Jeg lukkede op for programmet/dokumentaren/filmen, fordi Mads Baastrup har lavet den. Jeg respekterer Baastrup meget, en alvorlig, højt begavet og dygtig tv-mand, som vist altid koncentrerer sig om tv-arbejdets indhold frem for den formodede smag hos seerne. Og jeg fortryder ikke, det er gedigen tv, han her har lavet. En Victor Borge biografi (ikke et “portræt”) i klassisk tv-dokumentar stil. Omhyggeligt forberedt og gennemført i stor ro, med fornem værdighed, uden udpegede pointer og understregninger, i min øjenhøjde. Den er simpelthen behagelig at se. Udholdelig hele vejen igennem. Og sådan står den Victor Borge an, er den sammenfattende tv-biografi, han fortjener. Dertil er den naturligvis masser af steder meget,meget morsom, det har i og for sig ikke med dokumentaren at gøre. Det sørger Victor Borge for! New York Times anmelderen havde ret: når man oplevede ham, må man have tænkt: dette er verdens morsomste mand. Lige i øjeblikket.

Alt dette skyldes Mads Baastrups fagligt kompetente forståelse af materialet. Man mærker han kender den historie og dens nuancer, ikke kun fra researcharbejdet, men fra sit eget levede liv, personligt faktisk. Men Baastrup sætter sig ikke ud over materialet og den i forvejen etablerede forståelse af den berømte entertainer, gør det ikke til sit. Hvad jeg sådan havde håbet. Tilrettelæggeren forbliver skjult bag sit fags konvention. I den forstand er den besynderlige genrebetegnelse med dens statslige spændetrøjefornemmelse “DR-dokumentar” meget passende: en udadlelig voice over, ingen filmiske forsøg med at lade billed følge billed og tale for sig selv, hver scene er en illustration af det tekstlige grundlag, af den litterære tanke. Billeddækning i ordets forstand.

Men, men der rystes ikke på hånden. Interviewene samles klogt, så der udvikles en vigtig dobbelthed, som fjerner dokumentaren fra den officielle fyrsteskildring. Verdens morsomste mand er også historien om fars karriere frem for alt. Det kommer til mere og mere at handle om prisen og afsavnene. Bitterheden strejfes, omgås ikke. Og så kommer det første Tine Harden fotografi. Borges på den jødiske kirkegård. Den ydmyge hat. Der kommer flere og flere billeder fra arbejdet med fotobogen. En ganske anden stil, en helt ny lille film tegner sig. En personlig lyrisk tone, en nøgen ærlighed – som Baastrup giver plads til. Og det er godt.  

Foto: Borge signerer Tine Hardens bog.

Danmark 2008, 52 min. DR1 i aftes kl. 20

http://www.dr.dk/Kultur/Kulturguiden/temaer/victor_borge/borge 

Det begyndte med en klump i halsen og en lille tåre i øjenkrogen, da 1500 tilskuere klappede i et par minutter efter at have set Pernille Rose Grønkjærs mesterværk ”The Monastery”. Instruktøren var på scenen i Beograds store koncertsal, hvor filmen blev vist som én af de ”Magnificent7”, de syv enestående film, som var udvalgt til denne ganske særlige festival. En dansk, tilsyneladende lokal film om en gammel mand og hans ruin af et slot, som han vil gøre til et kloster – fik alle de roser, som den har fortjent.

Instruktøren var mange år om at lave denne film, og der vil sikkert gå mange år før der kommer én til af den slags, på det internationale niveau. Der er store forventninger til denne instruktørs næste film, som der er til de andre danske dokumentartalenter, som ikke præsenterede nye film i 2008 – Eva Mulvad, Phie Ambo, Jeppe Rønde og Max Kestner. Ligesom der ikke var nye film fra Anne Wivel, Jørgen Leth og Jon Bang Carlsen, for at nævne de tre store navne, som alle har lange imponerende filmografier at skilte med.

Til gengæld viste Anders Østergaard igen sit professionelle håndelag, denne gang med ”Burma-VJ”, som vandt den store festival idfa i Amsterdam, ligesom Nanna Frank Møller med sin dokumentarfilm nr. 2 ”Let’s be Together” igen pegede på sit indlysende instruktørtalent. Det er vel disse to film fra 2008, som har international klasse, med mindre (det gør man på dfi’s hjemmeside) de i 2007 premieresatte tælles med: Jon Bang Carlsens flotte comeback ”Purity Beats Everything”, Michael Noers herligt vilde ”Vesterbro” , kærlighedshistorien fra Chile ”Solange on Love” af Tine Katinka Jensen og Mikala Kroghs ”Everything is Relative”. Men : der har været bedre år end 2008.

Nu er der jo ingen, der siger at alle danske dokumentarfilm skal kunne gøre sig udenfor landets grænser, så ihvertfald tre andre fine, tematisk lokale film skal nævnes her (som de ovenfor omtalte er alle beskrevet på filmkommentaren.dk): Ulla Boyes film fra Kofoeds Skole ”Kun med hjertet kan man rigtigt se”, Cæcilie Holbek Triers generationsberetning ”Tomme rum” og Mads Kamp Thulstrup og Carsten Søsteds ”Og det var Danmark…”, som pt lanceres voldsomt og fortjent på dvd. Foto fra sidstnævnte.

http://www.dfi.dk/NR/exeres/848598CE-39F7-46CF-953C-B66290D62B21.htm

Her på redaktionen prøvede vi at starte en debat om DFI’s støtte- og distributionspolitik. Jeg prøvede at sige, at DFI forsømmer at udvikle FilmKunsten til fordel for den journalistiske dokumentar – og såvel kollega Allan Berg og jeg havde indlæg omkring dokumentarens evige problem: hvordan kan man komme til at se dem.

Det journalistiske blev tilbagevist af DFI’s konsulent Dola Bonfils, som dog mere end antydede, at DFI skal samarbejde (Brian Mikkkelsens opfindelse) med de to tv-stationer, som har fået tildelt øremærkede filmpenge. Og jo ingensomhelst forpligtelse har overfor filmkunsten i Danmark. TV vil have serier, som giver seertal. Resultatet har været  – med få undtagelser – dokumentar i tv-format om danske emner.

Med hensyn til distributionen har DFI etableret den udmærkede og fremadrettede ”filmstriben”, som er et tilbud til skoler og biblioteker, som kan downloade film til brug på stedet. Der er bare lige det, at bibliotekernes lånere IKKE kan låne filmene med hjem eller downloade på egne computere i hjemmet. Retten til såkaldt home video ligger hos producenterne, som kan få støtte til udgivelse hos DFI, men hvem skal så tage sig af det praktiske? Resultatet er at mange film slet ikke er tilgængelige for private. Kollega Allan Berg mener at det er producenternes fejl, at de ikke gør noget ved det, de tænker kun på penge, jeg drømmer mig tilbage til et langt liv i Statens Filmcentral, hvor det offentlige – som med bøger og musik – sørger for at offentlige støttede kulturprodukter var tilgængelige, hvorend i landet du bor. Vi arbejder på sagen, siger DFI… og producenterne hører man ikke fra.

Til gengæld skal der kippes med flaget for det ellers gennem året konstant udskældte DR: Hver tirsdag kl. 20.30 blændes der op for nyskabelsen ”Dokumania”, navnet på det strand, som DR har startet – verdens bedste dokumentarfilm vises her, annoncerer redaktionen på hjemmesiden, og det ser lovende ud i starten, hvor det er engelsk-sprogede film, der har fyldt fladen + et par danske. Hvis de vil finde film fra andre sprogområder, kan de jo bare bladre i filmkommentaren.dk! Foto fra ”Jesus Camp”, vist på Dokumania.

http://www.dr.dk/dr2/dokumania