”…an intensely intimate experience, which is delightful as you’re getting to know her early on, when she’s all shy, charming smiles and having her first successes. In its rise-and-fall arc, her star-is-born/star-is-dead story is painfully familiar; she is, bluntly, just one more name now etched on our pop-cultural mausoleum. Yet, as this movie reminds you again and again, the commercial entity… was also a human being, and it’s this person, this Amy, whom you get to know through all the lovely little details, knowing winks, funny asides and barbed observations that help make the movie memorable…”
Sådan skrev Manola Dargis 2. juli i New York Times. Min kollega Tue Steen Müller brugte citatet da han generelt pegede på de fremragende filmanmeldelser i New York Times (som desværre bliver indskrænket) og som smagsprøve brugte han dette ”very very inviting review” som han skrev. Nu har jeg så sidst af alle (tror jeg) været i biografen at se Asif Kapadias Amy og ja, skriver jeg med det samme, det er en vidunderlig filmbiografi eller en filmroman måske om et menneskes historie, dets liv, ganske kort, men umådelig rigt på lykke og fortvivlelse.
Jeg gik til filmen uden specielle forudsætninger, kendte ikke Amy Winehouse, kender faktisk ikke meget til jazz, har slet ikke forstand på jazz. To af mine venner tog mig med og med vilje lod jeg være at læse foromtaler og anmeldelser. Men jeg var fordomsfuld, ventede et musikerportræt, et stykke journalistik, ja, ventede et konventionelt værk bygget af arkivmateriale og interviews med Winehouse’s familie, venner og kolleger.
For så vidt netop hvad det viste sig at være, men i Kapadias film er disse byggesten brugt til at konstruere et filmværk, som får mig til at tænke på så forskellige skæbnefortællinger som Marie Grubbe (1876) og India Song (1975), intense kvindeliv i buers stigning og fald, kort eller lang, men uafvendelig.
Jeg tror det hænger sammen med Kapadias og klipperen Cris Kings behandling af vidnestoffet, erindringerne, anekdoterne, sladderen. Vidnerne ofres som medvirkende i filmen, alene deres udsagn bruges, klippet op og føjet sammen. Billedet følger imidlertid ikke med, og det betyder, at jeg ikke rykkes ud af filmen og ind i vidnernes kontorer og stuer og over i interviewets nu, nej, jeg forbliver og fortabes i filmfortællingens nu, som fra sekund til sekund er Amy Winehouse’s nu der hvor hun på det punkt er i sit liv. Det kan de nøgterne skilte med de fortællendes navne ikke forstyrre, da de indgår balanceret i den øvrige fuldtendt smukke grafik- og billedbehandling. Så stemmerne får ligesom éns grå dragter som det græske kor i tragedien, som de fire stemmer bag Anne-Marie Stretter i India Song, således altså også den ustandseligt snakkende og sladrende polyfoni bag Amy Winehouse konstant i billedet. Klippet er fortællerstemmen, klippet er fortællingen. Og arkivmaterialet er ikke reduceret til illustration, det er også filmens nu, det er også fortællingen, som omhyggeligt billede for billede er behandlet og bearbejdet i beskæringer, i rytmer, i skanderinger som musikken den skildrer. Det er en uafbrudt fryd og smerte.
Det mest gribende element er måske Amys, dette britiske barns omhyggelige formskrift fra poesibog til voksen lyrik, den samme skrift som bliver sikrere og sikrere placeret deroppe på den store skærm som en billedskygges skriftstøtte til sangene, hun synger.
Det er stor musikfilm, det er opera, det er roman om Amy Winehouse’s liv og død, som filmisk konstruktion omhyggeligt usynliggjort, men autentisk menneskeliv synlig fra åbning til slutning. Hun er konstant i fokus. Og selvfølgelig er det ikke en collage jeg ser, det er et værk af uafrystelige filmscener: hun synger som barn med veninderne, hun er på landevejene i bilen med vennerne og kollegerne, hun synger store koncerter, hun står i Grammyfestens jubel og hun snubler rundt under det skæbnesvangre forsøg på come-back i Beograd, alt sammen positioner på buen i en uafvendelig stramhed over storhed mod fald.
Den største og vigtigste scene er et rent lille under af et kammerspil. Amy Winehouse er i studiet med Tony Bennett, den korte scenes dialog og indspilning demonstrerer rystende, hvad jeg kommer til at tro det kunne være blevet til kunstnerisk, under andre omstændigheder, havde livet givet mere tid:
”[Tony:] Are you pretending, it looks like the ending
Unless I could have one more chance to prove, dear
[Amy:] My life a wreck you’re making
[Tony:] You know I’m yours for just the taking
[Both:] I’d gladly surrender, myself to you, body and soul”
GB 2014, 128 min. (Vurdering: 5/6)
CREDITS
Directed by Asif Kapadia; edited by Chris King; music by Antonio Pinto; produced by James Gay-Rees; released by A24.
FILMOGRAFI
Asif Kapadia og Cris King har sammen ud over Amy (2015) lavet
Senna (2010)
LITTERATUR / LINKS
http://www.nytimes.com/2015/07/03/movies/review-amy-an-intimate-diary-of-amy-winehouses-rise-and-destruction.html?nl=movies&emc=edit_fm_20150702&_r=0 (Manola Dargis’s review, New York Times)
https://www.youtube.com/watch?v=iF4kF1RI2uQ (Interview, Cris Kings metode, men kun om Senna)
