Ulrik Wivel: Roskilde

Jeg har aldrig været på Roskilde festivalen. Jeg kan derfor ikke skrive ud fra genkendelsens glæde, som Politikens Dorte Hygum og Weekendavisens Bo Green Jensen. Og – hovedet på bloggen – jeg kender ikke de optrædende, bortset fra Peter Belli! Så jeg kan ikke hoppe så let ind i det filmiske rum, som jeg kunne med fodboldfilmen. Men jeg ved selvfølgelig om Roskilde og jeg har set forventningen i øjnene på bonussøn og nevøer før de drog afsted.

Og jeg bliver ikke grebet af atmosfæren på Roskilde… Jeg ser derfor på den filmiske side og lad mig starte med at udtrykke at filmen i sig selv er en kæmpepræstation. Stædigt at blive ved med at filme år efter år, og så sætte sig for at få det til at hænge sammen i én fortælling, det er der grund til at hæve flasken for, som der gøres ustandseligt i den omkring 100 minutter lange film. Her er der en ambition ud over det sædvanlige.

Problemet er bare, at nok er filmen godt lavet og nok er der et utal af fremragende situationer, som kameraet har fanget, og der er ofte manipuleret æstetisk flot med  billedet, og der er skøn musik, og tidligere festivalleder Leif Skov taler klogt,

Men der er altså også lange kedsommelige sekvenser, hvor filmen står stille. Hvor jeg føler en repetition og en rytme, som er alt for ens, forudsigelig og udynamisk – det bliver dog bedre mod slutningen, hvor der forsøges mere.

Er det klipningen, der er kikset, strukturen… er det fordi udspillet leder os på fejl vej? Vi bliver introduceret for en håndfuld mennsker på vej til at opleve festivalen, og for folk fra organisationen. Vi forventer derfor at følge dem på deres vej, men det sker blot engang imellem, og det bliver altid med distance. Den ornitologiske svenske dame, der tyller Gammel Dansk i sig kunne have været et nærmere bekendtskab værd, men det får vi ikke lov til på bekostning af det overblik, den alsidighed, filmen ønsker. Instruktøren og hans hold har ikke skåret til benet.

Tilbage står en flot – sikke luftbilleder der er taget – og det meste af tiden underholdende film, som lægger sin tro på at observationen er nok til at give et billede af et fantastisk fænomen,kendt over den ganske verden.

http://www.roskilde-festival.dk/2008/forside/roskildefilm/

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin 3

Solveig Dommartin i barscenen (“Geschichten der Zukunft” hedder kapitlet i DVD udgaven) fortsætter sin lange replik til Bruno Ganz om at der ikke findes nogen større historie end den om os to, om kvinden og manden: “.. Nicht nur die ganze stadt, die ganze Welt… nimmt gerade teil an unserer Entscheidung. Wir zwei sind jetzt mehr als nur zwei. Wir verkörpern etwas. Wir sitzen auf dem Platz des Volkes, und der ganze Platz ist voll von Leuten, die dasselbe wünschen wie wir. Wir bestimmen das Spiel für alle! Ich bin bereit. Nun bist du dran. Du hast das Spiel in der Hand. Jetzt oder nie.

Du brauchst mich. (I fem sekunder ser vi Ganz i samme størrelse og beskæring som Dommartin, ser ham og ved, de ser hinanden i øjnene, så ser vi dem begge fra siden i halv total, deres ansigter er nu ganske nær hinanden) Du wirst mich. Du wirst mich brauchen. Es gibt keine grössere Geschichte als die von uns beiden, von Mann und Frau. Es wird eine Geschichte von Riesen sein, unsichtbaren, übertragbaren, eine Geschichte neuer Stammeltern. Schau, meine Augen! Sie sind das Bild der Notwendigkeit, der Zukunft aller auf dem Platz. Letzte Nacht träumte ich von einem Unbekannten, meinem Mann. Nur mit ihm konnte ich einsam sein, offen werden für ihn, ganz offen, ganz für ihn, ihn ganz als Ganzen in mich einlassen, ihn umschliessen mit dem Labyrinth der gemeinsamen Seligkeit. Ich weiss, du bist es. (Deres læber nærmes, de kysser)” 

Forelskelse, forbrydelse, krig. Filmkunstens store emner. Og Solveig Dommartins lange tale (og frieri) hen mod filmens slutning er også en poetik: “Es gibt keine grössere Geschichte als die von uns beiden..” Og så er talen en morale. Om at beslutte sig. 

Der findes kun dig og mig. Kvinden og manden. Her bruges detektiven Peter Falk, som plejer at opklare forbrydelser, her bruges soldaterne, som plejer at vinde krige.. på andre måder.. i den her film sættes de til at arbejde for det forbavsende banale, for genopdagelsen af freden i den uskyldige forelskelse og for at beslutte sig for dens alvor. (Som er det største ønske hos alle os på torvet, hvor vi sidder og venter.)

Sidste billede er en tekst: “Allen ehemaligen Engeln gewidmet, vor allem aber Yazujiro, Francois und Andrej”. Treklangens juxtaposition af de store navne er en poetik mere. 

Litt.: Wim Wenders und Peter Handke: Der Himmel über Berlin, ein Filmbuch, 1987. Suhrkamp Verlag, Frankfurt am Main.

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin, 1987. 122 min. Manuskript (monolog og digt): Peter Handke, kamera: Henri Alekan, klip: Peter Przygodda, medvirkende: Bruno Ganz, Solveig Dommartin, Otto Sander, Curt Bois og Peter Falk. DVD, Arthaus 2005, 500941, Wim Wnders Edition. 

Journalistik eller Filmkunst – Forførerens Fald

En lille opfølgning på Piasecki og Munch-Petersens film, og på Dola Bonfils ønske om “at bruge” de fælles DFI/TV midler til at udfordre de alt for optrukne grænser mellem journalistikken og filmkunsten. I dette tilfælde med en film i serien “Follow the Money”.

Debatten i Information viser med al mulig tydelighed, at der stadig er nogle kolossale barrierer, der skal nedbrydes. Journalisterne Mads Brügger og Nikolaj Thomassen – ud over deres smiden med verbal lort efter Frank Piasecki, som så returnerer det tilbage i hovedet på dem, lad denne interne debat ligge – forstår simpelthen ikke præmissen for dokumentaren: Her er en mand, som er interessant, vi ved alle sammen at han kørte et blad ned og at han er blevet kaldt for psykopat spalte op og spalte ned, men lad os give ham ordet, lade ham præsentere sit eget liv for fuld skrue. Det er så det, de to FILMinstruktører gør, og så er det op til os seere at mene om det, hvad vi vil. De er drevet af fascination og nysgerrighed overfor et menneske, det er den, de vil give videre til os.

Akkurat den samme metode brugte Jon Bang Carlsen i “En rig mand”, men også dengang blev instruktøren (af journalister) beskyldt for at være mikrofonholder og lave reklame for en led kapitalist. Som de to instruktører her beskyldes for at være totalt ukritiske overfor deres hovedperson.

Hvad de ikke er, de filmiske virkemidler, kameravinklerne, lyset, lyden – alt skaber en stemning omkring og en holdning til en mand, som de har valgt at være fascinerede af uden at ville skilte med den såkaldte “tilstræbte objektivitet” og grundige research, journalistikkens adelsmærker. Og der er intet, der tyder på, at de to har lavet mindre research end en journalist ville have gjort. Det er formen, der støder på modstand, dramatiseringen, hvorfor der opstår ligegyldige diskussioner om hvorvidt en fotograf har taget Peter Lick i kraven eller ej…

Hurra for forsøget på at ville prøve noget nyt, jeg håber ikke, men frygter at de kritiske røster vil betyde at TV ikke tør mere, men vil vende tilbage til det kendte klassiske interview format, som er hamrende kedsommeligt og som ingen seere kan være tjent med, når nu det kan gøres meget sjovere og fantasifuldt. Journalisterne styrer tv, kunstnerne nåede aldrig at få overtaget.

L.Munch-Petersen/Frank Piasecki: Forførerens fald

På denne blog klagede undertegnede over DFI’s støttepolitik (se under Filmkunst eller Journalistik, eller søg dene titel under ”polemics”) og fik svar fra filmkonsulent Dola Bonfils, her er et citat:

 ”… Øvelsen i disse år er at finde et fælles grundlag for hvad vi og de (tv-redaktørerne) betragter som støtteværdigt. … det har med TV2 vist sig at være en sjov udfordring at tage den undersøgende journalistik i øjesyn med filmbranchens værdinormer i et udbud, vi har kaldt “Follow the Money”… Samarbejdet mellem DFI og TV2’s redaktør bygger her på en gensidig lyst til at lære af, inspirere og forny hinandens kerneydelser – den dokumentariske fortælling og det undersøgende journalistiske prime-time-format.”

Jeg fik set Laurits Munch-Petersen og Piaseckis film om Peter Linck, manden bag  ”Dagen”, som levede i 40 dage. En velkendt og ofte beskrevet historie.

Det er en ganske underholdende og veloplagt  historie om manden bag dagbladsinitiativet, de to instruktører får fortalt. Stiliseret til det yderste med fine rekonstruktioner og en placering af hovedpersonen og de folk, som udtaler sig om ham i en præcist tænkt og udformet scenografi. Med hovedpersonen selv i et studie, hvor han forklarer og forsvarer sig. Han spiller ganske enkelt sig selv som substralmillionæren Hans Smith gjorde i blogaktuelle Jon Bang Carlsens mesterlige ”En rig mand”. Det gøres dynamisk med en lydlig markering af ethvert klip (som i Jakob Thuesen og Tomas Gislasons film om Jørgen Leth for godt ti år siden) og med smukt gennemførte stoflige flashback, når Linck fortæller om sin barndom.

Spørgsmålet er så om der er så meget nyt i denne udgave af ”Follow the Money”. I forhold til almindelig interview-båret tv-dokumentar er svaret så ubetinget JA, det er jo til at holde ud at se på pga det uforudsigelige og pga denne fantast af en hovedperson. Tak for det. I forhold til den dokumentariske fortælling NEJ, tværtimod sidder man tilbage med fornemmelsen af at de to instruktører kunne have ønsket sig mere råderum, længere spilletid og lejlighed til at lege mere end de med dette prime time værk fik lejlighed til.

Peter Linck… ja, han fremtræder som en skingrende skør fantast, en klassisk figur, der satsede hele butikken, koste hvad det ville.

Danmark, 2008, TV2, 26.5.08, kl. 20, 50 minutter.

http://www.dfi.dk/aktuelt/Nyheder/forforensfald.htm

S.Neuenschwander-Gindrat:Schneeweisse Schwarznasen

You watch this film with a smile on your face. You do so because you like the characters and you like them because the director likes them and is able to convey her feelings to the audience. We meet them with warmth and sympathy.

The scene is the Swiss Alps, the village is Eggerberg and the characters are blacknose sheep breeders, whose culture, way of living and relation to the modern world of efficient profitmaking does not give them a chance to live from the sheep. It’s a hobby or an addiction as Reinhold Bittel, the most charismatic of them says, he who like the others have a job in town to earn money for the survival of the family. It’s idyllic but it’s also work, work, work, and several members of the younger generations have already declared that they have other hobbies. And no sheep smell for me.

The woman is responsible for inside, the man for outside… The film also focuses on family relations, the attitudes to what a good life could be. The wife of Reinhold, a wonderful woman, would have loved to travel but it never went that way and the week they went for Austria was hard for him, he was homesick from the very first moment!

The documentary – basically a one-woman’s work – is classical in the way that it takes us to a place and a culture that we (I) did not know existed, it shows some extraordinarily beautiful animals, it gives us, no it shows us how a working day and year develop, and we get to know some people, who like the rest of us are looking for a good and peaceful life. We learn and we experience, what else do you want?

Succesful in Swiss cinemas, travelled to many festivals. First name of director (not space enough in the headline): Sylviane.

Switzerland, 2006, 86 mins.

www.ghornuti.ch

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin 2

Så kom manuskriptet fra Statsbiblioteket (vild luksus..) og jeg kan læse, hvad Solveig Dommartin siger til Bruno Ganz i barscenen, som er filmens femtesidste:

“Es muss einmal enst werden. Ich war viel allein, aber ich habe nie allein gelebt. Wenn ich mit jemandem war, war ich oft froh, aber zugleich hielt ich alles für Zufall. Diese Leute waren meine Eltern, aber es hätten sich auch andere sein können. Warum war der mit den braunenAugen mein Bruder und nicht der mit den grünen Augen vom Bahnsteig gegenüber? Die Tochter des Taxifahrers war meine Freundin, aber ebensogut hätte ich doch den Arm um den Kopf eines Pferdes legen können.

Ich war mit einem Mann, war verliebt und hätte ebensogut ihn stehenlassen und mit dem Fremden, der uns auf der Strasse entgegenkam, weitergehen können. Schau mich an oder nicht. Gib mir die Hand oder nicht. Nein, gib mir nicht die Hand und schau weg von mir.” “(Sie trinkt einen Schluck, dann gibt sie ihm das Glas zurück. Er stellt es auf die Theke. er will näher zu ihr treten, aber si hält ihn mit einer abwehrenden Geste zurück.)”

Ich glaube, heute ist Neumond, keine ruhigere Nacht , kein Blut wird fliessen in der ganzen Stadt. Ich habe nie mit jemandem gespielt und trozdem habe ich nie die augen geöffnet und gedacht: Jetzt ist es ernst. Endlich wird es ernst. So bin ich älter geworden. war ich allein so unernst? Ist die Zeit so unernst?  

Einsam war ich nie, weder allein noch mit jemandem anderen. Aber ich wäre gern endlich einsam gewesen. Einsamkeit heisst ja: Ich bin endlich ganz. Jetz kann ich das sagen, denn ich bin heute endlich einsam. Mit dem Zufall muss es nun aufhören! Neumond der Entscheidung! Ich weiss nicht, ob es eine bestimmung gibt, aber es gibt eine Enyscheidung! Enrscheide dich! Wir sind jetzt die Zeit. Nicht nur die ganze Stadt, die ganze Welt…”

Litt.: Wim Wenders und Peter Handke: Der Himmel über Berlin, ein Filmbuch, 1987. Suhrkamp Verlag, Frankfurt am Main.

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin, 1987. 122 min. Manuskript (monolog og digt): Peter Handke, kamera: Henri Alekan, klip: Peter Przygodda, medvirkende: Bruno Ganz, Solveig Dommartin, Otto Sander, Curt Bois og Peter Falk. DVD, Arthaus 2005, 500941, Wim Wnders Edition.     

Gensyn: Time Out

Jon Bang Carlsen castede selv Patricia Arquette i Los Angeles. Det fortæller han i sin bog Locations, valgte hende blandt en mængde helt unge skuespillere, alle dygtige og velforberedte. “Patricias rolle var svær, men jeg synes hun er strålende i filmen”, skriver han i 2002.

Og jeg må sige,han har ret. Filmen kan stadigvæk ses for hendes skyld. Fotografiet her er senere. I bogen bringer Bang Carlsen to meget smukke billeder fra filmen (side 81,især og side 81). De indeholder begge Gruszinskis og Bang Carlsens fælles fotografiske magi, som her i Time Out også alene gør filmen værd at se igen. 

Det gælder derimod ikke Allan Olsen i hovedrollen. Og vanskeligheden ved gensynet er i meget høj grad at se væk fra hans tilstedeværelse. Og det destruerer selvfølgelig historien. Bang Carlsen ved det godt: “Selv om jeg var medproducent bøjede jeg mig for pres fra en anden medproducent og castede ikke den hovedperson, som jeg selv troede på. Det var alene mit ansvar og både synd for skuespilleren og filmen at jeg ikke stod fast.” 

Så historien er gået i stykker, faldet ud, filmen kan ikke genses som drama, kun som fængslende billedværk (Gruszinski og Bang Carlsen), som en smuk og gådefuld karakterudvikling (Arquette) og som en vigtig brik i den samlede filmrække til nu. Og jeg synes det er meget – og altså i høj grad gensyn værd. En videre opgave er at undersøge filmens sammenhæng med Carmen og Babyface og med Ofelia kommer til byen. Jon Bang Carlsens kvindeskildringer vokser sig i disse gensyn til en vigtig historie helt for sig selv..

Jon Bang Carlsen: Time Out, 1988, 94 min. Kamera: Alexander Gruszinski, medvirkende: Allan Olsen og Patricia Arquette, producer: Gerd Roos, producent: Obel Film. Set på DVD, købt hos Filmkæden http://www.filmkaeden.dk/show.asp?id=2146705112 Litt.: Jon Bang Carlsen: Locations, 2002.

Gensyn: Carmen og Babyface

De har gemt en VHS kopi på mit bibliotek. Hvor godt, for gad vide, om de kunne finde på at købe en DVD? Og der er nok lang tid til, den kommer som en del af Jon Bang Carlsens DVDBOX. Båndet kørte imidlertid fint, jeg kunne godt se, at Dan Laustsens billeder er meget, meget smukke og meget Bang Carlsen tro. Og Grethe Møldrups sindrige, betydningsladede og meget enkle klip bar mig igennem den helt enfoldige og dybt rørende historie i et gensyn så forbavsende, som var årene slet ikke gået. Årene siden midt i 90’erne, da filmen var ny, årene siden først i 60’erne, som er fortællingens tid. Filmens liv, mit liv.. erindret fra i aftes. Hvor alt jeg så, var autentisk og friskt og originalt og fuldstændig logisk på plads i Jon Bang Carlsens samlede værk. Mere personlig og modigere måske, end nogen af hansøvrige film, tror jeg, nu efterhånden. Som jeg ruller denne lange gensynsserie ud..

Vi er i 1962. I kunstnerhjemmet, to keramikere på vej fra hinanden og deres to voksne børn. Vedbæk først, det så dejligt ombyggede udhus, hvor de endnu er sammen. Så landsbyhuset i Kønsløse, hvor moderen og børnene bygger det fraskilte liv op. Og i hvert fald to af dem forelsker sig.. en modere igen, sønnen for første gang. I hans første kys slutter fortællingen, men lever videre i dem og i os, som vi lærer i Blinde engle.

Det er i kernen den evige fortælling om kvindens drøm om mandens styrke. Mandens drøm om kvindens mod. Den blide mand og den voldsomme kvinde. Den modige mand og den stærke kvinde. 

Jon Bang Carlsen: Carmen og Babyface, 1995. Kamera: Dan Laustsen, klip: Grethe Møldrup, produktion: Peter Aalbæk Jensen for Zentropa, Nordisk Film og Carlsen & Co. Medvirkende: Rasmus Seebach, Sofie Gråbøl og Ulla Henningsen. Set på VHS fra Randers Bibliotek. Salg: DVDCITY http://dvdcity.dk/?50O48O49O483TO49O48313537O491

Jon Bang Carlsen: Purity Beats Everything

Miriam Lichterman lives in Cape Town with a view to beach and sea. Jon Bang Carlsen lives in a farmhouse with a fine view to a beautiful landscape in Denmark with family, cat and dogs. She is a holocaust survivor, a Polish Jew, who saw the horrors of Auschwitz from the closest distance, he is a filmmaker born after the war. He grew up in the 1950’es in silence when it came to family talk about holocaust.

She is a brilliant storyteller, and so is he. She – with the words of Jon Bang Carlsen –deals with the cruelties as an artist, the only way for her to overcome it, she talks with a sincerety that brings the past into present time. I have to look her into her eyes, the director says, I can not just stay behind the camera. She has told her story again and again, he has to find a way to bring to life one more holocaust survivor story, told by Lichterman and Pinchas Gutter.

”Nothing is ever gone” could also have been the title of this film that is an indirect, non-bombastic poetically told appeal to think about the past and the present. To give the spectator his point of view, Jon Bang Carlsen has chosen to contrast the story of the survivors with images from his farmhouse idyllic surroundings, interrupted by some archive from the horrors – and with a sound score that introduces among other speeches by Hitler, Rimsky-Korsakov ”Sheherazade”, weather sounds from the Danish farmhouse, a phone that brutally cuts the directors computer-viewing of his material, and last but not least his own voice with clever reflections on the theme of purity and cleansing.

It is a montage with many layers and with some of the usual magnificent images that you only find by this unique Danish filmmaker, who never stops to challenge himself. Image: A shirt on a clothesline blowing violently in the wind. Sound: the screaming insane voice of Hitler to be overtaken by ”Sheherazade”. Or the marching soldiers of Hitler on the sound track accompanied by pegs on the clothesline moved again by the wind. I could go on, check for yourself this FILMmaker, and meet him on his tour around Denmark (see http://www.cphdox.dk/d1/fa.lasso?n=830 )

or invite him to your festival or film meeting. Or buy his film for television. Danish readers have the chance to read about Carlsen’s previous films, written on this blog by colleague Allan Berg.

Denmark, 2007, 52 mins. Information & copies for the press: Daniella.ev@dox-on-wheels.dk +4533931734 / +4528366848

Mads Kamp Thulstrup/Carsten Søsted: Og det var…

Hvad er det, der får en 60 årig mand til at sidde og småtude af bevægelse, når han ser en film om fodbold, ovenikøbet en film, hvor alt, ja stort set alt hvad han ser, er noget, han har set før, mål der scores, som han ved, der scores, spændingsfyldte øjeblikke, som han har set før, stemmer fra tv-klip, hvor han ved, hvad der siges, hvor han genkender stemmerne. Altså no suspense i traditionel filmisk forstand, og alligevel gribes han fuldstændigt af den stemning, som strømmer ham i møde fra lærredet i det københavnske Dagmar Teatret.

Jeg skriver om filmen om det danske fodboldlandshold 1979-1992 og jeg behøver ikke referere, hvad den handler om, det er vist gået op for de fleste efter den megen omtale. Jeg skriver om filmen, der viser hvordan Allan Simonsen scorer på straffe på Wembley, og hvordan Ole Kjær har en superredning i sidste øjeblik i samme kamp. Jeg skriver om samme Allan, der bæres fra banen med et brækket ben, om hans kammerater der laver en sang til ham sendt på tv, og jeg skriver om Mexico hvor Uruguay bliver nedsablet med superfodbold, men hvor vi ryger hjem fordi venstre wing Jesper Olsen er hvor han – som Piontek udtrykker det i filmen – ikke skal være, på højre backs plads, hvor han spiller en spanier fri og så er det forbi. Osv. Osv. Det er gribende gensyn, der også får den 60 årige mand til at tænke på, hvor han var, da kampene blev spillet. Glæden ved erindringen.

Det er flot skruet sammen, det er ganske enkelt underholdende, om det er en film, ved jeg ikke rigtigt, eller om det er en virtuos sammenskruet række af arkivklip, jo det er netop begge dele, for der er jo dramaturgisk fornemmelse, der er herlig manipulation som der er blevet skrevet om, der er musik der passer – og så er der de to trænere som karakterer, vidt forskellige personligheder, de taler interessant i retrospekt, men fylder (heldigvis) ikke så meget.

Hovedpersonen, og den der bedst repræsenterer filmens drengerøvsapproach, er for mig Preben Elkjær, på banen, med hul i bukserne, med helt geniale ryk og mål og så hans stemme ved siden af Flemming Tofts under EM i Sverige. En mand fuld af anekdoter, der kan begejstre og få andre til at begejstres. Hans efternavn er Larsen, en ganske almindelig mand med et ganske ualmindeligt talent for at spille bold.

www.ogdetvardanmark.dk

Danmark, 90 mins.