Alexis Spraic: Shadow Billionaire
Den amerikanske titel spiller måske sprogligt på en berømt succes. Den blæser sig op, og det holder den slet ikke til. Det er bestemt ikke et værk, der sætter foden i døren. “Den forsvundne millionær” hedder dokumentaren stilfærdigt scherfigsk i sin danske version. Det giver også falske associationer. Der er desværre ingen underfundigheder i den film. Det er derimod ganske ligetil – og dødkedelig – dokumentar mainstream. Sådan interviewbåren så det mærkes autentisk, på den måde skærer vi den historie, forekommer det mig Spraic og hans hold har tænkt. Sådan vil de derude have det. Og her sad jeg så og ville have noget helt andet, først og fremmest et bud fra en sikker fortællerposition på dette usædvanlige menneskes særprægede biografi. Et klogt og dybt og tænkende bud.
Det drejer sig om den mystiske rigmand Larry Hillblom, grundlæggeren af DHL, hans forsvinden ved en flyulykke et sted i Stillehavet, og så det efterfølgende opgør om arven. Det viser sig, at han har børn, adskillige faktisk. Så forskningsinstitutionen, som havde troet den skulle have det hele, kommer i økonomisk knibe og måske i moralsk dilemma. Advokaterne slås og nupper deres del af pengene.
Spraic gør det til en kulørt historie, til en uskøn historie, til en banal ugebladshistorie, overfladisk og småsnerpet og smagende faktisk. En historie som dem i Rapport i gamle dage. Og det var jo ikke, hvad jeg ventede i Dokumania, så jeg er skuffet.
Dokumania viser den kommende måned filmen på sin hjemmeside. Se selv filmen efter i sømmene, det kan være jeg tager helt fejl.