Jake Auerbach: Lucian Freud Portraits

The film is made together with Freud’s biographer Willam Feaver, who voice-off introduces the method of the film up-front: We will go to the people he has portrayed to get an idea of who this genius artist is – the film was made in 2004, Freud died in 2011. And what you get as a viewer is a wonderful range of talking faces, who remember how it was to sit for Freud. And to sit for Freud was ”a hell of a commitment” as one of the models say, for hours and over a period of months or a year. ”You were never allowed to see the progress”, says another, but you were treated well by the painter while in his studio.

The models (aristocrats, publicly known characters, women, many women, his daughters (some of them…), grandchildren) talk about him and about the experience to be painted, they are given time, and you are invited to watch the paintings, also there you are given time. The paintings, the interpretations that Freud made of faces, nude bodies on a couch, or new versions of known paintings by Watteau or Cézanne. It is entertaining and you get a sense of an artist who is giving all of himself in his self-portraits. A charismatic man, dishy, as one model says, and a man who in his old age started to care about his family. A tremendous gambler, a man who could catch the ”subtle differences” in a face, as says colleague David Hockney, who sat for him as well.

Watched it on the SVT art documentary slot K-Special. Available through Amazon or hire it for 7 days via the producer, see below. An article by Feaver in Guardian is also linked.

UK, 52 mins., 2004

http://www.jakeauerbachfilms.com/lucian-freud-portraits

http://www.guardian.co.uk/artanddesign/2012/feb/02/lucian-freud-artist

Eugene Jarecki: Reagan

DR2 sender i morgen aften og tirsdag aften meget passende efter Clinton den britiske, som de skriver, tv-dokumentar i to afsnit Reagan. Der findes i hvert fald én produktion mere om Ronald Reagan, men jeg gætter på, at den vi får er den New York baserede amerikanske instruktør Eugene Jareckis film fra 2011. Den har været sendt på BBC Storyville og er måske delvist finansieret derfra, men det bliver den nok ikke britisk af. Vi får se. Interessant bliver det af vigtigere grunde, for Jarecki har tidligere lavet film om Henry Kissinger, det var i 2002, og han fandt under det arbejde ud af, at den amerikanske udenrigspolitik er resultat af en del mere end en enkelt personligheds indsats, derfor gik han videre med en meget bredere analyser, Why We Fight i 2005 om det militære-industrielle kompleks. I The House I Live In fra i år undersøger han “krigen mod narkotika”. Begge værker blev belønnet med Grand Jury Prize på Sundance de pågældende to år.

Tue Steen Müller har tidligere her på siden skrevet om Jareckis Reagan-films placering i den amerikanske tradition af præsidentfilm. Den sendes på DR2 mandag 23. juli 22:50 og tirsdag 24. juli 22:50.

DocMontevideo/ 1

It started yesterday and runs until July 27. It is the fourth edition of DocMontevideo in the Uruguayan capital. And it has a very professional approach to why and how to reach a goal that is both regional and international. The subtitle to the event says ”TV Meeting/Pitching, Workshops, Networking” and in that way it draws parallels to the festivals and markets in Europe that aims at uniting industry and art.

Below you will find the organiser’s both visionary and practical text from the clear and appealing website of DocMontevideo. Here is to mention the international participation of the ITVS in the US and the National Film Board of Canada, as well as a masterclass with Lithuanian Audrius Stonys (photo), whose work is very familiar to readers of filmkommentaren. Bravo for this Eastern European target, last year Marcel Lozinski visited Montevideo.

Otherwise the Documentary Week of DocMontevideo includes the showing and debate with the directors of ”The Lifeguard” (Maite Alberdi, Chile), ”Birth” (Jorge Caballero, Colombia), ”Aqui se Construye” (Ignacio Aguero, Chile), ”My Family’s Flowers” (Juan Ignacio Fernández Hoppe, Uruguay) and ”CTRL-V” (Leonardo Brant, Brazil).

http://www.docmontevideo.com/

DocMontevideo/ 2

In the four years it has been in existence DocMontevideo has established a space in the continent for contacts and reflection using the information and communications media. Our mission is to contribute to constructing a market in Latin America that will foster the circulation of top quality audiovisual material.

From the start, the work we do at DocMontevideo as a team and as an organization has spread and evoked ever-wider responses. Our objective is to get a commitment from and encourage various actors in the region involved in transforming and developing the audiovisual sector so as to improve our training, production, artistic creation and commercial capabilities. With this aim we have sought synergies and contacts with other experiences in Latin America and in the world that are developing along the same lines.

The international links we have established over these four years are getting stronger. In 2012 we have consolidated agreements with new markets and festivals. We shall select projects for DocsBarcelona (Spain), DocMeeting Argentina, Visions du Réel (Switzerland) and The Edinburgh Pitching (Scotland). We have set up a new space for cooperation with ITVS (USA) that involves distance tutoring, and we have developed new training and distribution areas jointly with TAL (Televisión América Latina). We have also opened a new cross-media workshop with support from the National Film Board of Canada and ITVS, and we have coordinated for Al Jazeera their first

open convocation for Latin American documentary makers.

DocMontevideo 2012 stands on three main pillars: training, networking and commercialization. We offer an intense range of activities including documentary workshops, pitching for Latin American documentary projects, pitching for series, and meetings to commercialize contents. Furthermore, we will host the fourth meeting of associates of the TAL network of television channels and we shall coordinate the forum of Latin American TV channels involved in producing audiovisual content for education. The workshop-competition entitled “One minute on earth” will be held, and in the evenings we will offer a cycle of documentaries called Documentary Week, which the respective directors and producers will attend.

In addition to all this there is also a collection of parallel DocMontevideo activities that express our aim to generate wider points of contact and maintain practical dialogues with a large part of the audiovisual sector productive chain. This involves, for example, a distribution workshop for SMEs in the MERCOSUR, an initiative of the program Mercosur Audiovisual (PMA) with financing from the European Union and the Mercosur, and we will organize the meeting of Film Commissions of Latin America.

http://www.docmontevideo.com/

http://www.unminutoenlatierra.com/

Chris Hegedus og D.A. Pennebaker: Kings of Pastry

Jacquy Pfeiffer til venstre vil gerne være MOF, have ret til tricoloren i kraven ligesom vennen og kollegaen Sebastien Canonne til højre. For at få den skal han deltage i Meilleurs Ouvriers de France, en konditorprøve, som afholdes hvert fjerde år. Det fik han lyst til, da han fire år tidligere hjalp Sebastien til godkendelse, og nu er det omvendt. Jacquy har forberedt sig alle årene, og nu pudser han sammen med Sebastien formen af og lige netop det viser sig skæbnesvangert, da afgørelsen falder efter tre forrygende og voldsomt krævende prøvedage. Der er 16 kandidater til titlen og kraven, men kun omkring en tredjedel består denne gang.

Man skal selvfølgelig være dybt fascineret af avanceret konditorkunst for fuldstændigt at forstå og værdsætte denne film. Der mangler jeg en del, men jeg kan forstå og jeg kan lide Hegedus’ og Pennebakers filmkunst. De lader filmen som konstruktion vokse langsomt fra bunden, udvikle sig fuldstændigt som Jacquys bryllupskageskulptur i et langt, langt crescendo med velanbragte og meningsfulde (velsmagende) afstikkere og detaljer, små sejre og tidskrævende nederlag undervejs, herunder et frygteligt uheld som under selve prøven rammer en sympatisk medkandidat, jeg undervejs også har lært at kende. Uheldet overvindes og prøvens sidste dag slutter i højeste tempo og i højeste spænding. På toppen af filmkonstruktionen er som på kagen naturligvis selve brylluppet.

Chris Hegedus og D. A. Pennebaker: Kings of Pastry, USA 2010. Fotografi, lyd, klip og produktion: Chris Hegedus og D. A. Pennebaker. DR2 Dokumania i aftes. Tilgængelig for danskere online i denne uge på Dokumanias hjemmeside   

En anden film af amerikanske (og ikke engelske som Dokumania skriver) Pennebaker: Monterey Pop

Barak Goodman: Clinton

Barak Goodman har med sit selskab i Brooklyn, NY lavet en lang række arkiv-baserede, historieformidlende, ”i dybden”, som de selv skriver, tv-dokumentarer: Mai Lai (2010), The Assassination of Abraham Lincoln (2009), The Lobotomist (2008), Kinsey (2005) og en række flere. Jeg har ikke set nogen af dem, men kunne bestemt have lyst, bare på titlerne. Så jeg var spændt, da DR2 i aftes sendte 1. afsnit af Goodmans helt nye Clinton. Men jeg blev faktisk skuffet. OK, der var mange, mange for mig nye oplysninger, men det blev trods den trænede fortæller, Campbell Scotts troværdige stemme til pligtstof for mig, jeg kedede mig faktisk. Der er i serien ellers lagt op til et flot drama med ham og hende, Bill og Hillary, naturtalentet og den intellektuelle slider, den udadvendt folkelige og den tænksomme hjerne bag det fælles foretagende og de store ambitioner, mellem den konstant troløse mand og den atter og atter bedragne kvinde. Der blev blot ikke tid nok til i enkelte scener, i umistelige billeder at låse sådanne store temaer fast. Det er vist ikke, hvad Goodman mener med at gå i dybden, vil gå i dybden med. (“… an in-depth look at the legendary president Abraham Lincoln” står der på dvd-coveret om den film). Det må være noget andet andet, en anden slags dybde. Chokerende nye oplysninger? Også for historikerne? Måske. Der er tre timer tilbage. 2. del sendes i aften 22:50. Jeg hænger på…

2. DEL

Det var godt, jeg fortsatte. Vidnerne står nu klart frem. Og velordnet ensartede. Men der er voldsomt mange medvirkende med analyse-konklusioner, som i klippet sættes på i så voldsom forkortelse, at alle udsagn bliver postulater. Filmen interesserer sig ikke for mellemregningerne, ikke for det lange tøvende i en egentlig samtale. Den vil effektiv fremdrift i en fortælling, som skal nå så meget, som muligt.

Den holdning giver så til gengæld i her i værkets del 2 et overblik fastholdt i hovedafsnit, som jeg bagefter kan huske: Først Vince Fosters selvmord, som berørte Clintonparret dybt og ledte til den plagsomme Whitewatersag, så kampen for det første budget, som endte med sejr på en enkelt marginal, men dog en sejr, som hurtigt gav finanspolitiske resultater af betydning, men så nederlag på nederlag: Krigen i Somalia, Folkemordet i Rwanda, Sundhedsreformen frem til lavpunktet (hedder det, men det er vel som man tager det) nederlaget til republikanernes Newt Gingrich i valgene til Kongressen, hvor Demokraterne mister flertallet i Senatet, valget, som mere end valg af repræsentanter og senatorer blev til et valg for eller imod Clinton. Se det er jo for så vidt et godt overblik over en periode. Mere end pligtstof, dramatisk og spændende fortalt, faktisk. Men hvor er analysen? Den samlede forståelse og holdningen til tingene. Til nu forsvinder den i mere end 15 vidners korte statements. Campbell Scotts fortællerstemme holder sig til begivenhedernes referat, den røber ikke filmens bud på indsigt og forståelse. Sådan samlet. Jeg forstår stadigvæk ikke, hvad Goodman selv mener og hvordan han og hans film placerer sig uden for alt det, der i forvejen menes om den præsident. Hvad er det mon der tilføjes? Barak Goodman med de mange dokumentariske priser vil da andet end filme og holde mikrofon over interviewmedvirkendes hoveder? Der er to afsnit tilbage. I aften og i morgen aften. Jeg må se ordentlig efter, høre ordentlig efter.  Det kan nås for mig at finde ud af det…

3. DEL

Nå, sådan er det lavet! Goodmans egen analyse og konklusion og holdning ligger – filmisk faktisk – som en konstruktion af små dele af interviewene, som er limet sammen af den – forstår jeg også nu – omhyggelige og naturligvis velskrevne fortællerstemme. De medvirkende er ikke medvirkende som personer, som personligheder slet ikke. Man ved for alles vedkommende, at de må være fascinerende mennesker. Alle som én. Men her er de stemmer i et samlet kor, samlet i en klippets ordning i en dramatisk fortællekurve. Kun en enkelt skiller sig ud på mærkelig vis, det er Kofi Annan. (Det må jeg finde ud af senere.) Så tv-serien er ikke et udsagn, eller en række udsagn om, men et billede af Clinton og de år, han var præsident. Et pointelistisk billede, et impressionistisk billede, et langt gobelinvævet tapet. Et ordnet flimmer af brudte udsagn. Går jeg tæt på, bliver det uskarpt, går jeg på afstand, læner mig tilbage og tager fortællingen til mig, umiddelbart, vokser tv-værket til et stort epos.

Den gennemførte kronologi kaster nogle gevinster af sig i og med, at jeg jo kender hovedtrækkene i begivenhedsrækken, det er jo alt sammen sket for øjnene af mig. Det er i min tid, og det giver fortællemæssige muligheder, som Barak Goodman udnytter: Whitewater-sagen kan komme op igen og igen, den berømte unge praktikant kan introduceres – men ikke mere, jeg kender hende jo – introduceres de mærkelige dage, hvor Clinton gik alene omkring i regeringskontorerne, for personalet var sendt hjem, han havde ikke penge til lønningerne, fordi lovgivningsmagtens flertal anført af Newt Gingrich og han ikke kunne nå overens om det statslige budget. Min interesse bindes i denne vældige styrkeprøve med de mange pespektiver, som Clinton vinder så grundigt, at det fører direkte til den store sejr ved præsidentvalget i 1996, men jeg ved dog bag dette, at der jo var det der med praktikanten. Jeg ved, at præsidenten tænker på det. Ved andre det? I hvert fald ved de i filmen ikke, vidste de dengang ikke, Clinton slet ikke, at det en dag vil eksplodere – i fjerde og sidste afsnit.

Lige nu før fjerde akt er præsidenten stor og fri. Fri af ham, som opførte sig, som var han præsident, Newt Gingrich, omsider fri af Hillary Clintons medpræsident-funktion, som var uhensigtsmæssig i forhold til de andre nærmeste medarbejdere. Gingrich har regulært tabt og Hillary har klogt indset, at hun må spille på egen bane. Og Clinton viser sig handlekraftig, ikke kun indenrigspolitisk, også udenrigpolitikken tager han på sig skønt skræmt af de afrikanske katastrofer tidligere. Skønt han end ikke har lært at gøre honnør griber han som øverstkommanderende ind og sender USA sammen med NATO i krig mod Serbien og har med ét den anerkendte rolle som den vestlige verdens leder.

4. DEL

Krønikens ubarmhjertige form, den strenge kronologi indebærer således også sine egne slutninger. Og ofte slutter begivenhedsrækken ikke med et markant punktum, den glider ud i mere ens – tlsyneladende ens dage. Clinton har 700 af den slags dage tilbage i det hvide hus efter Lewinsky sagen, som fylder meget af fjerde akt, vel nok alt for meget. De 700 dage synes jeg følgelig der skulle være gjort mere ud af, for dem ved jeg på forhånd mindre eller intet om. De gør mig nysgerrig.

Det smukke arkivfoto, som sidder i toppen af dette blogindlæg, bruger Barak Goodman til fortællingen om samtalen mellem de to, mellem ham og hende, da han omsider indrømmer, at han var hende utro med den unge kvinde i regeringskontorerne. De to ser ikke på hinanden, ser ikke hinanden, de ser hver deres vej, men parallelt, på lige fod, lige stærke. Og sådan bliver det. Hun arbejder herefter på at vinde og vinder guvernørposten i New York, hun har nu sin egen karriere, sit eget liv. Han hjælper hende, men han har først og sidst sin lange afslutning, sine 700 dage.

Det betydningsladede arkivbillede, billedsiden til den afgørende scene, bliver også det centrale element i tv-seriens plakat, som fastholder tv-dokumentarens shakespearske plot omkring erotik, ambition og magt.

Barak Goodman: Clinton, USA, 2012, 4×50 min., manuskript: Barak Goodman, fotografi: Stephen McCarthy, klip: George O´Donnell og Nancy Novack, produktion: Ark Media Barak Goodman, Chris Durrance og Jamila Ephron. Sendtes på DR2 16.-19. juli 2012.  

Rebellious Football Players

arte has declared “Summer of Rebels” and post-euro championship in Ukraine/Poland a 90 minutes long documentary is being broadcast on the German/French cultural channel and published on dvd. Eric Cantona, in his career himself quite a controversial, and brilliant, football player, is guiding the viewers to five (some alive, some dead) outstanding players, who had guts to go against the mainstream to take political initiative. Here is the (edited) intro from the website of arte, in French:

“Un film–manifeste qui réaffirme les valeurs du sport dans la société à travers cinq histoires chères à Eric Cantona.

L’histoire de Didier Drogba, qui en 2004, en pleine guerre civile ivoirienne, ignore les mises en garde de son club et de ses agents pour lancer un appel à l’unité et demander aux deux parties de déposer les armes. Celle du chilien Carlos Caszely qui fut, en 1973, un des rares footballeurs d’envergure à s’opposer et à défier ouvertement la dictature de Pinochet. Rachid Mekhloufi, un joueur de l’équipe de France qui, pendant la guerre d’Algérie, choisi la clandestinité et rallié son pays pour défendre, à partir de 1958, les couleurs de l’équipe du FLN. Celle de Predrag Pasic, international yougoslave qui, défiant les bombardements et les haines, a choisi de fonder une école de football multi-ethnique dans le Sarajevo assiégé des années 1990. Celle du brésilien Sócrates qui, en pleine dictature militaire au début des années 1980, transforme chaque match en meeting politique pour la démocratie.

Les rebelles du foot, en DVD dès le 20 juin chez ARTE Editions.

http://www.arte.tv/fr/Les-Rebelles-du-Foot/6727602.html

Ravello Observations

Classic Italian town: Piazza Duomo, with the dome on the main square surrounded by cafés, meeting points for locals (only 3000 outside the season) and in July tourists like us, who enjoy the overwhelmingly bella vista to the Amalfi Coast. In a few days you slow down and find your routine of walking to the square in the still bearable morning temperature, have your cappucino and brioche to sit down and greet by-passers, who fall in love with the blond, blue-eyed nine month old baby, who is here with his parents, one of them the niece of my wife, who has invited the four of us to celebrate her birthday. Back to the holiday appartments and the swimming pool, equipped with the pink La Gazetta Sportiva, just one of the daily newspapers totally dedicated to sport, mostly gossip about the transfers of Italian soccers teams, the big issue these days being the possible move of Zlatan Ibrahimovic from Milan to PSG Germain in Paris. The 40 page newspaper is about sport all over including 4-6 pages about the world around us like the constant massacres in Syria!

Siesta… and then the fabulous cooler evenings of finding a good outside restaurant to have a dinner, an espresso and a grappa.

Back to the square that in 1953 housed John Huston and his film team – according to a plaquette on the wall of a house in Viale Wagner (yes, the composer was here) – during their planning and shooting of ”Beat the Devil” casting Humphrey Bogart, Jennifer Jones, Gina Lollobrigida and Peter Lorre in a film that had Truman Capote as co-scriptwriter, a film that Wikipeaks notes was made out of a script fabricated from day to day with a doutable end result – you can watch the film in its entire duration online. It has been declared ”public domaine”.

Danish poster to the film, title: Fuld af løgn.