Peter Greenaway: The Baby of Mâcon

Jeg sad i aftes foran tv-apparatet og så en dvd med Greenaways The Baby of Mâcon, og filmen tumler omkring i mig endnu, vil ikke slippe. Så klog til det lærde, så voldsom til det vilde, så smuk til det åndeløse, så grusom til det forfærdende. Og netop der distancen: det er skuespillere som fremstiller deres frygteligste side. Plus fremstiller deres åndeløst smukke og deres vildt voldsomme side. Plus fremsiger den mest kloge lærdom, vist nok af og til i shakespeareske blankvers. Og så nu her i aften indser jeg sidst af alle filmens tilskuere gennem 18 år, at Greenaway dengang i 1993 ved brechtske greb lavede en dokumentarfilm om et hold skuespillere og hundreder statister i gang med på deres teater at holde generalprøve (er det måske) på et stykke skrevet som en alternativ julenatsmesse med frygtindgydende følger i en stor kirke i 1700-tallets Mâcon. Så er det på plads. Men nu tænker jeg så kun på, hvad der egentlig er (var) karismatiske Julie Ormonds projekt, dette eksistensens ultimative? Og hvad var Greenaways bag glæden ved barokkens udfoldelser i arkitektur, maleri og musik? Plus altså Shakespeare, som var så forud? Der er samlingerne til ham og os andre. Jeg har rent praktisk blot benyttet mig af mit biblioteks og bibliotek.dk’s generøse tilbud om at låne mig mig dvd-kopier af mange, mange af Peter Greenaways film. Så jeg kan indhente lidt af alt det, jeg ikke nåede at opfatte dengang tiden var deres. Nu må jeg finde ud af: hvad var det egentlig hun ville? Og hvor omfattende er Greenaways værk? Rækker det langt ind i det, vi omgærder og kalder dokumentarisme?

Link til søgningen på bibliotek.dk