Jeg kan ikke blive færdig med ”Heidi”, hverken med Skjødt Jensens film eller med teaterstykket, den skildrer, eller med historien i det teaterstykke. Og slet ikke med Sara Hjorth Ditlevsens spil som Heidi. Hun er bare Heidi. Hendes pinefuldt ydmygede nøgne bagdel er Heidis, hendes så klodset berørte nøgne bryster er Heidis. Det er det, filmen skildrer. Det her gør ondt, fordi selve uskylden i skuespillerens lydefrit ærlige fremstilling bliver krænket – det er hvad det hele handler om – den uskyld, som kunne redde verden.

Jeg kan godt forstå Olaf Højgaard, når han tidligt i filmen – og vel i teateret – henvender sig direkte til publikum: ”… jeg kan ikke spille den rolle”. Han skal forsvare en rolle, som ikke kan forsvares, fordi han ikke er Simon Spies, i virkeligheden ikke kan forestille sig ham. Det skildrer filmen. Simon Spies er uforståelig, Højgaards spil gør ondt, fordi selve brutaliteten i skuespillerens lydefri analyserende fremstilling dominerer scenen (på alle planer) – det er hvad det også handler om – den brutalitet, som behersker verden.

Annika Barkans rolle sikrer værket et dobbelt dokumentarisk træk. Hun fortæller i teaterstykket, som jo er grundlag for filmen, sine erindringer om søsteren Heidi, og hun træder ud af rollen (så at sige) i faktuelle dele af fortællingen, og træder ind igen i spillede scener, men bliver i dokumentarfilmen som medvirkende, dels som en tilstedeværende voice over, dels som en skuespiller, som iagttages. Hun illustrerer så at sige i teaterscenerne det fortalte og vælger da at spille rollen distanceret (hun er jo Annika), som var hun stadigvæk skolepigen, som lever med den beundrede søster. Hendes mimiske greb er skolekomediens replikbehandling, frasering og uskyld. Torben Skjødt Jensens film skildrer også dette mimiske greb dokumentarisk ind til de fineste detaljer, så teaterets virkeliggørelse af hændelserne ses som genskabt virkelighed. Derfor smerter det. De store ord, de store begreber uskyld og skyld deduceres fra overskrifter til reelt indhold, de foldes ud i en rigdom af nuancer, så det vokser til en stor analyse, men uden videnskabens distance, uden helbredende konklusion. Såret står åbent.

Still: Sara Hjorth Ditlevsen og Olaf Højgaard

Hun er lukket ude. Hun står uden for villaens panoramavindue. Han har lukket hende ude, bare fordi, hun lige ville prøve friheden og var løbet en tur. Og han lukker hende ikke ind igen, lige meget, hvor fortvivlet hun trygler og græder. Ydmygelsen er total, hun er fortabt. Hun går til bunds.

Det er Sara Hjorth Ditlevsen i det gribende øjeblik og vendepunkt i HEIDI – EN REJSE TIL HELVEDE MED SIMON SPIES. Den 19. juni skrev Torben Skjødt Jensen sin på Facebookside: ”… tillod mig lige en fridag fra de skrå brædder igår, men bare rolig – hesten er i galop igen idag …. I aften forsætter DR-K’s teaterfestival med en ægte premiere på en brandvarm og aktuel forestilling, CoreActs “Heidi – en rejse til helvede med Simon Spies” som lige har kunnet ses på Grob i København og Katapult i Århus – Det er da public service med teater i tiden. Heidi er en forunderlig dok-drama rejse ind i skuespiller Anika Barkans personlige fortælling om sin søster Heidi der tilbage i 80erne, som kun 15årig, blev morgenbollepige hos den berygtede Simon Spies, og der nok fik så store ar på livet at hun ca. 10 år efter blev en af de første danske kvinder som døde af AIDS. En barsk personlig fortælling men som også har de nødvenlige elementer af kærlighed og humor der gør at man har lyst til at blive i rummet med denne så oplagte tragedie. Sara Hjorth Ditlevsen, ung supertalent der stadig er på skuespillerskolen i Århus, er Heidi, Olaf Højgaard kaster sig efter Breivik over Simon der jo selv en gang udtalte at han drømte han var Danmarks ondeste mand, og så er også Helene Kvint på scenen med Anika Barkan. Kl.21.00 i aften på DR-K” Det forførte mig.

Jeg var ikke hjemme den aften, men lod tv-boksen optage programmet. Og ja, har så først set det nu. Og blev atter låst fast i en Skjødt Jensen teaterdokumentar på to timer. Filmen er en rystende skildring af fire skuespilleres imponerende arbejde med på en intimscene at skrive en ung kvindes biografi ind i et mentalhistorisk essay om et velkendt og velbeskrevet hjørne af dansk populærkultur. Velkendt og velbeskrevet, ja, det troede jeg til nu. Det er der herefter vendt op og ned på.

Torben Skjødt Jensens film er af en sjælden, en usædvanlig slags, de er teaterdokumentarer, som jeg har dem til nu et chok på tv og lige til at lægge fast på en streamingtjeneste, de hører alle hjemme på Filmcentralen/alle eller på Filmstriben/sofaen. Så kan jeg se ”Heidi” igen, og nøjere undersøge Annika Barkans dobbeltrolle – hun gennemfører den i hjertegribende, smertende og vedkommende amatørstil som i en skoleforestilling – og finde ud af, hvad meningen er med replikken, som jeg noterede: ”… jeg kan ikke spille den rolle.”

Torben Skjødt Jensen og Annika Barkan: “Heidi – en rejse til helvede med Simon Spies”, Danmark 2014, 120 min. En af seks udsendelser på DR-K, 16.-20. juni, 2014. Af de seks har Torben Skjødt Jensen produceret og klippet de fem.

Morten Burian drømmer om at være Aladdin og er her på dette still endelig sammen med sin Jasmin. Og Marie Louise Wille drømmer om at være Snehvide, og nu har prinsen vækket hende for ved hånden at føre hende til sit slot i det fjerne. To skuespillere, to drømmeverdener, én scene.

Teaterforestillingen, som Skjødt Jensens film bygger på er Christian Lollikes ALL MY DREAMS COME TRUE og lige før, den blev sendt på DR-K, skrev Torben Skjødt Jensen på sin Facebook profil: ”I DR-K’s teaterfestival kan jeg så i aften invitere jer alle til Århus Teaters Scalascene hvor jeg tilbage i september 13 forsatte mit samarbejde med instruktøren Christian Lollike. Hans “All my dreams come true” er et Disneydrama om depression og eventyr – og det er ihvertfald et faktum at Marie Louise Wille og Morten Burian efter ca. 45 minutters hard-core psykoanalyse ude og inde af det til lejligheden opstillede bekendelsesskab giver den gas som henholdsvis Disneyprinsesse og Joakim Von And – i rablende samspil med 2 dværge, den tykke pige, den meget høje mand, en rigtig spasser og såmænd også en Moliere-karakter der forvilder sig ind fra Store Scene – aldeles pragtfuldt tankevækkende vanvid.”

Så meget om synopsis og hensigt. Jeg så yderst fornøjet programmet, men ikke som en tv-transmission af teaterforestillingen, for mig vinklede det sig som en fantastisk dokumentarfilm med et utroligt indhold.

Første billede er en sparsomt udstyret teaterscene. Et skab, en bærbar computer, en stor tv-skærm. To personer maskeret i barnlig stil. Marie Louise Wille erobrer min opmærksomhed med det samme, hun efter en tøven trukket lige netop til stregen, tager masken af, og erklærer, at hun er deprimeret. Det er hvad, hun fremstiller, og hvor er det meget nemmere, når skuespilleren ikke forestiller noget, ikke er en anden, en karakter, en historisk person, men blot er sider med replikker og regi plus følsom og opmærksom instruktion plus egen indsats, en tekst jeg ikke kender, som jeg møder uden forventninger. J

eg har haft masser at diskutere med teksten undervejs, og gjorde det da også mumlende hen for mig, mens jeg fulgte intenst med, men jeg havde intet overhovedet at diskutere med skuespillerne, jeg var deres bytte fra første til sidste minut, især optaget af Marie Louise Wille, hvis fine, fine håndværk, dokumentarfilmen giver mig mulighed for at følge så tæt, at der ved de første gennemsyn ikke levnedes mig plads til andet.

For mig sker der det, at min optagethed flyttes fra teaterværkets handling til skuespillernes situation i selve det mimiske øjeblik, og dermed ændres genren i min oplevelse fra fiktion til dokumentar. Men en ganske særlig intens dokumentar: det er ikke ret tit jeg bliver låst foran tv to timer i træk, to timer, som bare forsvinder i optagethed. (Hvor ofte støder jeg ikke på en mur af fravær ved 35 minutter?) Det må være teaterrummets og teateroplevelsens intensitet, som skuespillerne flytter med over. Nærbilledmuligheden er vel den vigtige forudsætning. Så skuespilleren bliver det, jeg følger, og jeg er som begynder i dette teaterpublikumsfag kun i stand til at følge en enkelt. Og her bliver Marie Louise Wille min heltinde.

Filmen er ikke længere tilgængelig, det er et faktum. En festival har sin tid, og de enkelte værker forsvinder, fordi de mister deres aktualitet. (Og desværre forsvandt programmerne i løbet af et par dage fra DR-K’s hjemmeside-streaming) Men jeg er selvfølgelig i det her ligeglad med aktualitet, og da jeg ikke sad parat til to timer teaterdokumentar seks aftener i træk den uge, det stod på, ser jeg de seks værker nu i bedre ro, da jeg har optaget dem på mit tv. Og lidt efter lidt opdager jeg, at de er værd at gemme.

De har for mig fuldt ud værkhøjde, først og fremmest som dokumentarfilm. Jeg tror det er fordi, Torben Skjødt Jensen har konverteret tv-transmiteret teater til noget, jeg vil kalde teaterdokumentar. Jeg tænker som tidligere nævnt på Louis Malles ”Vanya on 42nd Street”, og jeg tænker på et par film mere, Jesper Jargils ”De ydmygede” (1998) og ”De udstillede” (2000) over von Triers film ”Idioterne” og hans udstilling ”Psykomobile # 1: Verdensuret”.  Torben Skjøth Jensen fortsætter for mig at se i dette spor, som fører mod endnu en tolkning af kunstens væsen. Bid for bid.

Danmark 2014, 120 min. En af seks udsendelser på DR-K, 16.-20. juni, 2014, 6 x 120 min. Af de seks har Torben Skjødt Jensen produceret og klippet de fem.