Måske er det rigtigt, måske betragter Jørgen Vestergaard sine danskere i sine danske film etnografisk / socialantropologisk, som var det et eksotisk folk, han gennem årene i sit værk er kommet udefra til og har beskrevet. Nu har han i hvert fald – i sig selv prisværdigt – fået digitaliseret og udgivet yderligere tre film på en dvd med overskriften ”Ritualer”. Den snævre term lægger et underfundigt fagligt fortolkende blik ned over de tre meget forskellige film, som ellers har folkeligt imødekommende talemåder som titler, ganske anderledes bredende sig ud. Lad os se på det:
DENGANG JEG DROG AFSTED (1970)
Naturligvis har filmen mistet sin værdi som faktuel information til resten af samfundet om de første uger som indkaldt værnepligtig. Men jeg tror egentlig heller ikke det var alvorligt ment dengang, dette samfundsrelevante. Det er så tydeligt en film, som er optaget af sig selv og lukker sig om sig selv som underholdning. Ja da, den er tidsbundet også i det, vi ser på billederne: påklædning, frisurer, sprog og udtale. Men dens vigtigste tidsbundne egenskab er dens måde at være filmværk på. Den er simpelthen sin tid. Sådan lavede man film dengang. For eksempel klippede man tilbageholdt ironiserende, sådan lidt klemt. Det lille smil lige før fniset. Først marchmusik til de marcherende rekrutter, så den samme march til kameraets køretur langs køjerne med alt grejet lagt frem på madrasserne, ens fra madras til madras, naturligvis og på samme møde køreturen langs kapperne på knagerækkerne. Sådan var den underholdende tankegang, dengang. Billedbeskæringer, – opbygninger og -lysfordeling er så solidt forbundet med sin tid og især sine nærmeste æstetiske forbilleder fra årene før. Sådan lavede man forfilm til biografen dengang. Det var det filmiske håndværk. Solidt. Der er langt til ”Armadillo”, men om et par årtier formodentlig ikke. Det er filmhistorie.
DEN STORE DAG (1975)
Der er gået fem år. Måden at lave film på har ændret sig, Jørgen Vestergaard har ændret sig. Er blevet ældre, alvorligere, modigere. Filmen handler om konfirmation, og det gør den vederhæftigt. Men ikke kun det, den vover at trække det eksistentielle tema i emnet frem, accentuere det. Først og fremmest ved valget af de to rigtig gode medvirkende præster. Dernæst ved at lukke filmpoesien ind i en række faktisk uforglemmelige scener, som skildrer troen, så vi forstår den. Hvad vi jo ikke gør, når der tales om den i skolegården. Altså første poetiske chok: præstens foldede hænder, han beder roligt og tydeligt fadervor. Nærbilleder af børnene omkring ham i konfirmandstuen. Deres alvor. Andet: et barn læser ritualet for konfirmation højt fra salmebogen, sammenstødet mellem den præcist voksne tekst og den søgende, famlende stemme. Bedre forklaring på, hvad konfirmation er, kan en film ikke give. Tredje poetiske chok: børnene tumler jublende ned ad en grøn fri moræneskrænt, deres præst har taget dem med til en Ingemannsk eng. De skal se skaberværket, tale om skaberværket. Og der står han, præsten i lodenfrakke og alpehue, mellem de kulørte børn og taler forbavsende klart om det hele. Fra den mindste orm, som ligger hernede, op over træer og bakker mod skyerne og planeterne og ud i galakserne, han peger og vi forstår. Sådan tør Vestergaard lave film midt i halvfjerdserne. Og selvfølgelig er der på den halve time plads til suppe, steg og is og hvad der ellers hører en konfirmation til.
TIL DØDEN SKILLER JER AD (1978)
Sådan er det så nok også med bryllupsfilmen tre år senere? Men nej, slet ikke! Præsterne mangler og børnene er blevet voksne, og nu er tro noget man debatterer og det der med moderne menneske, og af hensyn til faderens rettighed til børnene er det fornuftigt at blive gift, og hver anden unge kvinde vil så helst være hvid brud i en kirke. Og mens jeg ser filmen underbygges det, og det kan jeg så godt forstå. Borgerlig jura over for kirkelig jura. Filmen mangler imidlertid den tyngde af alvor og eksistens-opmærksomhed, som konfirmationsfilmen drejer sig om. De medvirkende fire, som skal giftes er for sikre på sig selv, ikke til at ryste. En gentagelse af grebet fra konfirmationsfilmen mislykkes, hun skal læse en tekst fra biblen, og det er smukt. Men så siger hun, at hun har valgt den, og jeg ved, det er den almindeligste tekst til bryllup i kirken overhovedet, 1. korinterbrev, kapitel 13, som endvidere jo er Paulus’ og ikke Jesus’ tekst, hvad hun vist tror. Præsterne skulle vist ikke have sluppet konfirmanderne, de børn er ikke blevet i troen, end ikke i kulturen. Og Vestergaard accepterer det, han former det ikke. Noget er sket på de tre år. Er det alligevel journalistikken i ham som vinder over poesien? Eller er det udefra kommende krav til danske dokumentarfilm? Pædagogiske krav? Er det nu omkring 1980, at dokumentarfilm alene betragtes som undervisningsmateriale? Og så er poetisk alvor ikke varen? Men selvfølgelig er der, som der altid er hos Vestergaard scener fra de steder, hvor arbejdet det rigtige arbejde foregår, sangskrivernes spiseborde, hvor versene bliver til og kogekonernes komfurer, hvor de tusinder suppeboller formes. Der er meget studium i hans film, og så enkelte punctum. Tue Steen Müller udpeger i den ledsagende katalogtekst sådan et: ”… de to glade mænd, der står og danser i forsamlingshuset, hvor kirkebrylluppet bliver fejret. Den ene med et glas i hånden, den anden med en flaske. En detalje måske, men det er dem, der skaber en filmisk fortælling.”
”Dengang jeg drog af sted”, 1970, Danmark, 11 min., ”Den store dag”, 1975, Danmark, 33 min. og ”Til døden skiller jer ad”, 1978, Danmark, 34 min. Samlet på én dvd, ”Ritualer”, 2013, Danmark. Distribution: vestergaard.film@gmail.com
Foto: Jørgen Vestergård og holdet på optagelse til ”Dengang jeg drog af sted”(1970)
