Jean-Luc Godard: Pierrot le Fou

Det med Godard var så begyndt igen.. Og heldigvis er der sidste år kommet en grundig bog, en biografi, som skildrer mandens liv ved at beskrive hans film, en efter en, omfattende, altvidende og velordnet: “Everything is Cinema, The Working Life of Jean-Luc Godard” skrevet af en medarbejder ved “The New Yorker”, Richard Brody. De følgende få citater er hentet fra den bog. Vi brugte dem i aftes i min FOF filmklub. Vi talte om “Pierrot le Fou” – talte om filmen som personligt dokument, så i dens rigdom af lag rækker af yderligere læsninger. Et mesterværk, enestående i ordets forstand var det, vi havde hentet ud af den store dvd-udgivelse.

SLUTNING OG BEGYNDELSE. “Godards næste film (efter ‘En gift kvinde’) ‘Pierrot le Fou’ bragte hans tilbedelse af klassisk filmform og metode til en imponerende slutning og påbegyndte en række værker mærket af en hysterisk, selvpinerisk desperation. I film efter film skulle Godards frustrerede kærlighed og filmiske søgen udspille sig som selvødelæggende fantasier og pirrelige voldseksplosioner. Med afslutningen på ægteskabet med Anna Karina kom afslutningen på hans søgen efter en form til at indarbejde det og forstærke det i værket. Han nye formløse måde at lave film på spejlede en afsindig sindstilstand, som ikke levnede nogen illusion om balance, færdiggjorthed eller ynde…”

Det med Godard var så begyndt igen.. Og heldigvis er der sidste år kommet en grundig bog, en biografi, som skildrer mandens liv ved at beskrive hans film, en efter en, omfattende, altvidende og velordnet: “Everything is Cinema, The Working Life of Jean-Luc Godard” skrevet af en medarbejder ved “The New Yorker”, Richard Brody. De følgende få citater er hentet fra den bog. Vi brugte dem i aftes i min FOF filmklub. Vi talte om “Pierrot le Fou” – talte om filmen som personligt dokument, så i dens rigdom af lag rækker af yderligere læsninger. Et mesterværk, enestående i ordets forstand var det, vi havde hentet ud af den store dvd-udgivelse.

SLUTNING OG BEGYNDELSE. “Godards næste film (efter ‘En gift kvinde’) ‘Pierrot le Fou’ bragte hans tilbedelse af klassisk filmform og metode til en imponerende slutning og påbegyndte en række værker mærket af en hysterisk, selvpinerisk desperation. I film efter film skulle Godards frustrerede kærlighed og filmiske søgen udspille sig som selvødelæggende fantasier og pirrelige voldseksplosioner. Med afslutningen på ægteskabet med Anna Karina kom afslutningen på hans søgen efter en form til at indarbejde det og forstærke det i værket. Han nye formløse måde at lave film på spejlede en afsindig sindstilstand, som ikke levnede nogen illusion om balance, færdiggjorthed eller ynde…”   

KOMPLET PANIKSLAGEN. “Som han (Godard) senere erindrede det: ‘Da jeg skulle i gang med ‘Pierrot le Fou’, var jeg blot en uge før komplet panikslagen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. På grundlag af bogen havde vi allerede etableret alle locations, vi havde ansat folk… og jeg spekulerede på, hvad vi skulle stille op med det alt sammen.’ “

DERFOR VÆLGER JEG ALTID ANNA KARINA. “Mest afgørende var, at hovedrollen blev spillet af en kvinde, som Godard elskede og havde mistet. Hans sårede sindstilstand var synlig for kollegerne. Hans skilsmisse fra Anna Karina og hendes forhold til Ronet (skuespiller og instruktør, den nye kæreste) efterlod Godard kæmpende alene, skønt han stadigvæk var bundet til Karina med såvel følelsesmæssige som kunstneriske bånd. Karina havde en karriere uafhængig af Godard, men ikke en stor, og skønt Godard havde bevist, at han kunne lave film af betydning uden Karina, havde han ikke lyst til at gøre det. Da han før optagelserne af en journalist blev spurgt om sit valg af kvindelige skuespillere, svarede Godard på en måde, som blotlagde de komplicerede og konfliktende følelser – ømhed, jalousi, selvmedlidenhed – som han herefter skulle komme til at lægge ind i filmen: ‘Jeg må elske de personer, jeg filmer, det er derfor, jeg altid vælger Anna Karina.’ “

OG FORDI DEN KVINDE FORLOD HAM. “Folks privatliv er ellers ikke noget, jeg tager mig af. Men ‘Pierrot le Fou” skriger mig ind i ansigtet, at en retsindig ung mand, som jeg kender, som har betydet en masse for mig, som med en venlighed som en aftenkyst har gemt sit liv bag stor tavshed, en ung mand… ved navn Jean-Luc Godard, døde, jeg ved ikke hvilken dag sidste år, fordi han elskede en kvinde vildt, og fordi denne kvinde forlod ham…” (Michel Cournot fra “Le Nouvel Observateur” i sin konkluderende artikel fra festivalen i Venezia 1965, hvor filmen fik kritikerprisen)

MINDST TOLV GANGE. “Jeg var i gymnasiet, jeg var 17 år gammel. Jeg gik ind for at se ‘Pierrot le Fou’ mindst tolv gange, da den kom frem. Jeg kunne den udenad, jeg har reciteret den for mine børn… ‘Pierrot le Fou’ har lært mig at elske… det var Anna Karina og Jean-Paul Belmondo i Porquerolles… jeg elskede kvinder endnu mere på grund af de film, Godard lavede. Han fandt det ranke og værdige frem under alt det fjollede…” (Bernard-Henri Lévy)

Pierrot le Fou, Frankrig, 1965, 105 min.Med Jean-Paul Belmondo og Anna Karina. Kamera: Raoul Coutard. I The Jean-Luc Godard Collectio, bokssæt med ni Godard film fra 1959 til 1985, Optimum Releasing, 2007. Franske versioner med engelske undertekster. Litt.: Christoffer Boe: The Jean-Luc Godard Collection i Ekko, #38, 2007. Richard Brody: Everything is Cinema, The Working Life of Jean-Luc Godard , New York, 2008, 702 sider.

…the Oscar goes to

“Man on Wire” as best long documentary, several times mentioned on this place. Here is a clip and some links:

… the filmmaker – as the red thread of the narrative – builds up a suspense story in a montage that is combined with the characterisation of Philip Petit as a true ”mauvais garcon”, a street joggler and magician, who is not able to or does not want to answer the question: Why?… It is a playful and beautifully constructed film that will for sure come to a cinema near you. Or a festival. And for sure also on a tv screen. It has this enormously precise definition of the genre it works within. Clips can be found on the sites below.

link 1  link 2  link 3

and Anthony Dod Mantle, Scottish cameraman, educated and living in Denmark, many times cameraman on Danish documentaries, got his Oscar for the work done on “Slumdog Millionaire”, one out of 8 that were given to this film.

Joris Ivens Retrospective

The very active news service provided by Cinéma du Réel informs about an upcoming retrospective series of Joris Ivens at the Cinémathèque française (51 rue de Bercy, 75012 Paris) from March 5th to April 5th. The text goes like this:

Joris Ivens was a politically committed filmmaker and an inspired poet. The retrospective states again the importance of Joris Ivens’ look on the twentieth century, its injustices, its struggles, its failures, but also its hopes, achievements and moments of happiness. Please note that a forum « Joris Ivens, a history of wind » will take place on Sunday March 15th at 4.00pm :
Participants : Marceline Loridan Ivens, Edgar Morin, Jean-Pierre Sergent, Adrienne Fréjacques, André Stufkens et Claude Brunel. Hosted by Serge Toubiana.
info@cinereel.org
www.cinematheque.fr

Lars Movin i Dk4

 

 

Den vigtige ekspert i dansk dokumentarfilm mange år tilbage og i hvert fald her og nu, den grundige og omhyggelige Lars Movin er gæst i Dk4 i morgen aften, 19. februar kl. 22.30. Programmet “Film:syn” behandler denne gang ny dansk dokumentarfilm. I et interview med Movin vil der blive talt om nye strømninger og metoder og film som “Purity Beats Everything”, “Burma VJ”, “Kun med hjertet” og “Words of Advice” vil blive emner for tv-samtalen, som jeg kun kan anbefale. Meget faktisk.. Altså 19.2. 22:30 på Dk4.

Avi Mograbi: Z32

I have written several times about the new film of Avi Mograbi, and about this very important documentary filmmaker. I do it with pleasure again by quoting the review of renowned critique Jacques Mandelbaum, just published in connection with the theatrical release of the film in France. The quotes are from the beginning and the end of the text that can be read on the site of le monde:

”Voici maintenant vingt ans qu’Avi Mograbi bricole dans son coin de terre promise des films bizarres et inclassables. Ils tiennent à la fois du documentaire, de la fiction, du journal intime, de la farce brechtienne. Voici vingt ans que cet Israélien moyen, violemment opposé à la politique de son pays, s’estime personnellement comptable de l’impasse douloureuse dans laquelle l’Etat dont il est le citoyen a contribué à enfermer la région. Contre cela, il invente des dispositifs aussi subtils qu’extravagants, tient la chronique de sa vie domestique, met le feu aux check-points, mouline l’air de ses imprécations. En un mot, il boxe, avec sa caméra pour arme, jetant à chaque fois son corps de clown triste poids lourd dans un ring régulièrement déserté par l’adversaire…”

” …On l’aura compris, les questions cinématographiques que pose Z 32 sont des questions politiques. Elles évoquent notre manière de nous comporter devant le mal, celui que l’on commet comme celui que l’on subit, et la difficulté d’accéder au pardon. Autant dire que l’humanisme brûlant de ce film porte un des plus forts témoignages jamais filmés sur la nature du conflit israélo-palestinien.”

http://www.lemonde.fr/archives/article/2009/02/17/z-32-sur-le-drame-israelo-palestinien-un-documentaire-authentique-avec-trucages-et-numeros-musicaux_1156571_0.html

CMCA and Documentaries

The CMCA (Centre Méditerranéen de la Communication Audiovisuelle), based in Marseilles, provides very useful information about what happens in the region through a free monthly newsletter in French ”Méditerranée Audiovisuelle” that is also available in an English version. The organisation stands behind the yearly International Festival of Mediterranean Documentary and News Film. Regulations for the 14th edition have just been published with a special focus – on top of the usual categories – on sport documentaries. The festival awards are quite substantial – money-wise.

This is all to be investigated on the site of the CMCA where also info on 200 festivals is chronologically listed. Browsing through it I discovered several festivals that I did not know about from the Mediterranean area.

http://www.cmca-med.org/fr/cmca/

Alex Gibney: Taxi til Helvede

I forbindelse med udgivelsen af Why Democracy-serien anmeldtes Alex Gibneys film, som blev vist på Dokumania i går:

Det vigtigste bidrag til filmserien er Alex Gibneys dybt rystende moralske pamflet vendt imod indførelsen af tortur i USA’s krigsfangelejre.

Med den uskyldige taxichaufførs historie (de torterede ham ihjel, “mord” skrev lægen som dødsårsag på attesten) som ramme oprulles den forfærdende virkelighed med det ene konkrete eksempel efter det andet.

Og så dokumenterer Gibney endvidere, hvordan denne nye virkelighed sattes i scene af Rumsfeld og hans omgivelser. Ja, måske vidste vi det altsammen i forvejen, fra forskellige kilder. Men her er det samlet i en stram konstruktion, en vederhæftig dokumentation og en klog overvejelse i filmessayets form.

Kan dette være sandt? Guldbrandsen behandlede dele af stoffet i sin film “Den hemmelige krig” og blev efter omfattende undersøgelser omsider troet. Og ja, jeg må tro på Gibney også. DR2 sendte filmen sidste lørdag om aftenen. Og jeg må gå ud fra, at alle oplysninger også i denne film er journalistisk dobbelttjekket, så derfor skal “Taxi til helvede” have fem penne for sin vigtighed og sit mod til at sige J’accuse…!

Alex Gibney: Taxi to the dark side, USA, 2007. DR2. Kan ses på http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm Læs mere om Gibney på http://www.watsoninstitute.org/news_detail.cfm?id=500 og i dokumentarfilm sammenhæng på http://silverdocs.com/media/pdf/SD_07_Friday_Advisory_FINAL.pdf

Maximilian Schell: Marlene

I’ve been photographed enough, she answers, when Maximilian Schell asks her, why she does not want to appear visually in his documentary. Indeed she had and it does not matter as Schell makes a point out of this, organises a studio so it looks like her Paris apartment where the interviews were made in 1982. Marlene Dietrich (1901-1992) gives a wonderful performance on the sound recordings, which are in English and German. I’ve been contracted to be exiting, 3 days in English and 3 days in German, she says to Schell, who during the conversations often is a happy victim of her complaints about the way the conversations go, and very often about the questions that are put to her. She does not want to speak about the person Marlene, she wants to speak profession, and in a a professional way, please!

This documentary classic is entertaining from start till end. About her work itself, her work with people like Sternberg, Billy Wilder, Spencer Tracy (”what a wonderful man”) and her attitude to being an actress. I’ve always been obedient, she says, and corrects again and again Schell. We worked with scripts, she says, when he asks if she never improvised. Improvising, never. Wonderful archive material accompanies her narration, historical material, clips from her films, from her stage performances at older age, and all the stills taken of the beautiful woman. The most moving sequence, however, consists of air images of the totally ruined Berlin after the war with Marlene humming songs from her beloved city. I’ve never looked back, she says, but here the director Maximilian Schell uses the film language elegantly to have her do so.

Thanks to Swedish tv, the strand K Special, for the reprise of a gorgeous hommage to one of the real film stars. The film can be bought on dvd all over.

1984, 94 mins.

http://www.marlenedietrich.org
http://www.marlene.com/

Jean-Luc Godard: Åndeløs

Godards “En gift kvinde”, som jeg fandt et klip fra på You Tube, kunne jeg ikke sådan lige her og nu finde som dvd, men, men den første lange spillefilm, den måske vigtigste trods alt, og den kendteste nok, “Åndeløs” havde jeg en VHS-kopi af fra svensk tv. Og sandelig! På biblioteket havde de en dvd.  

Det er så mærkeligt og så godt, at netop den film findes på dvd med danske undertekster, et ungt og sprællevende og stadigvæk urovækkende filmværk. Findes i udlån på en række biblioteker, kan bestilles på alle. Og så er den jo en milepæl i filmkunstens udvikling. Den gjorde den nye franske bølge af filmkunst i 1950’erne til uomgængelig og umistelig kendsgerning, film kunne nu have en auteur, som romaner og malerier hang de sammen med et enkelt menneskes tænken, som billedet med malerens, som teksten med forfatterens. Kameraet var filminstruktørens pen, sagde man ustandseligt, efter den franske instruktør Alexandre Astruc i en artikel i 1948 havde formuleret det i overskriften. Det er også titlen på Christian Braad Thomsens vigtige bog om Godard og fire andre franske instruktører fra tiden, Jacques Rivette, Eric Rohmer og Francois Truffaut. Sådan skriver han om Godards og Truffauts første film:

“En sammenligning mellem Godards og Truffaut debutfilm, den klassisk-helende ‘Ung Flugt’ og den oprørsk-destruktive ‘Åndeløs’ vil kunne belyse, hvor Godards indsats lå. Sammenligningen er så meget mere nærliggende, fordi ‘Åndeløs’ er baseret på en synopsis af Truffaut.

Godards “En gift kvinde”, som jeg fandt et klip fra på You Tube, kunne jeg ikke sådan ligr her og nu finde som dvd, men, men den første lange spillefilm, den måske vigtigste trods alt, og den kendteste nok, “Åndeløs” havde jeg en VHS-kopi af fra svensk tv. Og sandelig! På biblioteket havde de en dvd.  

Det er så mærkeligt og så godt, at netop den film findes på dvd med danske undertekster. Findes i udlån på en række biblioteker, kan bestilles på alle. Den er et ungt og sprællevende og stadigvæk urovækkende filmværk. Og så er den jo en milepæl i filmkunstens udvikling. Den gjorde den nye franske bølge af filmkunst i 1950’erne til uomgængelig og umistelig kendsgerning, film kunne nu have en auteur, som romaner og malerier hang de sammen med et enkelt menneskes tænken, som billedet med malerens, teksten med forfatterens. Kameraet var filminstruktørens pen, sagde man ustandseligt, efter den franske instruktør Alexandre Astruc i en artikel i 1948 havde formuleret det i overskriften. Det er også titlen på Christian Braad Thomsens vigtige bog om Godard og fire andre franske instruktører fra tiden, Jacques Rivette, Eric Rohmer og Francois Truffaut. Sådan skriver han om Godards og Truffauts første film:

“En sammenligning mellem Godards og Truffaut debutfilm, den klassisk-helende ‘Ung Flugt’ og den oprørsk-destruktive ‘Åndeløs’ vil kunne belyse, hvor Godards indsats lå. Sammenligningen er så meget mere nærliggende, fordi ‘Åndeløs’ er baseret på en synopsis af Truffaut. ‘Ung flugt’ er en hyldest til livet, Antoine Doinel flygter fra en voksenverden, han ikke kan trives i, men så langt fra at være opgivende, er hans udbrudsforsøg hele tiden fulde af håb, og da han til sidst under sin afgørende flugt når frem til havet, har han nået sine drømmes mål – også selv om hans forfølgere er lige i hælene op ham.”

I ‘Åndeløs’ er denne helende alvor sprængt og blevet til ironi: “Amatør-gangsteren Michel Poiccard (Jean-Paul Belmondo) dræber under flugt en politibetjent og forsøger at overtale sin elskede Patricia (Jean Seberg) til at flygte sammen med sig. Hun vakler og til sidst afprøver hun sine følelser på en uskyldigt-brutal måde, som skal vise sig karakteristisk for Godards kvinder: kan hun angive ham til politiet, elsker hun ham næppe. Og det kan hun, men alligevel vakler hun og giver ham mulighed for at flygte. Da han ikke kan få hende med, er hans sidste flugt dog kun på skrømt: han lader sig skyde ned af politiet.” 

“Everything is Cinema” er titlen på en ny, stor bog om Godards arbejdsliv, en biografi bygget på omfattende analyser af filmene, og det kan netop her ikke være anderledes, for i Godards liv er alt film og det er, ser det bestemt ud til, alt sammen med i filmene, ingen opdeling i arbejdsliv, politisk liv, venskaber og forelskelser og to ægteskaber. Bogen er skrevet af Richard Brody fra tidsskriftet “The New Yorker”. Af dens mange vurderinger af lige netop “Åndeløs” vælger jeg lige nu den her:    

“The shooting of ‘Breathless’ took place in conditions that were in many respects unprecedented in the history of cinema. Godard was aware of their peculiarity; indeed, he would make sure that his way of making the film would be as much a part of its public identity as the story and the actors. Godard’s novel method was not only the practical springboard for his formal and intellectual inventions, it was part of them. ‘Breathless’ would be an ‘action film’ in the sense of ‘action painting’: the act and the moment of making the film were as much a part of the work’s meaning as its specific content and style. As such, it would be the first existentialist film.”

Jean-Luc Godard: Åndeløs, Frankrig, 1959, 86 min., dvd med danske undertekster. Sandrew Metronome, 2007. 59 biblioteker har filmen i den version. Christian Braad Thomsen: Kameraet som pen, København, 1994, 473 sider. Richard Brody: Everything is Cinema, New York, 2008, 707 sider.

DOCSBarcelona 2009

Success story: DocsBarcelona 2009 closed (10 days ago) with a room full of people to watch Brett Gaylor’s “RIP: A Remix Manifesto”. The film brought to the end six days of activities meant to encourage the creation and interest in documentary films in Spain.

Thousands of spectators visited the Festival venues, located mainly in Gràcia’s neighbourhood, and took place in participative discussions with each of the directors after the screenings.

Fernando Valenzuela’s “1973 revoluciones por minuto. Las últimas horas de Salvador Allende”, Anders Høgsbro Østergaard’s “Burma VJ”, Yulene Olaizola’s “Intimidades de Shakespeare y Víctor Hugo”, Heddy Honigmann’s “El Olvido”, “Recipes for Disaster” by the Finnish John Webster and “Z32” (PHOTO) by Israeli renowned filmmaker Avi Mograbi, who also gave a successful Master Class, were the most seen films during the Festival.

Also the Pitching Forum, the specific area for professionals looking for financial for their projects was a success with the participation of more than 300 hundred professionals from all over the world.

Text based on press release of the organisers and my own presence as selector of the films in the Panorama section.

www.docsbarcelona.com