Jeg læser så lige det, som Kohl opfordrer til. Og så godt! Det er endnu en alvorlig og præcis og klog artikel af Peter Laugesen. En vigtig kommentar til Jacob Kjær Pedersens Agenten der sladrede om Frank Grevil.

Laugesen peger på, at filmen beskriver den hverdag, som er blevet Grevils. Og kun vil det: “Filmen er en egentlig dokumentarfilm, uden spillefilmsindslag – kun lidt indklip af den skæggede statsmand, der rutinemæssigt hævder, at der ikke er noget at komme efter, bryder den triste rutine, der er blevet Frank Grevils dagligdag.” Og den dagligdag beskriver Laugesen så indlevet, at jeg bestemt må se efter igen i Kjær Pedersens film, er det der virkelig altsammen? Netop så gribende fortalt som Laugesen skriver? Det kan jo være. Læs artiklen og se filmen!

Peter Laugesen: Den oprigtige, Information 13. juni 2008. http://www.information.dk/160729  Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede, DR1 http://www.dr.dk/Dokumentar/tv/DR1/2008/0526143634.htm 

Så har jeg fat i Line Holm Nielsens artikel. Og jeg ser ikke helt filmen som hun. Jeg har i det, jeg så, ikke belæg for, at datteren ikke får knus nok, jeg opfatter bemærkningen om moderens fravær ved studenterhøjtideligheden som en almindelig følelsesunderdrivelse hos en Grevil, der jo netop som agent og som mand skal glemme følelser og derfor har et sprogligt klodset forhold til dem. Jeg tror modsat Holm Nielsen ikke Grevil er så sølle, som han ser ud i filmen. Han fremtræder sådan, fordi han i filmarbejdet svigtes af en uerfaren instruktør og uopmærksomme klippere og i sidste ende af en redaktør, som sært nok må være tilfreds med resultatet. Jeg synes jo netop som venindens mor, at han er sej.

Hvis man ikke må iscenesætte de medvirkende og arrangere foran kameraet i øvrigt og i hvert fald fjerne et ternet forklæde fra agentens mave og røde pølser i en gryde på bordet, så må  man vel selv som benhård journalist klippe engang imellem og klippe det væk, som forstyrrer ens billede af det man vil. Så hele linjen fra instruktør til redaktør har svigtet manden, udleveret ham til en følelsestyk forståelse, som Lotte Holm Nielsen kalder det, og til  afstandtagende medlidenhed føjer jeg til. Og herfra er jeg fuldstændig enig med hende i den todelte analyse og konklusion. Som hun gør det, hælder jeg til, at filmen ikke ved således at udstille Grevild som forvirret og alkoholiseret eller – som jeg opfatter det – som enlig far med et ret almindeligt privatliv (som i sig selv ikke gør stof til en film), at filmen ikke ved det tilfører Grevildsagen som offentligt anliggende noget som helst relevant nyt.

Jeg tror ikke det her er et spørgsmål om ren dokumentar eller dramatiseret rekonstruktion, ikke et spørgsmål om journalistik eller kunst. Det er vist bare en film, som ikke rigtig er lykkedes.

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede, DR1 i dag 10:00, genudsendelse. Litt.: Line Holm Nielsen: TVflimmer, Berlingske Tidende, Kultur, 10. juni 2008. Charlotte Aagaard: I nationens tjeneste – Frank Grevil, majoren, der fik nok, 2005. Leif Davidsen: Livet i de hemmelige korridorer, anmeldelse af Aagaards bog, Information 9. september 2005.

Artiklen i Berlingske kan ses på  http://www.berlingske.dk/article/20080609/kultur/706090009/