Så er vi i gang med sidste dag af FOF’s og Filmkommentaren.dk’s festival med Tue Steen Müller. Her et sidste citat fra hans katalogtekst til den sidste film, “Black Sun af Gary Tarn: 

… Jo, “Black Sun” er noget ganske særligt, et one-man-work af Gary Tarn, hvis debutfilm det er. Han kommer fra musikken og besluttede sig for at skifte spor efter mange år i reklamefilmbranchen som leverandør af musikbidder til hvadsomhelst. Penge havde han tjent og dem brugte han så på at lave “Black Sun”. Han købte sig et 16mm stumkamera, lærte hurtigt hvordan det skulle betjenes – og fotograferede, klippede og producerede filmen fra ende til anden.

… sammen med Hugues de Montalembert, filmens subjekt, manden der i 1978 blev groft overfaldet i New York med blindhed som resultat. Tarn havde læst den bog som Montalembert havde skrevet om sit nye liv som blind, var fascineret af den og opsøgte ham i Paris, hvor dage blev brugt på at optage det interview, som danner den fortællemæssige bund for filmen.

Tarn tog hjem, redigerede interviewene så de fremstod som én lang monolog og tog derpå fat på at lave billeder, der kunne bruges til teksten. Og til den musik som han derefter komponerede.

For “normale” dokumentarister lyder det her som en måde, hvorpå man ikke laver film! Selv understreger Gary Tarn (der er interviews med ham på YouTube) at alt for få dokumentarfilm er “cinematic”, hvilket (min kommentar) ikke er så underlig en bemærkning fra en mand, som lever i England, hvor BBC og C4 har dikteret den filmiske stil for dokumentaren med kommentar, interviews osv.

Fortællingen, bragt frem af Montalemberts magiske franske accent tilført det engelske sprog. Visualiseringen, Tarns ekstreme fugleperspektiver, slørede billeder, abstrakte former, farvefyldte realoptagelser, vredne perspektiver, fra hele verden, New York først og fremmest, men også Indonesien, Tibet, lufthavne, gader, nærbilleder af mennesker osv. osv. Og den underliggende musik, der får én til at dvæle ved nogle billeder, gå ind i dem, lave egne historier, altså på en måde forlade filmen for en stund for så at komme tilbage til den blinde mand, den tidligere maler og filminstruktør, nu forfatter, tilbage til den intensitet, som hans stemme rummer, når den taler om den verden som han lever i nu, hvor hjernen konstant producerer billeder, nogle gange stærkt erotiske billeder som det kan være svært at have med at gøre når han taler med andre mennesker om hvadsomhelst.

Gary Tarn: “Black Sun”, UK 2008, 75 min. På FOF filmfestival i Randers. Tue Steen Müller: 7BEST – et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk  

I morgen 15:00 køres Juraj Lehotskys “Blind Loves”. Om den hedder det blandt andet i katalogteksten:

… Hvordan fortæller man fire kærlighedshistorier, som har det til fælles, at de elskende er blinde? Hvordan kommer man tæt på sine karakterer uden al den velmenende gumpetunghed, som normalt klæber til film om blinde, hvor det sociale aspekt – jamen hvordan klarer de sig dog – er i centrum.

Juraj Lehotsky valgte episodefilmen, som vi kender så godt fra Eric Rohmer. Fire episoder, fire hovedkarakterer, fire kærlighedhistorier, fire kærlighedserklæringer fra en ung instruktør, som demonstrerer en helt fantastisk modenhed med sin fortælling.

Det starter med Peter. Han og konen er blinde og instruktøren overstår straks det banale – hvordan bevæger de sig rundt i lejligheden? Informativt. Klip til Peter der i slapstickkomedie-stil nærmest falder ned ad gaden i en herlig billedkomposition. Humoristisk tone. Så Peter ved klaveret, han underviser blinde børn. Informativt igen. Og så en lille fugl på klaveret og over vinduespanelet. Som ikke er der for at være fyld men fordi steminingen i scenen skal anslås, instruktørens holdning til sin hovedkarakter. Tilbage til Peter, der hører fjernsyn og gætter sig til hvor mange meter skihopperne springer. Og senere konen der tager mål til en sweater, som hun skal strikke til sin mand. Peter komponerer musik og instruktøren lader ham være optaget af Jules Vernes Rejse til Jordens Midte – og digter herligt videre ved at lade ham være undervands i en animationssekvens, som henter sin inspiration i tjekkiske Karel Zemans film…

Juraj Lehotsky: Blind Loves, Slovakiet, 2008. På FOF filmfestival i Randers. Tue Steen Müller: 7BEST – et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk  

Festivalen er i gang. Første film i morgen søndag klokken 11 er Ferenc Moldovananyis “Another Planet”. Citat fra Tue Steen Müllers katalogtekst:

… Uden kommentar og uden at vi bogstaveligt får at vide, hvor i verden vi er. Moldovanyi går fra sekvens til sekvens, fra verdensdel til verdensdel, i ét langt flow, og med en højstemt værdighed, en respekt for sine personer, børnene, som udtrykkes gennem et fuldstændigt formidabelt kameraarbejde (fotograf: Tibor Máthè) i samspil med komponeret musik af Tibor Szemsö.

Det er en film, som benytter sig af en mise-en-scène, af drømmeagtige tableauer, som brydes af tætte atmosfærebilleder fra de steder, hvor instruktøren har fundet sine personer. Med andre ord, hans fotograf har været i stand til både at være til stede i bedste direct cinema stil og lægge sin instruktørs fortolkning ind i billeder fra de smukkeste steder på denne planet. Det bliver aldrig banalt, nærmere subtilt. Og der gøres ingen forsøg på at sentimentalisere, samtidig med at det godt nok er følelsesmæssigt hårdt at leve 90 minutter med disse stakkels børn, der hutler sig igennem en nådesløs hverdag og prøver at få et liv ud af det…

Tue Steen Müller: 7BEST – et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk 

Så er den lille eksklusive festival i gang. Et publikum er samlet om Tue Steen Müllers farverige viden og hans omhyggelige valg af syv film til denne week-end hos FOF i Randers. Men man kan sagtens nå støde til. For eksempel lørdag aften 19:00 hvor Müller lægger op til hvad han betegner som et i ordets forstand enestående filmværk, Timo Novotnys “Life in Loops”. Han skriver dette om det i sit essay til festivalen:

… Det er interessant at vide lidt om, hvordan filmen blev til: For år tilbage blev Novotny inviteret til en såkaldt live-act i en festival i Bruxelles. Det var det, han gjorde på det tidspunkt sammen med vennerne fra bandet Sofa Surfers. De tog rundt på filmfestivaler, viste levende billeder med musik-ledsagelse, oftest musik, der blev lavet på stedet inspireret af de levende billeder, som var Novotnys egne super 8mm optagelser. Ved festivalen i Bruxelles ønskede Novotny at bruge klip fra andres film og blev kolossalt inspireret af Glawoggers film, fik fat i instruktøren og spurgte om han måtte bruge hans film ved lejligheden i Bruxelles. Han fik lov og viste senere Glawogger resultatet. Han blev begejstret og gav Novotny carte blanche til at gøre, hvad han ville med filmen og udleverede også rushes fra “Megacities”. Så fulgte en lang finansieringsfase og overspilning til digital billede og lyd – og så var det, at han var så heldig at få Glawoggers fotograf med til Tokyo til ekstra optagelser. Optagelser på film i samme fantastiske kvalitet, som samme fotograf havde leveret til Glawogger.

Og resultatet er en totalt ny film, et musikalsk båret filosofisk essay om det at være menneske i en verden af storbyer. (I dette tilfælde New York, Mexico City, Bombay, Moskva og Tokyo). En film som jeg bruger hver eneste gang jeg møder nye filmfolk, for at inspirere dem til at opdage at sådan kan en dokumentarfilm altså også se ud. Det første afsnit fra New York, bygget over sætningen “I’ll survive” er mind blowing, du kan nærmest ikke sidde stille i biografstolen, du bliver ramt lige i hjertekulen af en ekstremt musikalsk og følsom filmklipper, der rummer mange film i sig…

Tue Steen Müller: 7BEST – et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk 

Lørdag, 14. marts 15:00 vises Peteris Krilovs’ “Klucis – the Deconstruction of an Artist”. Tue Steen Müller fulgte filmens tilblivelse og vil før og efter kørslen fortælle om det. I sin katalogtekst skriver han:

… Det var her, i den såkaldte dekonstruktion, at filmens sprog og rytme blev fundet. Dekonstruktionen af plakater veksler med konstruktioner af fotomontager, så de ser ud som Klucis lavede dem dengang, med henvisninger til hvordan hans dekonstruktive elementer den dag i dag inspirerer grafikere, der har været taget med på råd i skabelsen af filmens design. Jo, lad os bare kalde det design, selvom det kan lyde fælt i mange ører, men ned til de mindste detaljer som font til tekster er der arbejdet på at finde harmoni i disharmonien. Man kan også sige, at mange sekvenser repræsenterer en rekonstruktion af en kunstnerisk produktionsproces. To sekvenser er på den måde veritable små kortfilm – udspringerne i Moskva som bliver til en plakat. Og hænderne der klapper i lang tid, Stalins hænder som fifler ved et stykke papir, formentlig noter til en tale, som hele tiden bliver udskudt på grund af jubeltilråb ned mod nationens fader. Men også andre hænder er der i denne sekvens som bliver til en plakat med hænder. I solidaritetens navn. Og i troen på det socialistiske paradis. På fremskridtet…

Tue Steen Müller: 7BEST – et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk 

Lørdag 14. marts 11:00 “The Bell”: Tue Steen Müller præsenterer Audrius Stonys film. I kataloget skriver han udførligt om sit møde med denne litauiske instruktør og hans betydningsfulde filmværk. Her et par citater fra teksten:  

“Et af de steder, vi besøgte på vores Litauiske rundtur, var søen Plateliai, rammen om “The Bell”, og stedet hvor der angiveligt skulle ligge en kirkeklokke, ifølge de mange historier, der florerer herom. Men om “The Bell” i virkeligheden handler om om noget helt andet, vil jeg lade stå et øjeblik. Det er ihvertfald klart ret tidligt i filmen, at der er ikke er tale om en reportageagtig dokumentar á la National Geographic, hvor plottet er: finder de klokken eller ej?

Ikke desto mindre sender instruktøren et hold dykkere ned på søens bund for at kigge efter klokken, samtidig med at instruktøren tager rundt til folk i regionen for at spørge dem om de har hørt noget. Om den forsvundne klokke. Det er der mange, der ikke har og nogle, der har. Der var vist noget om… er et svar, der dukker op…

… Der er ingen faste fortællestrukturer i “The Bell”, som der aldrig har været hos Stonys. Det virker som om han konstant bliver nødt til at dvæle ved en ny opdagelse eller reflektere over det materiale, som hans fotograf har givet ham. Når han går fra nutid til datid til undervandsbillederne, er der ingen speciel dramaturgisk logik, der er blevet fulgt. Og det er tydeligt at han bliver mere og mere optaget af at arbejde med arkivmateriale, hvilket kommer til fuldt udtryk i hans seneste film “Four Steps”, som er en reflektion over kærlighedens vilkår med udgangspunkt i bryllupsritualer, som de har udspillet sig over fire årtier…

… Myterne, legenderne, ritualerne, det er omkring det, jeg ser Stonys hele oeuvre dreje sig: det irrationelle, det uforklarlige, det spirituelle, det som ikke kan og ikke skal forklares. I utallige sammenhænge har jeg som ordstyrer ved filmforevisninger forsøgt at få ham til at forklare. Men altid stritter han imod de hurtige fortolkninger og konklusioner, hvor ord efter hans mening banaliserer den visuelle oplevelse og følelse, han ønsker at give sin tilskuer. Og hvorfor lige det klip og den overgang. Kunne det være fordi… måske, siger han, det er op til dig…”

Tue Steen Müller: 7BEST – et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk 

“Citizen Havel” 13. marts 19:00. På fredag begynder festivalen 7BEST i Randers med den store film om Václav Havel, som Tue Steen Müller kommenterer og diskuterer med publikum. Fra hans katalogtekst dette citat:

“… Det er her – i 1993 – at filmen starter midt i et møde mellem Havel og hans rådgivere, i en af mange tilsyneladende ganske afslappede og åbne rådslagninger om hvad præsidenten skal sige og forholde sig til og hvordan han skal stå og se ud og hvad der ellers hører sig til.

Sådan cirka 20 minutter varer dette møde indtil meddelelsen kommer om at parlamentet har valgt ham. Det dækkes med et årvågent, bevægeligt kamera, vi er til stede, vi kommer tæt på Havel fra starten, og det er tydeligt, at forsamlingen kender filmholdet og føler sig trygge ved dets tilstedeværelse.

I 12 år fulgte Pavel Koutecky og hans hold Havel, i det offentlige og i det private rum og ud af det er kommet en helt vidunderlig, morsom og gribende fortælling om en helt vidunderlig mand, der hele vejen igennem beholder sin integritet og viser at den ærlige og kærlige mand naturligvis ikke kan undgå at løbe ind i problemer, når han skal have med politik at gøre. Specielt da han filmen igennem skal have med den nuværende præsident, det politiske dyr Vaclav Klaus at gøre…”

Tue Steen Müller: 7BEST – et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles hos FOF til@fof-randers.dk