Callum Macrae’s ”No Fire Zone” kan ses på CPH:DOX, Dagmar Teatret, København 11. november 16.40, i Empire Bio, København 13. november 17.30 og i Øst for Paradis, Aarhus 17. november 15.00. Jeg har fået mulighed for at se filmen forinden, og jeg går ud fra, at den er en viderebearbejdning af Macrae’s ”Sri Lanka’s Killing Fields” fra 2011, som Tue Steen Müller skrev forfærdet om her på filmkommentaren.dk. Han valgte ikke at bringe et still fra den film. Disse fotos af rædsel lige før den grusomme død og af forfærdende mishandlinger og lemlæstelser, som kan iagttages på kroppene umiddelbart efter efter drabene, er ikke til almindelig illustration. Men inde i dette overordentligt vigtige værk er disse stills og filmklip nødvendige hver og et som bevismateriale. Filmen er et anklageskrift. Den er anklagerens lange og omhyggelige og uudholdelige tale. Som imidlertid SKAL udholdes. Jeg vælger derfor at bringe dette foto af den hovedanklagede, filmens fraværende hovedperson, Sri Lankas leder Mahinda Rajapaksa, præsident siden 2005, altså under hele sidste, grusomme afsnit af borgerkrigen og således hovedansvarlig for de krigsforbrydelser og det folkedrab, som filmen overbevisende grundigt og tydeligt anklager det sri-lankanske styre for.

Instruktøren Callum Macrae skrev for nogen tid siden om sin film i The Guardian. Han skrev om vores evne til at distancere os fra det forfærdelige og om, at denne distance kunne bryde sammen, og han trak to af scenerne frem fra de mange, mange:

“…We humans are good at reducing terrible massacres to statistics. We instinctively distance ourselves from the lost humanity represented by heaps of corpses or rows of dead bodies. But it is more difficult to avoid the anguish of those who survive. For example, the two young girls, crying hysterically in a fragile bunker of sandbags in the immediate aftermath of a shelling. They want to rush from their shelter to help the injured, but a woman is holding them back – because one shell is almost inevitably followed by another. The girls are weeping as they look at the carnage in front of them. And then, in a chilling moment, one of them recognises someone, and her hysterical cries turn to anguished screams: “Mama!”. Two men – one is probably the girl’s father – ignore the danger and stumble blindly from the bunker to fall beside, and hold, the horribly damaged corpses in front of them. This awful story is just one of tens of thousands of such incidents. The most recent UN report suggests that as many as 70,000 civilians died in the last few months of the war in 2009, possibly more…” og Macrae skriver længere fremme i teksten om den anden scene:

“Another incident in the film provides some relief from the carnage. Two young brothers are sitting in a makeshift hospital. Their parents are almost certainly among the nearby dead and maimed. The person filming them asks: “Are you injured too?” “No,” says the older brother quietly. He is 11 or 12 years old, and holding his younger brother protectively round the shoulders: “Not us.” The younger child turns to look at the carnage around them but his brother gently guides his head back towards him and away from the terrible sights. Humanity survives in this awful situation. I watch these two scenes and still find myself crying.”

Når Callum Macrae således skriver, at han græder, kan jeg ikke genkende det hos mig selv – jeg græder ikke, kan ikke græde på sådanne steder, men følelsens voldsomhed genkender jeg. Jeg fyldes med rædsel, mens jeg drukner i det, jeg ser af uoverskuelig fortabthed i et folkehav af endelig og fuldstændig panik. Her er intet at gøre, kun at vente på det uafvendelige. Rædsel for på samme måde om ikke længe måske selv og her, hvor jeg lever, at blive underkastet den stupiditet, den afstumpethed, som disse militære gruppers, disse enkelte tåbeliges grusomheder udspringer af, være underkastet sådanne mennesker, som af magthavere gives licens til at udleve deres sinds mørkeste sider i en grænseløs bevægelse af vold, voldtægt og tortur og drab, hjælpeløs at måtte gå ind det. Claas Danielsen talte på sin måde om det i sin tale ved åbningen af Leipzig festivalen for nylig:

”Eine der wichtigsten Eigenschaften guter Dokumentarfilme ist, dass sie uns Angst nehmen. Sie helfen uns, das Schreckliche in der Welt anzuerkennen und es an uns heranzulassen – manchmal ubrigens auch das unfassbar Schöne, das wir genauso wegschieben, wenn wir fürchten, es zu verlieren. Denn die Dokumentaristen widmen sich oft dem Schicksal einzelner Menschen – aufrichtig, wahrhaftig und mit Geduld. Mit diesen Protagonisten können wir uns als Zuschauer verbinden…”

Jeg læste talen og følte mig trøstet. Og alligevel ikke. Angsten sidder fast i mig, drømmene minder mig om den. Og filmene gør. Jeg lever ikke, kan ikke leve i blind uvidenhed om den nøgne ondskab, og det er jeg taknemmelig over. Taknemmelig mod kunsten og journalistikken.

Så ”No Fire Zone” er for mig en uomgængelig film, en forpligtelse at se og at værne om. Den skal blive stående, den vil blive stående i filmlitteraturens række af j’accuse værker på linje med film som Leslie Woodhead’s ”A Cry from the Grave” (1999) om massakren i Srebrenica og Andrzej Wajdas ”Katyn” (2007) om massakren på det polske officerskorps og landets intellektuelle elite. I 1995 og 1940 under store krige i mit Europa.

http://cphdox.dk/screening/no-fire-zone-killing-fields-sri-lanka

Antoine d’Agatas ”Atlas” kan ses på CPH:DOX , i Grand Teatret 12. november 21.40. Der er vist kun den ene kørsel. Jeg har fået mulighed for at se den forinden. Den er et chok. Og en udfordring. Jeg vil prøve at forklare hvordan. Først en smukt fotograferet smuk, nøgen krop. Ok, film på et kunstmuseum. Lyd af vind og bølger. En kvindestemme læser en tekst. Hov, den er da ikke filosofisk på den akademiske måde? Den tekst er smuk. Den er neddæmpet, indtrængende, erfaret, ikke tillært viden og opfattelse, forstår jeg oversat, for sproget er meget langt fra mit. Og stemmen er smuk, det hører jeg, det nyder jeg på trods af, at sproget er langt fra mit. Afrikansk måske. Og altså neddæmpet.

Så en støjende scene, et marked i en fjern, måske afrikansk by. Stemmen er en anden, men vel at mærke stadigvæk neddæmpet, smuk som i forrige scene (og sådan fortsætter det filmen igennem), teksterne er velskrevne (og sådan er det filmen igennem), disse vidunderlige tekster på 5-7 sprog, de fleste fjerne, stiller sig i række, så de ikke uden videre kan huskes, de bliver et samlet sprogtæppe, men – finder jeg ud af nu omsider – de er rå. ”Fuck, hand over the money and leave”, lyder en af dem, og udtrykker kontant en kvindelig erfarings holdning til kærlighedsmødet, som med det samme omdefineres af en kvindes erfaring: ”No love” slår hun fast. Nej, det er ikke en kærlighedsfilm, det ord eksisterer ikke i den films verden, og erotik er en parfumeret ting et ganske andet sted, pornografi noget besynderlig underholdning i et for filmen fremmed og meget fjernt territorium.

Er teksterne skrevet på interviews? Spekulerer jeg på. Nej det er ikke interviews, men det er heller ikke løsrevet fiktion, det er integreret poesi. Dybt integreret. Desillusioneret, dyrekøbt erfaring: ”De betaler med deres penge, jeg betaler med min krop”. Og så denne indsigt om disse højttalende handlinger, samlejerne: ”Handlingerne taler højere end ordene”, og jeg ser hvordan, igen og igen. For mig bliver det så kernen i værket, denne undersøgelse af samlejet, og filmen formulerer for mine øjne en samlejets antropologi, hvad enten det har været hensigten eller ej. At dette findes, mumler jeg rystet.

Det er fotograferet omhyggeligt på stativ, meget af materialet fremtræder dertil, som var det stills, og ofte er det stills. Såvel locations som det fotografiske arbejde får mig i hurtig rækkefølge til at tænke på Jacob Riis’, Michael Glawoggers og Pedro Costas værker. Som i dem er der her i fotografiets og manuskriptets / skriftens / indtalingens og klippets omhu et vemod over og en ømhed mod de medvirkende, som jeg alle møder midt i deres store smerte. Den ømhed indeholder og udtrykker måske samlejets anden part, mandens indre følelse, mærkelige syner og tanker, som er udelukket fra det litterære lag, hvori de vekslende stemmer skildrer og tydeliggør kvindens foragt og resignation.

Men under 2. gennemsyn hører jeg afgørende for mig melankolien i kvindens stemme, i alle kvindernes stemmer: ”…jeg er en lille pige, som hvisker”, siges det et sted, et andet sted synger en kvinde som den spedalske tiggerske i Duras ”Indiasong”. Hele dialogen er således en række monologer af kvinder. Melankolske enetaler. Så det bliver kompliceret for mig nu. Kvindens stemme er melankolsk, mandens blik (påstår jeg) i fotografi og montage er ømt. Ordene, jeg vælger, er tæt på hinanden. De to gange to (melankoli og ømhed, hun og han) er i scene efter scene så tæt sammen kroppe kan komme, ja de er jo inde i hinanden og omkring hinanden i alle mulige omfavnelser.

Det bliver ind imeellem uklart for mig, og når jeg læser om filmen og om instruktøren, læser og hører instruktøren selv, må jeg da også tro, at filmen er skabt i en tåge af euforiserende og bedøvende stoffers beruselse – men sådan er det bare ikke, ikke så ligetil. Den her film er, fastholder jeg imod denne anmeldelsernes, interviewenes og foromtalernes generelle kontekst, et gennemtænkt og lysende klart storværk om samlejets antropologi i en tydeligt og præcist defineret kulturs, prostitutionens og heroinens, brutale adskillelse af sex og kærlighed.

Jeg tænker, at dette er noget mærkværdigt, noget stort, ja, det er locations og fotografi som hos Riis og Glawogger og Costa, men så er der også den manglende grænse mellem iagttageren og det iagttagne – jeg er som inde i en tekst af Georges Bataille (i min fortvivlelse over ikke at kunne forklare fortsætter jeg denne umådeholdne namedropping), Bataille altså, især hans historie om øjet, hvor alt omringer mig i en verden, jeg ikke kender nogen distancering, som kan holde ud fra det , som er mig, så den bliver foran min læsning, foran min betragtning, jeg må gå fortabt i den. Og så trøster det mig – jeg måtte jo i min uvidenhed om d’Agata og han store fotografiske værk søge hjælp og fandt den især i Alessia Glaviano’s Vogue interview (link nedenfor) med d’Agata, som tillige er et lille personligt essay. Hun skriver:

“I wonder what Roland Barthes would have written about Antoine d’Agata’s photography. Perhaps, he would have coined a new term that goes beyond the punctum: I imagine a ruptum, a quake that destabilizes and thrusts us into what Lacan defined as the non symbolizable, the Lacanian “Real”. I asked D’Agata why he chose photography as his means of expression, to which he replied that he never considered photography as a means to see the world, nor did he ever think of himself as a witness: what attracted him to photography is its peculiarity of having to be right there at the exact moment when a certain experience is unfolding. It is, therefore, the closeness with what you wish to depict, the type of proximity that is not necessary in painting or writing and that, as I explained before, ensures the least difference with reality.”

Jeg, syntes herefter, jeg var på sporet, med min fornemmelse af en analyse som Batailles, en vrede som Celines og en konklusion som Kristevas var på sporet af at forholde mig til chokket og udfordringen, som ramte mig, som jeg følte så voldsomt i filmens åbning, i de første scener, under hele mit første gennemsyn. ”Der findes ingen skrift som ikke er forelsket, og der findes heller ingen imagination som ikke åbent eller i hemmelighed er melankolsk…”, skriver Julia Kristeva i indledningen til ”Soleil Noir”. Hun begynder med sin konklusion.

Antoine d’Agata: Atlas, Frankrig, 2013, 76 min.

http://cphdox.dk/screening/atlas

http://www.vogue.it/en/people-are-talking-about/focus-on/2013/08/antoine-d-agata

http://www.americansuburbx.com/2013/07/asx-tv-antoine-dagata-interview-2013.html