Per Wennick: Frits Helmuth
”Et udgangspunkt for den film, jeg gerne vil lave, den der historie, ikke? … Da vil jeg være fortælleren, som går igennem filmen og leder den videre. Hvorfor ikke være fuldstændig clean på at fortælle folk historien ud fra dit eget selv, fra mig. Sige goddag, jeg hedder Frits Helmuth, nu vil jeg gerne fortælle en historie, som ligger mig meget på sinde. Den begynder sådan her…” Dette siger Frits Helmuth i filmens titelsekvens, og det er en klar og ligetil plan. Den begyndelse er jeg vel nok med på.
Den plan saboterer Wennick imidlertid, han indlemmer Helmuths fortælling i Henrik Helsgauns enestående optagelser fra 2004 i sin fortælling uden at beslutte sig for en klar, alternativ fortælleposition, uden at formå at tilføje en kunstnerisk autoritet, som kan modsvare Frits Helmuths forførelse. Han lukker andre medvirkende ind, medvirkende, som ikke er vidner om, men som er kommentatorer til Frits Helmuths livsvalg, ofte i en selvcentreret, anklagende form, ind imellem med direkte angreb på og sladder om den oprindelige fortæller. Og det ville for så vidt kunne rummes i Wennicks film, hvis disse medvirkende havde haft eller var blevet instrueret til en intellektuel og emotionel tyngde, som vægtede Frits Helmuths. Det sker ikke på noget tidspunkt, og ikke kun Helmuths projekt, vistnok også Wennicks vælter. Man må give alt det man kan, alt det man har til publikum, siger Helmuth. Det forstår de tilsyneladende på hver sin måde, og det går galt.
Frits Helmuth fortæller henrevet om Osvald Helmuth i forståelse og beundring. Pusle Darville og Mikael Helmuth vidner resigneret bittert om Frits Helmuths svigtende forståelse og fravær som far. Kaspar Rostrup magter mærkeligt ikke afbalanceringen. Wennick lader endnu mærkeligere dem alle tre medvirke sært tilbagelænet (også i scenografi, fotografering og interviewindsats) som er de vidner ved en høring, i en retssag, som er de deltagere i et mødepanel i et tv-program. Måske er de?
Filmen indfører dertil et vidne mere, Frits Helmuths mor, som via sin efterladte dagbog tegner et bittert billede af faderen, Osvald Helmuth. Det bliver til en vigtig del af filmkonstruktionens problematiske insisteren på ”som far sådan også søn”- teorien, som der kan skrives videre på i pressemeddelelsens tale om den tunge sociale arv. Den personlige historie er konverteret til et debatprogram.
For mig er det Frits Helmuth, som er autentisk og gribende. Han er ikke flæbende, han græder, han hulker. Voldsomt og ærligt. Og sådan skal det være med skuespilkunsten – måske med kunst i det hele taget – siger han tydeligt et sted i materialet, først når jeg græder eller ler, ved jeg, at det er et ægte værk, jeg møder. Helmuths værk inde i værket er, tror jeg, på den måde stor kunst.
Men Mads Houmøller Bødker har i sit klip i overensstemmelse med dokumentarens tydelige profil, ”vi kan ligesom komme bredere ud”, valgt at være tydeliggørende og påpegende, hans klip er oftest mere illustrerende end det er præcist associerende. Frits Helmuth fortæller i en scene ved forældrenes gravsted en prægnant historie om edderkop-hannens skæbne. Den dør udsuget i nettet, som den har tjent sin familie ved omhyggeligt at genopbygge gang på gang gennem et edderkopliv. Helmuth fortæller historien fremragende og billeddannende, selvfølgelig. Alligevel klippes der til et naturfilm-billede af en edderkop et andet sted fra, der klippes væk fra Helmuths ansigt, hvor filmens oprindelige drama udspilles.
Jeg tror, der inde i Per Wennicks debatskabende tv-dokumentar ligger en stor eksistentiel film i og omkring optagelserne fra 2004. Den film er tilsyneladende tabt nu, hvor DR1 har valgt at sætte Helmuths, Helsgauns og Wennicks værk ind i en diskussion om forældresvigt generelt. Men, men, denne besynderlige offentlige samtale kan man som seer så vælge at afstå fra og for sig selv filtrere dokumentarens essens, som er en skildring af de barske og lykkelige betingelser for den livslange kunstneriske præstations dybe gråd og høje, hjertelige latter.
Per Wennick: Frits Helmuth, 2013, 59 min. Medvirkende: Frits Helmuth, Kaspar Rostrup, Pusle Helmuth Darville og Mikael Helmuth. Foto: Henrik Helsgaun. Klip: Mads Houmøller Bødker. Produktion: Ulrik Skotte, Doc Eye for DR1. Sendt i aftes.
