12th Magnificent Seven in Belgrade

… with the long subtitle ”European Feature Documentary Film Festival” starts on January 29 and goes on until February 4… Time for a small warm-up to this yearly celebration of the documentary film on the screen in the Sava Center in Belgrade. For one who during the year watches most documentaries on his computer it is an extraordinary experience for seven nights to sit down with around 1000 viewers to enjoy a documentary film on a big screen followed by meetings with the makers – and to be totally spoilt by the warm hospitality of Svetlana and Zoran Popovic, the festival directors, and their loyal team of young and younger film people, many of them former students of the Popovic couple, who run the Kvadrat film school in Belgrade.

I will post daily from the festival with promotional texts about the 7 films selected by the festival directors and me, plus reports from the Q&A and seminar sessions that the invited filmmakers do with the participation of local filmmakers.

The seven films of this year are, in the order of screenings: ”Our Last Tango” (German Kral), ”Twilight of a Life” (Sylvain Biegeleisen), ”Mallory” (Helena Trestikova), ”Lampedusa in Winter” (Jakob Brossmann), ”Don Juan” (Jerzy Sladkowski) , ”Brothers” (Wojciech Staron), Palio (Cosima Spender).

http://www.magnificent7festival.org/home.html

Oscar, Robert and Bodil

The nominations are announced for the Academy Awards (Oscar), the Danish Film Academy Awards (Robert) and the Danish Film Critics Award (Bodil). In the feature documentary categories it goes like this:

Oscar

”Amy” (Asif Kapadia and James Gay-Rees), ”Cartel Land” (Matthew Heinemann and Tom Yellin), ”The Look of Silence” (Joshua Oppenheimer and Signe Byrge-Sørensen), ”What Happened, Miss Simone?” (Liz Garbus, Amy Hobby and Justin Wilkes), ”Winter on Fire” (Evgeny Afineevsky and Den Tolmar)

Robert

”At Home in the World” (Andreas Koefoed), ”15 Minutes – the Dvor Massacre” (Georg Larsen & Kasper Vedsmand), ”Natural Disorder” (Christian Sønderby Jepsen), ”Something Better to Come” (Hanna Polak), ”The Man Who Saved the World” (Peter Anthony)

Bodil

”At Home in the World” (Andreas Koefoed), ”Misfits” (Jannik Splidsboel), ”Fassbinder – to Love Without Demands” (Christian Braad Thomsen), ”The Man Who Saved the World” (Peter Anthony), ”Natural Disorder” (Christian Sønderby Jepsen).

Photo: ”At Home in the World”, my favourite at the two Danish award ceremonies.

http://oscar.go.com/nominees

http://filmakademiet.dk/robert-prisen/arets-nominerede/

http://www.bodilprisen.dk/

A New Dynasty – Created in China

If in Aarhus, second largest city in Denmark with a very active cultural life, don’t miss the art museum Aros that has always interesting exhibitions and a fine collection of new Danish artists like Per Kirkeby, recently portrayed in a new documentary by Anne Wivel.

In between the Baltic Frames documentary festival there was time to visit the museum that has the rainbow panorama circle roof as the guiding star into the many floors, where ”our” exhibition were placed on two of them with works of 24 ”of the most significant Chinese contemporary artists”, several of them with critical comments in their works to the society and its politics, to Mao’s cultural revolution of course – but several were looking into history and myths with so-called poetic reflection and ”respect for the craft and the rich cultural past”.

There were paintings, installations, sculptures, video art of high quality – and the one on the photo I took:

”Holidays” from 2012 by Ji Wenyu and Zhu Weibing, a visit to the nature, the whole family is there, dressed nicely, ready to be photographed, staged documentary photo, an interpretation of a Chinese reality where nature is something you create!

The excellent exhibition, that also includes a work by super star Ai Wei Wei, runs until May 22 2016

http://en.aros.dk/

Nadav Shirman: The Green Prince

Det er en film om en ung palæstinensisk mands totale forræderi mod sit folk, sit land, sin far, sin familie, sine venner. Faderen er politisk ledende medlem af Hamas. Hamas og Israel er i krig. Han spionerer mod faderen ved at videregive alle oplysninger om faderens opholdssted og planer til den israelske efterretningstjeneste Shin Bet. Det er på faderens regnebræt det er forræderi, på sønnens er det beskyttelse af faderen, forhindring af manges død ved attentaterne, han har afsløret / afværget under planlægningen.

Den unge mand, Mosab Hassan Yousef, som nu år senere lever i USA, har skrevet en bog Son of Hamas, om disse begivenheder år tilbage i Ramallah, hvor han blev hvervet af den israelske efterretningstjeneste Shin Bet knyttede sig tæt til kontaktpersonen og samtidig sørgede for at komme faderen så nær som muligt, efterhånden fulgte ham i alt, selv i fængsel en periode, blev hans nærmeste politiske medarbejder. Filmen bygger på den bog.

Så filmen er ikke neutral, den underbygger Mosab Hassan Yousefs standpunkt over for faderen og resten af familien, som har brudt med denne ældste søn. I en elegant og ren fotografering og i et glat og effektivt klip gentager han sin historie i en lang monolog, som fører igennem en dramatisk historisk periode, hvor Israel og Hamas er i krig, den anden intifada 2000-2005. Dette gennemgående interview suppleres i samme rensede, faktisk smukke stil med et enkelt gennemgående interview med kontaktmanden fra Shin Bet, og det slet ikke på en måde, så de to historier kommer i konflikt, tværtimod. Kontaktmanden er i dag selvstændig advokat i Israel.

Filmens styrke er dens meget høje produktionsværdi, den er næsten behagelig at se, og så især dens detaljerede indblik i hvordan denne berømte spiontjeneste arbejdede / arbejder. Som sådan er den et meget værdifuldt supplement til Dror Morehs The Gatekeepers, hvor det er rækken af tidligre Shin Bet chefer som fortæller. Filmens store svaghed er at Shirman som det ser ud ikke har givet de to medvirkende modstand nok, måske er de som personer egentlig ikke interessante nok, så de menneskelige sprækker i facaden, som Moreh får så kunstnerisk værdifuldt frem hos de benhårde chefer, er der intet af i Shirmans arbejde, han vil ikke noget filmisk essay om krigens etik, han vil vist blot en effektiv ”psykologisk spionthriller”, som Dokumania skriver, altså god underholdning. Og det lykkes.

Nadav Shirman: The Green Prince (Spion for Israel), Israel 2015, 90 min. DR2 Dokumania i aftes 12. januar 2016. Kan streames her: https://www.dr.dk/tv/se/dokumania/dokumania-spion-for-israel

SYNOPSIS

With just two talking-head interviews, Nadav Schirman’s gripping and intimate documentary recounts Mosab Hassan Yousef’s extraordinary double-life as the son of a Hamas radical who turned informer for Israel’s shadowy Shin Bet. Accepting from the outset that his actions would be interpreted as an unforgivable betrayal (someone who “raped their own mother” would seem less shameful, says Yousef), our edgily eloquent subject explains how he supplied information both to prevent terrorist attacks and also to protect his father, Sheikh Hassan Yousef. Meanwhile, former Shin Bet agent Gonen Ben Yitzhak describes the bond of trust that grew between him and Yousef – a bond that saw the informant’s “handler” turned upon by his own organisation, leaving both men out in the cold. It’s a remarkable story, told with slick thriller flair, focusing increasingly on the interdependence of its subjects, who chose personal morality over political rhetoric, with isolating results. In the process, the film deliberately sidesteps the wider issues unearthed so alarmingly in Dror Moreh’s The Gatekeepers, a film that offers intriguing context to this very personal tale of trial and salvation. (The Guardian)

LINKS / LITTERATUR

Mosab Hassan Yousef: Son of Hamas, 2010.

Martti Helde: In The Crosswind

1

En lille familie, far, mor og en sovende datter bliver fuldstændigt uvarslet hentet en tidlig sommermorgen. Det er i Estland, det er ude på landet, æbletræerne blomstrer og duften er overvældende dejlig. Ingen forstår det hele omfang af det som sker. Min helt store oplevelse på Baltic Frames søndag var denne film, dette vældige værk, denne rige film som i mine associationer undervejs rammer Bergman-erindringer fra både Smultronstället og Skammen og Tarkovskij-erindringer fra Spejlet og senest rammer filmen umistelige Guzmán-indtryk fra Lysets nostalgi og dertil min egen helt personlige nutidige angst for med ét ikke længere at være beskyttet af mit land og min regering, ladt alene med min angst for bankene på døren en tidlig morgen, min angst for deportation, mishandling og forsvinding.

2

På jernbanestationen skilles familien. Manden skal blive, han skal et andet sted hen, moderen og barnet skal med toget, hvorhen ved de ikke. Jeg ved det jo, ved hvor begge skal hen, jeg sidder med min gamle viden om det tyvende århundredes historie, om dette nye århundredes, min samtids begivenheder. Afskeden på perronen er som scene mytologisk i århundredets ikonografi og elegi.

3

Jeg ved at kvinderne og børnene i godsvognen er på den dagelange rejse til arbejdslejren i Sibirien. Filmens dagbogsfortælling gemt i kvindens breve har imidlertid ikke den viden, og den indeholder endnu håbet om den mærkelige misforståelse. Årene er 1940-ernes første, Letland er en del af det store velordnede Sovjetunionen. Jeg ved nu så længe efter, at den velordnethed bygger på en omfattende undertrykkelse af efterhånden den mindste afvigelse, ved det også fra de baltiske landes film de seneste årtier. Husker med ét tydeligt lettiske Andris Rozenbergs’ Punished for a Dream (1994) hvor Elza Sterste skriver sine breve fra lejren i Sibirien som digte: ”Kroppen har ikke længere vægt, sjælen har ingen grænse. Jeg skaber mig selv af lys og ånd. Og når lyset svinder i dette lands tusmørke, letter jeg som en fjer.”

4

Rationen er 200 gram brød om dagen. Til de arbejdende voksne. Til børnene ingenting. Moderen finder ud af hvor brødrationerne opbevares. Vil tage lidt mere til sit barn. Opdages. Må tage imod en invitation til at drikke vodka med lejrchefen, være sammen med ham. Brevet til hendes mand, hvor hun fortvivlet forklarer og beder om tilgivelse, et brev som han jo aldrig får, hører jeg læst med denne rolige, smukke stemme. Gribes så dybt.

5

Det som holder de sibiriske nætter og dage også og ind imellem fjerlet fri af ydmygelserne, smerterne, sulten og udmattelsen er nedskrivningerne af brevenes sansninger af hændelser, oplevelser, datterens liv, længsler, af kærlighedens forvandlingsformer og erindringen om hjemmet i det lettiske landskab, altid sommer og duften af en blomstrende gren og lykken under æbletræets hvide dække.

6

Filmen står tilbage i erindringen som et diskret, nænsomt og dog omhyggeligt altseende kameras ustandseligt bevægede skildring af en lidelseshistorie bevaret i en række tableauer fra en tid som var men ikke er, tableauer over kvindens journal, hendes aldrig sendte / aldrig modtagne breve til sin mand, sin elskede, en forunderligt sammenhængende tekst samtidig så smukt læst, jeg ønskede hele tiden jeg forstod estisk, en tekst musikalsk prægnant helt ned i den engelske litterære oversættelse.

Martti Helde: In The Crosswind, Estland 2014 87 min.

SYNOPSIS

On the night of June 14, 1941, many thousands of inhabitants of Latvia, Lithuania, and Estonia — identified as “anti-Soviet elements” by the USSR, which had annexed the Baltic states the previous year — were forced onto trains and sent to the remotest outposts of Siberia. Thousands of families were torn apart and forced to endure brutal conditions for nearly two decades until their eventual release. Inspired by a first-hand account of these events, this unforgettable debut feature by director Martti Helde meticulously reconstructs one survivor’s story to create a delicate, powerfully moving memorial to all the victims of this massive and often-overlooked tragedy.

In the Crosswind focuses on the personal experience of philosophy student Erna (ed.: Erna Nagel)  (Laura Peterson) as she endures physical and psychological hardships alongside her little daughter, Eliide, while waiting to be reunited with her husband Heldur, a soldier. Drawing from the diary kept by the real-life Erna throughout her displacement, Helde renders her memories in striking black-and-white tableaux vivants. Carving out an uncanny space between motion and stasis, these images evoke a state in which the past seems solid and the present like a dream.

Exhaustively researched, with immersive sound design and sumptuous cinematography, In the Crosswind is a remarkable achievement: a testimony to a vital historical moment, a powerfully subjective account of a search for home, and an ode to the ethereal strangeness of memory. (Dimittri Eipides, tiff.net)

LITTERATUR / LINKS

https://www.youtube.com/watch?v=G6q1OWCxxpQ  (trailer)

tiff.net  (om filmen, credits mv.)

http://www.off-kino.dk/introduktion.html (dansk importør)

dr.dk/kultur/nyheder/ (Per Juul Carlsens grundige anmeldelse, hvor han også nøgternt beskriver filmens overraskende æstetiske og tekniske løsninger)

Tue Steen Müller, red.: Balticum Film & TV Festival 1990-99, Baltic Media Centre, 1999, ENGLISH. (Essays om blandt andre Mark Soosaar, Herz Frank, Audrius Stonys, Juris Podnieks, Andris Slapins)

Baltic Frames Aarhus

The Baltic documentary festival in Aarhus, in the wonderful art house cinema Øst for Paradis (”East of Eden”) took off saturday with a full house screening of the classic ”Ten Minutes Older” by Herz Frank and Lithuanian Giedre Zickyte’s ”Master and Tatyana”. Sunday a seminar entitled ”Poetic Baltic Documentaries in a Contemporary Perspective” was held with Pille Rünk, Giedre Zickyte and Uldis Cekulis as speakers – I had the pleasure of being the moderator of the two hour talk that circled around the theme of ”Conversing with the Soviet Past” the theme of all the films in the festival. Zickyte’s film is mentioned, later on the sunday brought to screen Peteris Krilovs film on Gustav Klucis and Martti Helde’s impressive ”In the Crosswind” that ran in Danish cinemas November last year.

Today, monday, two films were screened, Zickyte’s ”How We Played the Revolution” and Estonian ”The Russians on Crow Island” by Sulev Keedus – tuesday Latvian Viesturs Kairiss is on screen with his Tjernobyl film, ”The Invisible City”.

It is the plan of the main organizer, The Danish Cultural Institute, to continue the festival next year, where Aarhus is one of the European Capitals.

Photo: From the left the curators Niels Bjørn Wied and Signe van Zundert, Head of the Danish Cultural Institute in Estonia, Latvia and Lithuania Simon Drewsen Holmberg, Estonian film producer Pille Rünk, Lithuanian director Giedre Zickyte and Latvian producer Uldis Cekulis.

https://www.facebook.com/BalticFrames16/

www.paradisbio.dk

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3403/

Giedre Zickyte: Master and Tatyana

So, there it is, the film about the Lithuanian photographer Vitas Luckus (1943-1987), his life, his art and first of all his love story with muse and wife, Tatyana. (Screened at the cinema Øst For Paradis, Aarhus at the festival “Baltic Frames“) It is made by Giedre Zickyte, who has been working on it for years. I heard about it five (maybe more) years ago, when she was pitching the film at the Baltic Sea Forum, and since then I have had the pleasure to watch sequences and rough versions. Yes, pleasure, because Giedre Zickyte has kept the passion for her film the whole way through, and pleasure because you can see Quality, high Quality in the final film. For me it’s brilliant, nothing less… the whole review, click. (Blogpost from 28-09-2015)

Trailer: link via Facebook

Peteris Krilovs: Klucis – the Deconstruction

Det har været med stor fornøjelse, at jeg har fulgt det store arbejde, som var forbundet med produktionen af denne film (Peteris Krilov: Klucis – the Deconstruction of an Artist, som i går blev vist i Øst For Paradis i Århus som led i festivalen “Baltic Frames“). Fra den første søgende synopsis var klar til flere år senere, hvor en stor international coproduktion havde premiere i Riga den 6. maj 2008. Jeg kendte producenten Uldis Cekulis på forhånd, en af de to-tre yngre lettiske filmfolk, som satsede internationalt efter imperiets fald omkring 1990. Cekulis investerede tid og penge på at gøre sit selskab Vides Film Studio kendt uden for sit lands grænser. Med succes. Han er i høj grad medansvarlig for at den smukke lettiske dokumentarfilmtradition (Herz Frank, Ivars Seleckis, Juris Podnieks) er videreført fra USSR-tiden til nutidens Letland.

Men jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle lykkes at få skabt en så rig kunstfilm, i verdensklasse ganske enkelt, da jeg mødte instruktøren Peteris Krilovs i Prag til træningsprogrammet Ex Oriente, som jeg har været knyttet til i 6 år. Erfarne Krilovs var for mig først og fremmest en teaterinstruktør, som havde lavet nogle spille- og dokumentarfilm, som jeg ikke havde set. Og navnet Klucis sagde mig ikke noget, hvorfor instruktør og producent da også i begyndelsen ville præsentere forslaget som en film om Klucis og den ligeledes i Letland fødte Sergei Eisenstein.

Det gik ikke, det var Klucis der skulle laves en film om, så Eisenstein røg ud, og Krilovs forstsatte sin intense research i arkiverne. Han ville finde ud af, hvornår og hvorfor Gustavs Klucis døde efter at være blevet hentet af politiet en dag i januar 1938. Klucis kom aldrig tilbage, besynderligt eftersom han var en loyal kommunist, hvis kunst fra at være innovativ konstruktivisme mere og mere blev ren propagande for Stalin og hans regime. Krilovs finder svaret, Klucis blev henrettet den 26. februar 1938. Som så mange andre fordi han var lette. Den eneste forklaring – og én der gjorde det af med tusinder af andre letter.

Det er en af trådene i filmen, lad os kalde det den politiske historie. Som knyttes smukt sammen med den personlige, kærlighedshistorien om Gustavs og Valentina, hvor instruktøren gør smukt brug af breve og dagbogsnotater fra begge, mest fra sidstnævnte. Og så kunsthistorien, dekonstruktionen af en af de fineste konstruktivister og – sammen med John Heartfield – skaberen skaberen af fotomontagen som udtryksmiddel.

Det var her, i den såkaldte dekonstruktion, at filmens sprog og rytme blev fundet. Dekonstruktionen af plakater veksler med konstruktioner af fotomontager, så de ser ud som Klucis lavede dem dengang, med henvisninger til hvordan hans dekonstruktive elementer den dag i dag inspirerer grafikere, der har været taget med på råd i skabelsen af filmens design. Jo, lad os bare kalde det design, selvom det kan lyde fælt i mange ører, men ned til de mindste detaljer som font til tekster er der arbejdet på at finde harmoni i disharmonien. Man kan også sige, at mange sekvenser repræsenterer en rekonstruktion af en kunstnerisk produktionsproces. To sekvenser er på den måde veritable små kortfilm – udspringerne i Moskva som bliver til en plakat. Og hænderne der klapper i lang tid, Stalins hænder som fifler ved et stykke papir, formentlig noter til en tale, som hele tiden bliver udskudt på grund af jubeltilråb ned mod nationens fader. Men også andre hænder er der i denne sekvens som bliver til en plakat med hænder. I solidaritetens navn. Og i troen på det socialistiske paradis. På fremskridtet.

På det emotionelle plan besøger Krilovs Edoard, søn af Valentina og Gustavs, født i 1935. Han husker naturligvis ikke sin far, men ligger inde med uvurderlige billeder, som moren har gemt, ligesom der findes de rørende breve fra hende til myndighederne, hvor hun anmoder om at få at vide, hvor hendes mand er begravet. Til sin død i 1987 troede Valentina på den officielle version, at hendes mand var død af et hjerteanfald i et fængsel i Moskva i 1944. Det påviser Krilovs altså er usandt, ligesom han tilbageviser at Klucis frivilligt meldte sig til de forhadte Latvian Riflemen, som støttede Lenin ubetinget i den bolsjevikiske revolution.

Klucis var mest i Moskva og fremstilles som kunstneren, der elskede at lege med sit materiale, holdt af selskabslivet og af at blive feteret som avantgardekunstnerne gjorde i perioden før den sociale realisme holdt sit indtog. Krilovs bruger rekonstruktioner og leger med dem i forhold til de mange fotos der eksisterer af det unge par. Det er gjort fint integreret i historien, og manden i det hvide jakkesæt, som vi ser i arkivoptagelser fra Paris er måske Klucis. Nogle få sekunder som måske er de eneste levende billeder af kunstneren. Han kommer hjem til Valentina og Edoard, overvældet af hvad han har set i Paris. Ikke længe efter bliver han hentet.

Med sagte stemme til slut i filmen fortæller Krilovs som kommentar, at han på en måde misunder Edoard, at han nu ved hvor og hvornår hans far blev likvideret. Krilovs egen far blev hentet af KGB i 1951 og kom heller ikke tilbage. Hans skyld: han var lette. Så diskret og smuk en tilgang til stoffet. Og kun på grund af at vi var flere, der skubbede den sympatiske instruktør i den retning.

Krilovs udviklede sin film i årevis, han havde hele tiden motivationen, han søgte og fandt den motor og de fortælleelementer, der skulle til for at kæde sin historie sammen til et menneskeligt drama og en kunsthistorisk præsentation og et stykke verdenshistorie.

I en suveræn konstruktion med en suveræn anvendelse af arkivmateriale. Jeg har i hvert fald sjældent set mage. Og det skal nævnes at klipperen er danske Julia Vinten, bosat i Riga. Hvilket talent! (Tue Steen Müller, FOF Randers 2009)

Peteris Krilovs: Klucis-the Deconstruction of an Artist, Letland, 2008.

SYNOPSIS

Gustav Klucis (1895-1938), one of the pioneers and major exponents of constructivism and photo collage, is also one of the most controversial figures in Latvian art. Born in a peasants’ family, he is perhaps the best known Latvian artist in the world. Ironically, the art catalogues and textbooks call him a Russian artist, and in Latvia he is still largely regarded as some sort of a “lost son”. Gustav Klucis’s life and artistic career pose many questions still unanswered today. Who was he?

A hero or a victim of his own political naivety? An idealist or a conformist? A patriot or a traitor of his homeland? Killed during the Stalin’s purges at the end of the 1930s, his name lives on in art history as one of the classics of Russia’s avant-garde art. This film will endeavour to “decipher” Klucis by using the means of his own artistic thinking. (Pöff site)

https://vimeo.com/11383150 (trailer)

www.vfs.lv

http://2008.poff.ee/?lang=2&id=2127&module=1&todo=film 

The Power of Documentaries…

on the Oscar Trail … is the headline of an interesting article in New York Times by Cara Buckley, January 6. It mentions the changed rules for documentaries and reflects a bit on the who could be the winner this year, where15 films are shortlisted waiting for the 5 nominees to be announced on January 14. A quote that outlines what could happen:

”… the Academy is known to favor show business movies and, lo, two of the last three winners of the documentary prize, along with one of this year’s front-runners, “Amy,” the story of Amy Winehouse, are about just that. In 2013, when the nominated documentaries delved into subjects like AIDS and conflict in the Middle East, the prize went to “Searching for Sugar Man,” about a tremendously gifted, woefully obscure musician from Detroit. For the 2014 awards, when the nominees included Oppenheimer’s artful, devastating “The Act of Killing,” about death squads in Indonesia, along with films about the Egyptian uprising and deadly covert American military operations, the Oscar went to “20 Feet From Stardom,” about backup singers who were largely forgotten despite having been instrumental (as it were) in making hits.

“The knock against the system is people think it favors films that are more about show business,” Mr. Powers (director of New York Film Festival) said. “Well, of course it does. The Association of Motion Picture Arts and Sciences is an organization of show business people. Why shouldn’t it?”…”

Two other show business films are on the list of 15 are ”Listen to Me, Marlon” and ”What happened to Miss Simone”, as ”Amy” good films – anyway, allow me to cross fingers for ”The Look of Silence” by Joshua Oppenheimer, produced by Danish company Final Cut for Real. This film (and ”The Act of Killing”) has, in terms of subject and innovative storytelling, already found a place in new documentary history. But first the nomination to come next week.

http://www.nytimes.com/2016/01/07/movies/the-power-of-documentaries-on-the-oscar-trail.html?ref=movies

Christian Braad Thomsen: Fassbinder

Det var sent efter fremkomsten jeg fik set Christian Braad Thomsens efter premieren i Berlin meget omtalte nye film. Først da jeg læste Rune Kühls anmeldelse i Information blev det til noget, og det var fordi en bestemt formulering ramte mig: ”Braad Thomsens film kunne i sin form næsten være lavet dengang i 1970’erne. Den består af en lang række interviews kædet sammen af instruktørens fortællerstemme…”

Det er for mig i hvert fald grund nok til at få fat i en DVD, instruktørens fortællerstemme, Braad Thomsens fortællestemmer i det hele taget er synes jeg de smukkeste, de mest vedkommende velskrevne i dansk dokumentarfilm, de er gammeldags på den gode nutidige måde. Ok, jeg er selvfølgelig interesseret i Fassbinders værk og da også i hans biografi, men det er Christian Braad Thomsens blik på og sprog om det materiale som fascinerer mig.

På grund af det blik samlet i fortællestemmen holder jeg jo så meget af Christian Braad Thomsens film om Karen Blixen, Svend Aage Madsen, Morten Korch. Han kalder dem portrætfilm, jeg ville dog kalde dem filmessays over biografisk materiale for de er dybt litterære, ikke maleriske, Braad Thomsens fortællestemme er i hver film det helt afgørende bærende element. Det reducerer ikke filmscenerne til illustration, slet ikke til billeddækning, de forbliver virkelige filmscener og klippene forbliver tydelige klip.

Og det er derfor filmen om Fassbinder gør indtryk, det skyldes Braad Thomsens manuskript til teksten han læser. Fortællestemme og filmscener, fortællestemme og interviews, ord og billeder bliver til en intens beretning om en instruktørpersonlighed, der i alle henseender var “larger than life…” Det er en rig og dejlig film, en film at se igen og igen, en film til samlingen.

Christian Braad Thomsen: Fassbinder – at elske uden at kræve, Danmark 2015, 106 min.

SYNOPSIS

Danish film director Christian Braad Thomsen was a close friend of Rainer Werner Fassbinder (1945-82). They met when Fassbinder showed his first film “Love is colder than death” at the Berlinale 1969 and saw each other for the last time just three weeks before he died.

This documentary is based on lengthy film interviews that Braad Thomsen shot with Fassbinder in the 1970’s, and which have never been published. Also Braad Thomsen shortly after Fassbinders death made a tape recording with his mother Lilo Pempeit, who remembers his unusual childhood in the ruins of Germany.

The film contains new recollections with actress Irm Hermann, who was the first to know Fassbinder. They became friends, when he was unknown to the public, yet dreamt of making Hollywood-films in München. Irm Hermann was the only one that believed in his wild dreams.

Also actor and producer Harry Bär appears in new recordings. He was the last to talk with Fassbinder, just a few hours before he died. They planned a new film based on Joachim Witts song “Ich bin das Glück dieser Erde”.

Finally the film contains a new interview with Andrea Schober, who played the child roles in Fassbinders early films. They became close, because Andrea longed for a father, and Fassbinder longed for a child.

All sequences are bound together by Braad Thomsens personal memories from his friendship with Fassbinder.

Fassbinder is the most productive director in film history. In 14 years he wrote and directed 60 films for cinemas and tv. He started as an avantgarde-director and in the end reached a large audience all over the world without ever compromising. He is above all the visual interpreter of German history in the 20th century from the collapse of the Weimar republic to the terrorism of the 1970’s. But what is extraordinary about his films is, that he investigates, how history influences the life of a single person.

In this film portrait Fassbinder tries to understand this creativity through his extraordinary childhood. He grew up with many mothers and fathers, who were refugees from the east, but when they gradually left his home, he was for long periods on his own, often spending more time in cinemas than in schools.

In front of Braad Thomsens camera Fassbinder is more open than ever talking about postwar Hollywood, which was his first love, and psychoanalysis, love, marriage, children and madness. The title of his first film, Love is colder than death, could easily be the head line over his whole production, and yet he created a love stronger than death in those who came close to him. (fassbindermovie.com)

LITTERATUR / LINKS

Rune Kühl: Et selvsikkert geni i forfald, Information 2. oktober 2015.

http://www.fassbindermovie.com/

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/91788.aspx?id=91788

http://filmcentralen.dk/alle/film/fassbinder-elske-uden-kraeve (streaming)

http://www.tagesspiegel.de/kultur/rainer-werner-fassbinder-auf-der-berlinale-missbrauchte-gefuehle/11344006.html