MandagsDokumentar – turné

Vi har tidligere rost Ebbe Preisler og hans formidlingsinitiativ, forevisningerne af nye og gamle dokumentar- og kortfilm i PH Caféen i København.

Vi vil gerne fortsætte i samme spor og gøre opmærksom på det flotte tilbud, som Preisler videregiver: at komme ud på biblioteker og kulturhuse. Han forklarer selv hvordan:

”Jeg arbejder nu også med en ‘mandagsdokumentar.turné’. Jeg tilbyder otte film til primært biblioteker og kulturhuse. Visningsstedet vælger en som hovedfilm, og jeg ankommer med instruktøren(e). Vi ser hovedfilmen og diskuterer, hvorefter jeg viser brudstykker af de øvrige film og knytter kommentarer af alle mulige slags til dem… til efteråret begynder jeg på min tredje tur til alt fra Ikast til Lyngby. DFI finansierer, og projektet er virkelig godt – det siger både bibliotekarer og (ikke mindst) publikum.
“Man får lyst til at se alle filmene. Det var vel nok en dejlig oplevelse.”

Still fra “Forførerens Fald” af Frank Piasecki Poulsen og Laurits Munch Petersen. Filmen er med på turnéen.

http://www.mandagsdokumentar.dk/

Ada Bligaard Søby: Meet Me in Berlin

Selvfølgelig er Ada Bligaard Søby en ny instruktør, man skal mærke sig. Hendes lange dokumentarfilm “American Losers” fra forrige år er en bedrift af indlevelse, myndighed, billedmæssig opfindsomhed og fortællemæssig balancekunst. Så jeg var, da jeg så hendes midtvejsfilm fra Super 16, den lille kortfilm om at mødes i Berlin, ekstra på mærkerne. Og det samme nu igen, da den deltager i Odense festivalen. Og det er altså sådan… Jeg bliver sært grebet og konstant optaget og sidder og nikker og mumler: ja, ja… Og det er ikke kun fordi, jeg kender instruktøren, nej, det er den offentlige film, som i den grad optager mig på meget private områder.

Det lader vi ligge. Tilbage til det med balancen. Igen afvejer instruktøren ham og hende på milligram, smukt. Og denne gang skulle de så mødes, lover titlen næsten, vildt. Og jeg røber det: ja, de mødes. Deres samvær er en række telefonsamtaler af et indhold, som jeg ikke finder spor af det hedder vel “litterær” dybde i (det bliver mit studium ved næste gang jeg ser filmen at udrede det..), men en dialog, som i stedet udvides smerteligt i personernes umærkelige træk i kroppen, minimale bevægelser i ansigtet. Lars Reinholdts kameraarbejde fastholder det i én lang frydefuld række.

Ja, Ada Bligaard kan altså også instruere sådan fint kammerspil. Og mest af alt ønskede jeg, da jeg genså filmen i aftes, at kortfilmens 17 minutter var begyndelsen blot. Til en rigtig spillefilm i fuld længde. Jeg måtte da følge de to i deres snublende, uheldsvangre kurs mod hinanden i et foretagende, som da ikke kan afbrydes.

Ada Bligaard Søby: Meet Me in Berlin, 2007. Odense Film Festival, katalog s. 37: 

Læs mere her 

Sally Mann

Copenhagen, The Royal Library, The Black Diamond: I went to see the exhibition with photographs by Sally Mann. Wonderful experience. Made me think about her approach to her work. I found an article by Richard Woodward from NYTimes, who calls her “a confessional documentarian”. Read this quote from her taken from his article from September 27, 1992:

“I don’t remember the things that other people remember from their childhood,” Mann says one day as she drives the children home from a photo session. “Sometimes I think the only memories I have are those that I’ve created around photographs of me as a child. Maybe I’m creating my own life. I distrust any memories I do have. They may be fictions, too.”

Food for thought for any documentarian, photographer or filmmaker.

Photo from “Immediate Family” series of Sally Mann.

Exhibition runs till September 20. Lots of books have been published on Sally Mann.

http://www.kb.dk/en/dia/index.html

Kites 3

If you search “Kites” on this site, you will find both a salute to a very fine film and a warm congratulation because of the selection to take part in the prestigious Locarno Film Festival – that has just ended. With a fine result for the film. Read this proud clip from a press release published by the producer + the jury´s motivation:

Director Beata Dzianowicz and producer Krzysztof Kopczyński have received the Critic’s Week Award (Le Prix SRG SSR idee Suisse/Semaine de la Critique… ) It is the main prize awarded in the international competition of full-length documentaries of the festival “Critic’s Week” organized by Switzerland’s national association of film journalists and the most important award this year for a documentary film at the festival…. “Kites” have been watched at two screenings by at least 800 people.

“Kites” are about a documentary film course held by Polish film makers in an Art School in Kabul in the fall of 2006. In the verdict the jury stated: “Beata Dzianowicz has made a film that shows with sensibility, respect and subtlety the relationship between teachers and students, between young men and young women and between the young film students and their society. We also like the way it shows the development of creativity without being heavy handed or obvious.”

http://www.eurekamedia.info/index.php?id=164

Odense Film Festival Anmeldelser/Reviews

Hvis du er interesseret i at læse flere anmeldelser af danske dokumentarfilm fra Odense Film Festivals program, så kan du søge følgende titler på denne hjemmeside. De har alle været bragt i årets løb:

If you find interest in reading more reviews of Dansih documentaries from the Odense Film festival catalogue, you can search them on this site. They have all been brought during the year:

“Mig og Naser”, “Words of Advice – Williams S. Burroughs on the Road”, “Fra Thailand til Thy”, “Vesterbro”, “Frank og fri”, “Forførerens fald” -all in Danish

“Purity Beats Everything”, “Milosevic on Trial” – in English

http://www.filmfestival.dk/Webnodes/da/Web/Top/Forside

Paradise

Three Danish male directors stand behind this reflecting impressionistic collage on Life and Death, joy and pain, sorrow and happiness. The background is Denmark in this beginning of a new century, a country that is at war in Iraq, a society where refugees from the same country live in asylum centres, a place on earth – like everywhere else – where old people die and children get born.

The directing team has chosen a contrasting structural principle. From the young boy who is to be sent to Iraq, to the asylum centre girl, who writes to the minister for help. From the drug abusers and alcoholics who get a visit by the police to the young rich man who negociates a price for his airplane. Or to the young couple who is expecting their child and argues about how to arrange their future life. And many other characters from the country and from the city. Old and young. Rich or well-off and poor. And in between the old man whose wall is full of small philosophical notes. The one who is there to stress that the film wants to be more than glimpses of life in Denmark.

But is it more than so? Is this the right narrative format for going deeper, for making us viewers reflect? I doubt it, at the same time as I welcome the ambition. For me, however, it stays on the surface, I am looking at something that I know very well, Denmark and Danish life – and as such the film in some ways succeeds to give us Denmark as it is right now, for good and bad – but the universal layer stays conceptual wishful thinking where at no point you feel really involved. Gemacht. What a pity. For a film with three fine directors, right intentions and brilliant camera work.

Paradise. 70 mins. By Jens Loftager, Erlend Moe, Sami Saif. Denmark, 2008

http://www.filmfestival.dk/Webnodes/da/Web/Top/Forside

http://www.dfi.dk/english/Danish+films/Directors/filmFact.htm?FilmID=16149

Enemies of Happiness

At the tv festival in Copenhagen, organised by Danish Producers, there was again a prize for “Enemies of Happiness”, directed by Eva Mulvad. We have before pointed to the excellent dvd sales site initiative of directors Mulvad, Pernille Grønkjær and Phie Ambo, and we do it again on this occasion. Take a look at

http://www.danishdocumentary.com/

http://www.tvfestival.dk/sw10026.asp

2005, Bastard Film, 1 hour.

Lé Lé

Familien Lé Lé, mor, far og fire søskende er i restaurationsbranchen. Først i Åbybro så i København, hvor de fire er sammen om at indrette en stor, moderne restaurant. Faderen og moderen har trukket sig tilbage, iagttagende. De kan egentlig ikke lide branchen, røber de,men nu er de der, vistnok fordi moderen har villet det. De kigger på hinanden i filmens gennemgående rundbordssamtale: vi er altså kapitalister, noterer de, muntre på den særlige måde, de egentlig er sørgmodige på. Det er altså en tv-dokumentar om fire kapitalister, som morer sig ved et projekt, som de egentlig helst undlod.

Og dokumentarens opgave er vel så at undersøge hvorfor så det? Jeg synes ikke det lykkes særlig godt. Lad mig prøve at forklare. Historien først. Titlen fastslår, at det er en familiehistorie. Vi får at vide, at moderen er den centrale person, men, men filmen lader hende blive tavs i periferien. Hvorfor det? For at fortabe sig i en række andre tilbageblik og i et parallelt (og dyrt) udblik til Viet Nam. Jamen har researchen svigtet på det der punkt? Eller er man havnet i castingens fælde, hun er ikke nogen god medvirkende? Nu står manuskriptet så uden drama, og da det vigtigste smertepunkt ikke kan belyses vælges at følge den aktive og udadvendte datters feel-good fremstilling, som derefter grundigt undertrykker de tre brødres følelsesmæssige indvendinger. Den journalistiske satsning har haft nålen inde, men har undladt at følge mistanken op. Familiedramaet bliver til et fredeligt fotoalbum.

Lé Lé sælges så i stedet for som den “rå og voldsomme flygtningehistorie”, selv om den mest er bare almindelig og sentimental og fordomsnærende, altså præcis den stempling, som datteren et centralt sted vender sig udtrykkeligt imod. Jeg bryder mig ikke om DR2’s disposition, som ikke alene er ulogisk, men også et svigt af hovedpersonen.

Dan Säll: Lé Lé, 2008. DR2 i aftes.

Kunsten og de utilpassede

Freuds metode er at skabe det sprængte og og splittede liv om til en fortælling, etablere en historie, som hænger sammen. Det er hvad der sker mens neurotikeren ligger på sofaen og lægen ved hovedgærdet lytter og analyserer. Christian Braad Thomsen sammenfatter et sted i filmen psykoanalysen sådan. Det hæftede jeg mig ved. Livet som en fortælling. Biografiens udfordring.

Og det er jo så, hvad man kunne forvente af Anne Gyrithe Bonnes film. Og der er tilløb til det, der er mange dybe, autentiske, gribende øjeblikke. Men analysen har en tendens til at smutte væk i anekdotiske pseudosammenfatninger, som når de for eksempel også kredser om ubeslutsomheden med titlen. Kommer den endelige film til at hedde “Landsbytossen i storbyen”, “Kunsten og de utilpassede”? Eller måske alligevel det mere krævende “Den tydelige neurotiker” eller altså “Livet er en historie”.

Jeg kan ikke vide det. Filmen er ikke færdig. Jeg har haft lejlighed til at se en arbejdskopi, hvor en stor del af lyden manglede. Men det jeg så, var dybt interessant og rejsen til Odense værd. I hvert fald.

Anne Gyrithe Bonne: Kunsten og de utilpassede, Danmark 2008. Premiere på Odense Festival.

Læs mere her