Suvi Andrea Helminen: På vej til Paradis
Det kunne ikke være bedre! Bedste sendetid til en af de bedste danske film lige nu. Suvi Andrea Helminens “På vej til Paradis”. Den havde premiere 15. juni, vandt sin kategori på festivalen i Odense i august. Men den er ikke nær så omtalt denne tid som en række langt mindre interessante danske film. Sært. Vi kunne imidlertid se den for nylig på DR2 i timen omkring klokken ni om aftenen.
En formel analyse af filmens manuskript, instruktion, fotografering, klip, musik, arkivbrug, setdesign og lyddesign ville uden tvivl forklare, hvorfor den film er fremragende. Det arbejde har juryen i Odense udført. Og den nåede sin konklusion: dette er vinderen i år!
Jeg så den helt naivt og umiddelbart og mere og mere henført: jamen det er jo filmen om det hele! Alt det vigtige i livet, det almindelige liv. Om det mandlige og om det kvindelige. Om den lange kærlighed og om skønheden i den og omkring den. Om den nødvendige lethed ved livsfølelsens højder og ved dens mørke dybder, om selve livskunsten, som den er kaldt, den kunnen.
Og filmen berører finere end noget samtidigt intimiteten, også den kropslige. Jeg følger dens motiv, den nøgne fod hele vejen. Afgørende er her og overalt i filmens konstruktion neddæmpetheden, for med den er filmen for alvor indtrængende. Afgørende er også langsomheden, for på grund af den findes præcisionen. Også i talen om døden (som hører sammen med kærligheden og skønheden), talen er almindelig og usentimental. Både i den mandlige og i den kvindelige vinkel i dette konstante dobbeltblik.
Vigtige er de store greb i fortællingen. For eksempel: han rejser til Brasilien uden hende. De er unge elskende og hun skal følge efter. Måske. Fortællingen løser stedets udfordring ægte sentimentalt, men ikke overfladisk. Den gør det autentisk og virkeligt. Og for eksempel: hun får omkring en fødsel mens de bor i Indien en voldsom depression. Må sendes hjem alene. Han og børnene bliver. Historien fortælles med en mængde detaljer, alle så relevante, at jeg forstår, dette er det virkeligt udsatte liv. Her i kvindens voice over er den nødvendige følelse hverken overfladisk eller overdrevet. Den er næsten klinisk præcis og derfor for alvor gribende.
Suvi Andrea Helminens film handler om intet mindre end livets mening for sådan nogen som os..
Filmen distribueres af Det Danske Filminstitut og kan lånes på biblioteket, hvis det har købt adgang til www.filmstriben.dk
