FILMOGRAFI
Røgdykker, 1985 Om mandsmod og professionalisme. Om munterhed og sammenhold. Et filmisk hyldestdigt til et røgdykkerhold ved Københavns Brandvæsen. Stilen veksler mellem både lyrisk og dramatisk reportage og en scenisk stilisering som hos Jørgen Leth
Anholt, stedet, rejsen, 1988 Om stedets betydning og om at rejse dertil og om at være der. Om tilstedeværelse, altså. Og så om et anderledes integreret liv i naturen, i kulturen, i historien. Og om Guds bestemmelse med menneskene. Igen en stilvekslen som i forrige film.
Hvem slukker lyset, 1989 Filmen er et frikvarter, en opgave fra aftenskolerne. Og der var kun én chance for at løse opgaven, det skulle være grundlæggende morsomt. Så filmen studerer den morsomste mand, den kunne forestille sig, Finn Nørbygård, katalogiserer hans bedste (og morsomste greb) og beder ham på det repertoire gennemspille tre små episoder og alle fire roller i hver af dem.
Traveller’s Tale, 1994 Her udvides rejsemotivet fra Anholtfilmen. Den rejsende slår sig ikke ned, men når til gengæld sted efter sted. Menneskene, han møder, fascinerer også hurtigere skiftende, og på dette bagtæppe af europæiske billeder dukker erotikken op sammen med denne nye energi. Nærværet er konstant, også i ganske korte scener. Blikket bliver introduceret. Den lyriske reportage er enerådende i stilen, visse afsnit griber tilbage i en stor og international dokumentarisk tradition.
Mellem lys og skygge, 1996 Og filmen om den københavnske arkitektur bliver en fortsættelse derved, at dette æstetiske emne skildres som bagtæppe, mens undersøgelsen af kvinden i mandens blik er i forgrunden under selve handlingen gennem en eftermiddag, en aften og en nat i den sommervarme by. Konstruktionen udvides med en på forhånd fastlagt og skrevet dialog.
Højholt, 1997 Og blikket vendes indad i en spejling, skønt opgaven er at skildre en digters eneboerliv, som ikke flytter sig ud af dets fysiske sted, men til gengæld lever den rigeste indre eksistens. I teksten. I rytmen. I gentagelsen. Og filmen hviler tryg i en gedigen reportage, som til gengæld udsættes for tankespring og -udfordringer, i dialogen for det første og i klipningen for det andet.
Simona, 1998 Det erotiske motiv, som dukkede op i Traveller’s Tale, isoleres nu, og blikket bliver det afgørende greb. Dette er så Lars Johanssons første samlede kvindeskildring, en arbejdsopgave, som fortsætter frem til senest romanen Signe fra 2006. Et stykke af vejen er det mandens forelskede blik, som skildrer. I romanen skifter denne synsvinkel afgørende.
Blod og håb, 2001 Filmen om det militære opgør bliver (som den begivenhed altid er) en afbrydelse. Ved ekstra grundig research og mange reportagerejser og journalistiske greb skildres den europæiske borgerkrig som en fortsættelse af undersøgelsen, bekymringen og vemodet, som var bagtæppe for møderne med kvinderne i rejsefilmen fra 94.
Den tyske hemmelighed, 2004 Her knyttes trådene. Rejsen sydpå i verdensdelen, alvorlige og ærbødige møder med de andre i klassisk sikre reportagescener i deres rum. Mandens blik er nu på hans kvinde, hustruen. Og hans film skildrer hendes projekt. Og selve researchen bliver filmens materiale. Æstetikken fornys afgørende med det detektiviske greb. Filmen bliver spændende. Historien er nu omsider i Lars Johanssons arbejde det, hvorom alt drejer sig. Så en roman måtte blive det næste, kan der efterrationaliseres videre..
