Denne store videnskabshistoriske formidlingssatsning har premiere i aften kl. 19 på Det Kongelige Bibliotek. Jeg har for nogen tid siden skrevet lidt om filmen og dens forgængere i instruktørens arbejde. Og jeg vil selvfølgelig lidt senere prøve at vende tilbage. Nu skal vi lige se filmen, som involverer en stor indsats af mange forskellige kræfter, videnskabspolitiske, rent videnskabelige, undervisningsmæssige og først og sidst filmiske.

30. januar. Så har jeg set filmen. Det er en imponerende indsats, et omhyggeligt gennemført forsøg på at forny undervisningsfilmen som genre med hvad man måske kunne kalde forelæsningsfilm. Her altså i faget videnskabshistorie. Og som alle andre forelæsninger må den først og fremmest bedømmes på sit indholds troværdighed og sit overblik på videnfeltet. Og jeg vil i første omgang sige, at jeg, mens filmen kører over min skærm, er særdeles tryg ved den faglige kompetence, uden jeg dog vil mene, at fremstillingen indeholder ny viden, og jeg imponeres af overblikket og klarheden. Det sidste hænger så sammen med de filmiske greb, hvor man kan have en række ndvendinger, hvor jeg tøver en smule, især ved de yderst gennemarbejdede, men mærkeligt kølige rekonstruktioner. Så er der de medvirkende vidner, animationerne, iconografien og fortællerens tekst. Hvert punkt fortjener en ekstra overvejelse..  

Rekonstruktionerne er lige på kanten. De er smukke, både de korte vignetprægede og de længere spillefilmlignende scener. Men på mig virker de bortledende, defokuserende. Mine tanker associerer Dreyer især, men også nyere spillefilm, og i sære hop er jeg væk fra Kopernikus renæssancetankes strid med den kirkelige og oldtidige. Personligt psykologiske magtgreb indføres, uden der i fremstillingen skabes egentlig plads til dem. For de medvirkende er filmens svaghed. Kun George Coyne fra Vatikanets observatorium gør for alvor indtryk på mig. Og i forhold til den gennemgående fortællelinje om kosmologistriden mellem naturvidenskab og teologi er han vel også temmelig vigtig og burde vel have mere plads.

Animationerne derimod er alle relevante og tydelige og rigtig flotte, også. Hvorimod iconografien, kamerabevægelserne inde i det meget arkivmateriale for mig at se er uden samlet idé. Fotografiet er også i de afsnit lydefrit, men cinematografien er pist borte. Hvad er der sket? Var det alligevel ikke film, Becker-Larsen ville lave? Men altså forelæsning i universitetets auditorium?

Fortællingen tyder på, det er forklaringen. Langt, langt fra det personlige essay er den i sin kompromisprægede objektivitet velskrevet, yderst velbearbejdet pædagogisk og imponerende grundigt researchet. Her er filmens rygsøjle, en vel inden for den naturvidenskabelige konsensus uangribelig fremstilling, fra hvilken filmens tilbageholdende instruktør trækker sig personligt i skyggen. Måske er han sådan? Måske er det hans stil? Jeg vil nu se hans to andre film igen.. Det er altså spændende, det her.. 

Lars Becker-Larsen: Den bevægede jord, Danmark 2009, 52 min. Produktion og distribution: Danish Doc Production / producer Gitte Randløv. Salg: DR international sales. Salg af dvd og bog: Unipress. Lars Becker-Larsen: Københavnerfortolkningen, Danmark, 2004, 59 min. Produktion og distribution: Arentoft Film. Kan ses på Filmstriben  Lars Becker-Larsen: Teorien om alting, Danmark 1997, 45 min. Produktion og distribution (vhs-kopi kan købes): Magic Hour Films Still: Den bevægede jord / Erik Norsker: filmens udgangspunkt er Kopernikus’ omvæltende verdensbillede i 1543. Jorden er ikke længere centrum.

I aften skal vi i min filmklub se en vild film. I hvert fald vildt krævende film, flere år under praktisk forberedelse med konkret fysisk arbejde, forfulgt af uheld efter uheld under optagelserne, efterstræbt af medierne hele vejen undervejs med rygte efter rygte. Og så pludselig blev der stille om den. Selv de største film lever kort i offentligheden og i biograferne. Nu har denne film imidlertid nogle år været tilbage sammen med de andre, Herzog lavede med Klaus Kinski, i dvd-udgave i det smukke sæt HERZOGKINSKI, fem beslægtede  historier plus historien om de fem historier, Mein liebster Feind, 1999, som i den grad er en beslægtet historie, skønt den formelt er en dokumentarfilm, de fem formelt spillefilm. Herzog sætter altid “dokumentarfilm” i anførselstegn. Og den ene gang, han ikke gør det, kalder han Fitzcarraldo “min bedste dokumentarfilm”.

Bagsiden på filmens cover fotæller historien: “Peru. Iquitos er en by, som omkring århundredskiftet er isoleret midt i junglen. I udkanterne af byen står nogle få hytter og rådner i mudderet. I centrum findes de nyrige gummibaroners prægtige huse. Det er i disse omgivelser rige på groteske kontraster, at Brian Sweeney Fitzgerald – Fitzcarraldo – som de indfødte kalder ham, drømmer sin drøm om at bringe Enrico Caruso og Sarah Bernhardt sammen i en stor forestilling i en fejring af den store opera.

For at finansiere sin fantastiske drøm, beslutter Fitzcarraldo at udnytte et umådeligt areal med gummitræer bag de upassable Ucayala vandfald. For at omgå denne barriere, får han bogstavelig talt løftet sin store floddamper over et bjerg fra den ene gren af floden til den anden. Med støtte fra en indiansk stamme og fortryllet af alle tiders største sanger på grammofon kæmper Fitzcarraldo mod feber, moskitoer og kvælende hede for at præstere det umulige.”

Werner Herzog: Fitzcarraldo, Tyskland, 1982, 157 min. Medvirkende Klaus Kinski og Claudia Cardinale. Foto: Thomas Mauch. Mein liebster Feind. Tyskland, 1999, 95 min. Medvirkende Klaus Kinski, Claudia Cardinale m.fl. På dvd i bokssættet HERZOGKINSKI, Anchor Bay Entertainment, UK 2004.

Lad mig give det råd (hvis det ikke er for sent): når du sidder med dvd-sættet “HerzogKinski” skal du helt enkelt se filmene én for én. I den her rækkefølge: “Aguirre”, “Nosferatu”, “Woyzeck”, “Fitzcarraldo”, “Cobra Verde”, “Mein liebster Feind”. 1972, 1979, 1979, 1982, 1987, 1999. Det er så selvfølgeligt, det virker selvindlysende, men det er et livsdrama for to i den skandering, årstallene angiver. Der er en fortælling i de afstande: “Woyzeck” i begejstringseuforien efter “Nosferatu” inden for ét år og så den lange pause før finalen.

Det begynder med scenen, hvor bjergsiden i Peru vokser ud af tågen så mirakuløst, og den spanske hærafdeling med bærerne vokser ud af bjergsiden, bevæger sig ned ad stien i en uendelig række. Aguirre/Kinski er en af mange, en prik i landskabet. Det slutter med, at han, nu da Silva/Kinski – igen i en eneste lang optagelse – alene på den afrikanske kyst vil slæbe en båd i havet for at forsvinde eller for at komme hjem. Han kæmper med båd og brænding til han segner og dør af udmattelse, drukner på lavt vand. Herzog gentager scenen og fortæller i “Mein liebster Feind” (og til Paul Cronin): “The final scene of “Cobra Verde” was the last day of shooting that we ever did together. He had put so much intensity into this final scene that he just fell apart afterwards. Even at the time we both sensed it, and he even said to me, ‘We can go no further. I am no more.’ ” 

Sådan ser værket ud: 94 + 107 + 80 + 157 + 110 + 100 minutter. Der er en rytme i de tal. Hurtig gennemføring på “Woyzeck”, lang udredning i “Fitzcarraldo”. Og vi burde jo se det i hele udstrækningen i filmklubben på onsdag. Alle ti timer og 48 minutter.. Værkets sidste afsnit, “Mein liebster Feind” både opsummerer og konkluderer Herzogs og Kinskis arbejde sammen, deres fælles opdagelser og forståelser i sindets og fysikkens yderste territorier. Det er en aldeles usentimental, barsk og ind imellem faktisk munter elegi over en død ven. Det er en naivt enkel, kompliceret klog og ukunstlet højtragende film, denne finale. Gem den nu til sidst, begynd forfra med “Aguirre”. Se hele filmen fra først til sidst. 648 minutter..

HERZOGKINSKI, a Film Legacy. DVD-boks med de seks Kinski-film. Anchor Bay Entertainment UK, 2004. Tysk/engelske versioner af filmene. Kan købes i Filmhusets boghandel. Litt.: Lars Movin: Bogholdersandhed versus poetisk sandhed i Eva Jørholt m. fl., red.: Kosmorama 242, 2009. Paul Cronin, ed.: Herzog on Herzog, 2002. Foto: Werner Herzog i dag. Still: Kinski og en af amazonerne i Cobra Verde