Kasper Torsting: Søren Gade filmene
I min kommentar til Kasper Torstings Krigsministeren stillede jeg ham nogle spørgsmål. Her er instruktørens hurtige, umiddelbare svar:
Jeg betragter min metode som subjektivt observerende, jeg er derfor afhængig af et handlingbaseret materiale, hvor mine medvirkende ‘afslører’ sig selv som de karakterer de er, i en given scene, situation og dramatisk fortælleramme. Det ville derfor som udgangspunkt være mangelsfuldt og ‘tyndbenet’ for mig, udelukkende at basere en fortælling alene på interview, samtale og/eller en altvidende fortællerstemme.
Interviewet som greb er bestemt effektivt og kan løses ‘filmisk’. Eksempelvis er Leonardo da Vinci ‘Mona Lisa’ ligesom en klassisk interviewopstilling – en halvnær hvor hun skælmsk kigger ind i ‘kameraet’. Men som filmskaber er det for mig naturligt, at kigge på mere visuelle og dynamiske sceniske rum og muligheder. Jeg syntes ofte det giver en masse gaver til fortællingen, hvis min hovedperson er udstyret med en handlingsbaseret modstand. Det kan være et ryge en cigaret, tage tøj på, eller pakke sit kontor sammen i flyttekasser (!). Handlingen viser kroppen, der viser erfaringen, der viser en anden side af det menneske, der taler foran kameraet. Fortællingen får mere dybde. Taler i flere plan.
Fortællestemmen som greb er også en meget effektiv motor. Den tager publikum i hånden, skaber tryghed og styrer oplevelsen meget præcist og kalkuleret. En kontrol der kan være meget givende til fortællingen, og et redskab der kan løfte en mudret fortælling op i et mere klart lys. Bagsiden af dette er naturligvis, at publikums mulighed for at møde fortællingen med egne erfaringer, ikke bliver ligeså instinktiv og umiddelbar. En krystalklar fortælling der kontrollere den mindste bevægelse, er samtidig en låst fortælling der ikke vil andet, end lige præcis dét den vil. Personligt oplever jeg en større bevægelse og forførelse, hvis en film gør mig nysgerrig og kræver engagement fra min side. Publikum skal ikke bare sidde ude i salen, eller bag sofabordet. Publikums egentlige plads er INDE i fortællingen, frit svævende blandt de andre ‘medvirkende’…
Så i tilfældet ‘det manglende tredie akt’ er spørgsmålet naturligvis, hvordan kan man skildre lækagesagen, uden bare at gøre det til en retrospektiv fortælling med masterinterviews, indre monologer, arkivklip og fortællestemme..? Jeg arbejder med udfordringen… 😉
– Kasper Torsting
