Jeg har aldrig været på Roskilde festivalen. Jeg kan derfor ikke skrive ud fra genkendelsens glæde, som Politikens Dorte Hygum og Weekendavisens Bo Green Jensen. Og – hovedet på bloggen – jeg kender ikke de optrædende, bortset fra Peter Belli! Så jeg kan ikke hoppe så let ind i det filmiske rum, som jeg kunne med fodboldfilmen. Men jeg ved selvfølgelig om Roskilde og jeg har set forventningen i øjnene på bonussøn og nevøer før de drog afsted.

Og jeg bliver ikke grebet af atmosfæren på Roskilde… Jeg ser derfor på den filmiske side og lad mig starte med at udtrykke at filmen i sig selv er en kæmpepræstation. Stædigt at blive ved med at filme år efter år, og så sætte sig for at få det til at hænge sammen i én fortælling, det er der grund til at hæve flasken for, som der gøres ustandseligt i den omkring 100 minutter lange film. Her er der en ambition ud over det sædvanlige.

Problemet er bare, at nok er filmen godt lavet og nok er der et utal af fremragende situationer, som kameraet har fanget, og der er ofte manipuleret æstetisk flot med  billedet, og der er skøn musik, og tidligere festivalleder Leif Skov taler klogt,

Men der er altså også lange kedsommelige sekvenser, hvor filmen står stille. Hvor jeg føler en repetition og en rytme, som er alt for ens, forudsigelig og udynamisk – det bliver dog bedre mod slutningen, hvor der forsøges mere.

Er det klipningen, der er kikset, strukturen… er det fordi udspillet leder os på fejl vej? Vi bliver introduceret for en håndfuld mennsker på vej til at opleve festivalen, og for folk fra organisationen. Vi forventer derfor at følge dem på deres vej, men det sker blot engang imellem, og det bliver altid med distance. Den ornitologiske svenske dame, der tyller Gammel Dansk i sig kunne have været et nærmere bekendtskab værd, men det får vi ikke lov til på bekostning af det overblik, den alsidighed, filmen ønsker. Instruktøren og hans hold har ikke skåret til benet.

Tilbage står en flot – sikke luftbilleder der er taget – og det meste af tiden underholdende film, som lægger sin tro på at observationen er nok til at give et billede af et fantastisk fænomen,kendt over den ganske verden.

http://www.roskilde-festival.dk/2008/forside/roskildefilm/

En lille opfølgning på Piasecki og Munch-Petersens film, og på Dola Bonfils ønske om “at bruge” de fælles DFI/TV midler til at udfordre de alt for optrukne grænser mellem journalistikken og filmkunsten. I dette tilfælde med en film i serien “Follow the Money”.

Debatten i Information viser med al mulig tydelighed, at der stadig er nogle kolossale barrierer, der skal nedbrydes. Journalisterne Mads Brügger og Nikolaj Thomassen – ud over deres smiden med verbal lort efter Frank Piasecki, som så returnerer det tilbage i hovedet på dem, lad denne interne debat ligge – forstår simpelthen ikke præmissen for dokumentaren: Her er en mand, som er interessant, vi ved alle sammen at han kørte et blad ned og at han er blevet kaldt for psykopat spalte op og spalte ned, men lad os give ham ordet, lade ham præsentere sit eget liv for fuld skrue. Det er så det, de to FILMinstruktører gør, og så er det op til os seere at mene om det, hvad vi vil. De er drevet af fascination og nysgerrighed overfor et menneske, det er den, de vil give videre til os.

Akkurat den samme metode brugte Jon Bang Carlsen i “En rig mand”, men også dengang blev instruktøren (af journalister) beskyldt for at være mikrofonholder og lave reklame for en led kapitalist. Som de to instruktører her beskyldes for at være totalt ukritiske overfor deres hovedperson.

Hvad de ikke er, de filmiske virkemidler, kameravinklerne, lyset, lyden – alt skaber en stemning omkring og en holdning til en mand, som de har valgt at være fascinerede af uden at ville skilte med den såkaldte “tilstræbte objektivitet” og grundige research, journalistikkens adelsmærker. Og der er intet, der tyder på, at de to har lavet mindre research end en journalist ville have gjort. Det er formen, der støder på modstand, dramatiseringen, hvorfor der opstår ligegyldige diskussioner om hvorvidt en fotograf har taget Peter Lick i kraven eller ej…

Hurra for forsøget på at ville prøve noget nyt, jeg håber ikke, men frygter at de kritiske røster vil betyde at TV ikke tør mere, men vil vende tilbage til det kendte klassiske interview format, som er hamrende kedsommeligt og som ingen seere kan være tjent med, når nu det kan gøres meget sjovere og fantasifuldt. Journalisterne styrer tv, kunstnerne nåede aldrig at få overtaget.

På denne blog klagede undertegnede over DFI’s støttepolitik (se under Filmkunst eller Journalistik, eller søg dene titel under ”polemics”) og fik svar fra filmkonsulent Dola Bonfils, her er et citat:

 ”… Øvelsen i disse år er at finde et fælles grundlag for hvad vi og de (tv-redaktørerne) betragter som støtteværdigt. … det har med TV2 vist sig at være en sjov udfordring at tage den undersøgende journalistik i øjesyn med filmbranchens værdinormer i et udbud, vi har kaldt “Follow the Money”… Samarbejdet mellem DFI og TV2’s redaktør bygger her på en gensidig lyst til at lære af, inspirere og forny hinandens kerneydelser – den dokumentariske fortælling og det undersøgende journalistiske prime-time-format.”

Jeg fik set Laurits Munch-Petersen og Piaseckis film om Peter Linck, manden bag  ”Dagen”, som levede i 40 dage. En velkendt og ofte beskrevet historie.

Det er en ganske underholdende og veloplagt  historie om manden bag dagbladsinitiativet, de to instruktører får fortalt. Stiliseret til det yderste med fine rekonstruktioner og en placering af hovedpersonen og de folk, som udtaler sig om ham i en præcist tænkt og udformet scenografi. Med hovedpersonen selv i et studie, hvor han forklarer og forsvarer sig. Han spiller ganske enkelt sig selv som substralmillionæren Hans Smith gjorde i blogaktuelle Jon Bang Carlsens mesterlige ”En rig mand”. Det gøres dynamisk med en lydlig markering af ethvert klip (som i Jakob Thuesen og Tomas Gislasons film om Jørgen Leth for godt ti år siden) og med smukt gennemførte stoflige flashback, når Linck fortæller om sin barndom.

Spørgsmålet er så om der er så meget nyt i denne udgave af ”Follow the Money”. I forhold til almindelig interview-båret tv-dokumentar er svaret så ubetinget JA, det er jo til at holde ud at se på pga det uforudsigelige og pga denne fantast af en hovedperson. Tak for det. I forhold til den dokumentariske fortælling NEJ, tværtimod sidder man tilbage med fornemmelsen af at de to instruktører kunne have ønsket sig mere råderum, længere spilletid og lejlighed til at lege mere end de med dette prime time værk fik lejlighed til.

Peter Linck… ja, han fremtræder som en skingrende skør fantast, en klassisk figur, der satsede hele butikken, koste hvad det ville.

Danmark, 2008, TV2, 26.5.08, kl. 20, 50 minutter.

http://www.dfi.dk/aktuelt/Nyheder/forforensfald.htm