Saskia Bisp: Nobody Passes Perfectly
Scenen i sengen med de elskendes tyste, intense samtale fuld af autentisk kærlig følelse er det hele værd. Den er klippet med lydhørhed for den lille angst for tiden, der forandrer, og kærligheden, som ikke er til at holde fast, trods forsikringerne. Den ængstelse vokser gennem den smukke scenes replikskifte til et helt kammerdrama i det lille format.
Det handler om at ville ændre på sin seksuelle identitet. Det er den ene af de to i sengen i færd med. Og hvad vil så ske?
Hvad vil så ske med følelserne for hinanden? Hvor forbundne er de med det ydre seksuelle udtryk, kroppens udseende, stemmelejet, den samlede udstråling? Intet vil ske, forsikrer den, som vil blive i sin nuværende krop og i sit aktuelle begær. Kæresten med hovedet på puden ved siden af er bekymret, for her er begæret under omformning. Men lige nu nu er de i lykken. Som stillbilledet viser.
Det er jo en brugsfilm. Den vil anskueliggøre denne problemstilling, den vil vække debat om provokerede seksuelle transformationer. Det sker ved samtaler mellem de medvirkende i lange instruerede og omhyggeligt opbyggede scener. Det er vedtaget smukt. Yderst stiliseret. Og bortset fra scenen i sengen lykkes det i min oplevelse slet ikke. Arrangementernes udvendighed kvæler replikkernes mulige følelse. Nej, der er nu én scene mere at fremholde, en optagelse med de to fra sengen, som skal til fest og gør sig i stand. Den fungerer nogenlunde, jeg tror, fordi de to kan improvisere. Som de eneste blandt de medvirkende.
Og i virkeligheden er det måske kun den ene af de to, som kan, som i sin hengivelse og spontane kærlighedsytring river den anden med. De øvrige forholder sig, loyalt formodentlig, til debatfilmens forlangende om så facetteret som muligt at anskueliggøre de seksuelle komplikationer. Men at tale om kærlighed ved at behandle sex er et koldt foretagende.
Og kølighed er selve præget i scenerne i en roterende restaurant, i en stillestående bar, i en tom svømmehal. Det er så arrangeret, så villet perfekt, så glat. Ja, og køligt. Det bliver i det ydre som problemstilling, vil ikke det indre som autenticitet.
Og så får jeg tid til at spekulere på, hvorfor scenerne er klippet op og de mindre dele blandet. Kan slet ikke finde nogen fortællemæssig begrundelse. Når manuskriptet nu er skrevet i afsluttede scener med hver deres location, med hver deres tid. Sådant plejer jeg ikke at tænke over i film, jeg forsvinder i. Men det var måske heller ikke meningen her, at jeg skulle opsluges? Men én scene, et kammerspil i en dobbeltseng fordelt over story-line er dog gentagne gennemsyn værd.
Saskia Bisp: Nobody Passes Perfectly, Danmark 2009, 43 min. Manuskript: Saskia Bisp, fotografi: Minka Jakerson, klip: Åsa Mossberg, musik: Nana la Cour Jacobi, lyd: Kasper Janus Rasmussen, producere: Vibeke Vogel og Elise Lund Larsen. Produktion og salg: Bullitt Film www.bullittfilm.dk Filmen kan via det lokale biblioteks hjemmeside ses på www.filmstriben.dk