterdam, after which it was selected for the main program of the Sundance Film Festival. Neasa Ní Chianáin is one of Ireland’s most celebrated documentary filmmakers, and her previous documentaries have had considerable international success. David Rane is an experienced producer and director, who received one of the most important European awards, the BAFTA Award. This author and life couple has spent a full year in the school, preparing a project that took a lot of production and creative efforts to achieve its top quality.

This observational documentary follows a year in the lives of two inspiring teachers in the only elementary school with boarding facilities in Ireland. Headfort School, the school not much different in appearance from the legendary Hogwarts from Harry Potter, with its buildings from the XVIII century, with secret doors and magical forests, is the home of John and Amanda Leyden for 46 years and the background of their exceptional careers. For John, rock music is another subject to Math, English, Latin and religious education. He cherishes a special kind of youthful revolution by teaching responsibility and independence in equal respect, wrapped in heavy metal or pop, encouraging the children to play whatever they want in the school basement rock club. For Amanda, the key liaison with children is a book and she uses all ways to catch young minds. The children sit as transfixed when she leads them on magical journeys with fantastic heroes of different stories.

Besides directing, Neasa Ní Chianáin was an inspired and omnipresent cinematographer in this film, and David Rane had a difficult task to record sound discreetly following Neasa, besides his production work and directing. “We wanted to film a year in the life of the school, just to keep track and observe, no interviews, no divine voice that leads the audience… We knew that for us it means full immersion in order to gain access to the intimacy that we wanted to capture.”

Ireland, Spain, 2016, 99 mins.

http://www.inlocoparentis.ie/

http://magnificent7festival.org/en/

Miroslav Janek Masterclass at M7

No doubt, the biggest applause of the festival went for Miroslav Janek on the fifth day of the Magnificent7 festival in Belgrade. His film ”Normal Autistic Film”, made with a warm heart by the Czech veteran, cameraman and director, and for many years also editor, a job he now leaves to his wife Tonicka, demonstrates how strong relations he is able to build with children. Before with ”Unseen” (1996) and ”Kha-chee-pae” (2005) and now with this work on five clever and creative children with aspergers syndrom.

I believe that the biggest part of documentary filmmaking is NOT shooting, Janek said in the masterclass the day after the screening of the film. He referred to how he dealt with the kids. ”I went to visit them and maybe I shot one hour with them during a day. The rest

of the time we were together”. Janek was shooting over a period of two years with one year of prep including talks with people/experts in aspergers syndrom. All together he spent 7-10 days with each of the five kids, with whom he is still in contact.

You get the impression that Janek very much – as a true documentarian – works according to intuition. ”I am the happiest guy if I come home with 15-20 minutes and I know there is a scene or some shots that I can use”. ”I just let it up to life”.

”With this film I stayed 5 weeks in the editing room because I liked the material so much. But then I gave it all to the editor, Tonicka, who is my wife, together with a book where everything shot has been noted and characterised. It is Tonicka, who finds the film. And then 2 ½ month passes and what happens… one day she can bring a scene and ask ”is this what you want?””.

Janek talked about making trailers. First he was sceptical but when he had done it with Tonicka a couple of times, for this film and for ”Olga”, the great film about Havel’s first wife, he found out that the process itself clarifies and leads you to the film.

Openings… so important he said and showed the one for ”Unseen”, which is excellent as well as the one for ”Kha-chee-pae”.

… and there were talks about the five kids: Lukas, Denis, Hamid, Marjam, Majda – and moderator Zoran Popovic wanted to know the favourite of the workshoppers. Seems like all of them were loved. Of course!

www.magnificent7festival.org 

Jérôme le Maire Masterclass at M7

Documentary is the art of meetings. This was the starting point of Belgian Jérôme le Maire, when he talked to young and younger filmmakers at the Magnificent7 festival in Belgrade. The title of the very well prepared class could also have been ”the story of my film”. It all started with a book about the phenomenon ”burned out”. le Maire met with the author and with a psychoanalyst and a psychologist – and started a research. I became friend with the author, Pascal Chabot, and he let me meet a girl who had had the experience, as well as a ”professor in burn-out”, to whom I showed my previous film, ”Tea or Electricity”. I explained that I wanted to make the film in direct cinema style. He liked the film and the idea.

The third meeting was with Esmeralda together with the psychoanalyst and the psychologist. She worked in a consulting company and sat in an open space office – I met people there but would it be interesting to film people in front of computers? No…

The breakthrough came, when the writer Pascal was invited to the hospital to talk to members of the staff. He was invited by Marie-Christine, who was to be the main character of ”Burning Out”. This

was six months after I had read the book. It takes time to make films. Good films. I decided to film in the hospital and had to cut the link to Esmeralda, whose story had meant a lot fo me.

Then came the long procedure to get the permission to film. Where can I go and where can I not go. I went there three days a week, Came in the morning, met someone and asked if I could follow them. They found it strange with this man going around with them with a notebook – what is so interesting, they asked.

Main character became Marie-Christine, the anesthetic nurse, who was interesting because she was interested in changing the bad working situations. 2nd was the surgeon Sarfati, be careful with him, people said, but I met with him, showed him my Morocco film (”Tea or Electricity”), he became a friend, and then Sabrina, nursing assistant, who said that so far nobody had had any interest in what she was doing…

I brought the camera. Well, first I took photos and filmed with a small camera to make them feel comfortable with the situation – but after months I still did not have the authorisation, I was pushed from one to the other. It took me 3 months to get it! But at that time I already had the confidence of the characters, they trusted me and I trusted them. Why did it take so long time to get an ok – it was also because that I had to, again and again, promise not to damage the image of the hospital. I will listen to you, you will see the film before it is finished, but I have the final cut. ”Are you a fireman or a pyromaniac”, they asked! I said to the management, ”I have the message of hope”, ”I felt I had a role” and I decided to be a character, who interferes by asking questions. The audience had the right to know that there was someone behind the camera. I filmed first for half a year, and then had to get out in the sun, I started to feel traumatic and then I came back and concentrated on the characters…

Jérome le Maire ended his masterclass by giving facts: 1 ½ year of research, 1 year of shooting, and for the editing I also attended the DOKInkubator, three sessions, very helpful for me, again a meeting. The film will be broadcast on arte in November, it is being released at theatres in Belgium. It was at IDFA and then quickly after that at Magnificent7 in Belgrade.

Photo: Maja Medic.

http://www.magnificent7festival.org/en/index.php

http://www.burning-out-film.com/

 

 

 

Audrius Stonys: Woman and the Glacier

The master of refined style, Audrius Stonys, decided to take us on an unusual pilgrimage to the inaccessible heights of Tian Shan mountain on the border between Kazakhstan and China. In the areas of this Mountain of Heaven, which looks like an unknown and inhospitable planet, he devotes all his attention and creativity to an amazing person who has spent thirty years observing and monitoring the state of the giant glacier, so important for the science, but also for the whole planet. Through an unusual intimate portrait of a mountain captive in constant motion, Audrius Stonys masterfully poetizes relations of the heroine and the environment, nature, sky, beings with whom she shares the loneliness, the rigors of the climate and the beauty that surrounds them.

To his story in present time, meticulously woven without words, Stonys adds another important layer, a layer of long time flows. This film plunges deep into time, and in the compounds of past and present builds a brand new, poetic and timeless relations. Audrius Stonys is one of the most important European authors because of this complex weave of time in his films and amazing ability to capture and express the feeling that through spaces, people, events and phenomena converge and break all previous deep and very distant reflections of time.

The author was drawn to the fact that the woman glaciologist is his compatriot: “It is very unusual for a woman from Lithuania to explore ice on the remote Tian Shan, at the end of the world, without any connection with the rest of the world. Scientist Aushra, living high in the mountains, in a wooden house near the huge glacier, did measurements for many years, every morning and evening, summer and winter, and sent them to the control center in Almaty. She gave her whole life observing glaciers in Kazakhstan.”

Lithuania, Estonia, 2016, 56 mins.

http://www.efis.ee/en/film-categotries/movies/id/18547

www.magnificent7festival.org

N. C. Heikin: Sound of Redemption

Saxofonisten hedder Grace Kelly, hun spiller i et lille orkester som i en lille sal i San Quentin fængslet afholder en mindekoncert for saxofonisten Frank Morgan som mange år af sit liv som indsat der spillede i fængslets jazzband som består af fremragende musikere. Mange af dem er stadigvæk eller igen i San Quentin og de er her nu blandt det publikum som Kelly og hendes band spiller for. Vi er i filmen ved hendes store solo Somewhere over the rainbow som også er filmens store øjeblik, vi er i begyndelsen af filmens vist nok eneste egentlige filmscene. Den er meget smuk, hun i sin røde jakke og i sin ungdom, de mange mænd på så mange måder voksne lytter og begejstres ved hendes spil som de oplever fungere, musikken virker, filmfortællingen bevæger. Virker tilbagevirkende på det vi har set og nu forstår og virker som min oplevelses point of no return, det her kan ikke gå galt, sådan lyder det når livsfølelse betales tilbage.

Det er altså en Frank Morgan mindekoncert og den begivenhed er filmens ramme. En af musikerne fortæller mellem numrene Morgans biografi. Han begyndte som barn at spille, Charlie  Parkers spil greb ham om hjertet, han mødte Parker som imponeredes af drengens følsomhed og evner, tog sig af ham, blev hans mentor. Fortællelinjen er strengt kronologisk, det er en filmbiografi i form af en forrygende collage på arkivoptagelser. Heroinen introduceres, vi får en lyrisk solo i en lang sekvens, et gribende sted i filmen, som ellers ikke har lange filmiske sekvenser eller filmscener. Der fortælles så om familien, om kriminalitet for at skaffe penge til heroinen, om turene ind og ud af fængslet… Det er en svag part af fortællingen, mærkes som en slags pligtstof, det er jo musikken biografien gælder. Men så dukker rammen op, fortælleren er en god fortæller, en lettelse. Men bliver det til en jazzfilm, en musikerbiografi, nej det synes jeg egentlig ikke.

En malerbiografi er da kunst analyse/beskrivelse/læsning skildret i et liv, en politikerbiografi må da være en politikkens liv, en forfatterbiografi et forfatterskabs liv i en skribent som Olof Lagerkrantz’ vidunderlige Strindbergbog, som jeg nu kommer til at tænke på som en arkitektur af værkerne i manden gennem årene. En række Frank Morgan indspilninger i citater med ordentlige titelskilte fungerer fint som vignetter billedmæssigt, lydmæssigt, stemningskonkluderende, men det er vignetter, ikke byggesten i en biografisk bygningskrop. Og en særlig indforståethed med jazz, med amerikansk kultur bliver mærkbar og nødvendig, men netop når det sker, lige på dette sted, kommer rammen til syne igen. Vi er ved højdepunktet med Grace Kelly, lytter i filmscenen til hendes omhyggelige introduktion, at hendes bedstefar i musikken, hendes mentor var Frank Morgan, som Charlie Parker var Frank Morgans mentor. Hun samler det i to forlangender, som Morgan samlede sin undervisning i: spil med hjertet og lad fingrene blive på knapperne, ”on the pearls” og scenen fortsætter med hendes lange solo og dernæst hele nummeret med alle musikerne og alle afsnittene uden klip og så stående ovationer. Sådan lyder en tilbagebetaling! Filmen har ligesom selv omhyggeligt tilrettelagt sit højdepunkt via manus, instruktion, optagelse, klip. Alt er lykkedes og blevet film dette smukke sted.

Hvis jeg som har sparsomme forudsætninger skulle i gang med at se jazzfilm ved denne festival er dette en god begyndelse, en smuk forelæsning, et musikforedrag, engageret og pesonligt. Jeg læser filmen som yderst velforberedt og vildt raffineret fængselskoncert og -foredrag hvor jeg sidder blandt de indsatte begejstret med dem, og for mine øjne, i min erindrings billeder og på lærredet med arkivstoffet ser jeg nu gjort en smule indforstået, lidt som det indforståede og højtkvalificerede publikum, ser og hører med dem i deres nu fremkaldte erindring. Det er sandelig en musiklektion på højt plan, en belæring.

USA 2014, 84 min. Filmkommentarens penne: 4 af 6. Vises i Cinemateket, København torsdag 9. februar 21:45.

www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program

SYNOPSIS

Sound of Redemption: The Frank Morgan Story recreates the life of legendary alto sax player and Charlie Parker protégé Frank Morgan in a one-night-only, all-star musical tribute performed live at San Quentin, tracing his progress from teenaged musical prodigy to longtime junkie and, finally, to achieving one of the music world’s most remarkable comebacks.

http://ncheikin.com/documentaries