Mira Jargil, samlede blogindlæg om hendes film

Hun er den, som i sine film hele tiden er til stede, stiller sig med kameraet det rigtige sted. Filmer de sarteste, de mest sjældne øjeblikke…

 

 

DET SIDSTE DØGN (8 min, 2005)

Det er meget nøgternt, det her. På det første billede dobbeltsengen (som jeg senere vil forstå er ægtesengen) med to dyner, to puder. Det er pænt og rent og luftet. Det ses også af billedet. Så er han i billedet: Han er af den ældre generation og fra den gruppe, der brugte islandske sweatre. Han bruger sådan en trøje stadigvæk, han har den på i scenen nu. Det er ikke tilfældigt. Ingenting er tilfældigt. Han er i gang med en flyttekasse, og jeg forstår. Han skriver mærkesedler med tuschpen, klæber dem på: ”Ruths sygrej”. Jeg fornemmer, han er omsorgsfuld bag irritabiliteten. Som også er der, mærker jeg helt bestemt allerede i andet billede. Han puster af anstrengelse, det er filmens første lyd.

Hun sukker af en anden slags anstrengelse. Det er lidt senere. De er i anstrengelse de to, men forskelligt. Og de er forskellige. Hans resignerede overblik møder allerede her i den første lyd hendes konfuse given op.

Hun står i modlyset fra det andet rum. Den første dialog består af tre sætninger, som alle påbegyndes uden at fuldendes som udsagn. Og de har heller ikke med hinanden at gøre. Mærker jeg af tonefaldet.

Han ligger på sofaen. Det er han tydeligt vant til. Han planlægger og økonomiserer med kræfterne. Hun klør på. Kan ikke, tør ikke slippe den fysiske handling. Den stadige bekymring presser sig ustandseligt ind, hvad med væguret? Der er ikke plads, der er ikke så meget vægplads. Det nye sted. Og jeg forstår situationen. Ved nu, hvad jeg anede, hvad der er opbruddets indhold. Det er fra større til mindre, det er fra livsfylde til livsudtynding, det er fra glæde til resignation. Hvad, der kunne være ny begyndelse, er afslutning.

”Det er det sidste måltid i Traneholmen”, siger han med ægte galgenhumor. Da de sidder og spiser aftensmad. Og en periode, nej, livet selv, dette øjeblik, er forbi. For i adressen, i stedets navn hører jeg hele kulturen, som jeg får bekræftet af arkitekturen, som bliver tydeligere efterhånden som rummene klædes af. Denne et halvt århundrede gamle saglighed. Som holder sentimentaliteten stangen.

De har ikke haft overskud til at gøre noget særligt ud af dette sidste måltid. Han drikker øl til maden, hun mælk. Desserten er appelsiner, som har ligget lidt for længe, som er blevet tørre. ”Det er jo bedre end ingenting” lyder den afgørende sætning. Man bliver nøjsom. Filmen viser – selv yderst nøjsom – hvordan den ser ud. Nøjsomheden.

Hun og han kysser hinanden i en omfavnelse. Jeg ser det gennem vinduet, ude fra haven. Det er et ritual, jo, det er kærlighed, det er ægteskabets terminaladfærd i en nøjsomhedens erotik.

De klæder sig af, kameraet følger ham. Han børster tænder. De mødes i sengen, siger godnat. Kærligt til det høflige. Denne sidste nat, dette sidste døgn. Dette gamle sted.

NÆSTE MORGEN

Dagslyset etablerer slutspillet. Sengetøjet skal ned i sorte plasticposer. Nu er sengen tom. Jeg ser madrasserne. De er pæne og rene. Alt her er ordentligt. De sidder ved morgenmaden, samme placering, samme kameraposition som under aftensmåltidet. Men dette er ikke noget måltid, synes han, gav han udtryk for aftenen før. Hun bekymrer sig igen om flyttefolkene, det har været en tilbagevendende bekymring. Om de skal have mad, have øl, have kaffe. Han afværger hendes husmoderrutine. Denne gang energisk i sin indgriben. Han beskytter hende. Flyttefolkene er i gang. Hun sidder i den næsten tomme stue. Tavshed. Sengen er nu skilt ad. Han står i den næsten tomme stue. De står sammen i den næsten tomme stue. Tavshed.

AFSLUTNING

Mira Jargils film skildrer dette sidste døgn på otte minutter. I en kort række minimale scener, hver scene med minimalt indhold. Ser det ud til.

Men en række eksistentielle dramaer sættes i gang og føres igennem. Parallelt. Et drama af ydre begivenheder: pakke ned, spise, sove, spise, flytte, tage afsked. To dramaer af indre oplevelser og overvejelser, som jeg ved at se filmen projicerer i de medvirkende. Hans: en stor træthed, alderdommens realitet og uafviselighed mødes med økonomisering og planlægning og omhyggelig rutine med både handlinger og følelser. Resignationen er hans sammenfatning. Hendes: en boblende forvirring i de praktiske situationer med den gentagne glemsomhedsprægede omsorg for omverdenen medfører følgelig en uopmærksomhed over for livssituationen. Disse to modsatte karakterer gennemlever endvidere tilsammen deres fælles drama, hendes bekymring for alt omkring dem og hans bekymring for hende. Så meget eksistentielt på færde, så lidt udstyr scenografisk, fotografisk, tekstligt, musikalsk. Mira Jargils film er et studie i, hvor lidt man kan nøjes med.

Filmen er en afslutningens koreografi, en skildring af dette uafvendelige, som både dramaet og livet dynamisk, men i faldende takt – tøvende så at sige – peger hen mod. (Teksten har tidligere været trykt i ”FILM” nr. 47, november 2005 i engelsk version)

 

TALENTPRISEN 2011

Mira Jargil har i aften modtaget prisen Reelt Talent. Det skete under åbningsgalla arrangementet på CPH:DOX. I sin begrundelse lagde juryen vægt på ”instruktørens indlevelsesevne og fintfølende tone og så evnen til at skildre intense emotionelle situationer uden at virke anmassende og påtrængende.” Bag talentprisen, der i aften er uddelt for anden gang, står CPH:DOX og Danske Filminstruktører.

Mira Jargil har lavet tre film:

Det sidste døgn, 2005. ”Så meget eksistentielt på færde, så lidt udstyr scenografisk, fotografisk, tekstligt, musikalsk. Mira Jargils film er et studie i, hvor lidt man kan nøjes med. Filmen er en afslutningens koreografi, en skildring af dette uafvendelige, som både dramaet og livet dynamisk, men i faldende takt – tøvende så at sige – peger hen mod…” skrev jeg i DFI’s tidskrift FILM/47.

Mod målet, 2007. ”Undersøgelser viser, at 73 procent af deltagerne får et bedre liv efter at have deltaget i turneringen. Og det er netop, hvad Mira Jargils film med humor og poesi dokumenterer: Fodbold har en fantastisk socialiserende effekt…” skrev Claus Christensen på tidsskriftet Ekkos hjemmeside 23. juli 2007.

Den tid vi har, 2011. Filmen er ”med sin tyste tilstedeværelse i det intime det mest rørende og sikre værk blandt afgangsfilmene…” skrev Katrine Hornstrup Yde i Information 13. juni 2011 (Blogindlæg 01-11-2011 Allan Berg Nielsen)

 

DEN TID VI HAR (25 min, 2011)

 

DRØMMEN OM EN FAMILIE (2013)

Billedet forestiller en familievejleder, som har måttet give op. Men nej, han skulle ikke have ladet være at forsøge at lægge sig imellem de to, ladet være at blande sig. Tvivlen, man kunne have, er for længst fjernet omkring den tvivlende. For ja, vi skal ikke kun interessere os for, men også som samfund, som socialinstitution og som kunstinstitution, som familievejleder og som filminstruktør skildre, fortolke, gribe ind i og omforme hinandens liv. Vore tankeliv, private liv, familieliv, sociale liv er ikke vore egne. Vore liv udsættes som en del af den sociale kontrol og accept for institutionernes manipulation. Når det er kommet hertil, hvad det ser ud til, det er, er det temmelig godt, at der findes psykologer som den kompetente kommunale familievejleder, den mest interessante medvirkende i Mira Jargils film og filmfolk som Mira Jargil selv, som sikrere end nogen har skildret samlivets fineste nuancer.

Lad mig tage ham først. Hans projekt er kolossalt, det er afgørende vigtigt, det udvikler sig kompliceret dramatisk, og han er jo i dramaet katalysatoren, den omvendte Jago, den gode, omsorgsfulde rådgiver. Imidlertid får han ikke den fortolkende plads i Jargils projekt, som filmen fortjener. Derfor mister den tilsyneladende i første omgang den intellektuelle højde, som kunne kompensere det fortvivlende følelsesbillede og den stereotype omverdensforståelse, som de andre medvirkendes replikker af talemåders begrænsede variation producerer.

Lad mig så prøve at skrive lidt om Mira Jargil. Hun er den, som i sine film hele tiden er til stede, stiller sig med kameraet det rigtige sted. Filmer de sarteste, de mest sjældne øjeblikke. Når hun kalder sin nye film ”Drømmen om en familie”, forlanger hun vist, at jeg deler den drøm, for filmen er jo ikke sådan, at den køligt konstaterer, at det er en drøm, en indbildning at kunne etablere familie uden fundament af egentlig indsigt og forståelse for hinanden. I stedet ser det ud til, at disse pseudoforståelser imellem forældrene i historien aldrig bevæger sig fra overfladens konventionelle, kliche-funderede beskrivelse af følelser. Og barnets latente originalitet i læsningen af forældrenes følelser og beskrivelser af sine egne får ikke den plads i dramaet, som ville sprænge rammerne for en tro på, at familien kan behandles, for dette ibsenske motiv er vist ikke en mulighed, ikke en fristelse for Mira Jargil. Hendes ambition er for mig foreløbig at se alene at flytte den sociale tv-dokumentar på de filmhåndværksmæssigt æstetiske områder, det observerende kamera elegant kombineret med terapeutisk hjemmevideo, karakterudvikling ved klipningen i det omfang det var muligt, smukt indforstået lyddesign og meget mere, som ingen vist kan sætte en finger på. Så det produktionsprojekt er for så vidt lykkedes. Men Jargils nye værk oplever jeg som et tilbageskridt fra den eksistensanalyse af vores fælles liv og død, som hendes tidligere film så usædvanligt rigt og klogt etablerede. Jargils nye film er således en udvidelse af hendes repertoire teknisk og administrativt og i filmlængde, en udvidelse som lykkes, men den sker vist nok på bekostning af udviklingen i den kunstneriske undersøgelse af det elskende menneske, som er at læse i det samlede værk til nu.

Ja, sådan tænkte jeg i aftes vel to tredjedele inde i den lange fortælling. Men så overraskede filmen mig. De barske begivenheder vender op og ned på forløbet. Faderen indlægges med blodprop og genoptrænes heldigt, men moderen vælger at forlade ham, for at flytte tilbage til den anden mand. Her griber psykologen og faderen til at gennemføre en smuk plan. De færdiggør den bog til barnet om det hele, som de længe har forberedt. Barnets møde med sin egen historie i den bog er filmens store sted. Den lille pige er forløst lykkelig og holder den tæt til kroppen. Læser i den, jeg hører enkelte sætninger og forstår, at denne litterære bearbejdning af det vanskeligt forståelige familieliv har helende virkning. Ikke ved sentimental bliven i en umulig drøm, men ved ærlig og præcis beskrivelse af, hvad der faktisk er sket i barnets fortid, hvad der sker nu og hvad der vil ske i fremtiden, denne klassiske kliniske model omsat til et lille stykke litteratur om drømmen, der måtte briste.

Danmark 2013, 85 min. (Blogindlæg 8. januar 2014)

 

ROBERT 2014

“Drømmen om en familie” er valgt som årets dokumentarfilm. Men hele Mira Jargils værk fortjener opmærksomhed. Nu bliver det spændende, om anerkendelsen får betydning for filmværkets udvikling, for den premierede film viser en helt ny retning i Jargils arbejde fra det eksistentielle til det sociale, fra det dybe til det brede, tror jeg. Det er et arbejde, som er værd at følge opmærksomt. (Blogindlæg 26. januar 2014)

 

TIL DØDEN OS SKILLER (2015)

Det dokumentariske still her er uden nåde ærligt, men bag det ligger i dets filmscene også medfølelsen, som Mira Jargils og Christian Sønderby Jepsens værk, deres tv-dokumentar ikke et øjeblik forlader men langsomt undersøger og folder ud over tre aftener på TV2. Det ved Anders Kristensen, manden på fotoet godt, det er han indforstået med, han lægger alle sine muligheder for sprogets præcision ind i sine replikker og livsbeskrivelser. Han ved også godt at han skal drikke med sugerør og mades med et viskestykke under hagen resten af sin tid, men det er han imidlertid ikke indforstået med, ikke endnu. Resignationen ligger og venter, men han er ikke nået til den, han vil ikke skilles. Det er hustruen imidlertid ved at være parat til. Hans flytning til plejehjemmet er nok næste gang eller næste igen ikke den midlertidige aflastning i et kort ophold, nej, det er en flytning for al tid, en adskillelse. En skilsmisse i virkeligheden.

Jargil og Sønderby Jepsen har to ledende medvirkende mere, en mand og en kvinde i samme situation. Denne mand, Vagn Nielsen er som Anders Kristensen tæt på opgivet af sin hustru, som ikke længere kan trænge igennem til hans lukkede tankeverden, ikke leve med hans svigtende hukommelse. En lang intens scene skildrer begivenheden hvor hans hånd på hans vegne nægter at skrive under på ansøgningen om en plejehjemsplads. Mildt beslutsomt skriver en datter under scenens stille, nervøse venten endelig under på hans vegne. Hans hånd har resigneret og han er skilt i virkeligheden.

Anna Bjørslev er alene i sit store hus, hendes mand er død for et år siden, hun sidder kraftesløs i sin stol, må have hjælp til alt. Flere gange gange om dagen. Døden har skilt hende fra hendes mand, hun er fri til at vente sin egen død, men er uden kræfterne ikke fri nok til selv at afgøre på hvilken måde. Hendes tre døtre tager blidt håndfast affære, overtaler hende og gennemfører først besigtigelsen af den tilbudte bolig derefter flytningen til plejehjemmet.

Instruktørerne kalder i deres synopser tv-serien entertaining og debatskabende. Sådan ser jeg den slet ikke, men måske nok som poignant som de også skriver, mest i betydningen smertefuld. Det gør bestemt ondt at se serien når den (ind imellem sit påpegende og tydeliggørende tv-pligtstof hvad der er meget af) fordyber sig i filmscenernes sarte og sjældne øjeblikke. Som når Anders Kristensen som på fotoet ser på mig med et intenst blik over brillerne, i episode 2 er på aflastning og i en kort, vemodig monolog beskriver døgnene på plejehjemmet:

Den uge jeg har været her den føles faktisk som to måneder. Der er tre værelser til dem der er herinde på aflastning og så resten her til fastboende demente. Der er en kvinde der åbner døren engang imellem. Hun gør som en hund. Hun tror hun er en hund. Der er en mand der åbner døren. Han har stråhat på og en dukke i hånden som han sidder og leger med… Du kan høre, hvad der sker… en der råber, en der skriger…

For mig har Mira Jargils og Christian Sønderby Jepsens rystende dokumentarserie frem for noget underholdende og debatskabende været et personligt alarmkald. Jeg må altså nu, i tide, ved mine sansers og lemmers fulde kraft tage det her i egen hånd, ikke vente på familiens umulige nåde, men selv og alene forberede mig på adskillelsens konsekvens, i tide selv forhandle med pårørende og sociale myndigheder, selv og alene beslutte detaljerne og få dem testamentarisk stadfæstet ved min egen hånds underskrift. Sådan må tv-serien blive et alarmkald for mange. (Blogindlæg 7. februar 2016) 

 

FILMOGRAFI

I NETTO har alle råd. Filmede en del af de dengang berømte dokumentariske reklamefilm for NETTO (sammen med sin far Jesper Jargil, som producerede) vist nok før 2007.

Det sidste døgn, 2005. Bedsteforældrene, Ruth og Arne flytter fra huset til den lille lejlighed.

Mod målet – VM for hjemløse, 2007. Sejre og skuffelser, knuste håb og levende drømme i en hjemløs fodboldspiller.

Grace, 2010. En kvindelig taxichauffør i Beirut, som kun kører med kvindelige passagerer i sin pink bil. Helst vil hun noget helt andet.

Den tid vi har, 2011. Ruth er døende og Arne må tage afsked med hende, med sit livs kærlighed.

This is My Family, 2012. To brødre i en polygam familie i Uganda har forskellige mødre og samme far. Brødrene holder tæt sammen, men deres mødre kan ikke udstå hinanden. (Et DOX:LAB samarbejde med instruktøren Fred Kigozi, Uganda)

Drømmen om en familie, 2013. En mand med mange og svære problemer arbejder heroisk på at genskabe sin lille splittede familie, få kæresten til at komme tilbage, få deres fjernede barn hjem. Men forhindringer dukker hele tiden op. Kan ses på Filmcentralen: http://filmcentralen.dk/alle/film/drommen-om-en-familie

Til døden os skiller (2015) ,sammen med Christian Sønderby Jepsen, tv-serie i tre episoder, 3×40 min. Om ikke at kunne klare sig selv mere, når sygdommen tager overhånd og flytning til plejehjem står for. TV2 sender de tre afsnit 20:00 den 11. 18. og 25. februar 2016. Kan efter 1. marts 2016 ses på Filmcentralen

The Syrian Revolution/18

Long time since filmkommentaren has written about Syria. We followed the news about filmmaker and festival organiser Orwa Nyrabia, who was set free, but everyone knows that lots of artists and non-artists are kept detained. The UN keeps sending diplomates to talks in Damascus and today at the beginning of the Eid al-Adha holidays. This morning this was posted on facebook:

No signs of truce from the regime’s side. Air raids are ongoing, shelling is reported in many areas around Syria, the Homs central prison is surrounded by armed troops to break its strike, the website of VDC (Violations Documenting Centre) is hacked.

And later also on Facebook: First verified killing in Homs prison, Lyad Beirakdar, a political prisoner, murdered by regime forces.

Later BBC had this headline, with clips on their site: Syrian activists have reported a series of clashes in violation of a ceasefire to mark a four-day Islamic holiday.

Still: The BBC’s James Reynolds: “Video posted online claims to show a suburb of Damascus under attack after the truce started.”

http://www.bbc.co.uk/news/world-middle-east-20091598

The World According to Lance

According to realscreen of yesterday CNN will air a 45-minute documentary on Lance Armstrong this Saturday (October 27) at 9 p.m. EST produced by ABC Australia, and “reported/directed” by Quentin McDermott, as it is phrased. The work on the film started 7 weeks ago when it was clear that Armstrong was to be banned and stripped his Tour de France titles.

“We worked at great speed to secure the agreement of key witnesses… In all we filmed in nine locations: Sydney, Australia; Dallas and Austin, Texas; Missoula, Montana; Detroit, Michigan; Montreal, Canada; Paris, France; London, and Hertfordshore in England, in a whirlwind round-the-world tour.”

Voila! Non-fiction at its quickiest, quality? Let’s watch what Hollywood Reporter calls “the doping doc”.

http://realscreen.com/2012/10/24/cnn-picks-up-armstrong-doc-to-air-saturday/?utm_source=newsletter&utm_medium=email&utm_campaign=cnn-picks-up-armstrong-doc-to-air-saturday

DOK Leipzig Highlights

As advisor for the festival (that starts on monday the 29th), when it comes to films from the Baltic countries I was happy this morning to see that the festival on their site put a focus on 9 films with two of them being from the region that I know and like much:

The Documentarian (photo) by Ivars Zviedris and Inese Klava from Latvia and Ub Lama by Egle Vertelyte from Lithuania. Here follows the description of the film from the site, signed by members of the festival’s selection committee:

The Documentarian: Dziga Vertov himself regarded “life caught in the act”, “life as it is” as the ultimate goal of the documentary. He and his kinoki used every means, even hidden cameras, and no one got mad because the cinematograph was a sensation people wanted to be part of. Almost 100 years later, the two young directors Ivars Zviedris and Inese Kļava take their camera to the moorlands of Kemeri near Riga to explore the life of a hillbilly named Inta. This rustic eccentric with the impressive voice may not own a TV set, but she knows the rules of mass media (including the nuances separating docu-soap and reality show) only too well, especially concerning her worth and rights with regard to the “paparazzi”. She takes command from the start, showering directors, cameramen and producers with curses whose violence makes ordinary mortals blush. Inta says things like “You’re shitting into my soul, you fucking bastard, with your damned camera!” and is not averse to taking up a metal stick to “smash Ivar’s head” or hand him to the “pederasts”. She won’t accept money, but those who “get rich on her poverty” ought to pay nonetheless. Later she’ll cry… while the film has long since become a tragicomic relationship movie, like a meta-commentary about the “documentarian’s” existence in the age of radical moral abandonment. (aka: authenticity).
– Barbara Wurm

UB Lama: A boy like many others of his age: Galaa (12) is a smart, pudgy little rascal who’s not overly fond of school. He prefers to hang out with his little brother (6), listen to hip hop music, watch wrestling on television or eat junk food and play at online dating. The latter is only a fantasy, though, for Galaa lives with his mother and little brother in a yurt settlement on the edge of Ulan Bator (without a computer, of course). For the family – his father died in an accident a few years ago – every new day is a balancing act of survival, for what they earn as ambulant petty traders on the market is barely enough to buy food. So enrolling the boy in a Buddhist monastery school is less a matter of vocation than of existential self-defence. It would be a relief for the family if he was accepted and Galaa himself would be offered a real future perspective. The boy soon realises that this thing would not be bad for him at all and acquires a taste for the whole ceremonial order of Buddhist monasticism with its drums, prayer mills, colourful clothes and bags. A charmingly light and fascinatingly profound documentary coming-of-age story deftly balanced between materialism and spiritualism and – last but not least –fuelled by a heart-rending sense of humour.
– Ralph Eue

http://www.dok-leipzig.de/festival/filmfinder

The Act of Killing – Interview with the Producer

Signe Byrge Sørensen is CEO and producer at Final Cut for Real, which is located in Copenhagen, Denmark. She has been a producer for 14 years…

This is how an extended interview with the producer of the opening film of cph:dox starts, done by EDN (European Documentary Network) and to be found in its full length on the website of the organisation.

And it is indeed very good reading. Not only because it gives the background to the collaboration between Signe Byrge Sørensen and the director of the film, Joshua Oppenheimer, but also, actually first of all, because it gives a fine story about how a young Danish prodcer made her way from politically engaged, social documentary production in the financially good climate for documentary funding in Denmark, to now stand behind a film about which the director of dph:dox Tine Fishcer says:

“The Act of Killing’ is like nothing else I have seen. It is radical in its political analysis and criticism, it is progressive in its combination of genres; gangster drama, glossy musical and surreal psychotic drama. And it sits with you in a way that is inescapable. It will become a film which will receive a prominent place in film history, and a film that everyone should see. Not only those with a particular interest in political documentary, but everyone who has the courage to face ‘the heart of darkness’. It never becomes black and white because even the most hardened executioner can be confronted with his own lies.”

“The Act of Killing” opens cph:dox in some days.

www.edn.dk

www.cphdox.dk

Klara Trencsenyi: Corvin Variations

I met Hungarian Klara Trencsenyi at the Astra Film Festival, where her newest work “Corvin Variations” was screened. Two years ago Trencsenyi organised a project development workshop for creative documentaries in Budapest that I took part in. Since then the political situation in Hungary, also called ORBANistan, has worsened drastically, which also has influenced the film funding climate that as in many other areas is said to be suffering heavily from corruption… Back to the film, here is the description taken from the festival catalogue:

“The so-called Corvin Project initiated in 2003 was the largest and most awarded Central European city development project. It envisioned the full transformation of cca. 22 acres in Budapest’s 8th district, which implied the demolition of all buildings in that area. Both the local government and the investor wanted to get rid of the “slums” by relocating more than one thousand families – among them many Roma people – who could not afford buying property in the old-new area. The protagonists of Corvin Variations are all local residents who have been relocated in the course of the project – and who recall, with nostalgia and criticism, the life in the old neighbourhood and community. They no longer see each other – they meet only in the reconstructed space created by the filmmakers…”

Out of this theme the director, who already showed her excellence in camerawork in her previous film ”Bird’s Way”, has created a light-toned stylistically playful documentary about memories that disappear as the houses are being demolished, about a neighbourhood where people helped each other, whereas now ”people are closed”, as one of the characters say in the film that is very much based on cleverly interviews and monologues with the inhabitants, who now, in general, live in the new flats they had to take when they were re-housed. Almost all Romas are out, as are most of the old people, as the flats are too expensive for them.

Hungary, 2011, 39 mins.

Ada Bligaard Søby: Petey & Ginger

1. november på CPH:DOX får Ada Bligaard Søbys nyeste film premiere. Den har titlen Petey & Ginger – a testament to the awesomeness of mankind og på dens hjemmeside hedder det kontant om den: “When the global economy collapses the only true victors are those that weren’t invited to the boom. Petey & Ginger elegantly and honestly documents two very real characters who semi-happily live on the fringes of I-don’t-really-give-a-fuckville-and-that’s-okay-ish. Filmmaker Ada Bligaard Søby again invites us into her ongoing infatuation with the treasure that is the blissfully detached lives of American Losers. Take notes…”

Trailer: http://youtu.be/5jANTWcpbdI 

Hybrid Films?

What is the future of hybrid films?… is one of many interesting debates that are to take place during the upcoming cph:dox in Copenhagen, November 1-11. It is the tenth edition of the festival with five international competition programmes, more than 200 films, 16 concerts, seminars, a forum, debates, events, ”and a birthday party, of course” – all can be checked on the website of the festival.

Back to hybrid films, this is the text that introduces the interesting seminar:

Over the past five years, the borderland between fiction and non-fiction has experienced a true creative boom. The field includes many different films, for example‘The Ambassador’, ‘R’, ‘The Arbour’, ‘Quattro Volte’, ‘Exit Through the Gift Shop’ (photo) and not least films made by the godfather of the whole movement, the Austrian Ulrich Seidl. The number of documentaries that can be found in this hybrid field is growing, and so is their artistic success. Hybrid films have the potential to deliver complex stories with a strong basis in reality, but with a fundamentally cinematic interpretation of it. But it is also a difficult field – financially speaking. For how do you support a film you don’t know for sure if it is a documentary or a feature. Are the traditional genre definitions experiencing a paradigm shift, and what does this mean for how films are developed and supported? We have invited a number of film experts, whose professions all involve working with and supporting the new hybrid film forms. Meet, among others, Channel 4’s Tabitha Jackson, the woman behind some of the most successful hybrid films, such as The Arbor. Lucas Smith from ZDF, who supports both fiction, non-fiction and new hybrid formats, Thomas Robsahm from the Norwegian Film Institute and Martin Schweighofer, the director of the Austrian Film Commission, which has a particularly strong tradition of supporting the new hybrid wave.

Date November 7.

http://www.cphdox.dk/d/index.lasso?e=1

Astra Film Festival/ 3

The festival in Sibiu ended last night with a very professional international orientated prize ceremony, held in Romanian and English languages. The Grand Prix went to ”Phnom Penh Lullaby” by Polish director Pawel Kloc, who with this film has made one of the most noticed works from the last couple of years. The director told me that this was his 6th award (plus several honorary mentions) and that the film had participated in around 70 festivals. The jury, headed by Luciano Barisone, director of the festival Visions du Réel in Nyon, Switzerland formulated the following motivation for the Grand Prix winner:

”The film captures the conflict in a strange couple’s private existence and draws a portrait of a complex man who is caught between realism and naivety and whose genuine desire for love clashes with a society corrupted by mass prostitution. The filmmaker shares with his protagonists an uncomfortable situation, keeping just the right distance from them and leaving the audience with the sad sense of life’s disappointing truth. The Jury was really impressed by this intense and painful journey to the end of the night.”

In the category ”Romanian Realities” the award was given to Artchil Khetagouri and Ileana Stanculescu for ”Noosfera”. With this motivation from the jury:

”Any debate on love is subjected to controversy. It has been the case of the jury members, who have expressed diverse feelings for one or another of the films in this competition. However, since love cannot be trapped between walls, or since some walls enclose three simultaneous  love stories, for the intrinsical humour of the approach, and for a universal reality, even if the story happens in Romania, for the subtle portraying of the characters, and in appreciation of a well-done  work, the jury gives the “ROMANIAN REALITIES” AWARD to NOOSFERA.

Khetagouri and Stanculescu were in Sibiu not only to show their film but also to conduct the workshop DocStories Black Sea. For this they deserve an award as well.

Dan Curean got the Ecocinematograff prize for ”Gone Wild”, a film on wild horses that this blogger met four years ago at the Discovery Campus as a promising project. The director gave me a dvd, the film will be reviewed on filmkommentaren.dk later. Swedish Maria Kuhlberg’s ”He thinks He´s Best” was best international documentary.

http://www.astrafilm.ro/astra-film-festival-2012-awards-1.aspx?theme=1

Goran Radovanovic: With Fidel Whatever Happens

The Serbian director held an inspiring and entertaining masterclass after the screening of his film at the Astra Film Festival in Sibiu in Romania. Radovanovic was one of the tutors at the DocStories Black Sea workshop session that includes filmmakers from Azerbadjan, Armenia, Georgia, Russia, Romania, Turkey and Ukraine.

The film, shot in 8 days, has a fine tone tied to a dramaturgical, authored construction of scenes, that the director lets develop in a pace that suits the rythm of life in the countryside in Cuba. An old man with his motorcycle that has problems in starting and in climbing the streets. Three big men on bicycles, filmed from behind. A young man going by bus to a far away village, he is a dentist. A couple in their house taking care of a public phone where private conversations can be heard. And a megaphone to be used on the first of May celebration day – ”with Fidel whatever happens”. Glimpses of life in Cuba put together in a poetic language.

I need reality to recreate, the director said, inviting the audience to understand his working method. I have staged everything, I was working with actors and I paid them. But the man with the motorbike is a man with a motorbike, the dentist is a dentist and so on so forth. This is my manipulation. But I am not lying at any moment. I am a director, not a social worker, but I never invent, I take from reality when I make documentaries.

The film that ends with a beautifully performed version of ”Lagrimas Negras”, also presents a woman in white who approaches the camera to sing Russian songs, and to serve as one, who chapters the filmic narration.

Serbia, 2011, 47 mins.

http://www.goranradovanovic.com/confidel.html