Det er sjældent, at en films synopsis-tekst rammer plet. Som regel er den båret af ønsket om at sælge billetter og forfalder til superlative salgsklichéer. I dette tilfælde (fra DFI (Det danske Filminstitut) hjemmesiden) har jeg kun kunnet nikke genkendende. Ja, det var den film, jeg så, beskrevet præcist og nøgternt med plads til begejstring. Her er den så:

Synopsis: »Moon Rider« er en fortælling om den unge Rasmus Quaade og hans kamp for at blive professionel cykelrytter. Det er en dannelsesrejse, der fører tilskueren med ned i helvede og tilbage. Med personlige Super8-optagelser og rå hjelmkamera-billeder, fortælles historien om et ekstraordinært talent, der befinder sig på et afgørende tidspunkt i sit liv. Det er en historie fortalt fra indersiden af en racerhjelm. Rasmus har en krop skabt til cykling, men et sind, der er skabt til at tænke. Hans fængende overvejelser om liv og død bliver hans største modstander i kampen om at udleve sin drøm: at blive verdensmester i enkeltstart. For at vinde skal han tømme hovedet helt, men hvordan tømmer man hovedet, når alle tanker er et skridt i den forkerte retning? Med hudløs ærlighed lukker Rasmus Quaade os ind i sin verden, hvor vi møder både tvivlen, frygten og dødsdriften, men også euforien ved at være blandt de ypperste i verden. Filmen tegner et hjerteskærende billede af et kæmpe sportstalents ekstreme og ensomme liv.

Filmen: Jo, filmen går tæt på cykelrytteren og mennesket, en ung mand, velformuleret, super-ambitiøs. Og her er der en fortællestil, hvor teksten, cykelrytterens refleksioner, som kommer som akkompagnement til billederne, aldrig i form af interview, undertiden opfattes som en slags stream-of

consciousness – et par steder er den unge mand måske lige lovlig lommefilosofisk og selv-centreret patetisk, men som filmen kværner derudad med den ensomme cykelrytter, vænner man sig til at iagttage hans ansigt i mange forskellige versioner, men altid uden et smil. Iagttagelserne bringer for mig karisma frem med ligheder til John Malkovich og Kenneth Branagh! At man får den slags tanker, må vel være fordi filmen løfter sig ud over det almindelige reportageniveau til at være noget mere og almengyldigt? I lange sekvenser bringer Quaades stemme en meditativ stemning til filmen hjulpet af en fin musikside.

Quaade: Og hvem er han så, denne Quaade, som lige her i august har vundet guld i EM i enkeltstart for Unge under 23? (Det er nu ikke med i filmen, som slutter med VM i København 2011). Den ensomme ulv, den for uheld angste landevejsrytter, en mand der har haft mange og synes at være på vej til endnu en kollaps efter at have givet alt i sig (”Jeg skal så tæt på at dø som muligt”), en mand der hylder flugt- og jagtinstinktet, og som tvivler på sig selv og tit mener, at nu skal jeg ikke længere være cykelrytter. Han fortæller historien selv med mange udtalelser – også udenfor billedet – fra den danske træner, der tror ubetinget på hans talent (ikke den tyske træner, som han har problemer med) OG så høres hans mors stemme – og begejstrede piften under løbene.

Med andre ord, en helt der som få cykelryttere er i stand til at sætte ord på sine kompromisløse ambitioner. En helt der nemt kan indlemmes i det Jørgen Lethske cykel-persongalleri, hvis og når Quaade vælger den professionelle karriere, ligesom Dencik med denne film giver publikum et bevis på sit visuelle talent og sans for den store historie om manden, der vil vinde for enhver pris. Eller… hun kommer ind i fortællingen mod slutningen, men før VM’et i København i 2011… vil Quaades kæreste, der bringer smilet frem i det melankolske ansigt, få ham til at tænke på andre værdier i tilværelsen. Som han i øvrigt gør det i filmens smukkest klippede sekvens, hvor han alene på landevejen, sat af feltet, pludselig oplever naturens skønhed omkring sig. Ren poesi.

Filmen vises i udvalgte danske biografer under overskriften DoxBio Sport, som også omfatter ”Ballroom Dancer” af Andreas Koefoed og Christian Bonke.

Danmark, 2012, 82 mins.

http://www.doxbio.dk/dbio/b.lasso?ll=2s#anchorx

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/nationalfilmografien/nffilm.aspx?id=70398

Det er det med de skuffede forventninger… Jeg gik til pressevisning af ”Lej en familie A/S” af Kaspar Schröder i højt og positivt humør med erindringen om, hvordan han i april 2011 på en Dok-dag i Cinemateket havde bjergtaget mig med sin præsentation af den metode, som han havde anvendt i sin første originale Japan-film om Dr. Nakamats, som han viste klip fra, suppleret af arkitekturfilmen med parkour for fuld udblæsning. ”A multi-artist, an original talent, who also makes films… definitely a refreshing new talent in Danish documentary”, var de ord som filmkommentaren viderebragte.

Og det er ingen dårlig film, som Schröder nu sender på gaden. Historien om familiefaren Ryuichi Ichinokawa, som uden sin families viden driver et firma, som udlejer personer, som kan agere familie for mennesker, som ingen har, er interessant og attraktivt underholdende I sig selv. Til bryllupper skaffer han stand-ins – eller optræder selv som en far, som kan sige god for, at datteren flytter sammen med sin kæreste før de beslutter sig for at gifte sig – eller  udlejer en kritisk læser til en forfatter før bogen kommer på gaden. Hr. Ichinokawa er forbavsende åben om, hvad han foretager sig, bortset fra at et tv-klip med ham skjuler hans identitet, ligesom de involverede i brylupperne etc. har slørede ansigter. Det er sjældent, at man er kommet så tæt på japanerne som I denne film (bortset fra Sean McAllisters fine film fra 2008), om en hovedperson, der ikke kan forsørge sin familie gennem udlejningsfirmaet, hvorfor han må have et andet job som pakkeudbringer, som han så I øvrigt bliver fyret fra. Det er bemærkelsesværdigt, at det lykkes

Schröder, godt hjulpet af en japansk kvinde(stemme) bag kameraet at vinde sin hovedpersons totale fortrolighed. Eller er det bare denne anmelders klichéfyldte opfattelse af japanerne, at de har svært ved at være åbne og udtrykke følelser?

Økonomisk hårdt, men først og fremmest er det en trist tilværelse, som Hr. Ichinokawa opruller. Han taler ikke meget til sin kone eller børn, han sover for det meste, når han er hjemme, siger konen, der også med et smil fortæller, hvor kedelig deres liv er i det lille hus, hvor hunden er den, der får størst opmærksomhed og de fleste knus af familiefaderen, som drømmer om ferie på Hawaii. “Jeg føler mig som en håndværker, der reparerer andres forhold”, siger Hr. Ichinokawa, der henimod filmens afslutning tager sig sammen og fortæller sin kone, hvad hans “I Will Cheer You Up” – firma går ud på.

Skuffede forventninger… fordi filmen er flad i sin opbygning. Måske er den for lang, ihvertfald virker den monoton i sin gentagelse af den kedsommelige hverdag, som Hr. Ichinokawa skal kæmpe sig igennem for at komme hjem til konen, der sover med den yngste søn I et separat værelse, mens Hr. Ichinokawa er placeret I børneværelset. Jeg sad undervejs og tænkte, ok vi har forstået det, videre, bring et nyt aspekt ind, byg videre på det indbyggede identitets-tema, “at leve andres liv”, giv os et nyt fortællelag – og jeg kunne snildt have undværet den overdoserede musikanvendelse, der tilsyneladende skal tjene til at bringe energi ind I de mange stillestående sekvenser. Men bare virker påklistret. Og slutningen af filmen, efter at Hr. Ichinokawa har talt med sin kone, virker meget abrupt og “hvordan kommer vi nu hurtigt ud af denne fortælling”. Ærgerligt!

Filmen vises I DoxBio og har premiere i 50 biografer onsdag 22/8.

Danmark, 2012, 80 mins.

http://www.doxbio.dk/dbio/b.lasso?ll=2s