Miki Mistrati: Dømt for terror

Endelig fik jeg Filmsstriben til at fungere igen, endelig fik jeg mulighed for at se Mistatis m. fl.’s film, som jo har været der længe: Terrorist ved et tilfælde (2009) og Dømt for terror (2010). De har gjort indtryk, og de har sat tanker igang. På for mig nye måder. Det er alvoren og det daglige journalistiske arbejde, jeg er blevet optaget af. Den ligetil og usentimentale vilje til en efterhånden generel sammenfatning af en voksende mistanke til vores retsstat. Og så det, at det personlige er til stede så absolut nødvendigt, men ligetil og ikke kommer i vejen for den i filmens løb mere og mere omfattende bekymring for vores retssikkerhed.

Det handler om andre, de andre helt konsekvent, men Miki Mistati, en af vore, er lige så selvfølgelig fortæller og hovedperson (FOTO). Det er så godt, for det kan han administrere så let, at man glemmer det. For det handler i allerførste omgang i Dømt for terror om den stakkels mand, født i Danmark, dansksproget, som formodentlig som offer for et justitsmord godt hjulpet på vej af en generel vurdering fra Glostrup Politi afgivet til kollegerne i Bosnien sidder i fængsel i Bosnien på femte år. Skønt meget i filmbilledet selv (og det er ærligt, trygt og godt) formår Mistati i sin fortælling at holde fokus på denne mands skæbne først og dernæst hen over filmens midte på terroristlovens forfærdende konsekvens for vores kultur.

De to temaer forankres i hvert sit rolige møde og interview i samtalens form. Vel at mærke møder, som holdes sammen på deres sted i den kronologi, som filmens og Mistratis opklaring afstedkommer. Sådan! Det første møde er med den fængsledes bosniske forsvarsadvokat, som låner alt sit materiale til Mistratis efterforskning og som pointe noterer, at det bosniske retssystem og dermed landets retssikkerhed er bagud i udvikling i forhold til det danske. Det andet møde er med strafferetprofessoren Vagn Greve, som brænder igennem med en interview-tilstedeværelse og foruroligende dæmpet vrede, som hæver scenen til et dokument i sig selv og som en inderste kerne i filmens dokument: “Vi skræller lag på lag af det, som er meget hårdt tilkæmpede frihedsrettigheder igennem flere hundrede år, rettigheder, som har givet garantien for, at vi har en retsstat…”

Miki Mistrati, Christian Sønderby Jepsen og Nagleb Khaja: Dømt for terror, Danmark 2010, 40 min. Fotografi: Henrik Bohn Ipsen, lyd: Jakob Garfield, klip: Ida Bregninge, musik: Jonas Colstrup, producer: Helle Faber, produktion: Monday Production, distribution: www.filmstriben.dk

Who was Niels Jensen?

To our non-Danish readers who might have noticed that several recent Danish language articles circle around the name, the very Danish name, Niels Jensen.

The reason is that Jensen (photo below) died a week ago, 81 year old after a long and important contribution to Danish film culture. He taught film – and many other topics – at the Danish folk high school Krogerup, he was a teacher at the Danish Film School, he served years as film consultant at the National Film Board of Denmark (now Danish Film Institute), and was a member of the board of directors at the same institution, and many other committees.

And he was an excellent writer which we film buff Danes have profited from. He wrote the best Danish book on film, ”Filmkunst”, and made reviews and presented films on television. A constant source of inspiration and semper ardens and interested in other people. Niels Jensen, I am sure, also has fans outside Denmark, he made several tours to American universities.

Niels Jensen og den korte historie

For tre år siden blev jeg af Film, DFI’s blad , bedt om at vælge mig en filmisk julegave og begrunde valget. Jeg valgte en bog af netop afdøde Niels Jensen, som jeg siden da har læst med stor fornøjelse. Her følger min begrundelse fra 2007 – og hvorfor ikke lade den være en julegave i år 2010:

Hvorfor elsker jeg korte film?… Jon Bang Carlsen mente engang, at jeg måtte have problemer med vandladningen og ikke kunne sidde stille til en “Abendfüllender Dokumentarfilm”! Jeg selv mener jo, at det er i denne genre, der overskrides grænser og kan findes antydning og præcision i udtrykket.

Den egentlige forklaring er den, at Danmarks bedste filmformidler klogt og pædagogisk har vist mig vejen fra den dag, jeg lærte ham at kende sådan cirka for 25 år siden. Som højskolelærer, som programredaktør ved Statens Filmcentral og som lærer ved Filmskolen har han brændt for filmen som kunstart og øst ud af sin store kærlighed og viden.

Navnet er Niels Jensen, som for længst kunne have lagt fødderne op på fodskamlen efter en smuk og uselvisk tjeneste til gavn for dansk filmkultur.

Det gjorde han ikke. I stedet har han nu udgivet en ny bog, hvor han introducerer os til novellen, novellefilmen og noveller omsat til spillefilm. Sikkert med en masse henvisninger til billedkunsten. Jeg glæder mit til at læse den. Som jeg gjorde i sin tid, da “Filmkunst” åbnede mine øjne for at film skal ses i sammenhæng med andre kunstarter og kulturelle strømninger.

Derfor står den bog øverst på min ønskeseddel!

Kort om korte historier i litteratur og på film. Af Niels Jensen
, 2007
, 439 sider. Udgivet af Den Danske Filmskole.

Henning Carlsen: De gamle, Familiebilleder, Ung

Niels Jensen skrev i Filmkunst (1969) videre om Henning Carlsen, at han med trilogien De gamle, Familiebilleder og Ung (1960-65) var blevet “den førende danske repræsentant for moderne dokumentarisme.” Det var skarpt set og modigt vurderet blot fire år senere, men det var også kyndigt, har det herefter vist sig. Afsnittet i det store filmæstetiske essay fortsætter om Carlsen: “Da De gamle blev til, stak dansk kortfilm endnu i al væsentlighed i tredivernes og fyrrernes tradition. Man fremlagde og redegjorde, spurgte ikke thi man vidste det hele og opsøgte ikke mennesker på hvis ansigter livet havde skrevet. Nu kom det. Lykke og sorg, tryghed og modgang, fællesskab og ensomhed ses i billederne af ‘De gamle’ og høres i stemmerne.”

Henning Kristiansens teleoptagelse af de to på bænken i parken (FOTO) er fra Familiebilleder. Til netop denne scene, som er et indklip, særdeles medtolkende som det er placeret i filmen, knytter Henning Carlsen i Mit livs fortrængninger (1998, 134f) en afmonterende anekdote, som dokumenterer, at virkeligheden i historien bliver til en virkelighed, som overtrumfer den virkelige. Dokumentarfilm er konstruktion. Konstruktion af sand virkelighed. Det er måske også Niels Jensens konklusion på en tilsvarende læsning af en Carlsen-tekst, Jensen skriver i Filmkunst: “Henning Carlsen, der i sin tid begejstredes over cinéma vérités sandhed har nu givet dette en drejning og er endt med (i et interview i Kosmorama nr. 81) at prise det subjektive og anfægte selve forestillingen om det dokumentariske. Findes det overhovedet? Findes der andet end instruktørens film?” Niels Jensen så det med det samme dengang i 1969, men der er stadigvæk politiske sager om det dokumentariske billedes sandhedsværdi, sådan er det i den virkelighed. Pointen i dette er imidlertid, at de to på bænken godkendte brugen af deres samvær, skønt det i deres virkelighed, da de uden at vide det blev filmet, havde et helt andet indhold end klipningen tillagde det. De var nemlig biografgængere og kendte også den virkelighed som virkelighed. 

Henning Carlsen: De gamle, Danmark 1961. 30 min. Manuskript: Henning Carlsen, fotografi: Henning Kristiansen, lyd: Erik Rasmussen, klip: Henning Carlsen, produktion: Flamingo Film Studio for Socialpolitisk Forening og Statens Filmcentral.

Henning Carlsen: Familiebilleder, Danmark 1964. 28 min. Manuskript: Henning Carlsen, fotografi: Henning Kristiansen med Leif Jappe som assistent, lyd Niels Ishøy, klip: Henning Carlsen, produktion: Henning Carlsen med Jette Kromann som assistent for Socialpolitisk Forening, Dansk Kulturfilm og Statens Filmcentral.

Henning Carlsen: Ung, Danmark 1965. 27 min. Manuskript: Henning Carlsen, fotografi: Henning Kristiansen, klip: Henning Carlsen.

De tre film er sammen med Limfjorden, 1961 er nu udkommet på dvd, og kan tillige med en del af Henning Carlsens mange øvrige film på vhs eller dvd købes hos ham selv.

Henning Carlsen: Limfjorden

Jørgen Vestergaard var ung og begynder dengang i 1961, da han var assistent på Carlsens film fra Limfjorden, men han var som den journalist, han også ville være, herefter erobret af den poetiske måde at rapportere på. På film. Carlsens regler var dengang med den produktion: 35 mm. Sort/hvid. Ingen musik. Film som ikke er turistfilm, som Carlsen skriver i ledsageteksten til dvd’en, som kom ud i år. Bortset fra det sidste modificerede de begge senere denne strenghed.

Et kapitel i dansk filmhistorie begynder her. Vestergaard er et par år senere med sin første rigtige film Sommerheste i gang med en livslang værkrække, og Carlsen er allerede begyndt på sin berømte trilogi (som også findes på denne dvd), der introducerer cinéma vérité i dansk film. Niels Jensen skriver om det i sin bog, Filmkunst (1969) og citerer Henning Carlsens begejstring for Jean Rouchs og Edgar Morins metode: ”Dette studie i et menneskeansigt… er drama mere end nogen forfatter, skuespiller eller instruktør kan skabe – det er det, der hedder ’cinéma-vérité’ – sand film!”  Niels Jensen vidste godt, at Carlsen ikke kendte Rouchs og Morins film i 1960-61, ”… men hans ord bringes for at vise hvor meget instruktøren (Carlsen) længtes efter en dokumentarfilm, der beskæftigede sig med mennesker.”

Og det er også ved gensynet disse mange år senere, man gribes af billederne af menneskene fra dengang. Fastholdt af dem lige fra den første lange scene med de to, som i kølig morgendis vader ud til jollen, stiger om bord og i en stilfærdig lyd fra det, som sker og er der og ikke andet, ror ud og ud, til de forsvinder i dis, lige før de forsvinder ud af billedrammen. Carlsens klip, som behjertet følsomt har ladet os vente længe, længe for at se, se lader os i tvivl om det, men vi ved jo, at de skal røgte garn, at kameraet senere i fortællingen efter reglen, vi har i nervesystemet, vil samle dem op ude ved pælene. Sådan er den, billedfortællingen, som den tids nye æstetik og Theodor Christensen forlangte det, som Carlsen ville det. Denne film og så Familiebilleder, som han lavede samtidigt, står blandt de mange dokumentarfilm, han har overkommet, hans hjerte nærmest, skriver han i Mit livs fortrængninger (1998). De siger ikke noget, de to fjordfiskere, de ved, hvad der skal gøres og koncentrerer sig om det. Sådan er det også med deres modsætning, havnearbejderformanden inde i Aalborg, som med udsøgt musikalitet i sine hænder dirigerer cementsække igennem en dæksluge, og netop under denne optagelse går det en smule forkert og.. ja, op igen, om igen. Bemærkningen falder, som var det filminstruktørens, en af de få replikker i den tavse film. Jo, tavs er den. Erik Aalbæk Jensens og Nicolai Lichtenbergs speak er udenfor, af en anden verden, højskolens, belæringens, distancens. I dag kunne den godt undværes, den ved ikke, hvad den taler om, filmbillederne ved det. Den er et udenværk, som er til at komme omkring ind til den rene film.

Henning Carlsen: Limfjorden, Danmark 1961. 29 min. Manuskript: Henning Carlsen, fotografi: Henning Kristiansen, klip: Henning Carlsen, produktion: Minerva Film for Dansk Kulturfilm, distribution: Henning Carlsen. En del af Henning Carlsens mange dokumentarfilm kan på vhs eller dvd købes hos ham selv.

Christian Braad Thomsens snart samlede værker

De er rimeligt synlige på Filmstribens forside disse dage, Braad Thomsens film gennem årene, mange af dem, de fleste efterhånden. Som Jørgen Vestergaard har han tilsyneladende selv taget fat på digitaliseringen, så otte af dem nu kan streames af alle med lånerkort til sit bibliotek. De kan også købes som dvd’er. Hos Braad Thomsen selv. Han tager selv hånd om distributionen. Det kan vi være glade for. Der er meget i de film at være glad for. Christian Braad Thomsen fyldte jo år forleden dag. Det er os, lånerne på bibliotekerne, der har fået fødselsdagsgaverne. Indtil videre drejer det sig om disse titler:

Revolution (1969) Afgangsfilmen fra filmskolen, et samtidsdokument, en indforståets analyse.

Kære Irene (1971) Den umulige kærlighed 1

Herfra min verden går (1976) Historien om barndommens landsby, det rystende mesterværk.

Kniven i hjertet (1981) Den umulige kærlighed 2

Koks i kulissen (1983) De dybt ironiske dameattraktioner

Hvor mindets blomster gror (1991) Epitafiet over moderen, barskt, ærligt, ømt.

Karen Blixen – Storyteller (1995) En film så fornem, at den er Blixen værdigere end nogen til nu.

Morten Korch – solskin kan man altid finde (2000) Forfatteren genfundet og sat på rette plads.

Svend Åge Madsen – at fortælle menneskene (2002) At møde sin yndlingsforfatter i toget

Marilyn Marzur – Queen of percussion (2006) Loyal skildring af den fremragende musiker. Fuld af beundring.

www.filmstriben.dk  En række af filmene kan som nævnt købes hos instruktøren selv http://braadthomsen.tripod.com/ Foto: Karen Blixen – Storyteller

Niels Jensen

Så sidder man her på et hotelværelse i Tbilisi i Georgien med tårer I øjnene. En halv time efter at en sms tikkede ind med meddelelsen om Niels Jensens død. Jeg så ham sidst i Filmhuset under festivalen cph:dox, han så svag ud og fortalte mig, at hans hjerte var slidt og at han tit tabte pusten. Han var på vej til biblioteket med filmbøger. Niels var ikke gået på pension, han havde stadig timer på Filmskolen. Men han ærgrede sig over, at han ikke længere kunne køre på cykel ud til Holmen!

Det er mig fuldstændigt umuligt at skrive en nøgtern nekrolog om en mand, der i årtier var Danmarks bedste filmformidler og som lærte mig om filmens vidunderlige verden. Det må blive personligt, men jeg ved at mange kendte Niels, som jeg gjorde det – som det altid inspirerende menneske, som var glad for at give fra sig. Uegennyttig. Et ordentligt og fint menneske, altid til at stole på. Og aldrig til fals – da Mimi Stilling Jacobsen i sin tid som kulturminister skulle godkende en indstilling om en programredaktion ved Statens Filmcentral (SFC), og mente at 2/3 af trioen Erik Thygesen, Bente Hansen og Niels Jensen var for rød, blev der ringet fra ministeriet til Niels (der ikke var “rød”) med besked om at han kunne blive godkendt, hvis han ville… svaret fra ham var, at det var alle tre eller ingen. Loven blev derpå lavet om, så ministeren ikke længere skulle fungere som “gummistempel”.

Jeg ved, at aviserne vil skrive om hans viden om og kærlighed til John Ford og westerngenren. Og om hans store interesse for og viden om Ingmar Bergman. Det har aldrig betydet noget for mig, og det var ikke det, som optog ham mest. Hans hjerte var knyttet til kort- og dokumentarfilmen, og han fik lejlighed til at præge den danske i mange år som filmkonsulent ved Statens Filmcentral (SFC) og før da som konsulent ved Kortfilmrådet. I bedste folkeoplysnings-forstand og i den ånd, som lå bag oprettelsen af SFC, var Niels altid den stærke fortaler for at film skal bruges til at blive klogere af. Jeg gav ham en stak udenlandske dokumentarfilm i begyndelsen af dette år, han så dem, og vi mødtes på Husmanns Vinstue, og Niels analyserede med få ord filmene med præcision og stor entusiasme. Og tit med en parallel til andre kunstarter, specielt malerkunsten men også litteraturen, den korte, novellen, som han har skrevet en bog om.

Åh, der ryger så mange minder igennem mit hovede – om redaktionsmøder i SFC, rejser sammen til Berlin, for meget rødvin i forbindelse med Cinema du Réel i Paris, meget velkomne belæringer om, hvad det vil sige at være lærer, de slidte udgaver af hans fremragende bog “Filmkunst”. Der var højt til loftet og respekt for andre. Mens jeg skriver dette løber en mail ind fra Jørgen Vestergaard, en af mange danske filmfolk, som Niels satte højt og hjalp. Vestergaard skriver: Jeg har kendt Niels siden jeg i en alder af nitten var elev på Krogerup, og jeg føler det som et stort tab… Ja, mon ikke!

Fotografi: Niels Jensen på sit kontor på SFC o. 1985 fotograferet af Freddy Tornberg.

Jørgen Vestergaards snart samlede værker

Når der er kræfter (sponsorer eller store distributører) bag, kommer dvd-boksene med de berømte navne og titler, og det fint nok. Når der er vedholdende vilje bag, kommer de andre film også, men enkeltvis eller blot samlet et par stykker på en enkelt dvd, i almindelige kassetter. Men de samler sig uanset udgivelsesmåden ved siden af hinanden på reolen, disse rækker af samlede værker.

Jørgen Vestergaard og hans forlag på biblioteket i Thisted sørger efterhånden for at få hans samlede værk ud på dvd. Det fylder mere og mere helt til højre på hylden. Under bogstavet V ude ved von Trier og Westerlund. Vestergaard fylder lidt efter lidt meget på hylden, og især fylder hans samlede værk sin plads i den danske filmlitteratur, hvor han som naboerne dominerer sin niche med gedigen kvalitet og faktisk sjældenhed. Umistelig. Disse dvd’er er nu til at få:

Et rigtigt bondeliv (1994), på dvd’en findes også Fjordfiskerne (1996) og Brødre (1996)

Kirsten Kjær og hendes museum (2008), på dvd’en findes også Cementkrucifikset (1968) om Anton Laier og med Broby-Johansens beretning, Jens Søndergaard (1995) og Ovartaci (1998)

Hanstholm – historien om en havn (1970), på dvd’en findes også Vagt ved havet (1965), Havnen (1967) og Kanonen (2005)

Viljen til Thy (2005), en beskrivelse af forandringsprocessen i Thy i perioden fra 1970 til 2005.

De fire dvd’er med i alt 12 film er udgivet af Forlaget Knakken. J.P. Jacobsens Hus. 7700 Thisted. De bestilles ved en mail til orpo@thisted.dk Storm P. Museet www.stormp-museet.dk har endvidere udgivet og sælger selv

Storm P. Opfindelser (2001) en yderst opfindsom dukkefilm over en række af de skøre maskiner, Storm P. tegnede. 

Still: Et rigtigt bondeliv

Jørgen Vestergaard: Landsbyen lever og Sommerheste

Det er så godt, at Jørgen Vestergaard sørger for at få sine mange vigtige film fra en lang og i ordets forstand enestående produktion ud på dvd. For disse film har alle årene været noget helt for sig selv, og de vil blive stående som enestående. Som en særlig filmkultur, han er alene om. I hvert fald på det niveau. En kultur i landets midte, som journalister og politikere for tiden kalder nationens udkant. 

Jeg glædede mig oprigtigt til at se de to gamle film, da de ankom i den nye kassette. Jeg gik gennem udenværkerne af aktualitet og journalistik og pædagogik fra dengang, de blev lavet, direkte ind i de dejlige dele. Først og fremmest ind til de medvirkende og deres sprog, sætninger, ord og kultur, som var min i min barndom, i min ungdom, dengang. Her til stede i et dokumentarisk arbejde og fastholdt, så det er en udfordring til den kultur, det samvær, som omgiver mig i dag. Ved siden af sprogets dokument er der i Vestergaards film altid, og altså også her, filmfotografiets dokument, som altid og også her er selvfølgeligt, smukt og autentisk. Orla Nielsen har fotograferet Landsbyen lever og Lennart Steen har fotograferet Sommerheste. De har været med fra begyndelsen, Sommerheste fra 1964 er Vestergaards første rigtige film, som han så indforstået præcist skriver i kassettens teksthæfte.   

Men, men, jeg må også være skrap. Der er altså noget, der forstyrrer. Det er disse udenværker. Jeg er ikke sikker på, om de altid har forstyrret. Men nu forhindrer de mig i hvert fald i uden grums i linserne at se værkernes rene filmiske indre søjle af uangribelighed. Konkret liste: Gunnar Iversens nok alt for villede speak, Jens Okkings mærkeligt distanceret nedladende indtaling, Peter Watkins-rammen af propaganda drama-dok i Landsbyen lever, som ellers er tidløs dokumentarisme, og så hele børnefilm-historien, som er klodset ramme om den fineste film pure i Sommerheste.  

Begge film er altså en del, og til dels forstyrrende, præget af den tid hvori, og af de formål hvortil, de blev lavet, og jeg kan ikke frigøre mig fra den tanke, at en nybearbejdning kunne have forbedret dvd-udgivelsen betydeligt, idet det så havde været muligt at skrælle ind til de to værkers sikre kerne af umistelig dokumentarisk og filmisk værdi. Den er der selvfølgelig nu, inderst inde og helt sikkert, men der meget omkring, som forstyrrer et blik, som så gerne vil se filmens kunst.

Men, men. Der er jo de uforfalskede og ægte talende mennesker i landsbyerne, og der er især, især det fine lille stykke filmlyrik om de dejlige heste, som dengang var så talrige og vigtige, men som netop disse år udvandrede sammen med bønderne. Som Knud Sørensen skildrer det: ”… Forholdet mellem mænd og heste er naturligt. 1 mand til 2 heste. Et hestespand. Forestiller man sig nu disse 295.000 overflødige mænd (så mange forsvandt fra landbruget mellem 1942 og 1975) med deres overflødige heste på vej ud af dansk landbrug, f. eks. ud over den dansk-tyske grænse ved Kruså, så må man forestille sig en næsten uendelig række af mænd og heste, ned gennem Holsten, forbi Hamburg, videre ad motorvejene forbi Frankfurt, forbi Basel, over Sct. Gotthard, de når Milano, fortsætter, fortsætter, og i det øjeblik første mand drejer ind på Peterspladsen i Rom, forlader sidste mand grænsestationen ved Kruså…” (Beretninger fra en dansk udkant 1978)  

Jørgen Vestergaard: Landsbyen lever, 1990, 44 min. Manuskript: Gunnar Iversen, fotografi: Orla Nielsen, indtaling: Jens Okking, klip: Jørgen Vestergaard, lyd: Kristian Bro og Kjell Bjørlie, musik: Kenneth Knudsen, Ole Theill og Mikkel Nordsø, produktion: Jørgen Vestergaard Film, distribution: Forlaget Knakken orpo@thisted.dk

Jørgen Vestergaard: Sommerheste, 1964, 23 min. Manuskript: Jørgen Vestergaard, fotografi: Lennart Steen, indtaling: Carl Ottosen, klip: Jørgen Vestergaard, lyd: Kjell Bjørlie, musik: Bent Axen, produktion: Jørgen Vestergaard Film, distribution: Forlaget Knakken orpo@thisted.dk

StoryDoc – Teargas in Athens

Filmmakers, broadcasters and sales agents were safe at the Goethe Institute in Athens, while riots were going on outside in the streets. While discussing upcoming projects in development, watching films, listening to clever and inspiring lectures or getting concrete information on the state of the art in terms of market, the demonstrations went on with burning of cars, smashing of windows and pavements. One or two of the filmmakers sneaked out to film a bit with their mobile phones or take some photos… and inside, during all three days of the seminar, the question was raised again and again: who can make a creative documentary on what is going on in Greece these years? The crisis, the demonstrations, why, who, what, where will it go?

The StoryDoc initiative is a sequel to HistoryDoc, founded by, and run by Kostas Spiropoulos, former general manager of the Greek public broadcaster ERT, a man with a vision, and with a strong energy and will to push the development of documentary in Greece – and abroad. The StoryDoc 2010 included three sessions – first a prologue in Ramallah, then (with the participation of 3 Palestinian projects) a session in Corfu during the summer and then now (December 5-7) the last session in Athens. The goal has been to offer around 20 filmmakers help and inspiration to develop their documentary projects. Projects about or coming from Mediterranean and Middle East countries.

The tutors have been editors, directors, commissioning editors from tv stations, producers, sales agents, distributors, and generalists like me who has the privilege to put the programme together as Head of Studies.

www.storydoc.gr