Phie Ambo: Så meget godt i vente
For én der trådte sine barnesko i SFC (Statens Filmcentral), er alt omkring Phie Ambos nye film den rene fryd. Debatten søgte vi med filmene, som blev sendt rundt til alle hjørner af Danmark – og de skulle gerne være af høj kunstnerisk kvalitet, sætte gang i tanke og mundtøj. Film skulle bruges til noget i den bedste Griersonske forstand. Og opleves på bedste Jørgen Lethske og Jon Bang Carlsenske vis. Ambos nye film er oplysning og oplevelse. En klassisk dokumentarfilm.
På et højt kunstnerisk niveau befinder ”Så meget godt i vente” sig. Jeg så filmen på stort lærred i Grand Teatret og nød fra første øjeblik Phie Ambos sans for komposition, hendes nærbilleder fra naturen, den rolige klipning og ikke mindst den fine måde, hun følger Niels Stokholm, denne karismatiske 79-årige bonde, mild og stædig fornemmer man, til stede er
han, når han forklarer, viser rundt og taler lavmælt kælent til de vidunderligt smukke røde danske malkekøer, som der nu er så få af i Danmark, fortælles det. Og konen hjælper til og er den, der virker mest påvirket af at øko-kontrollanterne hiver parret i retten, hvor de risikerer at miste tilladelsen til at holde dyr på grund af påstået ringe hygiejneforhold. Tror jeg anklagen gik på.
Ambo komponerer sine naturbilleder fremragende og er ikke bange for at være højtidelig og højstemt omkring sit emne selvom musikken – af Johann Egill Johannsson – måske får en tand for meget. Og uden at overgøre det, evner hun at skabe en stille dramatik omkring “sagen”, hvor de to er i retten og hjemme afventer rettens dom.
At jeg stadig ikke helt forstår principperne og filosofien omkring det biodynamiske, skal filmen ikke lastes for. Den gør, hvad den kan for at oplyse og man kan kun ønske held og lykke med debatterne i mere end 40 biografer landet over, sat i scene af DOXBio (link nedenfor) med sunde vine og øl og brød og… Det er en formidabel formidlingsindsats, intet mindre. Og filmen fortsætter i flere biografer efter premieren den 3. september.
Ren propaganda for Stokholms Thorshøjgaard? Ja, så absolut, instruktøren elsker stedet, filosofien og aktørerne på stedet. Men netop derfor er filmen et perfekt udgangspunkt for en diskussion om vort forhold til naturen og hvordan landbrug kan/skal/bør føres. Ærgerligt er det dog, at gårdens varer skal spises på Noma og andre dyre restauranter. De elitære sekvenser med de dygtige kokke og restaurantejere forstyrrer mit øje noget, når jeg lige har været i marken med Stokholm og har gravet kolort i kvæghorn ned i jorden. Men måske er det stadig sådan, at man kan handle ved stalddøren, som familiemedlemmer der har gået på Steiner-skole, fortalte mig, at de gjorde med deres forældre?
Til gengæld tager jeg gerne til Streetfood på Papirøen, da jeg nu ved at overskuddet går til en fond til bevarelse af Stokholms – hans egne ord – “lille kunstværk”.
Danmark, 2014, 96 mins.
