Dokumania /THE FEAR OF 13 /2
DAVID SINGTON: THE FEAR OF 13
Peter Bradshaws og Geoffrey Macnabs anmeldelser fik mig til at at love mig selv at se filmen. Og jeg nåede det netop lige før den var bebudet sidste dag på DR TV. Det er en bemærkelsesværdig film, dygtigt lavet helt færdig i hver detalje, næsten helt glat, men anstrengelserne har også gjort, at visse løsninger er blevet overgjort gentaget, så sådanne steder træder ud af den rytmiske, den musikalske selvfølge og jeg mærker detaljen som genbrug, mister den nervøse forbindelse.
VINKLING
Bradshaw og Macnab har for mig begge ret, som de hver for sig ser filmen, kan jeg også se den. Bradshaw: “…For me, he (hovedpersonen red.) feels like a ham actor auditioning for the role of himself in a movie version, he delivers what sounds like an overwritten, over-rehearsed monologue in a breathy-mellifluous voice” og Macnab: ” What is fascinating about Sington’s invigorating documentary is that the inmate Nick Yarris recounts his story in his own words. He is formidably articulate, an autodidact who knows how to emphasise all the urgency, suspense, drama and macabre humour in the events.”
For mig var det derfor sådan, at filmens første del stod stærkest, i begyndelsen var hver enkeltdel ny. Men i gentagelserne trættedes jeg. Mere end spænding var det herefter nysgerrighed efter handlingslagets løsning, som holdt mig fast, det i synopsis lovede twist til sidst.
FORTÆLLEKUNST
Hele filmens arkitekur er så selvbevidst, at hvert greb kan opleves at gøre opmærksom på sig selv, det kammer over og kommer midt i det hele til at handle om at lave film. På den anden side handler Singtons film om Nick Yarris’ opbyggelige historie om at sætte sig selv i stand til at fortælle sin vanvittige historie (og det er for mig den vigtige tråd i dens story line), den handler om et enestående selvstudium i den episke kunst, og studiets resultat er åbenbart fra filmens første sekund: Nick Yarris er en fremragende fortæller, og hans fortællekunst er det ubrudte gennemgående lag med ham i samme billede i halvanden time. Og han binder mig fast, selv om jeg prøver at slå mig i tøjret, når han af og til, nej ofte, bliver vanskelig at holde ud.
I fængslet får han på et tidspunkt adgang til bøger, og han læser og læser og læser sig gennem et stort bibliotek, fra kiosklitteratur til Homer. Gennem handlingerne fæstnes fortællestrukturerne i ham som en stadig voksende episk natursans. I fængslet får han også en besøgsven, hendes notesbog og kuglepen er de vigtige redskaber for de tos fælles research i hans historie. Hun kan opsøge aktstykkerne i hans sag, skaffe ham fotokopierne, helt som Prousts tjener skaffede ham detaljerne ude fra den fysiske virkelighed ind til ham i hans lyddæmpede arbejdsværelse, hvor notatsedlerne klistredes ind i manuskriptet.
KLASSISKE GENRER
Et tidligt sted i filmen fortælles der om en fange som åbent og accepteret af både ledelse og betjente og medfanger har et kærlighedsforhold. Som et led i en kollektiv afstraffelse for en opsætsighed skal de nu skilles, flyttes til hvert sit fængsel langt fra hinanden. Om aftenen før flytningen synger han i den mørke bygning, hvor der ikke må tales, en lang uendelig smuk blues, en kærlighedstabets elegi. Sangen, denne fortællende sang, denne ballade i den store tavse lyttende stilhed i mørket mellem fængslets gange, døre og gitre, med denne anden replik supplerer Sington sin mørke film og Yarris sin dystre monolog med en kærlighedslys lyrisk epik, som danner endnu mere præcise sammenfatninger, flytter filmen fra den megen og bestemt flotte og og dygtige mimik, både Nick Yarris’ ekvilibristsike, for eksempel hans efterligninger af fængslets lyde, som lyddesignet frækt af og til understøtter (dette er jo en forestilling), og altså derved flytter filmen fra dens virkelighedsgengivelse og får den til i denne sangscene at røre ved poesiens anderledes skabende forståelse af dramaet, af tragedien.
TITEL
”Værkets titel er dets stormodel”, sagde Peter Seeberg. Det var i et foredrag jeg aldrig glemmer, hvor han omhyggeligt klargjorde tilblivelsen af titlen ”Dinusaurusens sene eftermiddag”, så jeg forstod hvordan alle stemninger og overvejelser i den klogt komplicerede bog lå som kim i titlen.
The Fear of 13 viser hen til ordet triskaidekaphobia, som er navnet på den sygelige frygt for tallet 13. Det ord er omdrejningspunktet det centrale sted, hvor Yarris fortæller om arbejdet med at øge og udvide sit ordforråd. Han gjorde det, hver gang han i sin læsning stødte på et nyt ord indprentede det ved at sætte det ind i 10, oftest mange flere forskellige sætninger. Han eksemplificerer sin træningsmetode med ordet triskaidekaphobia.
Det burde falde ind under og være en overtrædelse af droit morales’ respektret bestemmelser, at DR 2 ved oversættelsen har ændret filmens titel til ”Manden der ville henrettes”. Det er at ændre, hvad filmen handler om, nemlig et menneske, som møjsommeligt arbejder sig til en situation, hvor det forstår sin placering i virkeligheden, sin placering som sagkyndig sproghåndværker, som kunstner, som fortæller, sin placering som indsat, som dødsdømt, delvist forårsaget ved fed egne forkerte valg, nemlig primitive tricks lært i den kriminelle verden i stedet for komplicerede litterære, filosofiske og kunstneriske indsigter i en smuk række oplyst af egentlige epifanier i en retrospektiv selvbiografi i monologens form. Ansøgningen om at få fuldbyrdet dødsdommen er blot et af Yarris’ mange tricks, ok måske det dristigste, men den begivenhed fylder en brøkdel af indholdet.
The Fear of 13 er ikke en kriminalthriller, ikke kun en fængselsfilm, det er en dannelsesroman som Elefantmanden, som Den vilde dreng som Gåden om Kaspar Hauser, det er romanen om Nick Yarris lange tilblivelse som historiefortæller i den egentlige klassiske stil.
https://www.youtube.com/watch?v=6Ja1wrRAAm4 (Trailer)
https://www.theguardian.com/film/2015/nov/12/the-fear-of-13-review-nick-yarris-death-row-inmate
www.theguardian.com/news/2001/jul/13/netnotes.derekbrown
(om triskaidekaphobia)
