Per Wennick: Prinsesse på vej

– Danskerne kan glæde sig rigtig meget til mødet med Marie Cavallier: En begavet, smuk, livsglad og varm kvinde – med humor, siger Per Wennick, og tilføjer: – Det har været en fornøjelse at arbejde med hende.

Sådan lød det i DR’s pressemateriale, … men det var ingen fornøjelse at se en lille times gabende kedelig tv-dokumentar med den unge kvinde og hendes Joachim, som hældte almindeligheder i hovedet på os, mens fotografen Lars Schou, bl.a. kendt for sit fremragende arbejde for Lars Engels, som DR fyrede for nogle år siden (“Ikke mere taber-tv”), lavede pæne “glossy” billeder fra her og der, hvor de unge nu befandt sig. 

De to dygtige tv-dokumentarister, som spildte deres talent på denne opgave, skal dog have ros for den virtuose måde de fik bragt en bifigur i fokus. Maries hund, en lille puddel, som – desværre udenfor kameraets rækkevidde – havde spist en hel skinke på størrelse med sig selv, blev klippet ind flere steder i programmet og kvikkede op ved sin spontane tilstedeværelse i billedet. Godt fanget, Lars Schou!

Yoav Shamir: Flipping Out

Jeg husker Shamirs Checkpoint fra 2003 som en meget stram og konsekvent gennemført filmisk undersøgelse med observerende kamera af dagliglivet ved en israelsk kontrolpost. De medvirkende var en gruppe israelske soldater, som kameraet lærte os at kende som gruppe og som individer, som ensartede i deres militæriske udtryk og forskellige i deres møder og konfrontationer med palæstinensiske passerende. Intet forklaret, men alt forstået. Så jeg glædede mig til Shamirs fortsættelse, regnede jeg med, Flipping Out, som DR2 så prisværdigt bragte i aftes.

Men det blev en skuffelse… Shamirs nye film er en total omkalfatring af hans lille værk på nu tre film. Ændringerne i strategien kan være forberedt med 5 days fra 2005, som jeg ikke har set, men skiftet fra Checkpoint til Flipping out er markant og ulykkeligt.

Den klassiske, filmiske tradition er erstattet af tv-dokumentarens tradition, men uden at komme ind i den i dens tilsvarende skarpe journalistiske greb. Indholdet er i 2007 filmen den kedelige og belærende rapportering og information, mens det i 2003 var det stille rystende drama. Det observerende kameras iagttagelse af hændelser og samtaler er som metode erstattet af illustrerende scener og interviews med tilfældige oplysninger og synspunkter. Attituden som var gedigen kunstnerisk er ændret til en journalistisk tilgang, ok for så vidt, men det er en journalistik, som ikke beherskes som håndværk, så 2003 indsigten kunne modsvares af en rystende 2007 information.

Historien i den nye film er, at de værnepligtige soldater, kvinder og mænd, nu er færdige med tre år i krig, og de er i stort tal taget til Indien, til Goa især for at slappe af og ryge hash og det, som er værre. Måned efter måned går, og de vil ikke hjem igen. Det skulle være et problem for forældrene og for den israelske stat.

Men jeg taber interessen for disse medvirkende, de er næsten alle bare skæve og dumme at høre på. Enkelte bedre castede og et par gode interviews undervejs pynter lidt på fremstillingen, som må kaldes mådelig og unødvendig journalistik.   

Yoav Shamir: Flipping Out, Israel-Canada, 2007. 83 min. Set på DR2 i aftes. 

http://www.nfb.ca/webextension/flipping-out/  

http://tdf.filmfestival.gr/default.aspx?lang=en-US&loc=3&page=697&SectionID=24&MovieID=24

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin

Afsnit 17 (femtesidste scene) “Fremtidens fortællinger”: Omsider møder de hinanden i en sammestedsamtid. De er begge nede på jorden nu, disse flyvende væsner. Hun fra trapezluftnummeret. Han fra engletilværelsen. De står ved baren. Men banalt kan de ikke mødes, selv om de kysser hinanden. Han er lidt for hurtig, og som det ses, lægger hun en blid hånd på hans arm. Men jo, de gør det jo – lidt senere. Men der ER fortiden (som også er byens) og der ER friheden, som de begge netop har vundet. Begge erfaringer er i vejen. Hun holder en lang klog, ærlig og forførende tale, på mere end fem minutter, tror jeg 

Afsnit 3 hedder “Engel i biblioteket”, og scenen har stået i min erindring siden dengang, filmen var ny. Og nu ser jeg, den næsten er en (omvendt?) filmatisering af Rilkestedet, som i mellemtiden er kommet ind i mit liv: “Jeg sidder og læser en digter. Der er mange mennesker i salen,men man mærker dem ikke. de er i bøgerne. undertiden bevæger de sig i bladene som mennesker, der sover og vender sig imellem to drømme. Aah, hvor er det dog godt at være iblandt læsende mennesker. Hvorfor er det ikke altid saadan? Du kan gå hen til en og røre sagte ved ham: han mærker ingenting…” Bruno Ganz bevæger sig i scenen, som ikke kan glemmes, usynlig for alle, bortset fra de følsomme, og han rører ved enkelte. Og vi hører et hav af dæmpede stemmer, alle teksterne i læsesalen har i et slags pinseunder fået stemmer. Og det er os, det vedrører, vi, som ser filmen, der hører det.

Efter otte år i det fremmede USA ville Wenders tilbage til det tyske sprog og opmuntret af Rilkes tekster og af digterens englefigur lavede han så dette filmdigt om den endnu delte by, som han i Im Lauf der Zeit mere end ti år tidligere havde optaget en road-movie langs det delte lands indre grænse.

DVD versionen kom for et par år siden. Jeg købte den – siden har den stået uset hos mig, men så pludselig i aftes: Jeg vil se noget stort! Og det er det..

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin, 1987. 122 min. Manuskript (monolog og digt): Peter Handke, kamera: Henri Alekan, klip: Peter Przygodda, medvirkende: Bruno Ganz, Solveig Dommartin, Otto Sander, Curt Bois og Peter Falk. DVD, Arthaus 2005, 500941, Wim Wnders Edition,        

Nils Thorsen: Til skideballe hos mesteren

Thorsen er en ægte dokumentarist. Han bringer sit publikum ind i et rum, som fyldes helt af hans hovedperson, skuespilleren over alle danske mandlige skuespillere, Jørgen Reenberg. 60 år ved teatret, over 80 år på livets scene. Vi er til stede, vi ler og berøres af hvad vi oplever ved mødet med den gamle mester, som Thorsen er sendt i byen for at interviewe.

Thorsen observerer fremragende præcist, han fortolker skuespillerens på en gang brutale og følsomme direkthed, og han holder fast i fortællingens røde tråd, som er Reenbergs forhold til den far, som døde da han var 14 år gammel. Thorsen går tæt på, han er selv med i billedet og blotlægger samtaleforholdet, som det skrider frem. Men han overskrider ingen grænser og forfalder aldrig til tabloidens klichéer. I øvrigt umuligt med en skuespiller, der er så bevidst om, at hvad end han siger, kan det risikere at komme med i det færdige værk.

Man får lyst til at citere løs fra denne intense, underholdende og sprogligt fremragende virtuose skildring, der slutter med et ”hvad rager det dig” fra mesteren himself.

Det er sjældent at Politiken udkommer med et bidrag af så høj en tekstlig kvalitet. For en artikel i lørdagsudgaven den 17.5 er, hvad dette har drejet sig om. En artikel der er fortællemæssigt visuel i en sådan grad, at mange filmdokumentarister kan lade sig inspirere.

Ligesom mange dagbladsjournalister kan konstatere, at der er folk iblandt dem, som kan give et interview en kunstnerisk dimension. Tak!

Gensyn: Fugl Fønix

Han er vågen før daggry. Han sidder fuldt påklædt i sengen og øver sig i at snuppe pistolen som ligger på natbordet og med den og blikket i en lynhurtig bue afsøge rummet. “Freeze”, råber han. Gang på gang. Han øver sig, han er klar, tiden skal gå, for han er klar til at komme igang. “kommer den sol aldrig op?” siger han til hunden.

Næste billede, solen står op, det er meget smukt, og lyset rammer ham i en stribe over ansigtet. Han ved det, han har ventet på det. Fotografen Alexander Gruszinski har ventet på det. Nu laver de to billeder af den lange række insisterende scener, denne film består. Tydelige billeder af det fremmede, som skal skildres, det anderledes, som set-designet så indlysende rigtigt uden vi egentlig ved det tegner denne anderledeshed.

Han hedder James Jarrett og hans sted er Phoenix, Arizona, og jeg ser så tydeligt , at i Jon Bang Carlsens historie om ham fra 1984 holder i hvert fald fotografiet og set-designet. Anders Refns klip holder bestemt også. Men jeg tøver, interesserer han mig? Interesserer historien mig? 24 år er lang tid.

Det er let for mig at rumme Jenny og Bent . Bondekonen og fiskeren. Bovbjerg og Hanstholm. Men dette fremmede, som er tilsvarende fortidigt.. men, men meget længere væk?

Jon Bang Carlsen: Fugl Fønix, 1984. 49 min. Fotografi: Alexander Gruszynski, klip: Anders Refn. VHS, Herning Centralbibliotek. Ikke i DFI distribution længere. Men filmen vil naturligvis indgå i DVDbox sættet, som er på vej hos ArtPeople http://www.artpeople.dk/Nyheder.54.0.html Foto: instruktøren i det filmisk hjemlige Trans ved Bovbjerg, Niels Jørgen Dinnesen, McGuffin 55/56.

Edvins Snore: The Soviet Story

The crimes committed in the name of Marx and Engels are of the same infamous character as those performed by the nazis. The two regimes, nazi Germany and communist Stalinistic Soviet Union worked together, and learned from each other when it came to extermination matters. 20 million people were killed during the Soviet Union. And yet Europe has never really approached the Soviet leaders or their Russian successors to demand a public recognition of the massmurdering that was done in their own country. On the contrary the Russia of Putin on many occasions looks back at the glorious times of the big empire. Many of the butchers have never been taken to trial for their crimes.

This is the approach of a documentary made by a filmmaker and historian from Latvia, one of the former Soviet republics. The film includes (horrifying) archive material and is built in the classical way for historical documentaries: archive, commentary (for my taste far too bombastic and conclusive), witnesses who experienced the kiling of their family and historical experts from different places in Europe. Powerful music, effects, corpses, mass graves, corpses, mass graves.

Yes, the director makes his point, and he has done a huge and impressive research in archives. It’s a film you can not escape from and it would be wrong to evaluate according to artistic criteria. It’s a film that is for public and global tv channels and I suppose a shorter version will be available.

Latvia, 85 mins.

www.thesovietstory.com + Otto’s link: http://www.economist.com/world/europe/displaystory.cfm?story_id=11401983   

Gensyn: Jeg ville først finde sandheden

For mig gik det først galt i den allersidste rekonstruktion. Vel i det 27. minut i dette halvtimes mesterværk om at være klog og 92 og alle de andre er døde og det er altså lidt kedeligt. Men så er der pindsvinet og sommeren og Mozart og kærligheden og bygningerne, som man har konstrueret og kan fare vild i som han gør i sit Lloyds i London.

Til det gik galt, var det nok min yndlingsfilm. Og pyt, det var blot en rekonstruktion, som kiksede. Men til da en fuldendt smukt indfattet perle. Jeg må engang for mig selv prøve at forklare hvordan… Det har at gøre med den vidunderlige medvirkende Erik Arup, som nu længe har været væk. Denne over, over ingeniør. Selvfølelsen selv og beskedenheden selv i én person.

Jon Bang Carlsen: Jeg ville først finde sandheden, 1987. 29 min. Fotografi: Dan Laustsen. Set på VHS, Randers Bibliotek, fjernlån fra Herning Centralbibliotek. Hvor er det godt, de har gemt den!!

Lazhari Abdeddaïm: hip-hop(e) in the favela

Lamartine Silva is the main character in this committed road movie that takes us around Brazil to discover what MHHOB is doing. Lamartine is one of the hip-hop musical artists, who dedicates energy and time to this activist movement that has change (some of its members say revolt) for the poor as its goal. The movement has its place all over and its representatives go to see and negotiate with people like Gilberto Gil, the minister of culture, singer and composer. Who is part of the establishment that other MHHOB people consider as non-allies in the fight for better living conditions in the favelas, that are very often romantizised.  

The well-meaning sociologists and historians study us as rats in a lab, it is  said in the film that seeks the opposite: to let Lamartine and his friends report on what they are doing in their anti-racist work.

The road movie structure of the film has its pros and cons. It brings us around but it does not bring us closer to the sympathetic but also somewhat dreamerish and introvert Lamartine. For that reason the director Lazhari Abdeddaïm goes to his family and children to get to know that side of his life. The ex-wife does not hesitate to critizise Lamartine for leaving the family on its own.

We have seen the favela social poverty before, but credit to a film that reminds us that some people do something for change. And thanks for a touching interview scene with 3 small girls. It is the birthday of one of them but there is no money to celebrate with a cake. Asked about what she wants to do when she grows up, the answer is awfully realistic: cleaning, doing domestic work = in a white person’s house.

Forgot to say that there is great music (and lyrics) in this film.

Belgium, 2008, 52 mins.    

http://www.cinergie.be/critique.php?action=display&id=1002

Gensyn: En fisker i Hanstholm

Det lykkedes! Der kom en VHS til mit bibliotek, fra et bibliotek i Århus, hvor de har gemt den siden SFC udstationerede en kopi af hele sin samling der, tror jeg. Men båndet har ikke været afspillet længe. Ved første kørsel var der ikke antydning af billedsignal, kun hist og her spor af en lydside. Men, men efterhånden dukkede filmen op. Et par frem- og tilbagespolinger, og den lod sig se. Og den var netop så smuk, som jeg huskede den.. nej, smukkere, faktisk. Det sorthvide fotografi og den nordjyske dialog er i den grad selvskrevet til en DVD reprise. Jeg glæder mig.

En fisker i Hanstholm er lige så vigtig for dansk historie og dansk sprog som Hans Kirks bog, som Andersen Nexøs bøger, som Jensens og Hansens. Den lægger sig internationalt i konsekvent forlængelse af den store neo-realistiske indsats, og så hører den monumentalt til i rækken af Bang Carlsens store danske film, rækken med Jenny, Ofelia kommer til byen, Før gæsterne kommer og Livet vil leves, der som det fineste hængsel knytter denne samlede skildring af dansk sind til instruktørens udlængsel og til skildringen af det fremmede sind i rækken af amerikanske, irske og afrikanske film. Jeg vil tro, at Purity Beats Everything vil vise sig som et tilsvarende kunstnerisk omdrejningspunkt i dette filmværk, hvoraf DVD box 1 vistnok skulle være kommet. Dette grundlæggende filmværk hører som det selvfølgeligste til på ethvert stort dansk bibliotek i VHS kopier, efterhånden på DVD.

Jon Bang Carlsen: En fisker i Hanstholm, 1977. Fotografi: Dirk Brüel, klip: Anders Refn. Lene Vasegaard spiller fiskerens hustru, ellers er de medvirkende fra Hanstholm. DFI distribuerer filmen på 35 mm. Set som VHS kopi, Randers Bibliotek, fjernlån.

Rafal Skalski: 52 Percent

Short documentaries of international quality are hard to find. The television stations have long ago given up slots for shorts, with a few exceptions like Arte, and the film institutes and the public funding systems do the same – because where can the films be shown?

But they are produced, in film schools first of all, and by young filmmakers who finance their films by themselves and put them online.

This Polish beauty, however, has made the festival circuit and wone the prizes it deserves. I have no objections at all to a film that has a title that refers to the ideal proportion of one’s leg length to height. One of the most important admission criteria set by the State Ballet Academy in St. Petersburg, and the one that 11 year old Alla has to conquer. Look at the face of this girl, a perfect cast, conveyed with brilliant cinematography by Jakub Giza in a film that has the right rythm and duration and a universal appeal… we have all met these ”52 percent” in our lives.

The film was made under „Russia and Poland. New Gaze” project, 2nd edition. The project was realized by Eureka Media and Adam Mickiewicz Institute with financial support of Polish Film Institute.

Poland, 2007, 19 mins.

http://www.eurekamedia.info/index.php?id=37

http://www.iam.pl/en/site/aktualnosci/krakowski_festiwal2