CHP:DOX 2014 /Joshua Oppenheimer /2
JOSHUA OPPENHEIMER: THE LOOK OF SILENCE
Jeg ser ikke Oppenheimers to film frivilligt, de er ubærligt forfærdende. Jeg ser dem af den slags pligt, det er at blive konfronteret med selve sandheden. Den sandhed om mennesket, at det har en grusom side. Ikke blot konfronteret som filosofisk tanke, nej som omhyggeligt udpenslet, konkret teknisk detaljeret virkelighed. Måske har jeg en grusom side gemt af vejen, men til stede et ikke utilgængeligt sted? Dette er rystelsen, tvivlen og sandheden.
I ”The Act of Killing” var det TORTUREN og dens intimiderende virkning, den rædsel, som holdt mig tilbage fra filmen, fik mig til at se væk, holde mig for ørerne. Garotteringen, som også skildredes i filmen, glemte jeg i psykisk forsvar øjeblikkelig. I Oppenheimers nye forfærdende film, ”The Look of Silence”, er min rædsel OMBRINGELSEN, ikke drabet som sådan, men metoden ved jeg, for nu har jeg så for nogen tid siden set ”The Look of Silence”, og straks lagt den til side, glemt den. Jeg kan ikke huske den film, jeg fortrænger den film, jeg kan altså ikke leve med de erfaringer, jeg fik ved gennemsynet for nogen tid siden. Jeg ser på mine notater, men de lukker sig, de vil ikke åbne for hvordan det nu var med den eller den scene. Slet ikke scenen ved floden. Snake River.
Jeg ser altså på mine notater, der står, at åbningen af filmen er et chok af nærvær. Den gamle mand vaskes, jeg ser den nøgne, ældede krop så tydeligt. Hans kone vasker ham omhyggeligt i en lang scene, og jeg mener blufærdig, at jeg bør se væk. Og så har jeg noteret, at hovedpersonen er optiker, og jeg forstår med ét det still, som i mange måneder har introduceret filmen, disse voldsomme briller på et ansigt. Hovedpersonen er jo optiker og sætter i sit arbejde denne prøvebrille på sine klienter. Det er optikeren, jeg følger. Det næste er, at den gamle mand synger en erotisk sang. Igen bliver jeg genert, men sex er sært nok et vigtigt tema i denne film.
Så har jeg noteret, at filmen er klippet i scener. Se, her bliver jeg rolig, her kan jeg skrive om filmgrebet, jeg holder så meget af, dokumentarfilm bygget op af scener, som roligt afløser hinanden i et billedmæssigt forløb, et emotionelt forløb, her er det så opbygningen af en rædsel i mig, og grunden under min samfundsforståelse vakler, der gives altså helt andre grundlag. Læreren underviser om kommunisterne som noget farligt og umenneskeligt. Den unge far, optikeren snakker med sin søn og modsiger hvad læreren har fortalt.
Han sidder og ser Joshua Oppenheimers optagelser med bødlernes erindringer. Bødlerne ler, mens de fortæller. Så møder jeg den overlevende i dødsrækken. Det her fortsætter i et roligt tempo. Nu er jeg disse mange år senere med bødlerne på henrettelsespladsen, de viser vej, det er en historisk omvisning. Og så ser jeg den overlevende der på dette sted af alle. Oppenheimer er ubarmhjertig.
Senere er jeg hjemme hos lederen af byens dødspatrulje dengang. Han har en abe som kæledyr. Optikeren kommer på besøg, han skal tage mål til nye briller, og jeg ved jo, at han filmen igennem søger oplysninger om drabene dengang, drabet på sin bror. De har en samtale om at se klart. Så taler de om drabene, efterhånden i detaljer, om at drikke offerets blod. De skændes, for optikeren søger den sande historie. Det går op for dødspatruljelederen, at dette er en konfrontation.
Så har jeg noteret et mellemspil. Optikeren barberer sin blinde far, som nu synger en kærlighedssang. Moderen laver sine daglige gymnastikøvelser. Dette er den daglige rytme, filmens ro, stedets ro, det er muligt.
Herefter atter en konfrontation, nu med den rige mand i byen, den øverste leder, og optikeren må skjule sin identitet, for den øverste leder er smart, finder hurtigt ud af, hvad det går ud på. Vil vide, hvor han senere vil kunne finde optikeren. De taler om detaljer ved ombringelsens metode, the act of killing, og der klippes til moderen, som tidligere fortalte, at hun godt ved, bødlen skal ramme et bestemt sted i nakken, hun lever med den viden, den er ikke fortrængt. Og så gruens gru: ombringning ved machetehug demonstreres på flodbredden, der på stedet ved Snake River.
Kvinden på trappen, er det optikerens hustru? Jeg finder ikke ud af det. Det er cirka to tredjedele inde i filmen. Det er en vigtig scene, en særlig smuk scene. Så retter undersøgelsen sig mod den undersøgende optikers egen familie. Han er på besøg hos sin morbroder, som skal prøve brilleglas. Han var fangevogter dengang. Han fortæller, smiler. De smiler alle under, for mig, sære omstændigheder. Tavsheden mellem de to bliver så stående, der panoreres mellem dem, de er tavse i mange sekunder, men scenen lever. Filmen er levende. Moderen nægter i den følgende scene at vide det, som handes bror nu har fortalt. Optikeren vasker sin far.
Mod slutningen er der en scene med datteren til manden, som dræbte optikerens bror. Denne bøddel har i sine dagbogsnotater beskrevet og tegnet detaljer vedrørende dette drab. Joshua Oppenheimer har set og filmet dagbogen. Herefter er denne mand død, og nu konfronteres datteren, som har været helt uvidende, med faderens fortælling og optegnelse på den bærbare computer, som filmholdet har med. Den unge kvinde forsøger at nærme sig med en forsonende gestus. Afvisning, vrede. Sidste scene, jeg har noteret: faderen er, blind som han er, faret vild i husets rum. Jeg husker, at jeg så den scene med vemod, tænkte på slutscenen i ”The Act of Killing”.
Disse rablende notater fastholder for mig en film, som jeg ved er umulig nogensinde at glemme. Sådan ser tavshed ud. Denne store metafor med nye glas for øjnene. Den blinde far, som godt kan se lidt, alligevel. ”The Look of Silence” er en suverænt ubarmhjertigt tænkt, planlagt og instrueret film, et mesterværk af Joshua Oppenheimer. Den er uendeligt smukt fotograferet af Lars Skree og klogt og overlegent behersket klippet af Niels Pagh Andersen. Den er en uafbrudt filmisk nydelse at se, og den er en stigende gru af den værste slags. Virkelighedens gru. Den er en undersøgelse af folkedrabets inderste bestanddele og væsen. I det lokale samfund, i familiens gruppe, i det enkelte menneskesind. Sådan er the crime of crimes.
Danmark 2014, 98 min. Vises på CPH:DOX 2014 9., 11. og 13. november. Link til steder og billetbestilling her:
http://cphdox.dk/screening/look-silence
Filmens hjemmeside: