Antoine d’Agatas ”Atlas” kan ses på CPH:DOX , i Grand Teatret 12. november 21.40. Der er vist kun den ene kørsel. Jeg har fået mulighed for at se den forinden. Den er et chok. Og en udfordring. Jeg vil prøve at forklare hvordan. Først en smukt fotograferet smuk, nøgen krop. Ok, film på et kunstmuseum. Lyd af vind og bølger. En kvindestemme læser en tekst. Hov, den er da ikke filosofisk på den akademiske måde? Den tekst er smuk. Den er neddæmpet, indtrængende, erfaret, ikke tillært viden og opfattelse, forstår jeg oversat, for sproget er meget langt fra mit. Og stemmen er smuk, det hører jeg, det nyder jeg på trods af, at sproget er langt fra mit. Afrikansk måske. Og altså neddæmpet.
Så en støjende scene, et marked i en fjern, måske afrikansk by. Stemmen er en anden, men vel at mærke stadigvæk neddæmpet, smuk som i forrige scene (og sådan fortsætter det filmen igennem), teksterne er velskrevne (og sådan er det filmen igennem), disse vidunderlige tekster på 5-7 sprog, de fleste fjerne, stiller sig i række, så de ikke uden videre kan huskes, de bliver et samlet sprogtæppe, men – finder jeg ud af nu omsider – de er rå. ”Fuck, hand over the money and leave”, lyder en af dem, og udtrykker kontant en kvindelig erfarings holdning til kærlighedsmødet, som med det samme omdefineres af en kvindes erfaring: ”No love” slår hun fast. Nej, det er ikke en kærlighedsfilm, det ord eksisterer ikke i den films verden, og erotik er en parfumeret ting et ganske andet sted, pornografi noget besynderlig underholdning i et for filmen fremmed og meget fjernt territorium.
Er teksterne skrevet på interviews? Spekulerer jeg på. Nej det er ikke interviews, men det er heller ikke løsrevet fiktion, det er integreret poesi. Dybt integreret. Desillusioneret, dyrekøbt erfaring: ”De betaler med deres penge, jeg betaler med min krop”. Og så denne indsigt om disse højttalende handlinger, samlejerne: ”Handlingerne taler højere end ordene”, og jeg ser hvordan, igen og igen. For mig bliver det så kernen i værket, denne undersøgelse af samlejet, og filmen formulerer for mine øjne en samlejets antropologi, hvad enten det har været hensigten eller ej. At dette findes, mumler jeg rystet.
Det er fotograferet omhyggeligt på stativ, meget af materialet fremtræder dertil, som var det stills, og ofte er det stills. Såvel locations som det fotografiske arbejde får mig i hurtig rækkefølge til at tænke på Jacob Riis’, Michael Glawoggers og Pedro Costas værker. Som i dem er der her i fotografiets og manuskriptets / skriftens / indtalingens og klippets omhu et vemod over og en ømhed mod de medvirkende, som jeg alle møder midt i deres store smerte. Den ømhed indeholder og udtrykker måske samlejets anden part, mandens indre følelse, mærkelige syner og tanker, som er udelukket fra det litterære lag, hvori de vekslende stemmer skildrer og tydeliggør kvindens foragt og resignation.
Men under 2. gennemsyn hører jeg afgørende for mig melankolien i kvindens stemme, i alle kvindernes stemmer: ”…jeg er en lille pige, som hvisker”, siges det et sted, et andet sted synger en kvinde som den spedalske tiggerske i Duras ”Indiasong”. Hele dialogen er således en række monologer af kvinder. Melankolske enetaler. Så det bliver kompliceret for mig nu. Kvindens stemme er melankolsk, mandens blik (påstår jeg) i fotografi og montage er ømt. Ordene, jeg vælger, er tæt på hinanden. De to gange to (melankoli og ømhed, hun og han) er i scene efter scene så tæt sammen kroppe kan komme, ja de er jo inde i hinanden og omkring hinanden i alle mulige omfavnelser.
Det bliver ind imeellem uklart for mig, og når jeg læser om filmen og om instruktøren, læser og hører instruktøren selv, må jeg da også tro, at filmen er skabt i en tåge af euforiserende og bedøvende stoffers beruselse – men sådan er det bare ikke, ikke så ligetil. Den her film er, fastholder jeg imod denne anmeldelsernes, interviewenes og foromtalernes generelle kontekst, et gennemtænkt og lysende klart storværk om samlejets antropologi i en tydeligt og præcist defineret kulturs, prostitutionens og heroinens, brutale adskillelse af sex og kærlighed.
Jeg tænker, at dette er noget mærkværdigt, noget stort, ja, det er locations og fotografi som hos Riis og Glawogger og Costa, men så er der også den manglende grænse mellem iagttageren og det iagttagne – jeg er som inde i en tekst af Georges Bataille (i min fortvivlelse over ikke at kunne forklare fortsætter jeg denne umådeholdne namedropping), Bataille altså, især hans historie om øjet, hvor alt omringer mig i en verden, jeg ikke kender nogen distancering, som kan holde ud fra det , som er mig, så den bliver foran min læsning, foran min betragtning, jeg må gå fortabt i den. Og så trøster det mig – jeg måtte jo i min uvidenhed om d’Agata og han store fotografiske værk søge hjælp og fandt den især i Alessia Glaviano’s Vogue interview (link nedenfor) med d’Agata, som tillige er et lille personligt essay. Hun skriver:
“I wonder what Roland Barthes would have written about Antoine d’Agata’s photography. Perhaps, he would have coined a new term that goes beyond the punctum: I imagine a ruptum, a quake that destabilizes and thrusts us into what Lacan defined as the non symbolizable, the Lacanian “Real”. I asked D’Agata why he chose photography as his means of expression, to which he replied that he never considered photography as a means to see the world, nor did he ever think of himself as a witness: what attracted him to photography is its peculiarity of having to be right there at the exact moment when a certain experience is unfolding. It is, therefore, the closeness with what you wish to depict, the type of proximity that is not necessary in painting or writing and that, as I explained before, ensures the least difference with reality.”
Jeg, syntes herefter, jeg var på sporet, med min fornemmelse af en analyse som Batailles, en vrede som Celines og en konklusion som Kristevas var på sporet af at forholde mig til chokket og udfordringen, som ramte mig, som jeg følte så voldsomt i filmens åbning, i de første scener, under hele mit første gennemsyn. ”Der findes ingen skrift som ikke er forelsket, og der findes heller ingen imagination som ikke åbent eller i hemmelighed er melankolsk…”, skriver Julia Kristeva i indledningen til ”Soleil Noir”. Hun begynder med sin konklusion.
Antoine d’Agata: Atlas, Frankrig, 2013, 76 min.
http://cphdox.dk/screening/atlas
http://www.vogue.it/en/people-are-talking-about/focus-on/2013/08/antoine-d-agata
http://www.americansuburbx.com/2013/07/asx-tv-antoine-dagata-interview-2013.html