Filmens åbning er formidabel. Intet mindre. For øjne og øre. Fra krigens helvede på jord, fra billedet af den ene ødelæggende bombe-eksplosion efter den anden i syriske Ghouta. Til kameraet bringer tilskueren ned og atter ned i én glidende bevægelse, ned til det underjordiske hospital, ned til sårede børn og voksne, som trænger til hjælp. Blødninger skal standses, splinter skal tages ud af kroppene, der er brug for medicin, for ilt – for omsorg, for trøst.
Som fantastiske Dr. Amani Ballour og hendes medarbejdere, ligeså fantastiske, giver. Smukke mennesker i en forrygende film, som ryster sin tilskuer, også bogstaveligt talt, ned i den mindste detalje – i billederne, i klipningen, i lyden, i det humanistiske budskab – hold op hvor er der arbejdet på denne kunstneriske vision fra den 36-årige syriske instruktør Feras Fayyad. Som skrevet et eller andet sted: ”It’s a film about war and terror but also about the beauty of humanity”… LÆS VIDERE
Et eller andet sted… Ja, jeg har hørt og læst om denne film i flere måneder. Og set den nogle gange. Den har været rost i alskens medier verden over siden sin premiere ved Toronto Film Festival i september 2018. Den figurerer som én af de film, som bejler til en Oscar nominering. Jeg har læst et flot interview med Peter Albrechtsen, manden bag the soundscape og hørt filmen på ny, og jeg læste Politikens Bo Søndergaards interview med Dr. Amani, som nu er i Tyrkiet. Hun fortæller at hun har fundet kærligheden og ønsker sig at få et barn…
Tilbage til en vidunderlig scene, 36 minutter inde i filmen. Dr. Amani holder sig for ørerne. Regimets eller det russiske krigsfly er skræmmende tæt på. Hun kigger frem for sig. Klip. Hun står med en stor pige. Hun krammer hende. Pigen græder. ”Er du bange”. ”Må jeg se dine hænder? Henna-farvede! Dine hænder er meget smukkere end mine”. ”Hvad laver din far?”. ”Han er her ikke mere”, siger pigen. ”Blev han dræbt af en bombe”. Pigen nikker. ”Han er et bedre sted nu”. ”Hvad skal du være når du bliver stor?” Hun ved det ikke. ”Doktor? Skolelærer? Det er bedre.” En vidunderlig, kærtegnende scene. ”Ved du hvordan man laver en fletning?” Dr. Amani laver en fletning på hende.
Detaljerne. De menneskelige. De mange. Der er mange smukke scener. Som karakteriserer Dr. Amani og hendes arbejde. Hendes kærlighed til andre mennesker, store som små. De utallige scener hvor hun er sammen med sine piger, som hun kalder dem. Hvor hun taler om at få løftet kinderne, få nye tænder… Det er en kvinde, som er chefen for hospitalet. Og det er karismatiske Dr. Salim, som opererer til musik fra sin mobiltelefon og det er ham, som bryder hulkende sammen på Dr. Amanis kontor, hun i samme situation: Vi kan ikke hjælpe dem. Men det er jo hvad de gør øjeblikket efter!
Og så er der Samaher, som er her og der og alle vegne. Den smilende. Den altid hjælpende, det er hende, som står for maden, ”hun er som vores mor”; der er ikke de store muligheder for en afvekslende menu. Samaher er den, der har det dårligt, får vi at se, når bomberne falder og flyene tordner henover husene: Der er en lang scene med hende, hvor hun sidder alene og har det dårligt. Intet bliver sagt, ikke nødvendigt. Kameraet fanger det hele. Og man frygter de traumer, som alle involverede skal igennem, når de nu er ude af Syrien – eller bliver der i Bashars helvede.
Der er i det hele taget en fin rytme i filmen, pauser til refleksion og sekvenser som formidler det kaos, der opstår, når lidende mennesker – efter nok et luftangreb på civile – bæres ind på bårer og der er behov for hjælp her og nu.
Og så er der alle de andre i filmen… og de prægtige syriske filmfolk bag kameraet, fotograferne Muhammed Khair Al Shami, Ammar Sulaiman, Mohammed Eyad og deres instruktør Feras Fayyad, som også skrev manuskiptet sammen med Alisar Hasan.
Photo: National Geographic.
Danmark, 2019, 106 mins.
