Jon Bang Carlsen: Jenny

På billedet ser vi familieportrætter af den alvorlige slags fra fotografen dengang. En kvindestemme, ældre, siger på vestjysk: Det er fredag den anden januar 1977, og jeg føler mig sund og rask… Portrætterne fortsætter i overtoninger, en lille pige bliver ung pige, ung kvinde, ung kone. Og stemmen fortsætter sin optegnelse. En mellemting mellem dagbog og tilbageskuende vurdering, testamente: Der er sket meget i min tid…Og den sammenligner den nye usikkerhed. Vi er i det moderne. I et kontrolrum et sted i USA, har kvinden læst, er der altid to til stede. Hvis den ene skulle bryde sammen og ville trykke på knappen, skal den anden kunne gribe ind. Sådan også på Cheminova, vores kemifabrik. Der er der også to, skulle den ene falde i søvn. For mennesket må selv tage ansvar og ikke give Gud skylden for ulykkerne, det selv har skabt grundlaget for.

Vogels saxofon begynder på et tema. Gruszynskis store landskabsbillede oppefra som hos Søndergaard viser os stedet, vi er. Vestjylland. Refleksionen over kemifabrikken nærmere hvor. Det må være Bovbjerg. Kameraet panorerer til vejen. To små kvindeskikkelser aser på cykler opad bakken. Så helt tæt på, især det ene ansigt. Nu ved jeg hvem. Stemmens lyd bekræfter: Min kæde er hoppet af, siger hun. De to får cyklen vendt, forsøger at ordne det med kæden. Med dametasken dinglende ved håndleddet påtager hun sig opgaven. Hun er sej, men må opgive, vel på grund af den lukkede kædekasse. Veninden vender cyklen. Stort landskabsbillede med kirken. Nu lav horisont. Saxofontemaet fortsætter, mens billedet viser os gårdspladsen, et blik ud forbi julestjernen og porcelænshesten i vindueskarmen, ud på gårdspladsen, jeg er kommet ind fra. I det samme er musiktemaet forbi. En telefon ringer. En mand ligger og sover på divanen med avis over ansigtet. Han tager telefonen, spiller dilettant som i forsamlingshuset. De snakker om kæden, nej, han skal ikke hente hende. Nej, det behøves ikke. Jeg kan trække hjem. Det er så godt vejr. Han vender sig og sover videre.

Åh, tænker jeg. Nu kommer så historien om et leve livet midt i dette landskab i samtale med Gud. Så fremmedartet og så nært alligevel. Guds plads, menneskets plads, egne kræfter. En tilværelse med tingene i orden. Historien begynder her – kan ses igen og igen, som en gentagen række af ens dage. At kæden hopper af, er her ikke en talemåde, men et problem, som klares…

Fra: http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/16/denstoredok.htm 

Jon Bang Carlsen: Jenny, 1977. 38 min. VHS lånt fra Herning Bibliotek.

Journalistik eller hvad?

Så har jeg fat i Line Holm Nielsens artikel. Og jeg ser ikke helt filmen som hun. Jeg har i det, jeg så, ikke belæg for, at datteren ikke får knus nok, jeg opfatter bemærkningen om moderens fravær ved studenterhøjtideligheden som en almindelig følelsesunderdrivelse hos en Grevil, der jo netop som agent og som mand skal glemme følelser og derfor har et sprogligt klodset forhold til dem. Jeg tror modsat Holm Nielsen ikke Grevil er så sølle, som han ser ud i filmen. Han fremtræder sådan, fordi han i filmarbejdet svigtes af en uerfaren instruktør og uopmærksomme klippere og i sidste ende af en redaktør, som sært nok må være tilfreds med resultatet. Jeg synes jo netop som venindens mor, at han er sej.

Hvis man ikke må iscenesætte de medvirkende og arrangere foran kameraet i øvrigt og i hvert fald fjerne et ternet forklæde fra agentens mave og røde pølser i en gryde på bordet, så må  man vel selv som benhård journalist klippe engang imellem og klippe det væk, som forstyrrer ens billede af det man vil. Så hele linjen fra instruktør til redaktør har svigtet manden, udleveret ham til en følelsestyk forståelse, som Lotte Holm Nielsen kalder det, og til  afstandtagende medlidenhed føjer jeg til. Og herfra er jeg fuldstændig enig med hende i den todelte analyse og konklusion. Som hun gør det, hælder jeg til, at filmen ikke ved således at udstille Grevild som forvirret og alkoholiseret eller – som jeg opfatter det – som enlig far med et ret almindeligt privatliv (som i sig selv ikke gør stof til en film), at filmen ikke ved det tilfører Grevildsagen som offentligt anliggende noget som helst relevant nyt.

Jeg tror ikke det her er et spørgsmål om ren dokumentar eller dramatiseret rekonstruktion, ikke et spørgsmål om journalistik eller kunst. Det er vist bare en film, som ikke rigtig er lykkedes.

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede, DR1 i dag 10:00, genudsendelse. Litt.: Line Holm Nielsen: TVflimmer, Berlingske Tidende, Kultur, 10. juni 2008. Charlotte Aagaard: I nationens tjeneste – Frank Grevil, majoren, der fik nok, 2005. Leif Davidsen: Livet i de hemmelige korridorer, anmeldelse af Aagaards bog, Information 9. september 2005.

Artiklen i Berlingske kan ses på  http://www.berlingske.dk/article/20080609/kultur/706090009/

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede 2

Som jeg havde lovet mig selv, så jeg genudsendelsen her i formiddags. Og ja, jeg havde overset eller overhørt vigtige oplysninger. Strasbourg havde givet svar, oplyser advokaten, oven i købet det interessante svar, at sagen er foregået så tæt på en nations sikkerhed, at den suverænt kan handle, som den finder nødvendigt. Er man agent, er man i lovløst land. Men her ville jeg vel nok gerne have haft Bjørn Elmquists kommentar, udybende – det er altså ikke kun i fiktionen at Bond og Blaise er retsløse?

Til sidst får Grevild tilbudt at afsone sin straf i en pension, hvor datteren også kan bo. Det er knap nok afskrækkende og næsten ikke hævn, som han et sted hævder systemet vil. Denne lykkelige slutning fik jeg heller ikke med sidst. Beklager. Det er altså et drama om en enlig far og hans datter og deres liv med katte og madlavning. Et familiedrama som ender godt. Eller?? Resten er løse tråde.

Jeg er frustreret, især fordi jeg er blevet snydt, ikke alene af filmens titel, intet om agent og intet om sladder, men i hele konsensus-afsnittet før titelskiltet, som lover mig FILMEN om Grevilsagen, filmen om denne modige mand oppe imod systemet. Som en af datterens veninder spørger Grevil: “Er det rigtigt, du har arbejdet i militæret?” Grevil bekræfter, og hun føjer til: “Min mor synes, du er sej..” Grevil siger smilende tak.

Lige præcis sådan har jeg det! Denne mand er sej, og dette arbejde og dette særlige mod synes jeg da er sejt. Det ville jeg så gerne have set en film om – og jeg mener, at det havde man lovet mig.

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede, DR1 i dag kl.10, genudsendelse. Litt.: Charlotte Aagaard: I nationens tjeneste – Frank Grevil, majoren, der fik nok, 2005. Leif Davidsen: Livet i de hemmelige korridorer, anmeldelse af Aagaards bog, Information 9. september 2005 http://www.information.dk/111938

Jonathan Demme: Jimmy Carter. Man from Plains

The biggest part of this hommage to Jimmy Carter, the 39th president of the US and nobel prize peace winner for his tireless international work for peace in the world, is about his promotion of the book ”Palestine. Peace not Apartheid”, that raised a lot of discussion and anger a couple of years ago as it was also seen as a strong criticism of the state of Israel.

It’s Carter in and out of cars, Carter signing books, Carter in the media, first of all in tv studios, Carter repeating the same argument again and again to all those who have not really read the book but maybe just the title… He is constantly followed by bodyguards and his pr agent, he is (at an age of over 80) very fit, and he is emotional on several occasions. As is his wife, Rosalynn, with whom he has been together for more than 60 years.

Some archive material goes back to when he was president and had Anwar Sadat and Menachim Begin meet and sign a peace agreement at Camp David, but otherwise there is not a lot about his time as leader of the country.

Purely positive to the main character, with ”sugar-on-the-cake” (for me) music from start till end (Demme has made great music films with Neil Young and Talking Heads but here it is bring in some flavour), the film and the special Jimmy Carter smile becomes boring to watch. But I still leave the film with a lot of sympathy for an honest and honorable man, who takes a very unamerican point on Israeli politics on the West Bank.

USA, 2007, 125 mins.

http://www.sonyclassics.com/jimmycartermanfromplains/
http://www.filmstransit.com/
http://www.amazon.com/dp/B0011VIO64/

Ken Burns: The Civil War 3

Filmen blev oprindelig lavet i 1989. Men den er nu i forbindelse med genudsendelserne og DVD (og VHS) udgivelserne remasteret. Hvert eneste klip er under dette store arbejde for eksempel farvekorrigeret for sig som det ses på billedet. Så det er en gennemført smuk udgave af klassikeren, man får i den nye box.

Teknikken er nøje beskrevet af klipperen Paul Barnes et sted i den meget, meget omhyggelige hjemmeside, her:

http://www.pbs.org/civilwar/film/remaster.html

SLUTNING. Jeg så sidste del i aftes. Og jeg må sige, at Burns fortælling slutter i stor værdighed (forstyrret blev jeg dog, af mislyde for mit private øre, det lader jeg ligge..), jeg noterede på mit papir, ser jeg nu, “med stor værdighed”. Jeg vil aldrig glemme mødet mellem giganterne Lee og Grant. Og sådan har Ken Burns selvfølgelig villet det. Og så husker jeg derfor også detaljerne i kapitulationsbetingelserne.

Og mordet på Lincoln vil jeg huske i Burns version. Fra nu af. Som jeg i forvejen huskede Alexander Gardners fotografi af Lewis Payne (fra sammensværgelsen) i håndjern i fængselscellen, hvor han venter på at blive hængt. Husker det fra Roland Barthes bog om fotografiet, husker det på grund af Barthes bemærkning: “… Men punctum det er: han skal dø. Jeg læser på samme tid: det vil ske og det er sket, jeg iagttager  med rædsel en førfremtid, hvis indsats er døden…” 

Og så var der det med den rigtige FORFATTER i filmen. Han hedder Shelby Foote og er en af de otte gennemgående interviewede medvirkende. Han er min absolutte favorit, hans udstråling og dæmpede fortælleglæde og kloge sætninger, som svøber informationerne ind i holdningerne i et tæt væv af sympati for den tabende side, er det hele værd (som det ofte er for mig i film, hvor jeg er forbeholden, for jeg forlanger ikke at kunne acceptere hele værket hver gang..) Læg mærke til Shelby Foote. Og til hans modpart historikeren Pamela Reed, som matcher ham perfekt. En dejlig forfatter og en klog historiker serien igennem. Jeg forlanger egentlig ikke mere.

Ken Burns: The Civil War, 1990. DR2. Sendtes de seneste dage lidt efter 18:00. Udgivet på VHS og DVD. Seriens site: http://www.pbs.org/civilwar/

Jeg skrev om Burns The War fra 2006, da DR2 sendte den for ikke så længe siden. Søg “Ken Burns” i søgeruden til venstre.  

Edkins & Vehkalahti: Steps by Steps 2

Dont we too often think that documentaries should have simple narrative plots: a lead character, a conflict and the Aristotelian three-act structure? Doesn’t that easily lead to documentaries that are cheap imitations of fictional movies – minus the big screen?

BUT

there are documentaries that are streams of association, where you go from one area of imagination, thought and emotion to another; there are documentaries that peel away like an onion to reveal a central core; there are documentaries that seek answers to intellectual or emotional questions by bombarding you from different angles and levels; there are documentaries where the twists and turns of their progress lead to continual reappraisals that complement one another; and there are documentaries whose power lies in something we cant quite identify or analyse, that works deep in our unconscious selves.

and yet all of them have a story. So what do we understand by the word story? That is the question. (page 81 in the book “Steps by Steps”, see review)

Edkins & Vehkalahti: Steps by Steps 1

The subtitle of this book is ”the making of the Steps for the Future documentary series”. The writers are the two key initiators of this, the most important international documentary coproduction and training initiative, I know of. To remind you what that is, here is a quote from the site

http://steps.co.za/index.php

”From seven different countries of the Southern African region comes a unique collection of films. Positive, provocative, humourous, brave – unusual stories about how individuals are confronting their lives and how societies are having to change under the impact of HIV/AIDS.”

The book is as wonderful as the series. It is written and edited with pride and passion by Vehkalahti from Finnish YLE and by producer Edkins from South Africa. They bring the whole story behind the building of the project, the production and the use of the films. The latter, the local distribution, taken care of by Edkins, is still going on 8 years after it all started. In the epilogue, the two write:

”One of our original aims for the project was that the films could be used to reduce stigma and discrimination of those living with HIV and AIDS. We feel that through the films, many people who would not normally have been heard, have been given a voice, and most importantly, as in any good documentary film, they have been allowed to finish their sentences. They have told us that actually, life is a beautiful thing.”

BUT the book, great layout, photos and different colours, includes ALSO a lot of general documentary information that makes it (the book) a must for all documentarists, not to mention film school students. Precisely formulated considerations and definitions of what is a documentary. Far from Academic language. See the next entry.

The book is accompanied by a dvd with 8 of the around 35 films that were made.

ISBN: 9781920196097. Published by Jacana Media May 2008. Recommended Retail Price: R165 incl. VAT. (No European distributor yet). Photo: One of the writers at his desk. 

John Webster: Recipes for Disaster

This film is funny, clever and makes you think. If it makes you (=me) change lifestyle, is another question. Could be, let’s see.

The synopsis of the film taken from the website: Director JW convinces his wife and two small boys that the whole family should go on an oil diet, yet without having to give up their middle class suburban lifestyle. All the everyday things that we don’t do, or that we can’t help doing, make up recipes for disaster. In this comedy of errors they find themselves questioning their values and putting to test their will power and ultimately, their happiness.

Happiness, yes, because the film – which is basically a message film produced to point at the climate change and how we might contribute to this and consequently how we should behave in our daily life – is constructed brilliantly around the increasing conflict between man and woman, husband and wife who have taken the decision to do something during a period of one year. In the beginning Anu, the wife, teases John, the filmmaker, but slowly the wonderful film character Anu expresses her disagreement with the behaviour of – as she says – the ”bossy” husband, who wants to send a message to the world and just make a good film. The boys are on her side blaiming him that his video is also plastic. Right! I am let out, she says, as he progresses fanatically with his ideas and wants to create a delivery service for plant oil based diesel for cars (if I got it right) and insists that all plastic cups and other kitchen things should go… It went well with getting rid of their own car, with going to the island without using the motor of the boat, with taking train instead of airplane, buying non-plastic wrapped goods in the shop and so on. But drama got into the home and this nice Finnish/English family that made a final result to be jealous of.

The film is already ”sold” to many tv stations before production, the others should buy it now and get it on prime time, it is for all of us – and the festivals will have an example of a subject born film with a lot of information to be conveyed – that also has originality and joyful storytelling skills.

John Webster: Recipes for Disaster, Finland, 2007, 83/65 mins.
http://www.deckert-distribution.com/films/deckert_252.htm
http://www.millenniumfilm.fi/tbr_recipes.html
http://www.recipesfordisaster.info/

Ken Burns: The Civil War 2

Det er nok sådan, at med denne vældige tv-serie forholder det sig sådan, at rygtet er bedre end sin film. Jeg har de seneste dage set de fleste afsnit, og i aften sender DR2 det sdste kl. 18:05 tror jeg nok. Det skal selvfølgelig ses med. Og mine tanker om det berømte værk holder lige nu status. Jeg er jo forbeholden, for ikke at sige lidt skuffet.

Men det er vist især skuffede forventninger. Og de er egentlig selvforskyldte. Jeg glædede mig til et historisk essay som den seneste serie, men Burns lavede dengang – en nok banebrydende – historisk formidling. Jeg troede på baggrund af The War, at jeg skulle møde en auteurs arbejde, jeg har i stedet mødt en loyal historielærer.

Der er en rigtig forfatter med, ham kommer jeg til..

Men husk nu lige at se sidste afsnit i aften!!  

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede

Det er godt, at dokumentaren med Frank Grevil genudsendes 9. juni 14:20 og igen 10. juni 10:00, for jeg mangler svar på en række spørgsmål. Jeg så filmen i aftes, men finder den, lige meget hvor meget jeg tænker efter, dybt utilfredsstillende. Men jeg kan jo have været meget uopmærksom, så jeg bliver nok nødt til at kigge igen. Til da melder følgende spørgsmål sig:

TITLEN. Hvorfor hedder den Agenten der sladrede, når den handler om en enlig far der ikke fortæller noget særligt om det?

HISTORIERNE. Hvad blev der af forholdet til advokaten, som jo er en spændende mand og har noget med titlen at gør? Hvad blev der af forholdet til hustruen, som måske som fraværende er den afgørende? Hvad blev der af forholdet til sønnen, som blev student, og hvad så? Og hvad dybere, meget dybere med forholdet til datteren, som dokumentaren vælger at være mest optaget af?

GREBENE. Hvem fortæller den her agenthistorie om at tale over sig? Udvikles der en kronologi, eller er tidsfølgen underordnet? Er det tanken, vi skal følge en række begivenheder? Datterens flugt fra skolehjemmet for eksempel? Det store billede af den lille skikkelse på landevejen sidder i min erindring som dokumentarens eneste filmiske greb. Men er det et vendepunkt i fortællingen eller hvad? Er arbejdet for benådning det, som skal drive handlingen frem? Jeg husker det nærmest som en henkastet oplysning. Hvad med menneskeretvinklen? Eller er det bare sådan, at Grevilsagen er brugt op, at der ikke er mere at tilføje?

Det fører over til HOLDNINGEN i dokumentaren. Er det et justitsmord? Eller er det en ok dom, som nu skal afsones? Hvad mener filmen? Og hvorfor? Jeg må bestemt se den igen.

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede, DR1 i aftes. Genudsendes 9. juni 14:20 og 10. juni 10:00 Litt.: Charlotte Aagaard: I nationens tjeneste – Frank Grevil, majoren, der fik nok, 2005. Leif Davidsen: Livet i de hemmelige korridorer, anmeldelse af Aagaards bog, Information 9. september 2005 http://www.information.dk/111938