Jeg var så skeptisk på forhånd, men allerede første scene med Holbek Trier alene og tæt talende til kameraet gjorde mig rolig. Hvilken sikkerhed, hvilken kompetence! En blid søgende myndighed. En naturlig tøven foran den tanke som lige skal finde sit sprog – som når det kom var autentisk nærvær og præcision. Det er altså en god film, en rigtig god film og en dejlig film, hun har lavet med sig selv og sine to børn.

Pernille Bech Christensens elegante klip formår for mig at se i dyb overensstemmelse med instruktørens som personligt reflekterende og alle vegne og alting arrangerende (instruerende) at tegne i hvert fald tre (opdagede jeg) forløb, tre fortællinger i filmens nutid, dertil, ved yderligere indskud af tilbageblik ved en righoldig samling familiefilm at tegne tre karakterer i udviklig og samspil, en moder og to døtre i deres rum og erindring, nogle dage nu frem mod denne 18-års fødselsdag, og årene tilbage til døtrenes fødsler. Det er imponerende og meget smukt gjort.

Cæcilia Holbek Trier: Tomme rum, 2008, DR2 i aftes. Foto: Cæcilia Holbek Trier og Katia Forbert Petersen, klip: Pernille Bech Christensen. Produktion og distribution: Sfinx Film/TV info@sfinx-film.dk

Bare det der billede, og så agenter, og så bag fjendens linjer… Jeg er helt med, det vil jeg se. Og så især DR2 smag og den der skæve, travle time mellem 18 og 19, hvor jeg ellers skal lytte til Orientering og lave mad. Og så, det plejer at være så godt.. deres vide udsyn og gode smag…

Hvilket fald fra Ken Burns eksistentielle essays til Dirk Pohlmanns monomaniske pilotoplevelsesfascination i fladeste discoverystil. Det var slemt. Her var man sat op til dokumentartimens danske Storyville, og så kommer noget fra tv-stationernes ugebladsrepertoire. Meget, meget slemt. En kværnende musik, en kværnende voice-over, så sjusket og ufølsomt, så du, der ikke har hørt det, tror det er løgn.

Et sjusk med formatet blev af en eller anden trods alt opmærksom medarbejder rettet midtvejs.

Filmen er fyldt med spændende dokumentarisk arkivstof, som jeg bare ikke ved, hvad jeg skal bruge til. Og den er spækket med spillefilmscener af værste slags.

Åh jo, den handler om CIA’s fremragende indsats ved modige mænd som agenter sat ned med faldskærm i Ukraine, Nordkorea, Tibet og Arktis. Og den handler om den utroligste måde at tage dem op på igen. Alt rekonstrueret ved arkiv fra træning… Dokumentar eller hvad? Jeg blev forført og er frustreret.

Dirk Pohlmann: Bag fjendens linjer, Tyskland 2006. ZDF og Arte blandt flere. DR2, genudsendelse i aften for lidt siden.  

Som jeg havde lovet mig selv, så jeg genudsendelsen her i formiddags. Og ja, jeg havde overset eller overhørt vigtige oplysninger. Strasbourg havde givet svar, oplyser advokaten, oven i købet det interessante svar, at sagen er foregået så tæt på en nations sikkerhed, at den suverænt kan handle, som den finder nødvendigt. Er man agent, er man i lovløst land. Men her ville jeg vel nok gerne have haft Bjørn Elmquists kommentar, udybende – det er altså ikke kun i fiktionen at Bond og Blaise er retsløse?

Til sidst får Grevild tilbudt at afsone sin straf i en pension, hvor datteren også kan bo. Det er knap nok afskrækkende og næsten ikke hævn, som han et sted hævder systemet vil. Denne lykkelige slutning fik jeg heller ikke med sidst. Beklager. Det er altså et drama om en enlig far og hans datter og deres liv med katte og madlavning. Et familiedrama som ender godt. Eller?? Resten er løse tråde.

Jeg er frustreret, især fordi jeg er blevet snydt, ikke alene af filmens titel, intet om agent og intet om sladder, men i hele konsensus-afsnittet før titelskiltet, som lover mig FILMEN om Grevilsagen, filmen om denne modige mand oppe imod systemet. Som en af datterens veninder spørger Grevil: “Er det rigtigt, du har arbejdet i militæret?” Grevil bekræfter, og hun føjer til: “Min mor synes, du er sej..” Grevil siger smilende tak.

Lige præcis sådan har jeg det! Denne mand er sej, og dette arbejde og dette særlige mod synes jeg da er sejt. Det ville jeg så gerne have set en film om – og jeg mener, at det havde man lovet mig.

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede, DR1 i dag kl.10, genudsendelse. Litt.: Charlotte Aagaard: I nationens tjeneste – Frank Grevil, majoren, der fik nok, 2005. Leif Davidsen: Livet i de hemmelige korridorer, anmeldelse af Aagaards bog, Information 9. september 2005 http://www.information.dk/111938