Andreas Dalsgaard og Obaidah Zytoon: The War Show
Obaidah Zytoon tager her på dette still som programvært begejstret styringen af sit radioprogram med populær musik. Det er tilbage i 2011 vel. Det er filmens første scene og det er dens ramme. Men straks efter kommer så hendes dæmpede stemme. Eftertænksom og fem år senere. Nu fra mikrofonen i filmens lydstudie begynder hun i sin voiceover at fortælle, hvad der herefter skete. Og det her er en alvorlig og intens og en god film, det er man allerede nu sikker på.
Men før filmens første scene med Zytoon i radiostudiet er der imidlertid titelskiltet The War Show og før det er der titelsekvensen, som er en forrevet, styrtende optagelse fra en gadekamp under en demonstration vil jeg tro, et kamera som falder eller tabes, et lille kamera, en telefon måske. Obaidah Zytoons medinstruktør Andreas Dalsgaard og klipperen Adam Nielsen har således med kyndigt overblik anbragt filmens ramme og dens billedmateriale i front. Dette er fortællingen og dette er fortælleren og dette er hendes position. Filmens fortællested er klipperummet før biografen og tv. Og fortællingen er beretningen om Syriens historie disse år. Fortalt på afstand, flygtningens afstand, nogen tid efter i et studie i København. De mange forrevne optagelser fra alle mulige kameraer på gaderne samles som til et vævet tæppe, et billedtæppe med historiske motiver. Et antal mere private optagelser fra de medvirkendes hjem og fra deres udflugter til bjergene og til havet bliver til en tæt forbundet venskabsgruppes historie, et tragisk kammerspil på baggrund af billedtæppet.
Filmen er dermed et epos; og den er en roman. Romanens steder er byer som er vigtige i landets historie, byer som er vigtige for nogle af personernes historie; og romanens bevægelse er rejser. Romanens temaer er opstandens ikke krigeriske men journalistiske og kunstneriske arbejde, med klædedragtens udfordring, musikkens rymer, pamfletternes tekster og grafik og så især arbejdet med den løbende dokumentation af tilstande og begivenheder med filmoptagelser og med indsamling af optagelser. Romanskrivningen er herefter at konstruere en redegørelse i en fortællings form indeholdt i denne mængde meget forskellige filmscener af først jublende glade, senere dybt skræmte menneskers vilde, urolige handlinger. Det hele holdt på plads i en slags facebookæstetik.
Det er romanens ramme, betingelse og regel. Dens syv kapitler er 1 Revolution, 2 Undertrykkelse, som er dramatiske forberedelser, så 3 Modstand, hvor vi med Obaidah Zytoon er rejst til hendes hjemby Zabadani, hvor der er kommet våben til oprørerne, som har taget kontrollen med byen, befriet den hedder det. Så følger i kapitel 4 Belejring en skildring af nytårsaften 2011 i Homs som er omringet af regeringshæren. Vi er blandt oprørerne, de løsladte og undslupne fra tilbageholdelserne viser os mærker efter mishandlindlingen, efter torturen. Der er også desertører fra regeringshæren, de har vel kamperfaring, de holder byen. Det er en belejring som vi lærte om dem i historietimerne, middelalderlige byer som sultedes til overgivelse, lægerne må operere uden bedøvelse.
Kapitel 5 Minder er en ekskurs, en parentes, et tilbageblik fra det sted hvor filmen nu er i sin fremskriden i tid, altså før begivenhederne i Homs. Gruppens glade liv var dengang udflugterne til bjergene og havet, men erindringen fortsætter i fortællingen om dødens realitet, først dræbtes Fi Fi, den lille hvide hund som flokken var fælles om. Den påkørtes af en bil. Rabea blev skudt i sin søsters bil, ingen vidste af hvem, myndighederne forbød hans begravelsesoptog. Lulus bydel blev angrebet af regeringsstyrker, hendes kæreste Hisham blev bortført af tropperne og forsvandt, få dage senere blev Argha anholdt. Så blev Huossams lejlighed stormet, han meldte derefter sig selv. 11 dage senere kunne familien hente hans lig.
Også børnene vænnes ved de voksnes instruktion til brugen af håndvåben. Vi er nu i kapitel 6 Frontlinjer i Sarageb midt i borgerkrigens verden og til roligt filmede opstillinger af væbnede grupper konkluderer Obaidah Zytoon i sin fortælling nøgternt, at det her er en krig per stedfortræder, hvis formål det er at omfordele ”mafiaens magt” i dette land og ”på krigens skueplads kan alle være med, undtaget folket”. Og afsnit 7 Ekstremisme fortæller som modtræk om en vigtig tryksag de laver til uddeling blandt de kæmpende, en fin lille bog som digterisk, religiøst, filosofisk og juridisk opregner krigens universelle regler. Vi oplever som uhyggelig kontrast en IS fortrop ankomme med deres sorte faner og får at vide at regimet nu i stort tal løslader kriminelle fra fængslerne, så de kan skabe forvirring og uro og vold. Zytoons dæmpede stemme fortæller i en smuk tekst om krigenes væsen gennem verdenshistorien. I epilogen derefter fortælles om de mange døde og om de mange flygtninge – og til slut i denne elegi fortæller hun om den lille gruppe venners egne døde og levende, om deres kærlighedshistories slutning.
Instruktørernes og klipperens klare, dybt gribende og beslutsomme greb om dette meget store og voldsomme materiale samlet over fire, fem år hæver det ud af øjeblikkenes journalistiske reportage og formidling, som det oprindeligt så ivrigt blev skabt i, og placerer det eftertænksomt i en universel, men klart nutidig episk omverdenstolkning i Homers, i Tolstojs krig og fred – tradition. The War Show er som jeg ser det netop så stor filmkunst. Den er fra nu et uundværligt og uforgængeligt værk om Syriens håb og tragedie i begyndelsen af det 21. århundrede.
Syrien / Danmark 2016. Filmkommentarens anmeldelse: 6/6. 100 min. Premiere i DOX:BIO 26. oktober 2016:
http://www.doxbio.dk/events/the-war-show/
SYNOPSIS
In March 2011, radio host Obaidah Zytoon and her circle of friends join the street protests against President Bashar al-Assad, as the Arab Spring reaches Syria. Knowing their country would be changed forever, this group of artists and activists begin filming their lives and the events around them. But as the regime’s violent response spirals the country into a bloody civil war, their hopes for a better future will be tested by violence, imprisonment and death. Obaidah leaves Damascus and journeys around the country, from her hometown of Zabadani, to the center of the rebellion in Homs, and to northern Syria where she witnesses the rise of extremism. A deeply personal road movie, the film captures the fate of Syria through the intimate lens of a small circle of friends. (DFI)
