DocuNotes 2010: Rabbit a la Berlin

”Yes, this is the way to make a different film for the celebration of the 20 years of the fall of the Berlin Wall. Playing masterly with the film language, wanting to surprise us. To tell us the same story but in a completely new way. With music that associates a fairy tale with rabbits in the leading roles. But also as an informative commentary-born popular science film about the city lives of a threatened species…”

This is how filmkommentaren.dk started an enthusiastic review of the film in question, that went all the way from being a small Polish-German production for the 20 years after the Wall, going to tv-stations all over the world and to a nomination for an Oscar. Bartek Konopka and Piotr Rosolowski were director and cameraman, and Anna Wydra was the producer, who fought for the success of the film and won.

I met her again at idfa, she was boiling with new plans – publishing dvd’s of excellent, but not very well known Polish documentaries, to be sold to a Polish audience – and she gave me a book, with the 39 mins. long dvd of the film inserted, on the very same film’s ”career”. Financed by… of course, Duracell! Elementary, my dear Watson. An English version of the book with dvd is now under negociation.

http://www.rabbitalaberlin.com/?set_lang⟨=en

DK4 sender programmer med dokumentarister

Den kommende tid sender DK4 en række programmer med dokumentarfilminstruktører. Og det er jo godt nok, bare de så også sender deres film. Man må gå ud fra, det er dem, det handler om.

Det første program med Nicole N. Horanyi sendes i aften, 27. december 19:30. Hun har selv lavet  Mr. P (2007) og The DeVilles (2009), serien Fodboldpigerne 1-6 (2009) sammen med Malene Rykær. De to sidste titler kan ses på Filmstriben.

Det andet program med Sami Saif sendes 30. december 15:15. Han har lavet The Video Diary of Ricardo Lopez (2000), Family (2001) sammen med Phie Ambo, Dogville Confessions (2003), Awaiting (2006), Mit Danmark (2006), Roskilde (2008) sammen med Ulrik Wivel, Paradis (2008) sammen med Jens Loftager og Erlend E. Mo, Tommy (2010).

De andre programmer er endnu ikke programsat, men de vil efter planen blive sendt i løbet af januar 2011. Det kommer til at handle om Kasper Torsting, Michael Noer, Jesper Ravn, Mikala Krogh og Andreas Møl Dalsgaard hedder det i meddelelsen. Jeg håber og tror, at det er om deres film, det kommer til at dreje sig.

http://filmsyn.wordpress.com/

Senere: Så så jeg det første program. Det var lidt kortfattet, må jeg sige. Men Nicole Nielsen Horanyi er værd at lytte til, dog burde hun være hjulpet ud af det ligegyldige filmskolesnak og bragt til at tale konkret om konkrete film, vel at mærke de tre, som hun, forstår jeg, sætter højt. Hun skal bestemt ikke tale om sine egne, som hun så gribende forkert gik i gang med at forklare og forsvare. Den opgave klarer de selv, og de film er ikke længere hendes, men vores. Men en lang, lang tv-samtale mellem hende og tilrettelæggeren Steffen Moestrup om de tre forbilleder kunne bestemt have holdt mig fanget.  

Moestrup har trods dette al mulig ære af sit projekt med at pege på en række vigtige filmfolk og deres værker. Han skal have tak, faktisk. Jeg glæder mig til de øvrige. En lille vigtig ting mere, han og fotografen måske lige skulle snakke sammen om, er overvejelsen af, om de laver tv eller film. Jeg tror faktisk, at tv om film er tv. Gerne med studieværten markant til stede. Det er en stolt tradition. Og trygt. Også for den medvirkende. 

Foto: Nicole Nielsen Horanyi

Hanne Risgaard: Rørdrummens vinter

Filmstribens juletilbud har været ude nogen tid. Et af dem er en bemærkelsesværdig film, som så smukt, så fuldstændigt dækkende passer til disse dage. Historien er den, at fotografen Leif Bjørn Petersen over fire vintre 1996-1999 gennemførte optagelser af rørdrummen, denne ekstremt sky fugl, som nu er så sjælden. Det blev til omkring 100 timers materiale, som Hanne Risgaard bearbejdede til denne usædvanlige film. Før hun gik i gang med arbejdet, skrev hun en synopsis om det stedets drama, hun så i det store materiale om den helt særlige fugl:

”Et sted i Danmark, i en sø tæt på en trafikeret vej har naturen indrettet sig, så at et hjørne af søen selv i strenge vintre aldrig fryser til. Strømninger i vandet holder det i konstant bevægelse, og det gør, at når frosten sætter ind, og isen lægger sig over søen, bliver hjørnet til en våge – et farligt sted for mennesker, men den eneste kilde til føde for de fugle og dyr, som lever ved søen.

Ved de fleste våger i Vinterdanmark vrimler det med skalleslugere, fiskehejrer, ænder og andre fugle, almindelige på vore kanter. Men vågen i denne lille sø har sjældne gæster. Isfuglen er en af dem. Men den mest bemærkelsesværdige er rørdrummen – stor og aparte, mystisk og sky og meget, meget sjælden i den natur, hvor mennesker fylder næsten alt.

Historien om rørdrummen ved vågen er historien om kampen for at overleve. Så længe vinteren er mild, er der føde til alle, og dermed også plads til alle. Men efterhånden som isen breder sig, og det åbne vand bliver mindre og mindre, begynder der en kamp om den føde, som for de fleste af disse fugles vedkommende kun kan hentes i vågen, under vandet. Det er mest skallerne, der må holde for. Men fuglenes kamp er ikke kun at få fat i det måltid, en skalle udgør. Den virkelige kamp er at få slugt skallen, inden en anden fugl går i krig for et nemt foder. I den kamp kan blodet flyde, og alle er hinandens fjender. Rørdrummen og fiskehejren bliver de markante kombattanter i en vinter, som kræver mange ofre.

Det er foråret, som udvider vågen, smelter isen og sætter gang i den cyklus, som sikrer fortsat liv… Der hvor de fleste naturfilm starter, slutter denne historie.”

Hanne Risgaard: Rørdrummens vinter, Danmark 2004, 35 min. Manuskript: Hanne Risgaard, fotografi: Leif Bjørn Petersen, speak: Hanne Risgaard, klip: Jes Kjær Paul, musik: Morten Alfred Høirup og Jes Kjær Paul, produktion: Adam Schmedes, Loke Film www.lokefilm.dk Kan altså ses på Filmstriben

To Leave a Film School

… after three years of studies having graduated to be ready for real work. Out there in ”the jungle”. This is the situation for 27 students from the Zelig School for Documentaries, television and new media in Bolzano. I was one of their teachers and offered them ”jungle talks”, jungle referring to the big world outside the protected school area. Not easy for them, what do you do? Write applications with a cv attached? Go to the festivals and markets in Leipzig and Amsterdam? Hang around at the cocktail parties, bump into someone, who knows someone, who might have a job? As an editor or as cameraman/woman or as director. Or use the contacts that you have build up during the school years at local tv stations or with companies that do corporate films. Make some bread and butter jobs. And/or earn some money doing the dishes at the local café or by being a social worker. Career planning… well, in theory, but in practice it is learning by doing, isn’t it?

The best business card however is their diploma work, and also previous works made at the film school. Are they good, could they – the films – have a chance at international film festivals. Actually yes, for several of them this kind of success is already there, their films are being accepted at important festivals. If it gives any job, is another question but you get noticed and you are on the right track. Georg Boch had his ”Facebook’s Adorno Changed my Life” and ”The Sued Generation” at the festivals in Jihlava and Leipzig, and the Adorno-work is now in the catalogue of the American distributor Icarus. Janos Richter and the cameraman Jakob Stark were at idfa at the Student’s Competition with their ”Guanape Sur” (PHOTO), which also went to the prestigious festival for excellent camerawork, Caméraimage in Poland. Mark Olexa and his crew Francesca Scalisi and Fabio de Felice are going late January to the Trieste International Film Festival with ”Heart Quake”, and Benoit Felici will go with editor Milena Holzknecht and cameraman Bastian Esser to the short film festival in Clermont-Ferrand – the festival that is for short films what Cannes is for feature films – with ”Unifinished Italy” (trailer can be seen on the website of Zelig, see below). And Brett Orloff will show her ”Glitter Dream” in her native country just after Christmas. I will report on the further life on these films as well the other graduation films.

http://www.zeligfilm.it/

De nøgne fra Skt. Petersborg på Filmstriben

Der kommer flere og flere kunstnerisk betydningsfulde film ind på bibliotekernes distribution på nettet Filmstribenog og det er det godt. Blandt nyhederne må her på siden naturligvis nævnes Ada Bligaard Søbys De nøgne fra Skt. Petersborg som juryen tildelte en delt pris som bedste danske film på Cph:Dox 2010. Vi har her på siden prøvet at følge hendes værk i vækst, men savner jo i distributionen at kunne henvise til hendes tidligere film, som naturligvis er så ekstremt vigtige for opfattelsen af denne sidste.

Det ser ud som tilfældigt, hvilke samlede værker, bibliotekerne stiller til rådighed. I hvert fald er kriterierne nu uigennemskuelige. Men man er jo glad for hver ny god film tilgængelig i dette lovende foretagende www.filmstriben.dk som supplerer bibliotekernes forhåbentlig fortsat voksende og mere og mere fælles filmsamling i vhs og dvd kopier, som så generøst nu nogle år har kunnet nås via www.bibliotek.dk Lige nu kan man få fat på en enkelt af Bligaard Søbys film ud over De nøgne… via de to biblioteksdistributioner.     

Miki Mistrati: Dømt for terror

Endelig fik jeg Filmsstriben til at fungere igen, endelig fik jeg mulighed for at se Mistatis m. fl.’s film, som jo har været der længe: Terrorist ved et tilfælde (2009) og Dømt for terror (2010). De har gjort indtryk, og de har sat tanker igang. På for mig nye måder. Det er alvoren og det daglige journalistiske arbejde, jeg er blevet optaget af. Den ligetil og usentimentale vilje til en efterhånden generel sammenfatning af en voksende mistanke til vores retsstat. Og så det, at det personlige er til stede så absolut nødvendigt, men ligetil og ikke kommer i vejen for den i filmens løb mere og mere omfattende bekymring for vores retssikkerhed.

Det handler om andre, de andre helt konsekvent, men Miki Mistati, en af vore, er lige så selvfølgelig fortæller og hovedperson (FOTO). Det er så godt, for det kan han administrere så let, at man glemmer det. For det handler i allerførste omgang i Dømt for terror om den stakkels mand, født i Danmark, dansksproget, som formodentlig som offer for et justitsmord godt hjulpet på vej af en generel vurdering fra Glostrup Politi afgivet til kollegerne i Bosnien sidder i fængsel i Bosnien på femte år. Skønt meget i filmbilledet selv (og det er ærligt, trygt og godt) formår Mistati i sin fortælling at holde fokus på denne mands skæbne først og dernæst hen over filmens midte på terroristlovens forfærdende konsekvens for vores kultur.

De to temaer forankres i hvert sit rolige møde og interview i samtalens form. Vel at mærke møder, som holdes sammen på deres sted i den kronologi, som filmens og Mistratis opklaring afstedkommer. Sådan! Det første møde er med den fængsledes bosniske forsvarsadvokat, som låner alt sit materiale til Mistratis efterforskning og som pointe noterer, at det bosniske retssystem og dermed landets retssikkerhed er bagud i udvikling i forhold til det danske. Det andet møde er med strafferetprofessoren Vagn Greve, som brænder igennem med en interview-tilstedeværelse og foruroligende dæmpet vrede, som hæver scenen til et dokument i sig selv og som en inderste kerne i filmens dokument: “Vi skræller lag på lag af det, som er meget hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder igennem flere hundrede år, rettigheder, som har givet garantien for, at vi har en retsstat…”

Miki Mistrati, Christian Sønderby Jepsen og Nagleb Khaja: Dømt for terror, Danmark 2010, 40 min. Fotografi: Henrik Bohn Ipsen, lyd: Jakob Garfield, klip: Ida Bregninge, musik: Jonas Colstrup, producer: Helle Faber, produktion: Monday Production, distribution: www.filmstriben.dk

Who was Niels Jensen?

To our non-Danish readers who might have noticed that several recent Danish language articles circle around the name, the very Danish name, Niels Jensen.

The reason is that Jensen (photo below) died a week ago, 81 year old after a long and important contribution to Danish film culture. He taught film – and many other topics – at the Danish folk high school Krogerup, he was a teacher at the Danish Film School, he served years as film consultant at the National Film Board of Denmark (now Danish Film Institute), and was a member of the board of directors at the same institution, and many other committees.

And he was an excellent writer which we film buff Danes have profited from. He wrote the best Danish book on film, ”Filmkunst”, and made reviews and presented films on television. A constant source of inspiration and semper ardens and interested in other people. Niels Jensen, I am sure, also has fans outside Denmark, he made several tours to American universities.

Niels Jensen og den korte historie

For tre år siden blev jeg af Film, DFI’s blad , bedt om at vælge mig en filmisk julegave og begrunde valget. Jeg valgte en bog af netop afdøde Niels Jensen, som jeg siden da har læst med stor fornøjelse. Her følger min begrundelse fra 2007 – og hvorfor ikke lade den være en julegave i år 2010:

Hvorfor elsker jeg korte film?… Jon Bang Carlsen mente engang, at jeg måtte have problemer med vandladningen og ikke kunne sidde stille til en “Abendfüllender Dokumentarfilm”! Jeg selv mener jo, at det er i denne genre, der overskrides grænser og kan findes antydning og præcision i udtrykket.

Den egentlige forklaring er den, at Danmarks bedste filmformidler klogt og pædagogisk har vist mig vejen fra den dag, jeg lærte ham at kende sådan cirka for 25 år siden. Som højskolelærer, som programredaktør ved Statens Filmcentral og som lærer ved Filmskolen har han brændt for filmen som kunstart og øst ud af sin store kærlighed og viden.

Navnet er Niels Jensen, som for længst kunne have lagt fødderne op på fodskamlen efter en smuk og uselvisk tjeneste til gavn for dansk filmkultur.

Det gjorde han ikke. I stedet har han nu udgivet en ny bog, hvor han introducerer os til novellen, novellefilmen og noveller omsat til spillefilm. Sikkert med en masse henvisninger til billedkunsten. Jeg glæder mit til at læse den. Som jeg gjorde i sin tid, da “Filmkunst” åbnede mine øjne for at film skal ses i sammenhæng med andre kunstarter og kulturelle strømninger.

Derfor står den bog øverst på min ønskeseddel!

Kort om korte historier i litteratur og på film. Af Niels Jensen
, 2007
, 439 sider. Udgivet af Den Danske Filmskole.

Henning Carlsen: De gamle, Familiebilleder, Ung

Niels Jensen skrev i Filmkunst (1969) videre om Henning Carlsen, at han med trilogien De gamle, Familiebilleder og Ung (1960-65) var blevet “den førende danske repræsentant for moderne dokumentarisme.” Det var skarpt set og modigt vurderet blot fire år senere, men det var også kyndigt, har det herefter vist sig. Afsnittet i det store filmæstetiske essay fortsætter om Carlsen: “Da De gamle blev til, stak dansk kortfilm endnu i al væsentlighed i tredivernes og fyrrernes tradition. Man fremlagde og redegjorde, spurgte ikke thi man vidste det hele og opsøgte ikke mennesker på hvis ansigter livet havde skrevet. Nu kom det. Lykke og sorg, tryghed og modgang, fællesskab og ensomhed ses i billederne af ‘De gamle’ og høres i stemmerne.”

Henning Kristiansens teleoptagelse af de to på bænken i parken (FOTO) er fra Familiebilleder. Til netop denne scene, som er et indklip, særdeles medtolkende som det er placeret i filmen, knytter Henning Carlsen i Mit livs fortrængninger (1998, 134f) en afmonterende anekdote, som dokumenterer, at virkeligheden i historien bliver til en virkelighed, som overtrumfer den virkelige. Dokumentarfilm er konstruktion. Konstruktion af sand virkelighed. Det er måske også Niels Jensens konklusion på en tilsvarende læsning af en Carlsen-tekst, Jensen skriver i Filmkunst: “Henning Carlsen, der i sin tid begejstredes over cinéma vérités sandhed har nu givet dette en drejning og er endt med (i et interview i Kosmorama nr. 81) at prise det subjektive og anfægte selve forestillingen om det dokumentariske. Findes det overhovedet? Findes der andet end instruktørens film?” Niels Jensen så det med det samme dengang i 1969, men der er stadigvæk politiske sager om det dokumentariske billedes sandhedsværdi, sådan er det i den virkelighed. Pointen i dette er imidlertid, at de to på bænken godkendte brugen af deres samvær, skønt det i deres virkelighed, da de uden at vide det blev filmet, havde et helt andet indhold end klipningen tillagde det. De var nemlig biografgængere og kendte også den virkelighed som virkelighed. 

Henning Carlsen: De gamle, Danmark 1961. 30 min. Manuskript: Henning Carlsen, fotografi: Henning Kristiansen, lyd: Erik Rasmussen, klip: Henning Carlsen, produktion: Flamingo Film Studio for Socialpolitisk Forening og Statens Filmcentral.

Henning Carlsen: Familiebilleder, Danmark 1964. 28 min. Manuskript: Henning Carlsen, fotografi: Henning Kristiansen med Leif Jappe som assistent, lyd Niels Ishøy, klip: Henning Carlsen, produktion: Henning Carlsen med Jette Kromann som assistent for Socialpolitisk Forening, Dansk Kulturfilm og Statens Filmcentral.

Henning Carlsen: Ung, Danmark 1965. 27 min. Manuskript: Henning Carlsen, fotografi: Henning Kristiansen, klip: Henning Carlsen.

De tre film er sammen med Limfjorden, 1961 er nu udkommet på dvd, og kan tillige med en del af Henning Carlsens mange øvrige film på vhs eller dvd købes hos ham selv.

Henning Carlsen: Limfjorden

Jørgen Vestergaard var ung og begynder dengang i 1961, da han var assistent på Carlsens film fra Limfjorden, men han var som den journalist, han også ville være, herefter erobret af den poetiske måde at rapportere på. På film. Carlsens regler var dengang med den produktion: 35 mm. Sort/hvid. Ingen musik. Film som ikke er turistfilm, som Carlsen skriver i ledsageteksten til dvd’en, som kom ud i år. Bortset fra det sidste modificerede de begge senere denne strenghed.

Et kapitel i dansk filmhistorie begynder her. Vestergaard er et par år senere med sin første rigtige film Sommerheste i gang med en livslang værkrække, og Carlsen er allerede begyndt på sin berømte trilogi (som også findes på denne dvd), der introducerer cinéma vérité i dansk film. Niels Jensen skriver om det i sin bog, Filmkunst (1969) og citerer Henning Carlsens begejstring for Jean Rouchs og Edgar Morins metode: ”Dette studie i et menneskeansigt… er drama mere end nogen forfatter, skuespiller eller instruktør kan skabe – det er det, der hedder ’cinéma-vérité’ – sand film!”  Niels Jensen vidste godt, at Carlsen ikke kendte Rouchs og Morins film i 1960-61, ”… men hans ord bringes for at vise hvor meget instruktøren (Carlsen) længtes efter en dokumentarfilm, der beskæftigede sig med mennesker.”

Og det er også ved gensynet disse mange år senere, man gribes af billederne af menneskene fra dengang. Fastholdt af dem lige fra den første lange scene med de to, som i kølig morgendis vader ud til jollen, stiger om bord og i en stilfærdig lyd fra det, som sker og er der og ikke andet, ror ud og ud, til de forsvinder i dis, lige før de forsvinder ud af billedrammen. Carlsens klip, som behjertet følsomt har ladet os vente længe, længe for at se, se lader os i tvivl om det, men vi ved jo, at de skal røgte garn, at kameraet senere i fortællingen efter reglen, vi har i nervesystemet, vil samle dem op ude ved pælene. Sådan er den, billedfortællingen, som den tids nye æstetik og Theodor Christensen forlangte det, som Carlsen ville det. Denne film og så Familiebilleder, som han lavede samtidigt, står blandt de mange dokumentarfilm, han har overkommet, hans hjerte nærmest, skriver han i Mit livs fortrængninger (1998). De siger ikke noget, de to fjordfiskere, de ved, hvad der skal gøres og koncentrerer sig om det. Sådan er det også med deres modsætning, havnearbejderformanden inde i Aalborg, som med udsøgt musikalitet i sine hænder dirigerer cementsække igennem en dæksluge, og netop under denne optagelse går det en smule forkert og.. ja, op igen, om igen. Bemærkningen falder, som var det filminstruktørens, en af de få replikker i den tavse film. Jo, tavs er den. Erik Aalbæk Jensens og Nicolai Lichtenbergs speak er udenfor, af en anden verden, højskolens, belæringens, distancens. I dag kunne den godt undværes, den ved ikke, hvad den taler om, filmbillederne ved det. Den er et udenværk, som er til at komme omkring ind til den rene film.

Henning Carlsen: Limfjorden, Danmark 1961. 29 min. Manuskript: Henning Carlsen, fotografi: Henning Kristiansen, klip: Henning Carlsen, produktion: Minerva Film for Dansk Kulturfilm, distribution: Henning Carlsen. En del af Henning Carlsens mange dokumentarfilm kan på vhs eller dvd købes hos ham selv.